cervantes
Foto: Ukendt / Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix

Miguel de Cervantes Saavedra

cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
cervantes
Foto: Ukendt / Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix
Main image
Cervantes Saavedra, Miguel de
Foto: Wikipedia

Indledning

”Den første og den bedste af alle romaner”. Sådan har litteraturforskeren Harold Bloom beskrevet Miguel de Cervantes’ klassiske værk ”Don Quixote”, og Cervantes betragtes af de fleste som den moderne romans fader. Hans betydning for eftertiden er enorm og kan dårligt overvurderes. Med sin underfundige, humoristiske og dybt begavede afdækning af menneskesindet har han inspireret utallige forfattere og kunstnere sidenhen, og han hyldes bredt som en af de absolut mest centrale skikkelser i litteraturhistorien.

 

39037556

Blå bog

Født: 29. september 1547 i Alcalá de Henares nær Madrid.

Død: 22. april 1616 i Madrid.

Uddannelse: Ukendt.

Debut: La Galatea. 1585.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Fangegårdene i Algier. Tryk16, 2021. (Los baños de Argel, 1615). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Inspiration: Fernando de Rojas og Giovanni Boccaccio.

Periode: Reformation og renæssance

Genre: Roman

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Netop da opdagede de tredive eller fyrre vindmøller, som stod i det åbne land, og straks don Quixote fik øje på dem, sagde han til sin væbner: ’Skæbnen er os mere gunstig, end vi kunne gøre os håb om; for se nu, kære Sancho Pança, derhenne kommer lidt over tredive ubændige kæmper til syne, som jeg agter at kæmpe imod’.”

”Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha”, første bind, s. 83.

Der findes kun sparsomme oplysninger om Miguel de Cervantes Saavedras opvækst, men man ved, at han var søn af en forgældet bartskær, og at han som barn har flyttet flittigt omkring i Spanien med sin familie. Som 20-årig tog Cervantes til Italien – måske på flugt efter en duel – og stiftede her nærmere bekendtskab med den italienske renæssancekultur. Da osmannerne i 1570 indtog Cypern, lod Cervantes sig indrullere i den spansk-venetianske flåde. Som soldat udmærkede han sig, blandt andet i det berømte slag ved Lepanto, hvor han imidlertid også blev hårdt såret i sin venstre arm, som han mistede brugen af. Trods dette fortsatte han i flåden, indtil han i 1575 vendte tilbage mod Spanien.

Skibet, som han var med, blev imidlertid kapret på vejen af mauriske pirater, og Cervantes tilbragte de efterfølgende fem år som krigsfange i Algier, indtil han til sidst blev købt fri af sin familie med støtte fra Treenighedsordenen. Disse år har sat sine spor i forfatterskabet, som ofte kredser om fangenskab, og Algier har desuden dannet baggrund for nogle af Cervantes’ teaterstykker.

Tilbage i Spanien ernærede Cervantes sig bl.a. som proviantør for armadaen i Sevilla og skatteopkræver i Granada, men påbegyndte desuden sin litterære karriere med ”La Galatea”, som udkom i 1585. Han levede i relativ fattigdom indtil 1605, hvor han – i en alder af 58 år – fik udgivet første bind af Don Quixote. Værkets succes gjorde ham ikke just rig, men gav ham midler nok til at kunne hengive sig forfattergerningen, og frem til sin død i 1616 skrev han trods svækkelse som følge af en kronisk leversygdom talrige værker inden for forskellige genrer og stilarter. Cervantes levede i en tid, der var præget af en kulturel overgang fra renæssancens idealisme til barokkens dramatiske favntag med menneskets indre væsen – en overgang, som Cervantes’ forfatterskab ikke alene afspejler, men har været med til at foranstalte.

Tre enaktere

”Det store, vise grødhoved har konstrueret det under sådanne paralleller, stjernebaner og konstellationer og med sådanne punkter, signaler og observationer, at ingen kan se tingene, der bliver vist, har han blot den mindste dråbe araber- eller jødeblod i sine årer eller er uretmæssigt avlet af uretmæssige forældre i uretmæssigt ægteskab.”
”Kukkassen”, s. 30.

Cervantes havde en glødende interesse for teatret, men slog aldrig rigtig igennem med sine større dramastykker. Hans små mellemspil – eller enaktere – var imidlertid pæne succeser og blev sågar kort inden hans død udgivet i bogform, hvilket var en sjældenhed i samtiden. Tre af disse i alt otte småstykker er udkommet på dansk i samlingen ”Tre enaktere” (1979).

