- Ja, det gør vi.
- Taler du hollandsk og alting?
- Jeg klarer mig.
- Er I lige kommet til Danmark i dag?
- Vi kom i går.
Jeg nikker.
- Det er noget fantastisk dejlig mad, siger jeg og skærer et stykke tærte over.”
I “Hus og hjem” fra 1999 er det igen Helles realistiske pen, der tegner konturerne af det almindelige, komplicerede liv. Romanen sender Anne tilbage til sin barndomsby. Hun har købt hus med kæresten, men han er ophængt af arbejde, og hun rejser i forvejen for at gøre huset klar – forvandle det fra et hus til et hjem. Men hun foretager sig intet: Hun ser fjernsyn, sniksnakker med veninder og flirter med præsten inde ved siden af.
22485687
På den baggrund af ikke-handling løsner Anne op for barndommens traume: Forældrenes død. Romanen har således spor af en udviklingsroman, men om Anne falder til ro i det nye hjem, eller om hun må rejse fra hus og hjem, lades op til læseren.
Helle fokuserer både i sine romaner og noveller på kvindeliv. Igen er det overfladen, Helle beskriver, der er ingen dybe refleksioner og erkendelser på personernes vegne. I stedet beskriver hun, hvordan livet ser ud, når det udfolder sig – eller netop ikke gør det. Som i “Rester” danner døden og bevidstheden om døden baggrund i “Hus og hjem”, og interessen for døden som baggrund for livet er en tråd, der løber gennem hele forfatterskabet.