Tove Ditlevsen
Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Tove Ditlevsen

Mette Winge, 1995. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
Tove Ditlevsen
Foto: Gyldendals Billedbibliotek
Main image
Ditlevsen, Tove
Foto: Peer Pedersen

Indledning

Tove Ditlevsen, som blev årets klassiker i 2017, formåede med sine værker om opvækst, ægteskab, moderskab og misbrug at nå ud til mange mennesker. Pigesind, kvindesind, blinkende lygter og barndommens gade skylder vi Tove Ditlevsen.

 

 

 

 

47444586

Blå bog

Født: 14. december 1917 på Vesterbro i København. (I hele sin levetid fastholdt hun, at hun var født i 1918, og mange værker har derfor det årstal).

Død: 7. marts 1976 (selvmord).

Uddannelse: Mellemskoleeksamen fra Matthæusgades kommuneskole i København, 1932.

Debut: Til mit døde barn, digt udgivet i tidsskriftet Vild hvede (nu Hvedekorn), 1937.

Debut i bogform: Pigesind, digte. Rasmus Naver, 1939.

Gennembrud: Man gjorde et barn fortræd, roman. Athenæum, 1941.

Bedst kendte værk: Barndommens gade. Roman. Athenæum, 1943.

Litteraturpriser i udvalg: Emil Aarestrup Medaillen, 1954. De Gyldne Laurbær, 1956. Kulturministeriets Børnebogspris, 1959. Søren Gyldendal Prisen, 1971.

Seneste udgivelse: Kærlig hilsen, Tove. Breve til en forlægger. Gyldendal, 2019.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Genre: Lyrik

Artikel type
voksne

Baggrund

”I Barndommens lange og dunkle Nat,/ brænder smaa blinkende Lygter,/ som Spor, af Erindringen efterladt,/ mens Hjertet fryser og flygter.// Her lyser din vildsomme Kærlighed,/ fortabt gennem taagede Nætter,/ og alt hvad du siden elsked og led,/ har Grænser som Viljen sætter. (…)”
”Blinkende Lygter” i ”Blinkende Lygter”

Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro i København i 1917. Hendes far var fyrbøder og barndommen var præget af hans fyring i 1924 og den efterfølgende fattigdom. Ditlevsens mor Alfrida var meget dominerende, og det komplicerede mor-datter forhold er tematiseret gennem forfatterskabet. Som 12-årig begyndte Tove Ditlevsen at skrive digte, og de blev et frirum fra de trange kår og den uberegnelige mor.

Selv om langt de fleste forfatterskaber blegner 10-15 år efter forfatterens død, så har Tove Ditlevsens mange bøger bevaret deres popularitet: også i dag virker de vedkommende, de læses og bruges af mange, og de tiltrækker stadig nye fortolkere.

Myten om hendes liv lever også endnu, ligesom hendes sårbarhed, hendes barske humor, hendes evne til at involvere sig i andre menneskers liv og problemer ikke er gået i den største af alle bøger - glemmebogen.

Tove Ditlevsen skrev digte, essays, noveller, romaner og masser af journalistik. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker.

Hun viste utallige gange, at hun selv var et sårbart og forslået menneske, som kendte til næsten alle livets omkostninger. Det gjorde, at hun kom utrolig mange mennesker ved, ikke blot som forfatter, men også som menneske.

Tove Ditlevsens forfatterskab hænger fra den første digtsamling ”Pigesind” til den sidste essaysamling ”En sibylles bekendelser” sammen. Hun fortæller i alle bøger historien om det "brændte" barn og dets hårde liv. Barnet støder sig - også som voksen - på tilværelsen, som er nådes- og næsten også glædesløs. Livet bliver derfor gennemtrukket af en smerte, som kan virke uoverkommelig. Det brændte barn er Tove Ditlevsen selv, for liv og digtning er ét hos Tove Ditlevsen.

I flere erindringsbøger startende med ”Flugten fra opvasken”, over ”Barndom og Ungdom”, ”Gift” og i ”Tove Ditlevsen om sig selv” har Tove Ditlevsen berettet om de forhold, hændelser og mennesker, der enten havde forvoldt smerten eller holdt den i live tilværelsen igennem.