I ”El juez de los divorcios” (”Retten er sat”) sættes en omrejsende dommer til at løse ægteskabelige tvister for at sikre husfreden. ”El retablo de las maravillas” (”Kukkassen”) handler om et par gøglere, der præsenterer en guvernør og hans selskab for et magisk teater, der kun kan ses af personer med rent blod i årene. Teatret er naturligvis et bluffnummer, men ingen af de fine herrer tør stå frem og afsløre fupmagerne og lader i stedet, som om de udmærket kan se teatret. Som det måske fornemmes, har dette stykke bl.a. været en inspiration for H.C. Andersens ”Kejserens nye klæder”.

I ”La cueva de Salamanca” (”Den sorte kunst”) tager en mand væk på en forretningsrejse, og mens han er væk, får hans hustru og hans tjenestepige herrebesøg. Men da manden kommer tidligere hjem end planlagt, må den letsindige gruppe være snarrådig, for at manden ikke skal få nys om utroskaben. En fattig student, som hustruen har givet nattely, redder situationen ved at foregive at have lært ’den sorte kunst’ og fremtrylle de øvrige mænd fra deres gemmested.

Stykkerne kredser om utroskab, bedrageri og illusioner og de komiske forviklinger, der opstår som resultat. De er lette og satiriske i tonen og har det humoristiske i højsædet. Med de forholdsvis talesprogsagtige replikker illustrerer enakterne desuden en generel historisk udvikling væk fra en meget kunstlet teatertradition mod en lettere tilgængelig form, der skulle blive endnu mere udtalt i løbet af det 17. århundrede.

Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha

”Hertugparret var så fornøjede over det lykkelige og morsomme udfald på eventyret med Tristeza, at de besluttede at fortsætte deres løjer, for de så, at de havde et så oplagt emne, at folk opfattede deres opspind som sandhed.”
”Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha”, andet bind, s. 359.

Cervantes’ ubestridelige hovedværk er det store tobindsværk ”El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha” (”Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter”, 1776-77; ”Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha”, 1998-99).

I bind 1 fra 1605 møder vi lavadelsmanden Alonso Quijano, som forlæser sig på datidens populære ridderromaner og beslutter at iføre sig hjelm og rustning og begive sig ud i verden på sin magre krikke, Rozinante. Under riddernavnet don Quixote agter han at komme de nødstedte til undsætning, kæmpe for retfærdigheden og bevise sin udødelige kærlighed for den jævne bondetøs Aldonça, som i don Quixotes forvildede sind fremstår som den underskønne prinsesse Dulzinea. Det lykkes ham at overtale sin jordnære nabo Sancho Pança til at tage med som hans væbner, og sammen kommer de ud for alskens afsindige eventyr. På deres vej møder de en lang række farverige personer, der ofte har deres egne eventyr at fortælle, og på den måde kommer historien om don Quixote og Sancho Panças færd til at danne ramme om et væld af andre historier. I slutningen af første bind lykkes det don Quixotes venner, en præst og en barber, at bringe ham hjem igen.

29115168

Andet bind af ”Don Quixote” udkom først ti år senere, i 1615. I romanens verden er første bind om don Quixotes eventyr ligesom i den virkelige verden udkommet, og mange af de karakterer, som don Quixote møder, kender derfor til hans galskab og udsætter ham for en række ofte ganske ondsindede påfund for deres egen fornøjelses skyld. Men efterhånden aftager don Quixotes galskab, og han lærer at kende en kro fra en ridderborg og virkelighed fra fantasi.

De to bind af ”Don Quixote” betragtes i dag som ét samlet værk, men er ret forskellige i deres udtryk. Hvor første bind primært er en parodi på ridderromanen og dens luftige og virkelighedsfjerne idealer, beskæftiger andet bind sig i højere grad med løgnens, forblindelsens og galskabens natur. Begge bind har dog venskabet mellem don Quixote og Sancho Pança og ikke mindst deres meget underholdende dialoger som drivkraft.

 

Eksemplariske noveller

”I er staldknægte for det elendigste rakkerpak på denne jord. Engang, da jeg ikke var af glas, rejste jeg en dag på et lejet muldyr, hvor jeg talte et hundrede og enogtyve fejl og mangler, alle alvorlige og vendt mod menneskeslægten.”
”Licentiaten Glar”, s. 221.

