Barndom
Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro i København i 1917. Her boede hun i en toværelses lejlighed i en baggård i Hedebygade med sin tre år ældre storebror Edvin, sin far Ditlev der var fyrbøder og sin mor Alfrida, der var hjemmegående. Toves dominerende og utilregnelige mor var en konstant uro, og det komplicerede mor-datter forhold er tematiseret gennem forfatterskabet. Som 12-årig begyndte Tove Ditlevsen at skrive digte, og litteraturen blev resten af livet et frirum fra krævende relationer og livsvilkår, hun gerne ville væk fra.
Den barndommens gade, som gav navn til et digt og en roman, var fuld af både farer og fristelser, og en hovedåre i forfatterskabet. Tove Ditlevsen har sagt, at ”Ingen senere erfaringer kan nogensinde udslette barndommens oplevelser”, her citeret efter Jens Andersens biografi ”Ditlevsen” fra 2022 (s. 16). Man ser alting for første gang i barndommen, og alt andet derefter er kun gentagelser. Efter mellemskoleeksamen blev Tove sendt i arbejde, så hun kom i huset, arbejdede på lager og på kontor.
Forfatterskabet
I 1939 debuterede Tove Ditlevsen med digtsamlingen ”Pigesind”, og to år efter kom hendes debutroman ”Man gjorde et barn fortræd”. Igennem det lange forfatterskab udgav hun digtsamlinger, noveller, romaner, børnebøger og erindringer samtidig med, at hun i en årrække skrev artikler og ugebladsnoveller – ikke mindst for at få økonomien til at hænge sammen. Ved siden af det skønlitterære forfatterskab var hun i årene 1956-76 brevkasseredaktør på Familie Journalen, og hun har rådgivet tusindvis af kvinder landet over med sine personlige og direkte brevkassesvar.
Ægteskaberne og børnene
Privat var Tove Ditlevsen gift fire gange: først med redaktør på lyriktidsskriftet ”Vild Hvede”, Viggo F. Møller, 1940-42. Dernæst Ebbe Munk i årene 1942-45. Senere Carl Theodor Ryberg mellem 1945-50, og det længste ægteskab havde Ditlevsen med Victor Andreasen i årene 1951-1973. Tove Ditlevsen fik tre børn og adopterede i 1946 datteren Trine, der var datter af Carl Ryberg.
Hendes kærlighedsliv var drevet af begær, drømme om det normale familieliv og behovet for bekræftelse og hun har skildret, hvordan utroskab kunne bruges som et våben i de opslidende magtkampe, der udspillede sig i det fjerde og længste ægteskab med avismanden Victor Andreasen.
Livet og skriften
Tove Ditlevsen var ikke nærig med sig selv, hverken som forfatter eller brevkasseredaktør. Gardinet mellem privat og offentlig person blafrede i vinden, og hun har aldrig lagt skjul på, at essensen i hendes forfatterskab var hendes eget liv. Gennem hele livet var hun udfordret af psykisk ubalance, depression og psykose, og hun indgik efter eget udsagn kun ægteskab med lægen Carl fordi han kunne forsyne hende med pethidin, som var det stof, hun blev afhængig af, da hun mødte ham. Flere af hendes mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger gav hende paradoksalt nok den ro, hun havde brug for, da hun her kunne skrive uforstyrret af virkeligheden.
Døden
Døden havde en fremtrædende og tillokkende plads i Tove Ditlevsens liv, helt fra digtet ”Ritual” i debutdigtsamlingen ”Pigesind”, hvor hun planlægger sin egen begravelse, til voksenårenes nysgerrighed på og længsel efter døden, over en række selvmordsforsøg og til hun som 58-årig i 1976 tog hen til en bortrejst venindes lejlighed for at tage livet af sig selv. Hun blev begravet fra Kristkirken på Vesterbro, hvor hundredvis af mennesker fulgte hende til graven på Vestre Kirkegård.
Nutidens Tove-feber
Der er de senere år kommet en fornyet interesse for Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Hendes bøger er blevet genudgivet og oversat, og i 2021 var en samling af erindringsbøgerne ”Barndom”, ”Ungdom” og ”Gift” på listen over årets bedste bøger i the New York Times under samlebetegnelsen ”The Copenhagen Trilogy”. Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed har haft enorm succes med deres forestilling ”Tove, Tove, Tove”, Folketeateret i København har spillet ”Toves værelse”, der er skrevet på baggrund af ”Vilhelms værelse”, og der er i det hele taget en anerkendelse af et unikt forfatterskab, der i samtiden af flere fremtrædende modernister blev underkendt som traditionelt og tilbageskuende. Nye strømninger i samtiden har åbnet forfatterskabet for dets betragtninger over kvindeliv, ulighed, klassekamp, begær, konventioner og kunstneriske ambitioner, som bøgerne i deres kloge og umiddelbare udtryk reflekterer over.
Se også temaet Tove-feber
