thøger jensen
Privatfoto

Thøger Jensen

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
thøger jensen
Privatfoto
Main image
Jensen, Thøger
Foto: Thomas Knoop

Indledning

Thøger Jensen skriver bittesmå romaner og ultrakorte novellesamlinger, men på trods af værkernes diminutive omfang, er historierne storslåede og karaktererne rige. Jensen er eminent til at opfange de små og knap synlige ting, der definerer et menneske og ved at beskrive en bestemmende detalje udfoldes hele personen i fuldt flor. Med en særlig underspillet humor og et fortættet sprog giver Thøger Jensen liv til aparte personager og fortæller historier fra nogle af de randområder på f.eks. Hebriderne og ved Limfjorden, der vist slet ikke er så kedelige endda.

 

28456670

Blå bog

Født: 4. november 1960 i Næsbjerg ved Varde.

Uddannelse: Læreruddannelse ved Den Frie Lærerskole, humanistisk basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter, Forfatterskolen (1992-94).

Debut: I vores familie kan vi ikke lide ubåde. Borgen, 1998. Noveller.

Litteraturpriser: Villy Vinbars litteraturpris, 2004.

Seneste udgivelse: Frokost i tyrens hoved. Gyldendal, 2012. Roman.

Inspiration: Peter Bichsel, Walter Benjamin, Torgny Lindgren, Marilynne Robinson m.fl.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvad ville Odense være uden den å og stien som går lige ind gennem zoologisk have? Marabustorkene står og skutter sig i morgentågen. Zebraerne gungrer rundt på engen. Rolandas kigger inden gennem hegnet til løverne, og længere henne snakker han lidt med kamelerne. Da han har krydset gangbroen ved OB’s anlæg, finder han to små tujaplanter i sorte plasticpotter.”

”Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub”, s. 89.

Thøger Jensen er født i 1960 i landsbyen Næsbjerg ved Varde som søn af en skolelærerinde og en landbrugsteknikerelev og har de fleste af sine opvækstår boet i en lille landsby udenfor Nibe ved Limfjorden. Her lærte den unge Thøger Jensen at hakke roer og hovederne af naboens slagtekyllinger. “Og jeg så rigtig mange svaler flyve ind og ud af staldvinduerne,” som han selv fortæller (Interview med Forfatterweb, april 2011). Efter folkeskolen tog han studentereksamen fra Hasseris Gymnasium i Aalborg og har siden da boet mange steder i provinsen, nogle år på Hebriderne og er i dag bosat i Århus.

Adspurgt om der har været nogen bestemte begivenheder, der har været bestemmende for hans virke som forfatter, svarer Thøger Jensen: ”En stribe gode dansklærere gennem hele mit uddannelsesforløb og min far som naturvejleder hjalp mig til at indse, at litteraturen og naturen er de bedste steder at være.” I det hele taget spiller netop naturen og Thøger Jensens far en stor rolle som tema i forfatterskabet, men også som katalysator for, at Jensen overhovedet kom i gang med at skrive: ”Min far døde, da jeg var i først i tyverne. Senere har jeg fået fortalt, at han som ung skrev digte. Men biologien blev hans skæbne. Når jeg gør en vigtig iagttagelse og måske endda skriver om den, kan jeg stadig nogle gange tænke, at det her skulle min far lige have set.” (Interview med Forfatterweb, april 2011).

Udover at virke som selvlært gartner har Thøger Jensen brugt en del tid i Johannes Larsen og Achton Friis’ gamle ekspeditionsskib Rylen for bl.a. at researche til en sømandsroman. Thøger Jensen blev engang presset af en bibliotekar i Kerteminde til at skrive en sømandsroman, og han lovede hende, at hvis han nogen sinde ville skrive en sådan, ville den blive meget kort. Det har siden resulteret i den 111 sider lange (eller rettere – korte) sømandsroman ”Frk. Dissings blafrende sommerskørt”.  