”Novelas exemplares” fra 1613 (”Lærerige Fortællinger”, 1780-81; ”Eksemplariske noveller”, 2008) er en samling af tolv fyldige noveller skrevet over en periode på over 20 år. Kærligheden går igen som omdrejningspunkt i mange af novellerne som i ”Sigøjnerinden”, hvor en højtstående ridder må leve blandt sigøjnere for at bevise sin kærlighed for den smukke sigøjnerpige Preciosa. På vej gennem en by beskyldes han for tyveri, og i den efterfølgende tumult slår han borgmesterens nevø ihjel. Han fængsles og står til at miste livet, da borgmesteren gør en opdagelse om sigøjnerpigens herkomst, der får de unge elskende ud af deres knibe med livet i behold.

At en ung mand forlader sine trygge rammer og søger ud i verden – ofte for at leve blandt tiggere, tyve, slyngler eller sigøjnere – er et genkommende træk i fortællingerne, og værket er tæt befolket med skæve eksistenser, der befinder sig i samfundets periferi. Også mennesker plaget af galskab skildres i novellerne, mest udtalt i ”Licentiaten Glar”, hvor en kvik 11-årig dreng adopteres af to adelige studenter. Han bliver skolet, rejser rundt i Europa og imponerer alle med sin vid. En dag giver en kvinde ham en fortryllet kvæde i det håb, at den vil få ham til at forelske sig i hende. I stedet slår den ham nær ihjel, og da han kommer til bevidsthed igen, er han blevet gal og er overbevist om, at han er lavet af glas. Hvor han før var kendt for sit vid, er det nu hans galskab, der gør ham berømt. Da han til sidst genvinder sin forstand, forfærdes han over den berømmelse, hans galskab har givet ham, og melder sig i hæren.

Ved at beskæftige sig med samfundets udstødte eller marginaliserede piller novellerne ved fordommene og sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden i den måde, samfundet forholder sig til disse grupper af mennesker på. Men karaktererne skildres sjældent som hjælpeløse ofre. Tværtimod betones deres frihed til at vælge – både i forhold til kærlighed og levevej. Den frihed, som er ethvert menneskes ret, er nogle gange lettere at holde i hævd, når man lever et mindre regelret liv.

Genrer og tematikker

Miguel de Cervantes var både digter og dramatiker, men det er i dag primært romangenren, han forbindes med – som litteraturhistoriens første egentlige romanforfatter, selvom der findes en del tidligere eksempler på prosaiske, romanagtige værker, bl.a. de riddereventyr, som parodieres i ”Don Quixote”. Men Cervantes udvikler den prosaiske fortælleform i radikal grad, blandt andet ved netop at kombinere den med digtningens fokus på sprogets skønhed og teatrets sans for skarpe dialoger.

Det helt grundlæggende modsætningsforhold i Cervantes’ forfatterskab er forholdet mellem ideal og virkelighed. Cervantes var en ganske moderne forfatter, men samtidig draget af renæssancens idealistiske verdenssyn, som efterhånden blev betragtet som temmelig forældet. I Cervantes’ forfatterskab finder der en konstant pendulering sted mellem det idealistiske og det realistiske, og der er for eksempel tradition for at kategorisere hans noveller efter disse to yderpunkter. Det er også dette knudrede forhold mellem det realistiske og det idealistiske, mellem virkelighed og fantasi, der er på spil i ”Don Quixote”, hvor don Quixotes idealiserede opfattelse af omverdenen står i skarp kontrast til virkelighed, som den opfattes af folk omkring ham.

Et andet beslægtet tema er den skrøbelige distinktion mellem fiktion og virkelighed, og Cervantes leger flittigt med grænsen mellem de to størrelser. Det ses i novellerne, hvor referencer til de samme personer og begivenheder på tværs af fortællingerne er med til at skabe en forestilling om, at de er virkelige. Mest udtalt ses det i andet bind af ”Don Quixote”, hvor den hyppige omtale af første binds udgivelse og modtagelse skaber nogle niveauer mellem det strengt virkelige og det rent fiktive.

En vigtig pointe hos Cervantes er desuden, at fiktionen ikke blot kan lege med relationen til virkeligheden inden for fiktionens egne rammer, men at den faktisk rækker ud i den virkelige verden og ændrer den, som det ses i overdreven grad med don Quixote og ridderromanerne. Fiktionen er ikke et lukket rum, men er med til at forme menneskets forståelse af verden.

