I sin anden digtsamling ”Hende - Sangværk til min danske kone” fra 1963 sætter en ung Borum ord på kærligheden. Det er imidlertid ikke en opstyltet og idealiseret kærlighed, der skildres, men nærmere den virkelige, klodsede og altopslugende kærlighed til den helt almindelige humørsyge kvinde med fregner og ”normale lidt flade fødder” (s. 31). Det er med andre ord en ærlig og uhøjtidelig hyldest til hverdagskvinden og -kærligheden.
I Borums kvindedyrkelse kan man uden skrupler sammenligne sin elskede med en gammel ko (s. 7), omtale hendes ”cigaretforladte fjæs” (s. 28) og omsorgsfuldt og ømt skrive om snotpropperne i hendes ”yndige ansigtsindre” (”Snøfter Hoster du”, s. 66). Der er ingen grænser for kærligheden – hverken for hvor uperfekt et menneske man kan forgude, eller hvor uflatterende man kan tillade sig at fremstille dette. Og netop det er samlingens gennemgående projekt: at skildre den uperfekte og derfor smukke kærlighed til et andet meget menneskeligt menneske – et menneske, der på forunderlig vis også elsker en tilbage og holder en oven vande, når man er skrøbelig. Det f.eks. er tilfældet i digtet ”Det gør ondt i mine skuldre” (s. 66).
Denne forunderlige kærlighed fremskrives gennem et umådeligt levende og sprælsk sprog, der på humoristisk vis indfanger kærligheden og alle dens ansigter. Gennem besynderlige metaforer og et hav af vanvittige ordsammensætninger sætter Borum med præcision og overskud ord på det uudsigelige. Tag blot følgende sætning: ”Kom/ jeg/ vil farsere dig/ med/ kys/ og æde fregnesuppe/ af din frække hud” (s. 6). Sanseligheden i det forudgående er meget karakteristisk for sproget i ”Hende”. Borums kærlighedsytringer er gennemgående indhyllet i billeder, der spiller på det kropslige aspekt af kærligheden. Flere steder i samlingen billedliggøres begæret til den anden, som i ovenstående citat, med digterjegets ønske om at fortære og blive fortæret af sin elskede. Ønsket om at indtage og således fusionere med det begærede objekt står derfor som et gennemgående tema i digtsamlingen.
Det vitale sprog indrammes af en ligeså fri og levende form. Et gennemgående træk i denne er de korte verslinjer, der bryder sætningerne op, så læseren tvinges til at opfange og smage på næsten alle ord og sanse kærligheden til hende, der driver af hvert eneste.