Jonas Eriksson er født i 1974 og voksede op alene sammen med sin far. Da han var ni år, fik faren en kæreste, og da hun tre år senere blev gravid, blev han smidt ud hjemmefra og anbragt på børnehjemmet Godhavn i Tisvilde. Her boede han i knap tre år, mens han gik i 7., 8. og 9. klasse, og det var her, han for første gang fik fornemmelsen af at kunne skrive: ”På Godhavn gik jeg i skole om formiddagen og på værksteder om eftermiddagen. Til danskeksamen skrev jeg en stil og en af de få gode lærere syntes den var helt fantastisk god. Det var fedt at skrive den og det plantede måske et korn, et frø i min bevidsthed, der har spiret.” (Aftenklubben: Gæst Jonas Eriksson. Radio Nova, februar 2023).
I sine ungdomsår trænede Jonas Eriksson meget kampsport, og da han som 20-årig fik en alvorlig knæskade og var ukampdygtig i halvandet år, kom skrivetrangen op i ham igen. Han skrev side efter side på en vampyrhistorie, men i takt med, at hans omgangskreds syntes han var en ”knucklehead”, og træningen igen fyldte mere og mere, lagde han det til side, velvidende, at når han holdt op med at konkurrere, ville han til det igen: ”Jeg sluttede med at kæmpe som 35-årig og så begyndte jeg at skrive igen. Jeg har skrevet to bøger før denne her, som jeg har sendt ind til forlag. Jeg mødte Dennis Gade Kofod, der er etableret forfatter og har en kampsportsklub på Bornholm, og han hjalp mig med at skrive og lære håndværket. For et års tid siden gav han det videre til sin forlægger og så fik jeg tilbudt en kontrakt.” (Aftenklubben: Gæst Jonas Eriksson. Radio Nova, februar 2023). Så efter at have arbejdet med manuskriptet i seks år kunne Jonas Eriksson i 2023 debutere med den historiske roman ”Vejen hjem”. Historien havde ændret form undervejs, da den begyndte som en young adult piratroman, der foregik i 1700-tallet, men endte med at blive fortællingen om den unge teologistuderende Thomas, der kommer til Guldkysten.
Eriksson har været dørmand på københavnske natklubber og værtshuse. Som MMA-kæmper har han været blandt den første generation af professionelle og han har været med til at starte flere kampsportsklubber, og i dag underviser han i kampsport i København. Han har taget en HF-eksamen og blev i 2019 cand.mag. i historie fra Københavns Universitet, og netop kløften mellem dørmandsmiljø og kampsport til forfattergerningen har været en udfordring: ”Jeg kunne mærke, at folk dengang syntes, det var helt urealistisk, at sådan en som mig skulle være forfatter. Og det er jo en svær position at komme ud af, men jeg endte nok med at skrive på ren trods,” siger han til Bogmagasinet. (Line Rasmussen: Hvad gør man, når anmelderne kan lide ens bog? Bogmagasinet, april 2023).
Jonas Eriksson er far til en dreng og bor i København.