Thøger Jensen har udgivet digte i forskellige tidsskrifter som Hvedekorn, Den Blå Port, Sentura og Ildfisken. Ved siden af sit forfattervirke har Jensen arbejdet inden for en lang række forskellige fagområder, spændende fra at være arbejdsmand på Aalborg Portland, højskolelærer og gartner på Hebriderne.

I vores familie kan vi ikke lide ubåde

”Så er hans bror Asger lige en tak heldigere. Konen er blid som et lam og svigersønnen er tysker. Da han og niecen forrige weekend kom et smut hjem fra Hamburg, hvor han er tandlæge, havde de et fjernsyn med. Asger fik det bare, uden beregning, et splinternyt fjernsyn. Man ved jo godt at de er billigere syd for grænsen, men alligevel …”
”I vores familie kan vi ikke lide ubåde”, s. 36.

Thøger Jensens debut, novellesamlingen ”I vores familie kan vi ikke lide ubåde” fra 1998, er en samling af 39 meget små noveller. De fleste kan være på en enkelt side, og mange af dem er lige så meget en situationsbeskrivelse eller et tableau, som det er en novelle. Fælles for novellerne er, at de beskriver en tilstand eller et afgørende øjeblik i et menneskes liv. Ofte er det hverdagslige elementer, der er genstand for novellerne, og vi hører om, hvordan en kvinde altid åbner flåede tomater på terrassen af frygt for eksplosive dåser, en pige der taber en tand i et tog og en mand, der deler sin vandseng med campingkøleskabet og konens symaskine, når hun ikke er hjemme. I titelnovellen giver de 11 linjers novelle forklaringen på, hvorfor de i den familie ikke kan lide ubåde: Da onkel Niels i 1942 var på havet ud for Shetlandsøerne, blev coasteren Monsunen torpederet af en ubåd. Efter ulykken måtte Niels klamre sig til skroget i det kolde vand, mens angrebslystne makreller spiste tre af hans tæer og en lille bid af skulderen.

Fortællingerne begynder alle in medias res, dvs. lige midt i fortællingen. Der gives ingen baggrundshistorier eller introduktioner til karaktererne, men fortælles bare løs i et uformelt hverdagssprog. Det giver en fornemmelse af genkendelse hos læseren: alle og enhver kunne have overværet disse optrin længere nede ad vejen eller i sommerhuset. Novellernes titler er alle taget ordret ud fra den gældende novelle og fungerer som en art nøgle til fortællingen. Mange af titlerne er som også samlingens titel hele sætninger, der i sig selv fortæller en historie, inden novellen overhovedet er begyndt.

De små fortællinger dækker over store dramaer, familiekrøniker og slægtshistorier, kærlighedsmøder og helt fredelige eftermiddage i baghaven. Det er helt småt fortalt, så læseren må selv fylde ud i det tomme rum omkring novellerne. Man får lov at se et enkelt billede fra sommerferien og må selv forestille sig resten.

 

Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub

”Jeg elsker store vandpytter, siger Camilla og hviner når bølgerne skyller ind over frontruden. De ser mindst 50 viber flyve rundt over strandengene. Gad vide hvor længe motoren i en Peugeot 205 kan køre i vand til knæene? tænker Rolandas. En halv time, viser det sig en halv time senere, men på mirakuløs vis går de i stå lige i nærheden af en healer som Camilla kender. Han hedder Jens.”
”Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub”, s. 56.

Thøger Jensen afprøver i sin første roman selve genren ved at give ”Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub” fra 2000 genrebetegnelsen ’roman i stykker’. Det kan både forstås som en roman, der er gået i stykker og som en roman, der består af små stykker. Begge dele opfyldes af den kun 97 sider lange roman med den meget mundrette titel. Hvad titlen har i længde, har romanen i korthed. Hvert stykke fylder højst godt en side, og romanens bestanddele må betegnes som fragmenter. I små bidder fortælles om den knap 40-årige Rolandas, der skal passe hus for nogle venners venner, mens de er i udlandet. På et tidspunkt flytter kvinden Camilla og hendes datter ind i et gult havehus nede mellem æbletræerne i baghaven, og næsten ufortalt indleder – og afslutter – de to voksne et kærlighedsforhold. Stumperne beretter skiftevis om Rolandas hjemme i huset, på besøg hos sin gamle ven Einar på havnen i Svendborg og hos naboen Niels. I drømme og erindringssekvenser oprulles lidt af Rolandas’ fortid. Indimellem sine møder med andre mennesker nyder Rolandas at studere havens fugle og markernes heste og er tydeligvis et meget sanseligt menneske.

