Vejen hjem

Citat
”Lampen stod på de to planker, der udgjorde en slags gangbro hen over Leonoras kølsvin og linse. (…) Længere agterude stak rækkerne af fodsåler ud fra de mørke sprækker mellem afsatserne. Thomas ville aldrig have troet på, at et sted som dette fandtes, hvis han ikke havde set det. Fire etager af hylder, stuvet med mennesker, fyldte hele rummet med kun en passage i midten, der ikke var bredere, end at en mand kunne komme frem.”
”Vejen hjem”, s. 308.

I sin billedrige 1700-talsroman ”Vejen hjem” fra 2023 giver Jonas Eriksson liv til karakteren Thomas Jespersen, der er rejst fra landet til København, hvor han læser teologi. Hans mor er død, og den aldrende stedfar Anders vil nu have Thomas hjem til gården. Da den højtstående enkefru Dorothea Kragh tilbyder Thomas at betale for hans studier, mod at han i to år rejser til Guldkysten som regnskabsassistent, er det nemt at tage beslutningen om at rejse. Den purunge Thomas går ombord på fregatten Leonora og skal lære både et nyt sprog og en ny omgangsform på den fysisk og psykisk strabadserende rejse sydover. Skibsjargonen er detaljeret og præcist gengivet i både kommandoer og beskrivelser af de mange rutiner i det skarpt hierarkiske liv ombord.

På Guldkysten går Thomas i land, og med ham som perspektivbærer i tredjeperson ser vi alt som for første gang: palmer, aber og afrikanere. På det danske fort bliver han budt velkommen af en sølle forsamling: den anløbne guvernør Hartvig Meyer, som Thomas skal efterfølge, den febersyge tyske regnskabsmand Gynther og husholdersken Asioke.

135426881

Hurtigt går det op for Thomas, at der på enkefru Kraghs foranledning føres dobbelt regnskab, og da Meyer indser dette, sender han Thomas ind i landet for at finde slaver til handlen. Denne rejse ind i det ukendte er som at træde ind i en febersyg fantasi, et eksotisk delirium. De lokale stammer og konger kæmper mod hinanden, og barbariet vil ingen ende tage.

Da Thomas vender tilbage til fortet efter at have set døden i øjnene, har han i modsætning til Meyer fået forseglet en aftale om handel med slaver. Lokale stridigheder gør, at Thomas flygter ud på Leonora og med det nu fuldt lastede slaveskib sætter kurs mod Sankt Thomas i Dansk Vestindien. Ombord har de slaver i små kasser, der en gang om dagen kommer på dæk for at blive ”fodret og spulet”.

Eriksson skriver i en spillevende og plotmættet prosa med historikerens blik på tidsbevarende detaljer og forfatterens blik for, hvad der definerer et menneske og dets vej gennem livet. Thomas dæmper sin uro og angst med stemningsfulde minder fra gården derhjemme, men efterhånden må han også sande, at det middel holder op med at virke, for nok er han rundet af sin historie, men den skrives også hele tiden undervejs, under den store stjernehimmel.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vejen hjem"