En af smertevolderne hed det "skælvende og utrygge forhold", hun i barndommen havde til sin mor. En anden smerteårsag lå i opbruddet fra det Vesterbro, hvor hun var født, og det miljø, hun var bundet til. Springet over på den anden side skabte en rodløshed i hende, som hun kredser om hele forfatterskabet igennem.

Hun lader sine personer gennemleve det samme, og i bøgerne er det kun kærligheden, der for en tid kan råde bod på følelsen af rodløshed og hjemløshed. Men kærligheden er i længden umulig, og derfor slettes smerten ikke ud. Meget i Tove Ditlevsens forfatterskab er dystert, men man finder både i erindringsbøgerne, i novellerne og i nogle af romanerne en egen barsk og grotesk humor, der selv om den aldrig forsoner, dog betyder, at det også er oplivende og morsomt at færdes med Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen var gift fire gange: først med redaktør på lyriktidsskriftet ”Vild Hvede”, Viggo F. Møller, 1940-42. Dernæst Ebbe Munk i årene 1942-45. Senere Carl Theodor Ryberg mellem 1945-50, og det længste ægteskab havde Ditlevsen med Victor Andreasen i årene 1951-1973. Tove Ditlevsen fik tre børn og adopterede i 1946 datteren Trine, der var datter af Carl Ryberg. Som 58-årig begik Tove Ditlevsen selvmord.


Lyrik

”Jeg har elsket en mand med et hjerte som dit,/ derfor ved jeg lidt mere end du,/ og jeg skælver af angst for den kvindes magt,/ der ikke er født endnu.”
”Pigesind”

Tove Ditlevsen debuterede som lyriker, og hun vedblev med at skrive digte, selv om hun kom til at skrive inden for alle genrer bortset fra dramatikken. Som lyriker holdt hun sig gennem mange år til kendte lyriske virkemidler og former. Hun brugte rim og kendte versrytmer, og hendes foretrukne figur var sammenligningen.

21282308

Efter ”Pigesind” (1939) fulgte ”Lille verden” (1942) og i 1947 ”Blinkende lygter”, der blev solgt i 10.000 eksemplarer - et kæmpetal for digtsamlinger i Danmark. ”Kvindesind” (1955) fortsatte linjen fra ”Pigesind” og ”Blinkende lygter”. I alle samlinger findes digte, der kredser om faserne i kvindens liv, om kærlighedens flygtighed og angsten for at miste både børnene og den elskede.

I samlingerne ”De voksne” (1969) og ”Det runde værelse” (1973) slap Tove Ditlevsen sit traditionelle formsprog. Alle digtene i ”De voksne” er uden rim og med varierende strofelængde. Motiverne er angst, død og ensomhed samt en udtalt følelse af, at helvede ikke er de andre, men er i én selv.

 

 

Romaner

Man kan inddele Tove Ditlevsens romaner og noveller i to ret klart afgrænsede grupper. Den ene handler om børn og unge, om deres kamp for at finde ud af, hvem de er, og om deres desperate håb om at få del i de voksnes kærlighed. Barndommen og barndomsoplevelser spiller en lige så vigtig rolle i prosaarbejderne som i digtene, og det er måske i skildringen af børns virkelighed, at Tove Ditlevsen kunstnerisk har ydet sit bedste. Den anden gruppe handler om ægteskabs- og generationsproblemer.

21377864

Den første roman hed ”Man gjorde et barn fortræd” (1941), og heri fortælles om en ung pige, der som barn har været ude for et seksuelt overgreb. Hun er nu ved at være voksen og lider under, at hun ikke kan falde ind i det anerkendte adfærdsmønster med forelskelse og letfærd. Da hun på sit arbejde møder en mand, som hun føler voldsom afsky for, beslutter hun at finde årsagerne til sine vanskeligheder, og efter et opgør med ham, som seksuelt forbrød sig mod hende, føler hun, at hun nu kan blive fri - en voksen kvinde. Flere af de personer som man møder her, genfinder man i andre af Tove Ditlevsens bøger. Der er f.eks. den muntre, letlevende veninde, den stilfærdige, pæne og vege unge mand og forældreparret.

Barnet er også i centrum i den følgende bog ”For barnets skyld” (1946). Her er det en skilsmisse og dens virkninger, som et barn reagerer på. En mor er alene med en halvstor pige og prøver at skabe en tilværelse for både barnet og sig selv. Men i forsøget på at leve sit eget liv støder hendes interesser sammen med barnets, der bevidst og dikteret af jalousi griber ind og ødelægger moderens forhold til en ung mand.

