Poul Villiam Borum blev født i 1934 i København, men blev som helt spæd bortadopteret til guldsmed Ejnhard V. Borum og hans hustru Hansine i Horsens. Det var dog først som ung mand, at han selv blev klar over, at han var adopteret.
Kaldet mod forfattergerningen kom til Borum, da han som 12-årig stiftede bekendtskab med surrealistisk fransk poesi og begyndte at skrive. Sit første digt fik han publiceret i lyriktidsskriftet Hvedekorn i 1952, mens han gik på gymnasiet på Horsens Statsskole. Efter studentereksamen i 1953 startede han motiveret af sin litterære interesse på almen og sammenlignende Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, hvor han læste fra 1953-1960. I slutningen af sin studietid begyndte Borum som litteraturkritiker på Jyllands-Posten, hvor det viste sig, at han besad en skarp og autoritativ kritikerstemme.
Midt i al succesen blev den unge Poul Borum i 1961 indlagt på psykiatrisk afdeling med et sammenbrud. Her fik han stillet diagnosen maniodepressiv. Da lægen spurgte hans mor, om sygdommen var i familien, måtte hun afsløre, at hun ikke var sin søns biologiske mor. Dette rystede naturligvis den unge mand i sin grundvold, men blev ikke desto mindre et konstruktivt vendepunkt i hans liv. Som han selv beskriver det i et interview: ”Jeg har skrevet fra jeg var 12 til jeg var 25 for at lære at skrive, og først da jeg var 25 og fik et nervesammenbrud og blev indlagt osv. skrev jeg for at redde mig selv, for at overleve. Hvis man ikke skriver for at overleve er der ingen grund til at skrive.” (Erik Skyum-Nielsen: Det er sgu ikke peddigrørsterapi at skrive digte. Bogens verden nr. 6, 1985). Overlevelsesskriverierne fra indlæggelsen resulterede i 1962 i hans første udgivelse, der meget sigende fik titlen ”Livslinjer”. Herefter tog karrieren for alvor fat. Han udgav digtsamlinger næsten hvert år og skrev i 1966 den anerkendte essaysamling ”Poetisk Modernisme”, som blev lidt af en bibel blandt samtidens forfatterspirer.
I slutningen af 1960’erne blev Borum ansat som anmelder på Ekstra Bladet. Det var her, hans status som ekstremt hårdtslående anmelder for alvor blev kendt i den brede offentlighed. Meget typisk for hans anmelderstil bar en særligt negativ anmeldelse titlen: ”Engangsdigte: Forhåbentligt!” (Johnny Hedegaard Madsen: Lyrikslagteren. Sentura). Borum lagde altså ikke fingrene imellem i sine anmeldelser, men samtidig var han også en både konstruktiv og meget vidende anmelder.
I 1968 blev han redaktør for Hvedekorn, hvor han hjalp unge digtere som Michael Strunge med at udfolde deres talent. Med sit brede tag i kulturlivet blev Poul Borum med sit markante nittebesatte punklook efterhånden en af hovedfigurerne i dansk kulturliv og en levende legende i forfattermiljøet. Borum har ved siden af sin lyrik- og kritikervirksomhed arbejdet som radiodiscjockey, oversætter, skrevet tekster til popsange og formidlet udenlandsk litteratur.
En af Borums største bedrifter er hans markante medvirken til stiftelsen af Forfatterskolen. Kimen til denne var en række legendariske forfattermøder i Borums egen lejlighed i Havnegade fra 1977 og fremefter. Til disse såkaldte ”Session-Borum-Havnegade”-møder blev der læst og diskuteret tekster af bl.a. Michael Strunge, Klavs Bondebjerg og F.P. Jac samt sangtekster fra bands som Kliché og Sods. Mange mener, at den såkaldte danske 80’er lyrik begyndte at tage form i netop dette selskab. Borums didaktiske filosofi var, at den dygtige forfatter også var en dygtig læser. Under denne parole stiftede han i 1987 Forfatterskolen sammen med kollegaen Per Aage Brandt. Borum var selv rektor på skolen fra 1989-1996 og var kendt for at være ligeså brutal i sin kritik til tekstgennemgangene på skolen, som han det var i sine famøse anmeldelser.
Fra 1959-1976 var Borum gift med den anerkendte danske digter Inger Christensen, som han fik en søn med. Poul Borum døde den 10. maj 1996 som følge af en kræftsygdom.