Cervantes havde en glødende interesse for teatret, men slog aldrig rigtig igennem med sine større dramastykker. Hans små mellemspil – eller enaktere – var imidlertid pæne succeser og blev sågar kort inden hans død udgivet i bogform, hvilket var en sjældenhed i samtiden. Tre af disse i alt otte småstykker er udkommet på dansk i samlingen ”Tre enaktere” (1979).
I ”El juez de los divorcios” (”Retten er sat”) sættes en omrejsende dommer til at løse ægteskabelige tvister for at sikre husfreden. ”El retablo de las maravillas” (”Kukkassen”) handler om et par gøglere, der præsenterer en guvernør og hans selskab for et magisk teater, der kun kan ses af personer med rent blod i årene. Teatret er naturligvis et bluffnummer, men ingen af de fine herrer tør stå frem og afsløre fupmagerne og lader i stedet, som om de udmærket kan se teatret. Som det måske fornemmes, har dette stykke bl.a. været en inspiration for H.C. Andersens ”Kejserens nye klæder”.
I ”La cueva de Salamanca” (”Den sorte kunst”) tager en mand væk på en forretningsrejse, og mens han er væk, får hans hustru og hans tjenestepige herrebesøg. Men da manden kommer tidligere hjem end planlagt, må den letsindige gruppe være snarrådig, for at manden ikke skal få nys om utroskaben. En fattig student, som hustruen har givet nattely, redder situationen ved at foregive at have lært ’den sorte kunst’ og fremtrylle de øvrige mænd fra deres gemmested.
Stykkerne kredser om utroskab, bedrageri og illusioner og de komiske forviklinger, der opstår som resultat. De er lette og satiriske i tonen og har det humoristiske i højsædet. Med de forholdsvis talesprogsagtige replikker illustrerer enakterne desuden en generel historisk udvikling væk fra en meget kunstlet teatertradition mod en lettere tilgængelig form, der skulle blive endnu mere udtalt i løbet af det 17. århundrede.