Vi har kun hinanden” er en radioroman fra 1954. Den handler om en forlovelse mellem to unge og om den reaktion, denne begivenhed fremkalder hos den ældre generation. Forældrene er angste for fremtiden, angste for ensomheden, der kommer, når barnet er væk: de må slå sig til tåls med at de "kun har hinanden". Tove Ditlevsen gør i denne bog mest ud af skildringen af forældrene. Pigens far og mor - et gævt, om end lidt forvirret håndværkerpar - er tegnet med lune, mens den unge mands mor, som læseren ikke møder, men kun hører om i hans tanker, er skildret med bitter sarkasme.

I ”Vi har kun hinanden” er det en forlovelsessituation, det drejer sig om. I ”To som elsker hinanden” (1960) er det en truende skilsmissesituation. Titlen stammer fra Stuckenbergs kendte digt, hvor fortsættelsen lyder: "... kan gøre hinanden mer´ ondt ..." og ondt gør de tre hovedpersoner hinanden. Tove Ditlevsen følger dem skiftevis: konen, der bliver gravid, netop da ægtemanden har etableret et forhold til en ung pige; manden - en lidt træt og udskrevet litteraturanmelder og elskerinden, som ikke er nogen "farlig" kvinde, men en sød og varm pige, der er vildt forelsket i den gifte mand. Graviditeten afbrydes, men de to ægtefolk finder til slut noget vemodigt sammen igen. Ægteskabets krise er virkningsfuldt symboliseret ved det hus, de bor i: intet er i orden, alt forfalder, og da det ser ud til at forholdet vil gå i orden igen, bliver huset repareret; selv fyret kommer til at virke.

Ansigterne” (1968) er den stærkeste af Tove Ditlevsens romaner. Det er en ægteskabs- og sammenbrudsroman og en roman om den kvindelige kunstners splittede situation. Hovedpersonens situation i ”Ansigterne” er ikke ualmindelig i kvinders digtning. Forfatteren Lise Mundus er inde i en krise. Hun føler sig splittet mellem hjemmets og ægtemandens krav og sin egen dybe trang til at skrive. Samtidig er hendes mand på vej et andet sted hen, og husassistenten stikker hele tiden til hendes manglende globale samvittighed. Resultatet bliver, at Lise Mundus bryder sammen, hun flygter ind i sindssygen. Hun ser ansigter og hører stemmer, og læseren gør det samme - suggestionen er meget stærk.

”Ansigterne” er blevet dramatiseret, og det samme gælder den sidste roman ”Vilhelms værelse” (1975). Den har som ”Ansigterne” tydeligvis selvbiografiske træk, og at læse den er som at læse en art fortsættelse af det sidste erindringsblad, der udkom i 1971 med titlen ”Gift”. Heri fortæller Tove Ditlevsen om sine ægteskaber, og den centrale del af bogen handler om hendes ægteskab med en læge, der gjorde hende til narkoman. Hun beretter om narkomaniens helvede og den mand, der overvandt, hvad hun selv kaldte hendes trang til "salig selvdestruktion". Om denne mand og deres ægteskab handler ”Vilhelms værelse”, og heri finder man hendes yndlingstemaer: barndomserindringer, kærlighedens opståen og uddøen, angsten for det komplicerede liv og en udtalt foragt for de voksne, dvs. de mennesker, der har glemt eller som har fortrængt barnet i sig. ”Vilhelms værelse” er en sjælden intens, grum (men også humorfyldt) kærlighedsroman.

 

Barndommens gade

”Ingen Farer lurer paa hende i den smalle Feltseng. Hvad har det at sige. Faren er i hendes eget Indre, hun er født med den og finder Næring for den i Barndommens altfor trange, alt for mørke Gade. En Dag- og en Natside har hun.”
”Barndommens gade”

Om et barns opvækst handler ”Barndommens gade” (1943), der er Tove Ditlevsens mest læste og elskede bog. Hovedpersonen er pigen Ester, der vokser op i en gade på Vesterbro, og som på godt og ondt formes af denne gade. Som ung prøver hun at rive sig løs fra sit miljø. "Hun vender sig i trods fra gaden og ved ikke at hun altid fører den med sig - i øjnene, i stemmen, i sit farende hjemløse sind." Senere må hun erkende, at hun og gaden hører sammen, og romanen ender med en beskrivelse af gaden, hvor den, lige som andre steder i bogen, opfattes som et selvstændigt, besjælet individ: "Gaden strækker sig, kælent gabende som en mæt og elsket kvinde med dagningens matte glorie om det dæmrende hår, der flagrer let i blæsten som de brogede blade på Enghaveplads."

