poul borum
Foto: Heini Pedersen / Scanpix

Poul Borum

Ester Skibsted Holm, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
poul borum
Foto: Heini Pedersen / Scanpix
Main image
Borum, Poul
Foto: Heine Pedersen / Scanpix

Indledning

Poul Borum var en ekstremt produktiv digter, men er alligevel mest kendt for sit virke som skarpskydende anmelder og sin store betydning for moderne dansk digtning som redaktør på Hvedekorn og medstifter af Forfatterskolen. Fra 1970’erne og frem til sin død i 1996 fik den excentriske punkpoet en næsten mytisk status i det litterære og kulturelle miljø herhjemme. I dag kender de færreste hans poesi. Åbner man en af hans digtsamlinger, møder man en lyrisk stemme, der gennemtrænger lydmuren med et levende og legesygt sprog, en dynamisk formsans og påtrængende tematikker.  

Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

 

22784943

Blå bog

Født: 15. oktober 1934 i København.

Død: 10. maj 1996.

Uddannelse: Cand.mag. i almen og sammenlignende litteraturhistorie fra Aarhus Universitet.

Debut: Livslinjer, 1962.

Litteraturpriser: Gyldendals Boglegat, 1962. Adam Oehlenschläger Legatet, 1976. Emil Aarestrup Medaillen, 1988. Johannes Ewalds Legat, 1993. Statens Kunstfonds livsvarig ydelse.

Seneste udgivelse: Digte til musik. Gyldendal, 1996.

Inspiration: Bob Dylan, Iggy Pop, Lou Reed, David Bowie.

 

 

 

Klip fra programmet Store danskere om Poul Borum

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg sidder her med 50 tanker og 50 tankeløsheder -/ hvordan kan jeg nu vide hvilke to der vil finde hinanden/ i nat?// Jeg ved ingenting og det hele flyder og kuglepenne/ danser i et stort mønster/ omkranset af tanker og utanker.// Og lykken findes:/ det præcise ord.”

”Digte til musik”, s. 22.

Poul Villiam Borum blev født i 1934 i København, men blev som helt spæd bortadopteret til guldsmed Ejnhard V. Borum og hans hustru Hansine i Horsens. Det var dog først som ung mand, at han selv blev klar over, at han var adopteret.

Kaldet mod forfattergerningen kom til Borum, da han som 12-årig stiftede bekendtskab med surrealistisk fransk poesi og begyndte at skrive. Sit første digt fik han publiceret i lyriktidsskriftet Hvedekorn i 1952, mens han gik på gymnasiet på Horsens Statsskole. Efter studentereksamen i 1953 startede han motiveret af sin litterære interesse på almen og sammenlignende Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, hvor han læste fra 1953-1960. I slutningen af sin studietid begyndte Borum som litteraturkritiker på Jyllands-Posten, hvor det viste sig, at han besad en skarp og autoritativ kritikerstemme.

Midt i al succesen blev den unge Poul Borum i 1961 indlagt på psykiatrisk afdeling med et sammenbrud. Her fik han stillet diagnosen maniodepressiv. Da lægen spurgte hans mor, om sygdommen var i familien, måtte hun afsløre, at hun ikke var sin søns biologiske mor. Dette rystede naturligvis den unge mand i sin grundvold, men blev ikke desto mindre et konstruktivt vendepunkt i hans liv. Som han selv beskriver det i et interview: ”Jeg har skrevet fra jeg var 12 til jeg var 25 for at lære at skrive, og først da jeg var 25 og fik et nervesammenbrud og blev indlagt osv. skrev jeg for at redde mig selv, for at overleve. Hvis man ikke skriver for at overleve er der ingen grund til at skrive.” (Erik Skyum-Nielsen: Det er sgu ikke peddigrørsterapi at skrive digte. Bogens verden nr. 6, 1985). Overlevelsesskriverierne fra indlæggelsen resulterede i 1962 i hans første udgivelse, der meget sigende fik titlen ”Livslinjer”. Herefter tog karrieren for alvor fat. Han udgav digtsamlinger næsten hvert år og skrev i 1966 den anerkendte essaysamling ”Poetisk Modernisme”, som blev lidt af en bibel blandt samtidens forfatterspirer.

