Jonas Eriksson

Jonas Eriksson er født i 1974 og voksede op alene sammen med sin far. Da han var ni år, fik faren en kæreste, og da hun tre år senere blev gravid, blev han smidt ud hjemmefra og anbragt på børnehjemmet Godhavn i Tisvilde. Her boede han i knap tre år, mens han gik i 7., 8. og 9. klasse, og det var her, han for første gang fik fornemmelsen af at kunne skrive: ”På Godhavn gik jeg i skole om formiddagen og på værksteder om eftermiddagen. Til danskeksamen skrev jeg en stil og en af de få gode lærere syntes den var helt fantastisk god. Det var fedt at skrive den og det plantede måske et korn, et frø i min bevidsthed, der har spiret.” (Aftenklubben: Gæst Jonas Eriksson. Radio Nova, februar 2023).

I sine ungdomsår trænede Jonas Eriksson meget kampsport, og da han som 20-årig fik en alvorlig knæskade og var ukampdygtig i halvandet år, kom skrivetrangen op i ham igen. Han skrev side efter side på en vampyrhistorie, men i takt med, at hans omgangskreds syntes han var en ”knucklehead”, og træningen igen fyldte mere og mere, lagde han det til side, velvidende, at når han holdt op med at konkurrere, ville han til det igen: ”Jeg sluttede med at kæmpe som 35-årig og så begyndte jeg at skrive igen. Jeg har skrevet to bøger før denne her, som jeg har sendt ind til forlag. Jeg mødte Dennis Gade Kofod, der er etableret forfatter og har en kampsportsklub på Bornholm, og han hjalp mig med at skrive og lære håndværket. For et års tid siden gav han det videre til sin forlægger og så fik jeg tilbudt en kontrakt.” (Aftenklubben: Gæst Jonas Eriksson. Radio Nova, februar 2023). Så efter at have arbejdet med manuskriptet i seks år kunne Jonas Eriksson i 2023 debutere med den historiske roman ”Vejen hjem”. Historien havde ændret form undervejs, da den begyndte som en young adult piratroman, der foregik i 1700-tallet, men endte med at blive fortællingen om den unge teologistuderende Thomas, der kommer til Guldkysten.

Eriksson har været dørmand på københavnske natklubber og værtshuse. Som MMA-kæmper har han været blandt den første generation af professionelle og han har været med til at starte flere kampsportsklubber, og i dag underviser han i kampsport i København. Han har taget en HF-eksamen og blev i 2019 cand.mag. i historie fra Københavns Universitet, og netop kløften mellem dørmandsmiljø og kampsport til forfattergerningen har været en udfordring: ”Jeg kunne mærke, at folk dengang syntes, det var helt urealistisk, at sådan en som mig skulle være forfatter. Og det er jo en svær position at komme ud af, men jeg endte nok med at skrive på ren trods,” siger han til Bogmagasinet. (Line Rasmussen: Hvad gør man, når anmelderne kan lide ens bog? Bogmagasinet, april 2023).

Jonas Eriksson er far til en dreng og bor i København.

I sin billedrige 1700-talsroman ”Vejen hjem” fra 2023 giver Jonas Eriksson liv til karakteren Thomas Jespersen, der er rejst fra landet til København, hvor han læser teologi. Hans mor er død, og den aldrende stedfar Anders vil nu have Thomas hjem til gården. Da den højtstående enkefru Dorothea Kragh tilbyder Thomas at betale for hans studier, mod at han i to år rejser til Guldkysten som regnskabsassistent, er det nemt at tage beslutningen om at rejse. Den purunge Thomas går ombord på fregatten Leonora og skal lære både et nyt sprog og en ny omgangsform på den fysisk og psykisk strabadserende rejse sydover. Skibsjargonen er detaljeret og præcist gengivet i både kommandoer og beskrivelser af de mange rutiner i det skarpt hierarkiske liv ombord.

På Guldkysten går Thomas i land, og med ham som perspektivbærer i tredjeperson ser vi alt som for første gang: palmer, aber og afrikanere. På det danske fort bliver han budt velkommen af en sølle forsamling: den anløbne guvernør Hartvig Meyer, som Thomas skal efterfølge, den febersyge tyske regnskabsmand Gynther og husholdersken Asioke.

135426881

Hurtigt går det op for Thomas, at der på enkefru Kraghs foranledning føres dobbelt regnskab, og da Meyer indser dette, sender han Thomas ind i landet for at finde slaver til handlen. Denne rejse ind i det ukendte er som at træde ind i en febersyg fantasi, et eksotisk delirium. De lokale stammer og konger kæmper mod hinanden, og barbariet vil ingen ende tage.

Da Thomas vender tilbage til fortet efter at have set døden i øjnene, har han i modsætning til Meyer fået forseglet en aftale om handel med slaver. Lokale stridigheder gør, at Thomas flygter ud på Leonora og med det nu fuldt lastede slaveskib sætter kurs mod Sankt Thomas i Dansk Vestindien. Ombord har de slaver i små kasser, der en gang om dagen kommer på dæk for at blive ”fodret og spulet”.

