Pigesind

Citat
”Der brænder et lys i natten,/ det brænder alene for mig,/ og puster jeg til det, så flammer det op,/ og flammer alene for mig. –/ Men taler du stille, og hvisker du tyst,/ er lyset pludselig mere end lyst/ og brænder dybt i mit eget bryst,/ – alene for dig. –”
”Alene for dig”, ”Pigesind”, s. 9.

Som kun 22-årig udgav Tove Ditlevsen i 1939 digtsamlingen ”Pigesind”, der med sine 32 primært rimede digte skildrer et flakkende, sårbart sind. I en blanding af ungdommelig naivitet og gammelklog erfaring veksler det unge jeg mellem at kaste sig ud i livet og kærligheden og skærme sig frygtsomt mod samme. Lyset og mørket brydes, og netop i mødet mellem de to opstår kunsten, som der står i ”Lysets træ”. Generelt er netop nattens mørke og dagens og hjertets lys centrale elementer i de sprogligt umiddelbare digte, der varierer i både form og længde. Der er en gennemgående tabserfaring i teksterne, der retter sig både mod et dødfødt barn, en død bror og den evigt attråede kærlighed, der er så flygtig og forgængelig. Døden er allestedsnærværende, ikke mindst i samlingens sidste digt ”Ritual”, hvor jeget beskriver, hvordan hun ønsker sig sin begravelse.

05190657

Kendetegnende for samlingens tone lyder digtets sidste vers trist og sjovt: ”Og I skal slet ikke sørge,/ for selv om jeg elskede livet,/ var jeg lidt doven og sover godt/ her i min sorte kiste”. Fortælleren efterlader læseren – og sine forestillede efterladte kære – med et kærligt og formildende smil på læberne. Men netop dette greb gør læsningen så smertefuld: at så ung en digter forestiller sig sin død og med munterhed forsøger at gøre tabet mindre for de efterladte. En selvudslettende gestus, der knytter sig til den følelse af at være uelskelig, som flere af digtene udtrykker. I andre er der en ungdommelig rebelskhed og en lethed over for eksempel at vide, at et møde med en mand kun skal være let og flygtigt: ”en kærlighed som vor, så sød og flygtig,/ må ikke sluttes inde i en ring” (”Jeg elsker dig”, s. 52).

Et af samlingens mest prægnante digte er ”Angst”, der med foruroligende klarhed beskriver, hvordan angsten overtager jegets liv som et mørke, der ruller ind over hende, og som hun ikke kan værge sig imod: ”Jeg er vågnet i natten og har tændt lys,/ hvorfor – det aner jeg næppe,/ dèr er vandfadet, dèr er den gule væg,/ og dèr er det brune tæppe. –/ Men selv er jeg tvunget og slæbt af sted/ over dybe, angstfulde vande,/ fordi noget iskoldt og skæbnebestemt/ har lagt sig over min pande”. (s. 16).

Længsel, angst og ensomhed er grundvilkår i jegets verden og indvarsler et langt forfatterskab bygget netop på de grundsten. Det er ærligt og uforstillet og vækker genklang hos pigesind også et lille århundrede efter udgivelsen.