Romanen blev i 1986 filmatiseret af Astrid Henning-Jensen med Sofie Gråbøl i hovedrollen som pigen og senere kvinden Ester.

 

Noveller

”Man kunne kalde hendes tilværelse trist, men når hun klagede over den, var det mindre fordi hun indså dens tristhed end simpelthen af vane, og fordi det nu engang var god tone at klage over alt. Sådan set var den jo også sikker, på grund af alt dette pudder og alle disse tørstige mænd, og somme tider var den god, på grund af barnet, som hun sjældent talte til.”
”En æggesnaps”, ”Dommeren”

Som prosaist var Tove Ditlevsen knappest, mest økonomisk og præcis i sine noveller. Med nogle få streger formåede hun at trække et menneskes totale situation op. Karakteristisk for hendes noveller er deres nådesløshed. Hendes personer har det generelt dårligt. De savner kærlighed, de misforstås og deres liv er ondt og håbløst. Den første samling var ”Den fulde frihed” (1944). I 1948 fulgte ”Dommeren”, der bl.a. indeholdt det lille mesterværk "En Æggesnaps".

Kulminationen i Tove Ditlevsens novelleproduktion skete med samlingen ”Den onde lykke” fra 1963. Heri præsenteres farlige magtmennesker, der skaber frygt og angst hos andre. Tove Ditlevsens eksperimenterer i denne samling med formen, idet hun leger med en modernistisk fortælleteknik bl.a. i novellen "Måden". Hovedparten af hendes noveller er dog enkelt fortalt og foregår i en genkendelig hverdagsverden, ligesom hendes symboler altid er dagligdags ting som en paraply, et par sko og en dolk.

22279203

I novelleudvalget ”Frygt” (1968) kan man følge udviklingen i Tove Ditlevsens novellistiske forfatterskab, dvs. hendes stadig større tekniske dygtighed og den stadig stigende angstfornemmelse.

Tove Ditlevsen har også skrevet tre børnebøger, nemlig ”Annelise - tretten år” (1958), ”Hvad nu Annelise?” (1960) og billedbogen ”Der var engang en lille hest” (1961). Den første er den bedste. Heri sammenstilles et net, småborgerligt sydhavnsmiljø med miljøet på Vesterbro, og Vesterbromiljøet bliver her vurderet positivt. Hvor tonen i Tove Ditlevsens voksenbøger gennemgående er sort og pessimistisk, er den i børnebøgerne optimistisk og med en stærk tro på sammenholdets betydning.

 

 

Erindringer

Tove Ditlevsen brugte sit eget liv som stof til sine fiktive værker, men hun skrev som nævnt også egentlige erindringer. Allerede i ”Flugten fra opvasken” (1959) findes flere erindringsessays, og i 1967 udkom ”Barndom og Ungdom - et erindringsværk”, der kommer på højde med Martin Andersen Nexøs og Carl Nielsens. De to bind vakte opmærksomhed, men denne kunne dog ikke måle sig med den opsigt ”Gift” vakte. Tove Ditlevsen skrev her åbent om venner og fjender, elskere og ægtemænd, og det faldt nogle for brystet. Tove Ditlevsen blev selv forbavset over den voldsomme reaktion.

Breve fra Tove Ditlevsen til hendes eksmand Victor Andreasen udkom i 1993 und er titlen ”Kære Victor”. Brevene stammer fra perioden 1972 til hendes død i 1976.

Tove Ditlevsen udgav flere bind med prøver på sin journalistik bl.a. ”Min nekrolog og andre skumle tanker” (1973), ”Parenteser” (1973) og ”En sibylles bekendelser” (1976). Hun redigerede gennem mange år Familie Journalens brevkasse, og et udvalg med spørgsmål og svar herfra udkom i 1969 med titlen ”Med venlig hilsen”. Langt de fleste af Tove Ditlevsens bøger er blevet genoptrykt flere gange, og kan derfor som oftest både købes og lånes.