Nederst på hver side står et ord på engelsk i en lille tekstboks. Til en begyndelse virker det som en art overskrift eller forklaring på det enkelte stykke, men på side 29 fremgår det, at Camilla har en stak englekort, hvoraf man kan trække ét, ”og så måske være så heldig at få en relevant kommentar”. Så når der nederst på denne side står Patience, er det englekortets kommentar til det, der ikke helt er afklaret i ens liv. Hvert tekststykke har sit eget kort, og de tilfører teksten en ekstra dimension eller analyse.

Med meget få ord og enkle virkemidler er ”Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub” en sammenfoldet lille roman om en mand, der hviler i sin tilværelse, men som er åben for de muligheder, der ligger foran ham. Læseren må selv spæde til med mellemregninger for at få historien lirket op, og i det hele taget antydes der mere end der forklares. Thøger Jensen skriver humoristisk og med øje for de små ting i hverdagen, der udgør et liv og tegner konturerne af et menneske.

 

Ludwig

”Han kender den her slags situationer. Ét forkert ord nu, og helvedet bryder løs. Måske har hun ret, måske ikke, egentlig er det også ligegyldigt, det er ikke det der tæller, han er glad for hende og vil hade at miste hende. – Herlig kylling, siger han da hun kommer tilbage med lysene, det var en god ide med citronen.”
”Ludwig”, s. 90-91.

I Thøger Jensens lille roman ”Ludwig” fra 2004 flytter den knap 40-årige Niels Winckler til Århus, hvor han i sin etageejendom fungerer som vicevært. På første etage bor vinterbaderen Katja, på anden bor islandske Ásta og tættest på himlen bor pianisten Åke Hällevik. Åke underviser Niels i Bachs 15 inventioner, som Niels – på trods at et rytmisk brist – har sat sig for at lære inden sin 40 års fødselsdag. Åke er samtidig ejer af den småneurotiske schäfer, Ludwig og, skal det vise sig, indehaver af en ekskone, som senere skal blive Niels' kæreste. Hun hedder Hanne Lauritzen og er Niels' læge. Niels bliver hendes havemand, og så er roman(c)en kørt i stilling.
”Ludwig” er en minimal roman, der understreger Thøger Jensens evne til at generere maksimal betydning ud af stort set ingenting. På trods af den temmelig knappe information, der gives, er romanen fint sammensat og nuanceret, så man får et indblik i Niels Wincklers lille liv. Thøger Jensen indfanger med sin særegne humor karakterernes særheder og kendetegn, og fortælleren lader romanens karakterer udlevere sig selv: Når Hanne Lauritzen har kaldt sin bil en 'Alfa Romero', så hedder det Alfa Romero i resten af den klejne roman. Som Thøger Jensens andre værker, er denne meget underspillet: De små hints, der er lagt ud til at forstå karakterernes psykologiske udvikling, er så subtile, at de næsten forsvinder på de ellers luftige sider.
Også i ”Ludwig” er tonen ret fjollet. I Jensens univers forekommer mærkelige ting helt almindelige og hverdagsagtige. Da skilsmissehunden Ludwig dør af et håndkantsslag midt i Bachs Invention nummer 7, er det blot beskrevet med en tør konstatering. Det er hele tiden op til læseren at folde episoder, karakterer og handling ud, men med romanens få og præcise informationer, kan puslespillet nemt lægges. Romanen kommer rundt om forskelligartede emner som spirende kærlighed, danske småøer, islandsk eliksir, ukrudt og stakitter der er så pæne, at de kommer på forsiden af Århus Stiftstidende.