I slutningen af 1960’erne blev Borum ansat som anmelder på Ekstra Bladet. Det var her, hans status som ekstremt hårdtslående anmelder for alvor blev kendt i den brede offentlighed. Meget typisk for hans anmelderstil bar en særligt negativ anmeldelse titlen: ”Engangsdigte: Forhåbentligt!” (Johnny Hedegaard Madsen: Lyrikslagteren. Sentura). Borum lagde altså ikke fingrene imellem i sine anmeldelser, men samtidig var han også en både konstruktiv og meget vidende anmelder.

I 1968 blev han redaktør for Hvedekorn, hvor han hjalp unge digtere som Michael Strunge med at udfolde deres talent. Med sit brede tag i kulturlivet blev Poul Borum med sit markante nittebesatte punklook efterhånden en af hovedfigurerne i dansk kulturliv og en levende legende i forfattermiljøet. Borum har ved siden af sin lyrik- og kritikervirksomhed arbejdet som radiodiscjockey, oversætter, skrevet tekster til popsange og formidlet udenlandsk litteratur. 

En af Borums største bedrifter er hans markante medvirken til stiftelsen af Forfatterskolen. Kimen til denne var en række legendariske forfattermøder i Borums egen lejlighed i Havnegade fra 1977 og fremefter. Til disse såkaldte ”Session-Borum-Havnegade”-møder blev der læst og diskuteret tekster af bl.a. Michael Strunge, Klavs Bondebjerg og F.P. Jac samt sangtekster fra bands som Kliché og Sods. Mange mener, at den såkaldte danske 80’er lyrik begyndte at tage form i netop dette selskab. Borums didaktiske filosofi var, at den dygtige forfatter også var en dygtig læser. Under denne parole stiftede han i 1987 Forfatterskolen sammen med kollegaen Per Aage Brandt. Borum var selv rektor på skolen fra 1989-1996 og var kendt for at være ligeså brutal i sin kritik til tekstgennemgangene på skolen, som han det var i sine famøse anmeldelser.

Fra 1959-1976 var Borum gift med den anerkendte danske digter Inger Christensen, som han fik en søn med. Poul Borum døde den 10. maj 1996 som følge af en kræftsygdom.

 

Hende

”Ølskumsvenus/ elsker du virkelig/ alle mænd og øl mere end mig// du som sprang fra firetommervippens/ gode faderpande/ og virkelig har pladasksat dig/ i min solistiske andedam// ølskumsvenus/ lad dig drikke af mig/ se jeg er alle mænd/ og min andemad er grønfriskny”
”Hende”, s. 33.

I sin anden digtsamling ”Hende - Sangværk til min danske konefra 1963 sætter en ung Borum ord på kærligheden. Det er imidlertid ikke en opstyltet og idealiseret kærlighed, der skildres, men nærmere den virkelige, klodsede og altopslugende kærlighed til den helt almindelige humørsyge kvinde med fregner og ”normale lidt flade fødder” (s. 31). Det er med andre ord en ærlig og uhøjtidelig hyldest til hverdagskvinden og -kærligheden.

I Borums kvindedyrkelse kan man uden skrupler sammenligne sin elskede med en gammel ko (s. 7), omtale hendes ”cigaretforladte fjæs” (s. 28) og omsorgsfuldt og ømt skrive om snotpropperne i hendes ”yndige ansigtsindre” (”Snøfter Hoster du”, s. 66). Der er ingen grænser for kærligheden – hverken for hvor uperfekt et menneske man kan forgude, eller hvor uflatterende man kan tillade sig at fremstille dette. Og netop det er samlingens gennemgående projekt: at skildre den uperfekte og derfor smukke kærlighed til et andet meget menneskeligt menneske – et menneske, der på forunderlig vis også elsker en tilbage og holder en oven vande, når man er skrøbelig. Det f.eks. er tilfældet i digtet ”Det gør ondt i mine skuldre” (s. 66).