 

Genrer og tematikker

Skal man med ét ord søge at karakterisere Tove Ditlevsens forfatterskab må det blive med ordet angst. Allerede i ”Pigesind” finder man digte, der beskriver angst, og et af dem har ordet som titel. I den sene digtsamling ”De voksne” er der flere digte med denne titel.

Også i prosaværkerne er angsten dominerende. Tove Ditlevsens personer er angste for at miste kærligheden og angste for at miste taget i tilværelsen. Hendes børnepersoner er angste for at miste forældrenes kærlighed og angste for både det, der er og det, der skal komme. "Angsten går langt over tankens yderste grænse" hedder det i et af digtene.

Hendes liv var bestandigt en kilde til inspiration, og liv og værk hang uløseligt sammen i hele Ditlevsens liv og forfatterskab. Hendes bøger udspringer af barndommen på Vesterbro, de forliste ægteskaber, uforløst moderkærlighed og afhængigheden af sovemedicin og narkotika. Ditlevsen bevægede sig ubesværet i de fleste skønlitterære genrer, og kun dramatik skrev hun ikke.

 

Beslægtede forfatterskaber

Den nærgående skildring af et fattigt arbejderklassemiljø, som bl.a. kommer til udtryk i ”Barndommens gade”, ligner Martin Andersen Nexøs. Begge forfattere kendte til armod og fattigdom og har brugt dette tema i deres litterære værker.

Tove Ditlevsen var en af de første kvindelige forfattere, der skrev om sit eget liv, et helt almindeligt kvindeliv med børn, gulvvask og triviel hverdag. På samme tid som hun vedkendte sig livet som mor, vendte hun det ryggen ved at fokusere på at skrive og netop skrive om hverdagslivet. Som sådan har hun fungeret som foregangskvinde og forbillede, og en forfatter som Vita Andersen tog arven op fra Ditlevsen med sine bøger om kvindelivets mere og mindre flatterende sider.

Også i det nye årtusind er forfattere åbenlyst inspirerede af Tove Ditlevsen. Olga Ravn gav sin debutdigtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012) undertitlen ’pigesind’ og berører også motivisk mange af de samme temaer som Ditlevsen. I Stine Pilgaards debutroman ”Min mor siger” (2012) optræder en strofe fra ”Barndommens gade” i et komisk optrin: En læge diagnosticerer fortællerens smerte til at stamme fra ”næsens rod”, hvorefter fortælleren udbryder ”Jeg er den bankende rytme i alt, hvad du længes mod”, der er en sætning fra ”Barndommens gade”, hvori der står ”væsens rod”. Det er et godt eksempel på, hvor velkendt dele af Ditlevsens forfatterskab er. Lone Hørslev vedkender sig også at være inspireret af Tove Ditlevsen i forhold til både stofområde og selviscenesættelse.

Utallige forfattere har brugt løs af deres eget liv til at skabe litteratur. F.eks. har Suzanne Brøgger i sit forfatterskab ikke lagt skjul på ligheder og sammenhænge mellem levet liv og litteratur, og dette greb er meget udbredt i litteraturen efter årtusindeskiftet.

 

Bibliografi

Digte

Ditlevsen, Tove:
Pigesind. 1939.
Ditlevsen, Tove:
Lille verden. 1942.
Ditlevsen, Tove:
Blinkende lygter. 1947.
Ditlevsen, Tove:
Kvindesind. 1955.
Ditlevsen, Tove:
De voksne. 1969.
Ditlevsen, Tove:
Det runde værelse. 1973.
Ditlevsen, Tove:
Samlede digte. 1996.
Ditlevsen, Tove: Der bor en pige i mig, som ikke vil dø. Gyldendal, 2017. Udvalg og efterord af Olga Ravn.

Romaner

Ditlevsen, Tove:
Man gjorde et barn fortræd. 1941.
Ditlevsen, Tove:
Barndommens gade. 1943.
Ditlevsen, Tove:
For barnets skyld. 1946.
Ditlevsen, Tove:
Vi har kun hinanden. 1954. Radioroman
Ditlevsen, Tove:
To som elsker hinanden. 1960.
Ditlevsen, Tove:
Ansigterne. 1968.
Ditlevsen, Tove:
Vilhelms værelse. 1975.

