Bente er – sandsynligvis – hovedpersonens navn i Helle Helles fjerde roman, “Ned til hundene” fra 2008, som på fin vis følger op på “Rødby Puttgarden”s enorme succes. Bente er bogens jeg-fortæller, alt ses fra hendes perspektiv. Læseren møder hende i en bus: Hun leder efter et godt sted at græde. Hun er 42 år og med sine egne ord ude af stand til at tage ved lære. Hun står af bussen i en lille flække på Næstvedegnen, en vinterorkan truer, og hun samles op af det unge ægtepar John og Putte, som tager hende med hjem. I flashbacks præsenteres læseren for Bente: En skriveblokeret og depressiv forfatter, som er stukket af fra sit gamle liv og et kuldsejlet ægteskab med hudlægen Bjørnvig.
28288158
Bente tror, hun søger den totale isolation, og ønsker at bo på en ø i fjorden, men hun glider nærmest viljeløst ind i Putte og Johns stille provinshverdag med linser fra Statoil, toast, tv og Uno-spil. Hun indretter sig på hjørnesofaen hos disse venlige fremmede og får en rolle at udfylde, da John bliver kørt ned og må på hospitalet i Næstved. Bente tager sig af de få pligter, der er: En onkels hunde skal fodres, lukkes ud og ind igen, briketter til pejsen skal stables, et nisselandskab skal afleveres i genbrugsbutikken. Der er også den storrygende nabo Ellys lottokuponer, og så er der Puttes bror, Ibber, der tilbyder både hjælp og elskov.
I denne bog er det dialogen, der bærer skildringen af det stille provinsliv, som Helle Helle så ofte opholder sig ved. Her er ømhed og humor, og igen anes bag de trivielle ord de menneskelige dramaer, der hører til livet. Bentes stagnation er et lille drama; hun udsletter næsten sig selv i sin gøren og laden hos John og Putte. Bogens titel spiller på ’at gå i hundene’, men vendingen varieres meningsfuldt. Bente går ned til hundene, og langsomt får hun reetableret sin fornemmelse for livet, for der er forpligtelser og ansvar, og handlinger har konsekvenser. Mere ren tragedie viser sig at ligge lige under huden hos de fremmede.
Bente, John og Putte skubber umærkeligt til hinandens balancer – den stille påvirkning mellem mennesker er skildret uhyre diskret. Relationerne i den lille personkreds kræver trods alt, at Bente til sidst må forholde sig: Romanen slutter med et enkelt men eksistentielt set afgrundsdybt spørgsmål stillet i et telefonrør: Vil du gerne findes?