Denne forunderlige kærlighed fremskrives gennem et umådeligt levende og sprælsk sprog, der på humoristisk vis indfanger kærligheden og alle dens ansigter. Gennem besynderlige metaforer og et hav af vanvittige ordsammensætninger sætter Borum med præcision og overskud ord på det uudsigelige. Tag blot følgende sætning: ”Kom/ jeg/ vil farsere dig/ med/ kys/ og æde fregnesuppe/ af din frække hud” (s. 6). Sanseligheden i det forudgående er meget karakteristisk for sproget i ”Hende”. Borums kærlighedsytringer er gennemgående indhyllet i billeder, der spiller på det kropslige aspekt af kærligheden. Flere steder i samlingen billedliggøres begæret til den anden, som i ovenstående citat, med digterjegets ønske om at fortære og blive fortæret af sin elskede. Ønsket om at indtage og således fusionere med det begærede objekt står derfor som et gennemgående tema i digtsamlingen.

Det vitale sprog indrammes af en ligeså fri og levende form. Et gennemgående træk i denne er de korte verslinjer, der bryder sætningerne op, så læseren tvinges til at opfange og smage på næsten alle ord og sanse kærligheden til hende, der driver af hvert eneste.

 

Hver dag på ny

”Kys mig til udødeligt menneske/ Knep mig til intethed og støv/ Begrav mig i fuldbyrdelse/ Jeg har/ intet andet/ end mine egne skridt/ bort fra og ind i/ at gi”
”Hver dag på ny”, s. 94.

Med ”Hver dag på ny” fra 1982 skriver Poul Borum sig direkte ind i 1980’ernes såkaldt sorte romantik. Her hersker håbløsheden og fremmedgørelsen, som tynger individet i den moderne beton og skifergrå verden. Denne stemning markeres allerede i første digt ”Prismatisk”, der fremskriver digterjegets ikke-tilstedeværelse i et natligt drømmeland (s. 13), hvor mennesket vandrer sanseløst rundt. Alligevel ulmer oprøret i linjerne, som det markeres i det følgende: ”medvirkende/ til den overordentlige eksplosivitet/ var uden tvivl/ tomhed/ forladthed/ og formålsløshed” (s. 16). Tomheden skaber altså trods apatien en sprængfarlig og oprørsk stemning. Den midaldrende Poul Borum viser således nitter i ”Hver dag på ny” og tilskriver sig punkbevægelsens ”NO FUTURE” slogan.

Humoren er intakt, om end den optræder i en mere sort udgave. Dette ses f.eks. i digtet med den ironiske titel ”Elskede jord”, hvor jeget blandt andet – meget apropos ”NO FUTURE” – forestiller sig, at mennesket uddør og insekterne overtager verden.

I samme digt udtrykkes ideen om virkeligheden som en konstruktion skabt gennem sproget: ”verdens beskrivelse tager længere tid end verden/ alle disse betydninger/ fylder næsten mere/ end det de betyder” (s. 43). Ordene vi sætter på virkeligheden overskygger med andre ord virkeligheden i sig selv. Borum fremskriver dermed en konstrueret og relativistisk verden, der gør individet usikker på sin egen identitet. Denne ustabile væren resulterer enten i angst og isolation fra omverdenen, som det ses i digtet ”Fri, hed”, eller i voldsom elskov, som det skildres i digtet ”Forsvarsmekanismer”, hvor individet kaster sig ud i en altopslugende kærlighed for at mærke sig selv, men i stedet fortaber sig i den elskede.

Sproget er kontant og bittersødt, men stadig legende og musikalsk. Formen er fri og veksler meget fra digt til digt – nogle steder er den fast og afdæmpet – andre steder anarkistisk i sine syntaksbrud og grafiske leg med ordenes placeringer på siden. Også her markeres altså oprøret samt den manglende stabilitet og retning.

Titlen ”Hver dag på ny” henviser altså ikke til en positiv ”carpe diem-filosofi”, men snarere til den moderne virkelighed, hvor individet hver dag på ny selv må forsøge at fylde mening på tilværelsen.