Beslægtede forfatterskaber

Cervantes var formentlig meget begejstret for den italienske renæssanceforfatter Giovanni Boccaccio. Grundformen i ”Don Quixote”, hvor historien om don Quixote og Sancho Pançha fungerer som rammefortælling for en række novelleagtige fortællinger, er i princippet meget lig opbygningen af Boccaccios ”Dekameron”, hvor ti unge flygter fra pesten i Firenze i 1348 og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier. Meget kunne desuden tyde på, at Cervantes med ”Eksemplariske noveller” havde som mål at skrive en spansk pendant til ”Dekameron”.

Målt på løssluppet og fantasifuld fortælleiver kan Cervantes sammenlignes med en anden af romangenrens pionerer, franskmanden François Rabelais, hvis femdelte værk ”Gargantua og Pantagruel” fra midten af 1500-tallet spiller en vigtig rolle i litteraturhistorien. I sin humoristiske og parodiske tone kan værket minde om ”Don Quixote”, selvom det må siges at høre til i den mere groteske ende og ikke har samme lune som Cervantes’ roman.

Listen over forfattere, der har ladet sig inspirere kraftigt af Cervantes og ”Don Quixote” er nærmest uendelig lang. Laurence Sternes ”Tristam Shandys Levned og Meninger” fra 1767 leger på samme måde med genrekonventioner og med forholdet mellem virkelighed og fiktion. Hovedpersonen Mysjkin i Dostojevskijs ”Idioten” og Madame Bovary i Gustave Flauberts romanklassiker er begge tydeligt modelleret over don Quixote.

Jorge Luis Borges’ novelle ”Pierre Menard, forfatter til Quixote” handler om en forfatter, der fordyber sig så dybt i ”Don Quixote”, at han formår at skrive en udgave, der ord for ord er identisk med originalen, og Borges’ forfatterskab må siges at være præget af mange af de samme temaer omkring fiktionens væsen som Cervantes’.

Amerikanske Paul Auster er kraftigt inspireret af Cervantes, hvilket blandt andet ses i den første roman i New York-trilogien, ”By af glas”, hvor der refereres direkte til ”Don Quixote”, og hvor hovedpersonen Quinn – der begynder at overføre sine krimier til det virkelige liv – fremstår som en slags moderne don Quixote. Det samme kan siges om antihelten Ignatius J. Reilly fra John Kennedy Tooles kultklassiker ”Fjolsernes forbund”.

Endelig bør nævnes Alonso Fernández de Avellaneda, der et år inden, andet bind af ”Don Quixote” udkom, udgav et falsk bind II, der tog fat, hvor første bind slap.

Forfatterens navn er et pseudonym, og man mener, at det falske bind i virkeligheden var forfattet af Gerónimo de Passamonte, hvilket Cervantes da også synes at antyde i det sande bind II. Passamonte indgik som karakter i første bind af ”Don Quixote” og blev her skildret lidet flatterende. Det falske bind, der også omtales flere gange i det rigtige andet bind, var tænkt som Passamontes hævn. Her kan man virkelig tale om, at virkelighed og fiktion griber ind i hinanden.

Bibliografi

Roman

Cervantes, Miguel de:
Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Centrum, 1998-99. (El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-15). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Saavedra, Miguel de Cervantes: Fangegårdene i Algier. Tryk16, 2021. (Los baños de Argel, 1615). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Noveller

Cervantes, Miguel de:
Eksemplariske noveller. Husets Forlag, 2008. (Novelas exemplares, 1613). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Drama

Cervantes, Miguel de:
Tre enaktere. Husets Forlag, 1979. (El juez de los divorcios, El retablo de las maravillas og La cueva de Salamanca, 1615). Oversat af P.O. Brøndsted.

Om forfatterskabet

Artikler

Byron, William:
Cervantes: A Biography. Doubleday, 1978.
Durán, Manuel og Fay R. Rogg:
Fighting Windmills. Yale University Press, 2006.
Kluge, Sofie:
Don Quixote og romangenren. Museum Tusculanums Forlag, 2006.
Kundera, Milan:
Om romankunsten. Gyldendal, 2013.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Miguel de Cervantes Saavedra

Kilder citeret i portrættet

Fagbog

Bloom, Harold:
Hvordan man skal læse og hvorfor. Gyldendal, 2003.