Fugle i frostvejr

”- Det er altså mærkeligt, siger Ole, hver gang jeg forsøger at tage et billede af Mont Sainte-Victoire, så bliver bjerget alt for lille. Det skrumper og bliver til næsten ingenting. Se nu for eksempel her. Han holder sit digitalkamera hen foran Elizabeth. Det er sådan man gør. Efter at have holdt kameraet ud i strakte arme og trykket på knappen, så samles man med de øvrige tilstedeværende om den lille billedskærm, for at se det man lige har set.”
”Fugle i frostvejr”, s. 59.

Skrevet i anledning af 100-året for den franske maler Paul Cézannes død opererer Thøger Jensens femte roman ”Fugle i frostvejr” fra 2006 på mange måder efter Cézannes metode: at studere virkeligheden nøgternt og forsøge at overføre betragtningerne til kunstværket; værket skal ikke være et billede af virkeligheden, men være parallel med virkeligheden. Thøger Jensen iagttager virkeligheden og dens mange detaljer og bruger disse betragtninger til at fortælle de bagvedliggende historier. Ud fra det vi kan se, må vi slutte os til det, vi ikke kan se.

I et kort præludium får vi skolelæreren Oles historie: hans mor er skolelærerinde og hans far pedel, og de bliver gift på skolens lærerværelse i 1957. Efter to år forsvinder faderen og efterlader mor Sonja med lille Ole. Som voksen er Ole taget til Provence for at tilbringe et par vintermåneder tæt på bjerget Mont Sainte-Victoire, som Cézanne malede utallige gange. I løbet af vinteren bruger Ole en del tid med naboen, den distingverede englænder Elizabeth, der kommer tættere på Ole, end hans kone Ellen derhjemme er det. På romanens handlingsplan sker der ikke alverden, andet end at Ole kigger på Mont Sainte-Victoire, øver sig i at tale fransk og drikker kaffe med Elizabeth. Ole har tid til erindringer om barndommens sansninger og synsindtryk, og både fortalt og fortællende tid udspringer af det sansende menneske.

Der er en grundlæggende tabserfaring skrevet ind i romanen. Mantraet hedder ’Alting forsvinder’, og det gør det – både konkreter som Oles paraply og en vinhandel i Provence, men også Oles far, ægteskabet med Ellen og drømmen om kærligheden. Forgængeligheden er omdrejningspunkt for både kunst og liv.

Den lille roman har kunstdiskussioner indlejret i sig og bliver på den måde både en roman om Ole i Provence og et essay om kunst, om fortolkning og formidling af virkeligheden.

Thøger Jensens tætte forhold til naturen, der gør sig gældende i alle hans værker, kommer i ”Fugle i frostvejr” til udtryk i bogens to mottoer af hhv. Cézanne og Peter Seeberg og i motivkreds og tema. Beskrivelser og betragtninger over naturen, særligt fugle, fylder meget, og titlens fugle i frostvejr får en afgørende betydning i bogen.

Som Thøger Jensens øvrige romaner er ”Fugle i frostvejr” komponeret af korte tekststykker og drevet frem af indfald fra før og nu. Erindringer og sansninger blandes med handling, møder og betragtninger over forholdet mellem liv og kunst.

Frk. Dissings blafrende sommerskørt

”Posten forsøger at forestille sig den måde at dø på. At ligge på sofaen mens ens kone er ude i køkkenet for at lave kaffe. Måske havde han kaldt på Margrethe, da han lå der, men var blevet overdøvet af kaffemøllens kværnen. Bønnerne der rasler ned gennem den forkromede tragt. Det larmer, og først bagefter finder man ud af, hvor slemt det egentlig var.”
”Frøken Dissings blafrende sommerskørt”, s. 18.