 

Digte til musik

”Blod og kaos. Ja, jeg ved det. Nervespidser./ Der er en brunstig påhængsmotor i mit hoved./ Og hvad så?/ Livet er for langt til al den klage./ Livet er for kort til andet end at leve.”
”Digte til musik”, s. 14.

I sin sidste lyriske udgivelse ”Digte til musik” fra 1996 har Poul Borum lagt de hårde nitter på hylden. I digtsamlingen forener Borum sin kærlighed til musikken, lyrikken og det besværlige liv. En tredjedel af samlingen er digte skrevet til forskellige klassiske musikstykker af blandt andre Haydn og Schubert. Ligesom de klassiske komponister er Borum ikke bange for at tage fat på livets alvorlige sider og spinde reflekterende ender over dem.

Med samlingens første digt til Heinrich Schütz’ Geistliche Konzerte slås samlingens andægtige og dog uhøjtidelige stemning an: ”Disse hvidkalkede protestantiske kirkerum/ hvor renhedskrav siler ned af væggene” (s. 9). Som citatet antyder, er Borums alvor ikke en protestantisk pæn og skyldsbetynget alvor, men en sprælsk og ærlig alvor, der kan rumme alle livets facetter – de såkaldt urene inkluderet. Der er digte om indre kaos og sønderrevne nerver. Digte om den udødelige kærlighed som en dødeligt skabt konstruktion (s. 10) og digte om at leve det i dødens skygge (s. 14 og 26). Borum kommer omkring det hele på sin egen underfundige og lune facon og lader det klassiske soundtrack underbygge ordenes tyngde. Digtene er dog ikke tunge i sig selv, men fremstår legende og lette i deres rytmiske frie vers, hvor ord og sætninger ofte får lov til bare at flyde ud over verslinjernes grænser.

I samlingens anden del ”Husmusik” tager Borum læseren med på en tur gennem huset. Her skiftes der til en fast poetisk punktform. Med denne kontante stil beskriver Borum hjemmet – rammen om livet og samlivet – med udgangspunkt i dets fysiske konstruktion. Med afsæt i f.eks. lofter, gulv og vægge opstiller Borum punkt for punkt livets og samlivets forunderlige interaktion med sin døde ramme.

Både i de to første og samlingens sidste del ”Andre digte” er Borums sproglige søgen efter den præcise italesættelse af den uhåndgribelige virkelighed gennemgående. Denne understreges i et metadigt om at indfange livet med en BIC kuglepen med følgende afsluttende sætning: ”Lykken findes:/ det præcise ord” (s. 22). Med sine uregerlige formuleringer og humoristiske selvopfundne ord, også kaldet neologismer, er Borum netop ekspert i at indfange den komplekse virkelighed præcist i en tone, der skifter løbende mellem at være kontant og øm, munter og alvorlig.

 

Genrer og tematikker

Poul Borums alenlange bibliografi vidner om et nært og livslangt forhold til lyrikken. Hans digte er gennemgående skrevet i frie vers. Formen spiller ifølge Borum selv en enorm rolle i digtningen, som han forklarer det her: ”Som en anden stor digter, franskmanden Paul Valéry, har sagt det: Det, som for andre er form, er for digteren indhold. Det er en formel opgave, man sætter sig til, når man skriver, og så kommer der somme tider noget ud af det, hvor man overrasker sig selv ved at sige noget, man ikke vidste – og ikke vidste, at man kunne sige” (Merete Nissen: Interview til Radio Sokkelund om digtning, 1994). Ifølge Borum er form- og indholdssiden altså nært forbundne i digtningen, da det netop er gennem formen – eller i samspillet mellem indhold og form – at der kan opstå nye overraskende betydninger.

Denne leg med betydninger gennem formen er helt central i Borums digtning. Ikke to digte ligner hinanden. Han skriver prosadigte, digte der rimer i et vers, men ikke det næste, digte hvor verslinjer er et ord korte og andre, hvor sætningerne får lov at fylde verslinjen ud. Nogle digte synes at have en fast form, andre udvikler sig formmæssigt i takt med, at indholdet eskalerer. Den eneste gennemgående regel er tilsyneladende, at der skabes et meningsfuldt spil mellem form og indhold.

