Thøger Jensens debut, novellesamlingen ”I vores familie kan vi ikke lide ubåde” fra 1998, er en samling af 39 meget små noveller. De fleste kan være på en enkelt side, og mange af dem er lige så meget en situationsbeskrivelse eller et tableau, som det er en novelle. Fælles for novellerne er, at de beskriver en tilstand eller et afgørende øjeblik i et menneskes liv. Ofte er det hverdagslige elementer, der er genstand for novellerne, og vi hører om, hvordan en kvinde altid åbner flåede tomater på terrassen af frygt for eksplosive dåser, en pige der taber en tand i et tog og en mand, der deler sin vandseng med campingkøleskabet og konens symaskine, når hun ikke er hjemme. I titelnovellen giver de 11 linjers novelle forklaringen på, hvorfor de i den familie ikke kan lide ubåde: Da onkel Niels i 1942 var på havet ud for Shetlandsøerne, blev coasteren Monsunen torpederet af en ubåd. Efter ulykken måtte Niels klamre sig til skroget i det kolde vand, mens angrebslystne makreller spiste tre af hans tæer og en lille bid af skulderen.
Fortællingerne begynder alle in medias res, dvs. lige midt i fortællingen. Der gives ingen baggrundshistorier eller introduktioner til karaktererne, men fortælles bare løs i et uformelt hverdagssprog. Det giver en fornemmelse af genkendelse hos læseren: alle og enhver kunne have overværet disse optrin længere nede ad vejen eller i sommerhuset. Novellernes titler er alle taget ordret ud fra den gældende novelle og fungerer som en art nøgle til fortællingen. Mange af titlerne er som også samlingens titel hele sætninger, der i sig selv fortæller en historie, inden novellen overhovedet er begyndt.
De små fortællinger dækker over store dramaer, familiekrøniker og slægtshistorier, kærlighedsmøder og helt fredelige eftermiddage i baghaven. Det er helt småt fortalt, så læseren må selv fylde ud i det tomme rum omkring novellerne. Man får lov at se et enkelt billede fra sommerferien og må selv forestille sig resten.