Eriksson skriver i en spillevende og plotmættet prosa med historikerens blik på tidsbevarende detaljer og forfatterens blik for, hvad der definerer et menneske og dets vej gennem livet. Thomas dæmper sin uro og angst med stemningsfulde minder fra gården derhjemme, men efterhånden må han også sande, at det middel holder op med at virke, for nok er han rundet af sin historie, men den skrives også hele tiden undervejs, under den store stjernehimmel.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vejen hjem"

Jonas Eriksson har med ”Vejen hjem” skrevet en plotdrevet, menneskenær historisk roman med blik for de mange detaljer, der kendetegner såvel datidens København som rutinerne på fregatten Leonora og det fugtigvarme klima på Guldkysten. Det har været vigtigt for forfatteren at skabe en troværdig kulisse for fortællingen, hvilket han har brugt sin ballast som historiker til. Med perspektivet helt tæt på Thomas Jespersen afdækker Eriksson, hvordan et naivt, ungt menneske ved sit møde med en brutal verden må revidere sit syn på mennesket generelt og på sig selv. Den historie, der har formet ham og som han troede var hans historie, skal skrives om, og at Eriksson inviterer læseren med på rejse, er med fuldt overlæg: ”Det at læse er en øvelse i empati, det at skrive er en øvelse i empati. Du sætter dig i andres sted, følger dem og lever med dem, hvilket giver et andet blik på virkeligheden. Hvis folk gennem min roman kan forstå, hvorfor det er svært for hovedpersonen Thomas, så kan de måske også lære at forstå, hvorfor livet er svært for mennesker ude i virkeligheden.” (Victor Boy Lindholm: Tidligere MMA-kæmper debuterer som forfatter. Euroman, 2023-05-08).

”Vejen hjem” foregår i 1700-tallet, hvor den danske slavehandel var i sin vorden, og om den periode ­– og hvad vi kan lære af den i dag – siger Eriksson: ”Det er et mørkt og superinteressant kapitel i Danmarkshistorien, som vi ikke taler så meget om. Det undrer mig, at vi har så stor berøringsangst. Det er en del af vores arv på godt og ondt. I USA er kolonitiden en del af deres nationale selvforståelse. De har en helt anden historie end os. Vi har ikke, som dem, en hel befolkningsgruppe af efterkommere af slavetiden, men vi har nogle andre ting, vi kunne tale om – klasse, for eksempel, og de udfordringer, som indvandrere og deres efterkommere står over for, når de skal deltage i samfundet,” (Line Rasmussen: Hvad gør man, når anmelderne kan lide ens bog? Bogmagasinet, april 2023).

Det er en ekstremt voldelig roman, så man undervejs næsten må læse med lukkede øjne. Der brændemærkes, kølhales og dræbes i et væk, og til sidst bliver selv den følsomme og moralsk retvinklede Thomas nogenlunde kold over for modbydelighederne. Om det siger forfatteren i et interview med Euroman: ”Men vi kan blive normaliseret til volden, så vi bliver følelsesløse over for det, vi ser. Det sker for Thomas undervejs, og et af de spørgsmål, romanen stiller er, hvor meget der skal til, før man kan bryde med volden?” (Victor Boy Lindholm: Tidligere MMA-kæmper debuterer som forfatter. Euroman, 2023-05-08). Netop perspektiver med vold, hierarkier og privilegier fylder i romanen, som uden at være en samtidsroman tager universelle emner op, der kan kaste lys over strukturelle udfordringer med klasse, økonomi og livsvilkår i dag.

Tiden med dansk slavehandel er før beskrevet i litteraturen af blandt andre Kelvin Lindemann i hans ”Huset med det grønne træ” fra 1942 og ”Gyldne kæder” fra 1948 og af Jakob Bech Nygaard i ”Guvernøren” fra 1956. Et centralt værk inden for emnet er Thorkild Hansens trilogi med ”Slavernes kyst”, ”Slavernes skibe” og ”Slavernes øer” (1965-70). Hos både Kelvin Lindemann og Thorkild Hansen optræder den dansk-tyske naturhistoriker Paul Erdmann Isert (der i mange år arbejdede på Guldkysten) som karakter, og han er også en central karakter i Jeppe Brixvolds digre roman ”I de levendes verden” (2023), der over 900 sider udfolder den transatlantiske slavehandel set fra både et europæisk og et afrikansk perspektiv.

I de senere år er der kommet et fornyet blik på denne mørke del af den danske historie i værker som f.eks. Mich Vraas ”Håbet”, ”Peters kærlighed” og ”Faith” (2016-18), der med udgangspunkt i de teologiske dyder tro, håb og kærlighed fra Kærlighedens højsang i Det Nye Testamente handler om livet på slaveskibene og i kolonierne.

I 2020 havde Sofie Malmborg sin litterære debut med romanen ”Bargums synder” om den danske slavehandler Frederik Bargum, der begynder sin købmandskarriere med norsk tømmer og ærgerrigt udvider til slavehandel. I lighed med Erikssons ”Vejen hjem” er denne rig på detaljer om datidens København og skriver uden at dømme en voldsom periode i danmarkshistorien levende frem.

Også Kim Langer har i sine forbundne bøger ”Den afrikanske forbandelse” (2009) og ”Flugten fra Vestindien” (2010) skrevet om henholdsvis livet som slave på det danske fort Christiansborg på Guldkysten i Vestafrika og som slave i Dansk Vestindien i tiden omkring det store slaveoprør i 1848.

I forhold til at bedrive storslået historiefortælling har Jonas Eriksson et slægtskab med en forfatter som Kim Leine, der også med historisk resonans kan tage sin læser i hånden og fortælle en god historie over mange sider.