Når det kommer til det tematiske indhold, er Borum noget mindre legesyg. Hans digte tager udgangspunkt i et erfarende jegs oplevelse af verden og kan således placeres i den centrallyriske tradition. Fra dette perspektiv tager Borum som regel fat i de store lyriske temaer. Som han selv forklarer de lyriske tematikker gennem tiderne: ”Egentlig har det vel altid handlet om de samme grundtemaer: Mennesker i verden, ensomhed, kærlighed, liv død, naturen, omgivelserne – alt det, vi stadigvæk skriver digte om.” (Merete Nissen: Interview til Radio Sokkelund om digtning, 1994).

Således også i Borums egne digte, der uden tøven og ganske uhøjtideligt kaster sig ud i eksistentielle tematikker. Disse suppleres ofte af metadigtning om det at digte. Dette ses f.eks. i ”Digte til musik” i ”Chopin-mazurka”, hvor digteren forsøger at vælge den helt rigtige kuglepen, der, som det udtrykkes meget billedligt i digtet, kan: ”penetrere poesiens stønnende udstødte æg” (”Digte til musik”, s. 22). På samme måde tilsættes metalaget i samlingen ”Hende”, da digterjeget til sidst forklarer meningen med kærlighedsdigtene således: ”(…) kom nøgen iklædt din søde krop/ prøv nogle slidte ord/ jeg har syet dem efter dit mål/ med hænderne vil jeg stryge/ de lindrende ord ned omkring dig” (”Hende”, s. 68).

Med afsæt i det forudgående kan man sige, at i Borums lyriske univers kan selv de største og mest slidte kærlighedsklicheer, når blot de formsyes på en interessant og vedkommende måde, give sin modtager noget værdifuldt – det være sig lindring, trøst, forundring, erkendelse eller blot et smil på læben. Netop her i hans tilbagevendende metafleksioner skinner Borums andre kasketter som anmelder, underviser og redaktør igennem og vidner om en digter, som er uhyre bevidst om sin rolle.

Det, der hæver Borums digte over de tematiske klicheer, er foruden føromtalte form hans vitale sprog og konstante søgen efter de præcise ord at sætte på den komplekse virkelighed. Med sine billedmalende neologismer som f.eks. ”ølskumsvenus”, ”sødmælks-stemmer”, ”surmuleføl” og ”blikstille” og sin tilbagevendende leg med betydningsglidninger – hvor samme ord gentages efter hinanden i sine forskellige betydninger (som det f.eks. ses i digtet: ”Din tunge rækker” s. 21 i ”Hende”), holder Borum konstant sin læser til ilden og livets store temaer levende gennem sproget.

 

Beslægtede forfatterskaber

Selvom Poul Borum i 1980’erne tematisk red på samme håbløshedsbølge som Michael Strunge og andre unge danske 80’er digtere, er der en gennemgående uhøjtidelighed i hans forfatterskab, der adskiller Poul Borum fra disse.

Med sin gennemgående lune og sproglige præcision har Borum overordnet set mere til fælles med den jævnaldrende kollega Jørgen Leth, der også ivrigt benytter sig af sjove neologismer og andre sproglige spidsfindigheder. Borums poesi er imidlertid ikke helt så kølig i sin tone som Leths, men mere påtrængende følsom i sit udtryk og i sine tematikker.

Med sin humor og sit gennemgående musikalske udtryk er Borum desuden beslægtet med en digter som Dan Turèll, der ligesom Borum trækker tråde fra 1950’ernes amerikanske beatdigtere som Allen Ginsberg og Lawrence Ferlinghetti og deres jazzinspirerede rytmiske poesi.

På den nyere litterære scene herhjemme har litteraturkritiker på Weekendavisen og nuværende Hvedekornsredaktør Lars Bukdahl udnævnt det unge forfatterskoletalent Olga Ravn til at blive den nye Poul Borum. Borums formmæssige og sproglige legesyge går ifølge Bukdahl igen også hos den yngre generation af digtere herhjemme.

