Helle Helle har gjort en knivskarp, nøgtern realisme til sit varemærke. I korte og konstaterende sætninger beskriver hun, hvad hendes personer gør og siger. Der er ikke nogen fortæller til at tage læseren i hånden og forklare karakterernes psykologi. I stedet må læseren selv lave koblingerne mellem handling og intention. Samtidig er det karakteristisk for hendes bøger, at der ikke sker alverden, men at det faktisk er det, der ikke sker, der er interessant. Det er dramaet i hverdagens små forskydninger, der er Helles ærinde. Hendes bøger er dialogbårne, og det viser sig, at karaktererne ofte taler over sig og kommer til at afsløre en masse om sig selv og deres hensigter ved ordvalg og timing.
Helle Helles evne til at kunne karakterisere et helt menneske ud fra en undselig detalje har gjort hende til en elsket og anerkendt forfatter både hos kritikere og læsere. I denne lille ordveksling fortæller ordet ”okay” en hel del mere end blot okay. ”- Det er kitsch, sagde han, og jeg nikkede: - Okay.” (”Dette burde skrives i nutid”, s. 138). Jeg-fortællerens ”Okay” viser, at hun ikke ved noget om kitsch, at hun ikke vil indrømme det og at hun føler sig underlegen i situationen. I stedet for at fortælle, hvad der sker, viser Helle Helle det. Formen og sproget er hovedpersoner i hendes bøger på niveau med karaktererne.
Ofte er karaktererne i Helles romaner og noveller lidt vage kvinder, der passivt lader tiden gå uden aktivt at tage stilling til, hvad de skal med deres liv. Derfor bliver deres handlinger tit lidt tilfældige eller akavede og fører dem i en utilsigtet retning i deres liv. De har svært ved at sige nej og har i det hele taget svært ved at tage sig selv seriøst. I ”BOB” er Bob en jeg-svag mand, der nok tænker ”Jeg må være her”, men alligevel undskylder, at han er der.
Et genkommende tema i forfatterskabet er død, tab og ensomhed. Mange af karaktererne er ensomme og har svært ved at etablere kontakt til deres omverden, både på grund af deres egen usikkerhed og mangelfuld kommunikation. De problemstillinger og besværlige kommunikationsgange mellem mennesker, Helle beskriver, er universelle og tidløse, og Helle vægrer sig også ved at få gjort sit forfatterskab tidstypisk: “Mit forfatterskab er et dårligt eksempel på tiden – og ikke særlig smart! Næsten alt det, jeg skriver, foregår ude på bøhlandet og er ikke særlig trendy. Jeg skriver ikke Pepsi og Coca Cola og Mazda og den slags, jeg skriver bare bil og cola.” (“Minimalisme og maksimalisme”. Samtale mellem Helle Helle og Per Krogh Hansen på www.danskedigtere.sdu.dk). Denne universalitet forandrer sig dog i forfatterskabet, og i f.eks. ”BOB” er der masser af tidsmarkører, der placerer handlingen i 1980’erne. Bobs bil er en Daihatsu, rødvinen er ”Faustinoen”, de spiser Lion Bar og ryger Dunhill.
Overordnet er Helles forfatterskab en afsøgning af, hvordan mennesker (ikke) forholder sig til selv og hinanden og hvordan det uudtalte altid kommer utilsigtet til udtryk i tale og handling. Ved at beskrive, hvad folk gør og siger, kan Helle med sit enestående blik for de små betegnende forskelle fortælle deres livshistorie i en håndevending.
Med minimale virkemidler fortæller hun maksimale historier. Bag det lille drama, læseren præsenteres for, sker de store universelle dramaer, der netop gør Helles bøger tilgængelige for det store publikum. Bøgerne kan både læses som psykologiske romaner og stilistiske øvelser i minimalisme og har trods deres formelle knaphed masser af drama indlejret. Om det underspillede drama siger Helle Helle i et interview i Politiken: ”Jeg vil bare hellere underspille end lade folk bryde sammen af gråd. Det er, som om det, der står og sitrer indestængt, virker stærkere for mig. Dét drama, der løber af med en, er ikke lige så interessant i længden som det drama, der ikke udspiller sig.” (Stephanie Surrugue: ”Nu skriver Helle Helle om drama og sex med DSB-mand. I billetsalget.” Politiken, 2011-04-03).
Flere af karaktererne i bøgerne ”de”, ”BOB” og ”Hafni fortæller” er de samme, og det har åbnet for en ny måde at skrive på, fortæller Helle: ”Jeg vidste ikke tidligere, hvor meget man får forærende, når man skriver på den måde,” siger hun. ”Og det føles ikke som en spændetrøje at få Hafni og bogens handling til at passe ind med resten, nærmere har jeg følt det som en brønd af muligheder, der har åbnet sig. Det har givet mig overskud til at lege mere med fortællingen.” (Benedikte Christine Rasmussen: Der er en drivkraft i dem, som tingene aldrig lykkes for. Kristeligt Dagblad, 2023-08-26).