Poul Borum

Artikel type
voksne
Ester Skibsted Holm, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Main image
Borum, Poul
Foto: Heine Pedersen / Scanpix

Indledning

Poul Borum var en ekstremt produktiv digter, men er alligevel mest kendt for sit virke som skarpskydende anmelder og sin store betydning for moderne dansk digtning som redaktør på Hvedekorn og medstifter af Forfatterskolen. Fra 1970’erne og frem til sin død i 1996 fik den excentriske punkpoet en næsten mytisk status i det litterære og kulturelle miljø herhjemme. I dag kender de færreste hans poesi. Åbner man en af hans digtsamlinger, møder man en lyrisk stemme, der gennemtrænger lydmuren med et levende og legesygt sprog, en dynamisk formsans og påtrængende tematikker.  

Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

 

22784943

Blå bog

Født: 15. oktober 1934 i København.

Død: 10. maj 1996.

Uddannelse: Cand.mag. i almen og sammenlignende litteraturhistorie fra Aarhus Universitet.

Debut: Livslinjer, 1962.

Litteraturpriser: Gyldendals Boglegat, 1962. Adam Oehlenschläger Legatet, 1976. Emil Aarestrup Medaillen, 1988. Johannes Ewalds Legat, 1993. Statens Kunstfonds livsvarig ydelse.

Seneste udgivelse: Digte til musik. Gyldendal, 1996.

Inspiration: Bob Dylan, Iggy Pop, Lou Reed, David Bowie.

 

 

 

Klip fra programmet Store danskere om Poul Borum

Baggrund

”Jeg sidder her med 50 tanker og 50 tankeløsheder -/ hvordan kan jeg nu vide hvilke to der vil finde hinanden/ i nat?// Jeg ved ingenting og det hele flyder og kuglepenne/ danser i et stort mønster/ omkranset af tanker og utanker.// Og lykken findes:/ det præcise ord.”

”Digte til musik”, s. 22.

Poul Villiam Borum blev født i 1934 i København, men blev som helt spæd bortadopteret til guldsmed Ejnhard V. Borum og hans hustru Hansine i Horsens. Det var dog først som ung mand, at han selv blev klar over, at han var adopteret.

Kaldet mod forfattergerningen kom til Borum, da han som 12-årig stiftede bekendtskab med surrealistisk fransk poesi og begyndte at skrive. Sit første digt fik han publiceret i lyriktidsskriftet Hvedekorn i 1952, mens han gik på gymnasiet på Horsens Statsskole. Efter studentereksamen i 1953 startede han motiveret af sin litterære interesse på almen og sammenlignende Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, hvor han læste fra 1953-1960. I slutningen af sin studietid begyndte Borum som litteraturkritiker på Jyllands-Posten, hvor det viste sig, at han besad en skarp og autoritativ kritikerstemme.

Midt i al succesen blev den unge Poul Borum i 1961 indlagt på psykiatrisk afdeling med et sammenbrud. Her fik han stillet diagnosen maniodepressiv. Da lægen spurgte hans mor, om sygdommen var i familien, måtte hun afsløre, at hun ikke var sin søns biologiske mor. Dette rystede naturligvis den unge mand i sin grundvold, men blev ikke desto mindre et konstruktivt vendepunkt i hans liv. Som han selv beskriver det i et interview: ”Jeg har skrevet fra jeg var 12 til jeg var 25 for at lære at skrive, og først da jeg var 25 og fik et nervesammenbrud og blev indlagt osv. skrev jeg for at redde mig selv, for at overleve. Hvis man ikke skriver for at overleve er der ingen grund til at skrive.” (Erik Skyum-Nielsen: Det er sgu ikke peddigrørsterapi at skrive digte. Bogens verden nr. 6, 1985). Overlevelsesskriverierne fra indlæggelsen resulterede i 1962 i hans første udgivelse, der meget sigende fik titlen ”Livslinjer”. Herefter tog karrieren for alvor fat. Han udgav digtsamlinger næsten hvert år og skrev i 1966 den anerkendte essaysamling ”Poetisk Modernisme”, som blev lidt af en bibel blandt samtidens forfatterspirer.

I slutningen af 1960’erne blev Borum ansat som anmelder på Ekstra Bladet. Det var her, hans status som ekstremt hårdtslående anmelder for alvor blev kendt i den brede offentlighed. Meget typisk for hans anmelderstil bar en særligt negativ anmeldelse titlen: ”Engangsdigte: Forhåbentligt!” (Johnny Hedegaard Madsen: Lyrikslagteren. Sentura). Borum lagde altså ikke fingrene imellem i sine anmeldelser, men samtidig var han også en både konstruktiv og meget vidende anmelder.