I Thøger Jensens længe ventede sømandsroman, ”Frk. Dissings blafrende sommerskørt” fra 2010, følger vi Margrethe, der er pensioneret skolelærer og enke efter først Helmuth og siden Jens (bror til Helmuth), der dør i løbet af romanen. Med rollator går hun glad og taknemlig gennem tilværelsen, som mestendels befolkes af Posten, der ofte kommer ind til kaffe og en snak om blomster. Da Posten en dag bringer Margrethe et brev, hvor der står, at hun har arvet afdøde Jens’ fiskekutter, er Posten hurtig til at lokke hende med på langfart på Limfjorden. Margrethe pakker sit citrontræ og sine syltetøjsglas (’Der er næsten ikke noget, man ikke kan opbevare i et syltetøjsglas’), og de stryger af sted.
Hovedfortællingen om Margrethe, Posten og fiskekutteren brydes op af små fortællinger fra omegnen af Margrethes liv. Skiftende synsvinkler og fortællerstemmer gør det svært at afkode, hvem stykkerne handler om, men fælles tematikker og personkreds får dem til at hænge sammen. Bogens 50 nummererede kapitler og 30 tekststykker fylder højst to sider hver og er alle afrundede helheder eller scener. Trods knapheden kaster de tilsammen lys over Margrethes liv og historie, som langsomt oprulles gennem romanen. Jensens umiskendeligt tørre humor og indiskrete politiske kommentarer får også i denne bog frit spil: ”Måske skulle hun bare give frimærkerne til Posten. Men hvor er han blevet af? Han forsvandt med trækfuglene, og nu er det november. – Bare han ikke er blevet privatiseret, siger hun til sin søster i telefonen.” I løbet af fire sætninger hører vi om Margrethes overvejelser om Helmuths gamle frimærker, om postens mystiske forsvinden, trækfugle og tidens gang, og vi får et vigtigt udpluk af en formodentlig noget længere telefonsamtale, inklusiv en ikke upartisk holdning til privatisering. På trods af den konstaterende tone, nærmer sproget sig poesi (’Han forsvandt med trækfuglene, og nu er det november’) med plads til politisk agitation.

Thøger Jensen er lige så tilbageholdende med information som i sine tidligere udgivelser, men igen videregiver han lige præcis den information, der er brug for, for at læseren selv kan folde den småt orkestrerede roman ud til et mægtigt drama.

Genrer og tematikker

Thøger Jensens bøger ligner hinanden i form og indhold. Både novellesamlinger og romaner består af ultrakorte tekster, der enten fungerer som dele i en fortløbende fortælling eller som bittesmå fragmenter af forskellige historier. Ofte foregår hans bøger i øde områder befolket af mere eller mindre egensindige mennesker. Det er ved Limfjorden, på Hebriderne, små landsbyer i Sydfrankrig og lignende steder, at de underspillede dramaer udspiller sig. Eller rettere: næsten ikke udspiller sig, for Jensens stil er karakteriseret ved det afdæmpede og det skjulte. Han fortæller mestendels, hvad man kan se, og så er det op til læseren at udrede, hvad der ligger bag handlingerne. Vi har at gøre med en fortættet fortællestil, en imploderet, koncentreret og humoristisk stil, der tvinger læseren til aktivt at læse med. Selv siger Jensen om at skrive kort: ”Det er min erfaring, at det fungerer bedst for mig med den korte form. Jeg har gået på Poul Borums forfatterskole, og noget af det, man fandt ud af der, var, hvad man var god til, og hvad man måske skulle holde sig fra.” (Claus Grymer: Omhyggelig med ikke at skrive for store bøger. Kristeligt dagblad, 2004-11-27)

Som nævnt i de forskellige værkgennemgange er naturen ofte omdrejningspunkt for såvel karaktererne som fortællingernes plot. Sansninger af fugle, blomster, haver, bjerge, tåge og hav er det stof, værkerne er gjort af. Den detaljefokusering, der ligger i disse sansninger, går igen i portrætterne af karaktererne, som netop er vidende og præcise i deres sans for den detalje, der viser helheden. De mellemmenneskelige relationer er ofte præget af dårlig eller manglende kommunikation, og mange af karaktererne er ensomme og nærmest forliste. På mange måder optræder tekstfragmenterne som snapshots, værkerne som billedalbums, der efterlader masser af plads til fortolkning. Det er en meget visuel litteratur, Jensen skriver.