Noveller

Ditlevsen, Tove:
Den fulde frihed. 1944.
Ditlevsen, Tove:
Dommeren. 1948.
Ditlevsen, Tove:
Paraplyen. 1952.
Ditlevsen, Tove:
Den onde lykke. 1963.
Ditlevsen, Tove:
Frygt. 1968.
Ditlevsen, Tove:
Samlede noveller. Gyldendal, 1998.
Ditlevsen, Tove:
Samlede noveller. 2. udgave, Gyldendal, 2015.

Børnebøger

Ditlevsen, Tove:
Annelise - tretten år. 1958.
Ditlevsen, Tove:
Hvad nu Annelise? 1960.
Ditlevsen, Tove:
Der var engang en lille hest. 1961.

Erindringer

Ditlevsen, Tove:
Flugten fra opvasken. 1959.
Ditlevsen, Tove:
Barndom. 1967.
Ditlevsen, Tove:
Ungdom. 1967.
Ditlevsen, Tove:
Gift. 1971.
Ditlevsen, Tove:
Min nekrolog og andre skumle tanker. 1973.
Ditlevsen, Tove:
Parenteser. 1973.
Ditlevsen, Tove:
Tove Ditlevsen om sig selv. 1975.
Ditlevsen, Tove:
En sibylles bekendelser. 1976.
Ditlevsen, Tove:
Kære Victor. 1993.

Tekster

Ditlevsen, Tove:
Jeg ville være enke, og jeg ville være digter. Gyldendal, 2015. Redigeret af Olga Ravn.
Ditlevsen, Tove: Små hverdagsproblemer. Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal 1956-1976. Gladiator, 2018.
Ditlevsen, Tove: Kærlig hilsen, Tove. Breve til en forlægger. Gyldendal, 2019.

Nogle af Tove Ditlevsens digte sat i musik

Mathilde:
Pigesind. 1975. (kun lp og mc).
Linnet, Anne:
Kvindesind. 1977.
Linnet, Anne:
Barndommens gade. 1986.
Barfoed, Anne:
Så tag mit hjerte. 1996.
Barfoed, Anne:
Sig ja. 1997.

Om Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen om sig selv. 1973. 3. udg. 1986.
Om Tove Ditlevsen. En bog skrevet af venner og andre, der kendte hende. 1976.
Knudsen, Susanne:
Imellem skidt og skrift 1989. - debatterende og skrivende kvinder i midten af det 20. århundrede.
Nagel, Ester:
Husmor og skribøse. 1989. En brevveksling med Tove Ditlevsen.
Danske digtere i det 20. århundrede - bind 3. 1981. Mette Winge skriver om Tove Ditlevsen, s. 241-256.
Andersen, Jens:
Til døden os skiller: et portræt af Tove Ditlevsen. 1997.
Læsninger i dansk litteratur. Bind 4. 1997 (81.6). Heri: Lise Busk-Jensen: Tove Ditlevsen - Ansigterne.
Nordisk kvindelitteraturhistorie. Bind 3. 1997 (81.5)
Syberg, Karen:
Tove Ditlevsen: myte og liv. 1997.
Den onde lykke: ægteskab og forfatterskab hos Tove Ditlevsen 1998. Tv-portrætudsendelse. Reporter: Liv Thomsen.
Ugebladsdamebrevkasser 2001. Research og udvælgelse Aase Gullestrup. Indeholder eksempler på Tove Ditlevsens virksomhed i Illustreret Familie-Journal som brevkasseredaktør 1956-76.
Gade, Sven Ove:
Ulanen. En biografi om Victor Andreasen. 2002. (99.4). I bogen omtales Tove Ditlevsens stormfulde ægteskab med chefredaktør Victor Andreasen.
Egholm Andersen, Frank:
Tove Ditlevsen som ung. 2004.
Syberg, Karen:
Tove Ditlevsen: myte og liv. 2008. (ny udgave)
Wesche, Anne-Sofie Storm: Tove Ditlevsen : et portræt. Storyhouse, 2018. (99.4 Ditlevsen, Tove).

Om forfatteren

Links

Værket gennemgås kort, og der henvises til sekundær litteratur om værket, samt til links. Fra Litteratursiden.dk

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tove Ditlevsen

Film

Se filmen på Filmcentralen.