Miguel de Cervantes Saavedra

Der findes kun sparsomme oplysninger om Miguel de Cervantes Saavedras opvækst, men man ved, at han var søn af en forgældet bartskær, og at han som barn har flyttet flittigt omkring i Spanien med sin familie. Som 20-årig tog Cervantes til Italien – måske på flugt efter en duel – og stiftede her nærmere bekendtskab med den italienske renæssancekultur. Da osmannerne i 1570 indtog Cypern, lod Cervantes sig indrullere i den spansk-venetianske flåde. Som soldat udmærkede han sig, blandt andet i det berømte slag ved Lepanto, hvor han imidlertid også blev hårdt såret i sin venstre arm, som han mistede brugen af. Trods dette fortsatte han i flåden, indtil han i 1575 vendte tilbage mod Spanien.

Skibet, som han var med, blev imidlertid kapret på vejen af mauriske pirater, og Cervantes tilbragte de efterfølgende fem år som krigsfange i Algier, indtil han til sidst blev købt fri af sin familie med støtte fra Treenighedsordenen. Disse år har sat sine spor i forfatterskabet, som ofte kredser om fangenskab, og Algier har desuden dannet baggrund for nogle af Cervantes’ teaterstykker.

Tilbage i Spanien ernærede Cervantes sig bl.a. som proviantør for armadaen i Sevilla og skatteopkræver i Granada, men påbegyndte desuden sin litterære karriere med ”La Galatea”, som udkom i 1585. Han levede i relativ fattigdom indtil 1605, hvor han – i en alder af 58 år – fik udgivet første bind af Don Quixote. Værkets succes gjorde ham ikke just rig, men gav ham midler nok til at kunne hengive sig forfattergerningen, og frem til sin død i 1616 skrev han trods svækkelse som følge af en kronisk leversygdom talrige værker inden for forskellige genrer og stilarter. Cervantes levede i en tid, der var præget af en kulturel overgang fra renæssancens idealisme til barokkens dramatiske favntag med menneskets indre væsen – en overgang, som Cervantes’ forfatterskab ikke alene afspejler, men har været med til at foranstalte.

Cervantes havde en glødende interesse for teatret, men slog aldrig rigtig igennem med sine større dramastykker. Hans små mellemspil – eller enaktere – var imidlertid pæne succeser og blev sågar kort inden hans død udgivet i bogform, hvilket var en sjældenhed i samtiden. Tre af disse i alt otte småstykker er udkommet på dansk i samlingen ”Tre enaktere” (1979).

I ”El juez de los divorcios” (”Retten er sat”) sættes en omrejsende dommer til at løse ægteskabelige tvister for at sikre husfreden. ”El retablo de las maravillas” (”Kukkassen”) handler om et par gøglere, der præsenterer en guvernør og hans selskab for et magisk teater, der kun kan ses af personer med rent blod i årene. Teatret er naturligvis et bluffnummer, men ingen af de fine herrer tør stå frem og afsløre fupmagerne og lader i stedet, som om de udmærket kan se teatret. Som det måske fornemmes, har dette stykke bl.a. været en inspiration for H.C. Andersens ”Kejserens nye klæder”.

I ”La cueva de Salamanca” (”Den sorte kunst”) tager en mand væk på en forretningsrejse, og mens han er væk, får hans hustru og hans tjenestepige herrebesøg. Men da manden kommer tidligere hjem end planlagt, må den letsindige gruppe være snarrådig, for at manden ikke skal få nys om utroskaben. En fattig student, som hustruen har givet nattely, redder situationen ved at foregive at have lært ’den sorte kunst’ og fremtrylle de øvrige mænd fra deres gemmested.

Stykkerne kredser om utroskab, bedrageri og illusioner og de komiske forviklinger, der opstår som resultat. De er lette og satiriske i tonen og har det humoristiske i højsædet. Med de forholdsvis talesprogsagtige replikker illustrerer enakterne desuden en generel historisk udvikling væk fra en meget kunstlet teatertradition mod en lettere tilgængelig form, der skulle blive endnu mere udtalt i løbet af det 17. århundrede.