Thøger Jensen overlader det tillidsfuldt til læseren selv at folde papiret ud. Tilsyneladende tager det også tid for ham selv at få fortællingerne til at falde på plads: ”Nogle forfattere starter på side et og skriver sig så igennem bogen derfra. Det gør jeg ikke. Jeg arbejder med fragmenter, korte tekster, ensides-kapitler. Det er som et puslespil. Efterhånden bliver en rækkefølge eller handling selvfølgelig mere og mere åbenbar. Men det sker ret sent.” (Claus Grymer: Omhyggelig med ikke at skrive for store bøger. Kristeligt dagblad, 2004-11-27)

Beslægtede forfatterskaber

Thøger Jensens minimalistiske skrivestil minder meget om Helle Helle. De viser i stedet for at fortælle, antyder hellere end at udfolde. Denne stil har rødder tilbage til Herman Bang og tråde til den amerikanske novelleforfatter Raymond Carver. En anden dansk forfatter, der skriver ultrakort og kondenseret, er Peter Adolphsen, som i sine romaner og novellesamlinger også fortæller helt småt og koncentreret. Litterære Maggi-terninger kan man kalde det.

Til fælles med Helle Helle har Jensen også interessen for de mennesker, der lever et stille liv i provinsen. Dette provinsperspektiv er meget udbredt i dansk litteratur, og der tales om en hel bølge af hjemstavnslitteratur. Man kan nævne Lone Hørslevs ”Naturlige fjender”, Hans Otto Jørgensens Ida og Axel-trilogi, ”Vi, de druknede” af Carsten Jensen, Ida Jessens bøger fra den fiktive limfjordsby Hvium samt bøger af Bent Vinn Nielsen, Jens Smærup Sørensen, Erling Jepsen, Henning Mortensen og mange flere.

I et interview med Kristeligt Dagblad fortæller Thøger Jensen selv om den inspiration, han fik på Forfatterskolen: ”Borum havde stor indfølingsevne i den enkeltes potentiale og havde det med at komme med en stak bøger til folk personligt. Han introducerede mig for østrigske Peter Bichsel og svenske Willy Kyrklund. Desuden henviste han alle prosaister til ikke mindst Ernest Hemingway og William Faulkner.” (Claus Grymer: Omhyggelig med ikke at skrive for store bøger. Kristeligt dagblad, 2004-11-27).

 

Bibliografi

Romaner

Jensen, Thøger:
Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub. Borgen, 2000.
Jensen, Thøger:
Serpentine. Borgen, 2002.
Jensen, Thøger:
Ludwig. Borgen, 2004.
Jensen, Thøger:
Fugle i frostvejr. Borgen, 2006.
Jensen, Thøger:
Frk. Dissings blafrende sommerskørt. Gyldendal, 2010.
Jensen, Thøger:
Frokost i tyrens hoved. Gyldendal, 2012.

Andre udgivelser

Jensen, Thøger:
I vores familie kan vi ikke lide ubåde. Borgen, 1998. Noveller.
Jensen, Thøger:
Billedbog fra Hirsholmen. Borgen, 2001. Kommenteret billedbog.
Jensen, Thøger:
Høfde Q. Borgen, 2008. Prosatekster.
Jensen, Thøger:
Digte i Hvedekorn nr. 2, 2009.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Thøger Jensen

Om forfatterskabet

Kilder

Kort introduktion til forfatteren samt oversigt over forfatterskabet.
Baggrundshistorie om forfatteren samt et uudgivent essay.
Afhandling om Thøger Jensens to første bøger. Søg på werngreen2002nospec9239 og hent pdf fra Statsbiblioteket i Århus.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Grymer, Claus:
Omhyggelig med ikke at skrive for store bøger. Kristeligt dagblad, 2004-11-27.
Interview med Forfatterweb, april 2011.