I 1968 blev han redaktør for Hvedekorn, hvor han hjalp unge digtere som Michael Strunge med at udfolde deres talent. Med sit brede tag i kulturlivet blev Poul Borum med sit markante nittebesatte punklook efterhånden en af hovedfigurerne i dansk kulturliv og en levende legende i forfattermiljøet. Borum har ved siden af sin lyrik- og kritikervirksomhed arbejdet som radiodiscjockey, oversætter, skrevet tekster til popsange og formidlet udenlandsk litteratur. 

En af Borums største bedrifter er hans markante medvirken til stiftelsen af Forfatterskolen. Kimen til denne var en række legendariske forfattermøder i Borums egen lejlighed i Havnegade fra 1977 og fremefter. Til disse såkaldte ”Session-Borum-Havnegade”-møder blev der læst og diskuteret tekster af bl.a. Michael Strunge, Klavs Bondebjerg og F.P. Jac samt sangtekster fra bands som Kliché og Sods. Mange mener, at den såkaldte danske 80’er lyrik begyndte at tage form i netop dette selskab. Borums didaktiske filosofi var, at den dygtige forfatter også var en dygtig læser. Under denne parole stiftede han i 1987 Forfatterskolen sammen med kollegaen Per Aage Brandt. Borum var selv rektor på skolen fra 1989-1996 og var kendt for at være ligeså brutal i sin kritik til tekstgennemgangene på skolen, som han det var i sine famøse anmeldelser.

Fra 1959-1976 var Borum gift med den anerkendte danske digter Inger Christensen, som han fik en søn med. Poul Borum døde den 10. maj 1996 som følge af en kræftsygdom.

 

Hende

”Ølskumsvenus/ elsker du virkelig/ alle mænd og øl mere end mig// du som sprang fra firetommervippens/ gode faderpande/ og virkelig har pladasksat dig/ i min solistiske andedam// ølskumsvenus/ lad dig drikke af mig/ se jeg er alle mænd/ og min andemad er grønfriskny”
”Hende”, s. 33.

I sin anden digtsamling ”Hende - Sangværk til min danske konefra 1963 sætter en ung Borum ord på kærligheden. Det er imidlertid ikke en opstyltet og idealiseret kærlighed, der skildres, men nærmere den virkelige, klodsede og altopslugende kærlighed til den helt almindelige humørsyge kvinde med fregner og ”normale lidt flade fødder” (s. 31). Det er med andre ord en ærlig og uhøjtidelig hyldest til hverdagskvinden og -kærligheden.

I Borums kvindedyrkelse kan man uden skrupler sammenligne sin elskede med en gammel ko (s. 7), omtale hendes ”cigaretforladte fjæs” (s. 28) og omsorgsfuldt og ømt skrive om snotpropperne i hendes ”yndige ansigtsindre” (”Snøfter Hoster du”, s. 66). Der er ingen grænser for kærligheden – hverken for hvor uperfekt et menneske man kan forgude, eller hvor uflatterende man kan tillade sig at fremstille dette. Og netop det er samlingens gennemgående projekt: at skildre den uperfekte og derfor smukke kærlighed til et andet meget menneskeligt menneske – et menneske, der på forunderlig vis også elsker en tilbage og holder en oven vande, når man er skrøbelig. Det f.eks. er tilfældet i digtet ”Det gør ondt i mine skuldre” (s. 66).

Denne forunderlige kærlighed fremskrives gennem et umådeligt levende og sprælsk sprog, der på humoristisk vis indfanger kærligheden og alle dens ansigter. Gennem besynderlige metaforer og et hav af vanvittige ordsammensætninger sætter Borum med præcision og overskud ord på det uudsigelige. Tag blot følgende sætning: ”Kom/ jeg/ vil farsere dig/ med/ kys/ og æde fregnesuppe/ af din frække hud” (s. 6). Sanseligheden i det forudgående er meget karakteristisk for sproget i ”Hende”. Borums kærlighedsytringer er gennemgående indhyllet i billeder, der spiller på det kropslige aspekt af kærligheden. Flere steder i samlingen billedliggøres begæret til den anden, som i ovenstående citat, med digterjegets ønske om at fortære og blive fortæret af sin elskede. Ønsket om at indtage og således fusionere med det begærede objekt står derfor som et gennemgående tema i digtsamlingen.

Det vitale sprog indrammes af en ligeså fri og levende form. Et gennemgående træk i denne er de korte verslinjer, der bryder sætningerne op, så læseren tvinges til at opfange og smage på næsten alle ord og sanse kærligheden til hende, der driver af hvert eneste.