Alfabet

Citat
”Brintbomben findes
en bøn om at dø
som man plejer at dø
en dag i almindeligt
vejr (…) en lidt blæsende dag i
november måske, mens
man går i sit køkken
og kun lige når at
mærke hvor dejligt
kartoflerne lugter
af jord, og kun lige
når at lægge låg på.”
”Alfabet”, s. 27.

Det er karakteristisk for Inger Christensens digtning, at hendes tilsyneladende frit fabulerende poesi er stramt organiseret efter fastlagte principper. I digtsamlingen ”Alfabet” fra 1981 er det strukturerende princip den såkaldte Fibonaccis-række, som henviser til middelaldermatematikeren Leonardo Fibonaccis eksponentielt voksende talrække. I rækken dannes et tal af summen af de to foregående tal. Denne talrække bestemmer i samlingen hvor mange linjer hvert digt indeholder. Hvert digt er samtidig sat sammen med et bogstav i alfabetisk rækkefølge. Bogens første digt lyder: ”Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”. I de følgende digte fremhæves eksistensen af en række andre konkrete fænomener i verden – som brombær og cikader, druer og enebærbuske, fiskeørn og græs.

27885705

Digtsamlingen udkom, da den kolde krig var isnende nærværende. Atombomben og andre masseødelæggelsesvåben var sammen med bevidstheden om miljøkatastrofer kilde til megen frygt. Der fandtes i tiden en foruroligende oplevelse af, at det moderne samfund og dets teknologi var ved at gå grassat. ”Alfabet” omtaler ikke blot denne oplevelse af, at meget er ved at løbe helt af sporet. Oplevelsen afspejles også i selve bogens struktur, for Fibonaccis talrække accelerer vildt og voldsomt som kræftceller. Digtsamlingen er da også blevet læst som en form for apokalyptisk vision. Men samtidig med undergangstanken fremhæves i bogen den mangfoldighed af sanselige og synlige ting, der findes i verden. Det bliver en konstatering af verdens diversitet men også en form for bøn om, at abrikoser, druer, meloner og lignende fortsat må eksistere i verden – og en bøn om, at brintbomber og andre truende elementer må forsvinde.

I Inger Christensens fremhævelse af verdens mange fænomener ligger der også en placering af mennesket og det menneskeskabte som blot en lille del af biologiens selvproducerende system: ”For mig er ”Alfabet” en kritik af verdensbilledet i ”Det”, hvor et menneske udkaster en lille modelverden, som det tror at have et vist overblik over. I ”Alfabet” kommer det symbolske jeg og menneskene først ind i fortællingen, som en lille tilfældigt opslået del på et tidspunkt, hvor verden allerede er i sig selv.” (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).

Begyndelsen af ”Alfabet” er gengivet på et gavlmaleri på Stefansgade på Nørrebro i København.