Min mor siger

Citat
”Min mor har taget en flaske rosévin med i en pose. I den anden hånd svinger hun indsamlingsbøssen frem og tilbage. Nu skal vi rigtig hjælpe de syge, siger min mor. (…) min mor tager to termokrus op af tasken. Skål på kræftpatienterne, siger min mor. Nu må vi håbe at de snart bliver raske.”
”Min mor siger”, s. 112.

Stine Pilgaard debuterede i 2012 med romanen ”Min mor siger”, der er en komisk skildring af en ung kvindes kærlighedskvaler, efter at hun er blevet forladt af sin kvindelige kæreste gennem tre et halvt år. Den navnløse jeg-fortæller (hun omtales blot som ’vores heltinde’) flytter hjem til sin far og hans kone i præstegården, hvor dagene går med at sove utallige branderter ud og ikke skrive speciale. Fortabt i selvmedlidenhed opsøger fortælleren henholdsvis sin læge, sin veninde Mulle – der fungerer som hendes spindoktor – og sin ejendomsmæglermor, der har mere travlt med at lystlyve til egen fordel end at trøste sin datter. Romanen forløber over et lille år og består af situationer, hvor fortælleren og hendes nærmeste taler forbi hinanden. Alle har hver sin dagsorden, de gerne vil tale om og ud fra, så det kniber med reel tovejssamtale. Sammen med Mulle er hun i Den Gamle By i Aarhus, med mor til indsamling for Kræftens Bekæmpelse (hvor moren lyver sig til en brystkræftdiagnose for at få penge i bøssen) og med far til koncert med the Pink Floyd Project.

29150281

Heltindens læge fortæller om det sted i hjernen, der bærer erindringen. Det hedder hippocampus, der betyder søhest, og det leder fortællerens tanker hen på den lille søhest, der bor inde i os alle og gemmer på vores erindringer. Det giver sig udslag i 12 ”Monologer fra en søhest”, hvori fortælleren genkalder sig de forelskelser og bekendtskaber, som hun er rundet af. At tænke på sig selv som en beholder af erindring er en måde, hvorpå fortælleren kan forstå tabet, uddyber Pilgaard i et interview. (Bogtube.dk: Sprog, smerte og søheste).

Der er en voldsom fart over sproget, som udover at være mundret og hverdagsligt optager en lang række litterære referencer. Da lægen diagnosticerer hendes smerte i ansigtet til at stamme fra næsens rod, replicerer fortælleren ”Eller den bankende rytme i alt hvad jeg længes imod” (s. 53) med en henvisning til Tove Ditlevsens digt ”Barndommens gade”, hvor der står ’væsens rod’.

Særligt i besøgene hos den tålmodige læge bliver det tydeligt, at fortælleren har svært ved at tale om det, der gør ondt. Hun taler udenom i stedet for at sætte fingeren på den følelse af ensomhed, der fylder hende – efter bruddet med kæresten og i livet generelt.