 

Bibliografi

Digte

Borum, Poul:
Livslinjer. Forlag ukendt, 1962.
Borum, Poul:
Hende. Gyldendal, 1963.
Borum, Poul:
Rinkesten. Gyldendal, 1964.
Borum, Poul:
Mod. Gyldendal, 1965.
Borum, Poul:
Dagslys. Gyldendal, 1966.
Borum, Poul:
Sang. Gyldendal, 1967.
Borum, Poul:
Lynets skønhed. Gyldendal, 1969.
Borum, Poul:
Lis og Svenåge. Borgen, 1969.
Borum, Poul:
På denne side. Gyldendal, 1970.
Borum, Poul:
Den brændende by. Gyldendal, 1971.
Borum, Poul:
I live. Gyldendal, 1972.
Borum, Poul:
Øjets blikstille. Galerie Birch, 1972.
Borum, Poul:
Denne bog er en drøm. Gyldendal, 1973.
Borum, Poul:
Sang til dagens glæde. Gyldendal, 1974.
Borum, Poul:
Jordstolt. Gyldendal, 1975.
Borum, Poul:
Ild over ild. Gyldendal, 1976.
Borum, Poul:
Mod en væg. Swing, 1977.
Borum, Poul:
Andethed. Borgen, 1977.
Borum, Poul:
Verdenskuglen. Gyldendal, 1978.
Borum, Poul:
Driftens struktur. Jorinde & Joringel, 1978.
Borum, Poul:
En hvirvel er en cirkel i bevægelse. Gyldendal, 1979.
Borum, Poul:
Modskabelse. Jorinde & Joringel, 1979.
Borum, Poul:
Alle mine slægtninge. Vindrose, 1981.
Borum, Poul:
Gådesange. Klitrose, 1982.
Borum, Poul:
Hver dag på ny. Gyldendal, 1982.
Borum, Poul:
Kærlighedsbogen. Hekla, 1982.
Borum, Poul:
Ingen vej er længere end lynet. Gyldendal, 1983.
Borum, Poul:
Tordenfugl. Gyldendal, 1984.
Borum, Poul:
Lyssyn. Gyldendal, 1985.
Borum, Poul:
Forvandlingsbilleder. Gyldendal, 1986.
Borum, Poul:
Blandede følelser. Brøndum, 1986.
Borum, Poul:
Om jorden siger jeg. Gyldendal, 1987.
Borum, Poul:
Alting. En anti-selvmordsbog. Centrum, 1987.
Borum, Poul:
Nu ved jeg. Gyldendal, 1988.
Borum, Poul og Kirsten Jacobsen:
Glæden ved at vågne om morgenen og glæden ved at falde i søvn om aftenen. Centrum, 1989. Digte og essays.
Borum, Poul:
Lykkelige digte. Gyldendal, 1989.
Borum, Poul:
Fuglen der lander. Gyldendal, 1994.
Borum, Poul:
Digte til musik. Gyldendal, 1996.

Essays

Borum, Poul:
Poetisk modernisme. Vendelkær, 1966.
Borum, Poul:
Det amerikanske. Gyldendal, 1976.
Borum, Poul:
Havfruens ansigt. Jorinde & Joringel, 1978. Essays og digte.
Borum, Poul:
Danish Literature. Det Danske Selskab, 1979.
Borum, Poul:
Forvandlingsbilleder. Gyldendal, 1986.

Fabler

Borum, Poul:
Fire fabler til Robert Jacobsen. Galerie Edeling, 1984.
Borum, Poul:
Fireogfyrre fabler. Viby, 1987.

Andet

Borum, Poul:
Samtale med Ole Sarvig. Gyldendal, 1969.
Borum, Poul:
Digteren Grundtvig. Gyldendal, 1983.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Poul Borum

Om forfatterskabet

Artikler

Sørensen, Rasmus Bo:
’Man lærer mere ved at være ansat på en salatfabrik end ved at gå på forfatterskole’. Information, 2012-11-22.
Om Poul Borum fra Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Johnny Hedegaard Madsen: Lyrikslagteren. Sentura.