Foto: Ib Helles Olsen / Forfatterweb

Kim Fupz Aakeson (børn og unge)

bibliotekar Majken Jørgensen. Senest opdateret af cand.mag. Helle Eeg, marts 2022. Blå bog og bibliografi opdateret oktober 2024.
Top image group
Foto: Ib Helles Olsen / Forfatterweb

Gennem sin 40-årige karriere har Kim Fupz Aakeson bidraget til dansk film og litteratur med et væld af værker. Han har skrevet prisvindende filmmanuskripter og uforglemmelige bøger til både børn og unge. Han er ikke bange for at tage svære og alvorlige emner op, men gør det oftest med strejf af humor og ironi. 

Kim Fupz Aakeson har også skrevet til voksne, men i dette forfatterportræt omtales hans bøger og historier for børn og unge. 

 

139112482

Blå bog

Født: 12. september 1958 i København som Kim Fobian Aakeson.

Uddannelse: Manuskriptforfatter ved den danske filmskole, 1996.

Debut: Gå løs på livet fra. Københavns Bogforlag, 1982. Tegneserie.

Litteraturpriser: Kulturministeriets Børnebogspris, 1990. Dansk vinder i nordisk konkurrence om bedste ungdomsroman, 1992. Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris, 1992. Zilveren Zoenen (Holland), 1998. Børnebibliotekarernes Kulturpris, 1999. Forlaget Carlsens Børnebogspris (sammen med Cato Thau-Jensen), 2000. Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris, 2000. Robert for bedste danske filmmanuskript, 2000. Danske Dramatikeres Forbunds Allen-prisen, 2002. Æres-Bodil (kollektivt tildelt Kim Fupz Aakeson, Mogens Rukov og Anders Thomas Jensen for filmmanuskripter), 2003. Gyldendals store børnebogspris, 2010. Orlaprisen, 2014. Skriverprisen, Årets læse-let-forfatter, 2016. Carlsenprisen, 2022.

Seneste udgivelse: Drengestreger. Gyldendal, 2024. Noveller. 

 

SE OGSÅ VOKSENPORTRÆTTET: Kim Fupz Aakeson

Artikel type
boern

Baggrund

"Vil du ikke holde hende? Hun går bare i stykker, mumler verdens stærkeste mand og bakker lidt og synes han har de største og hårdeste hænder. Kom nu, siger Nora Johannesen. Det er også din baby. Men verdens stærkeste mand ser på den lille bitte baby og skal ikke nyde noget. Tænk hvis hun gik i stykker, hvis han kvaste noget, hvis han brækkede noget."
"Verdens stærkeste mand"

Kim Fupz Aakeson blev født i København som Kim Fobian Aakeson og er vokset op i Hvidovre og Albertslund. Efter at have udgivet sin første bog, tegneserien ”Gå løs på livet” i 1982, udgav han i 1984 billedbogen ”Hvem vover at vække guderne”. Oprindeligt var han tegner, men i dag skriver han først og fremmest børnebøger, som andre illustrerer, samt manuskripter til film og tv. 

Han holder dog mest af at skrive bøger: ”Børnelitteratur er blevet mit landsted. I den slapper jeg af. Børnelitteratur er et meget mere modigt område, end filmbranchen er. Der er mere angst i film, fordi der er så mange penge på højkant. Børnelitteraturen er så rig sammenlignet med børnefilm,” siger han i et interview med kulturmagasinet Fine Spind (Puk Qvortrup: Børnebøger om døden, vold i hjemmet og damenumser. Kulturmagasinet Fine Spind, 2017-05-15).

Fupz Aakeson har en HF-eksamen fra 1970'erne og en uddannelse som manuskriptforfatter fra Filmskolen i 1996. Derudover har Aakeson været dramatiker og freelanceillustrator for diverse aviser.

Kim Fupz Aakeson er kendt for at tage grænsesøgende emner op i sine børnebøger som blandt andet død og vold. Selv siger han om det, at: ”Danmark er et fantastisk sted at arbejde. Det er meget sjældent, man møder børnebøger fra udlandet, man kan være uenig i. Der har vi en frihed i Danmark, som jeg har benyttet mig af. Når man skriver inden for den her genre, vil der nok være noget, der er for alvorligt til de fleste. Alle bøger er ikke for alle. Diversiteten i vores børnekultur er super vigtig,” (Puk Qvortrup: Børnebøger om døden, vold i hjemmet og damenumser. Kulturmagasinet Fine Spind, 2017-05-15).

Kim Fupz Aakeson er bosat i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København.

Verdens grimmeste pige

”Nej. Hun var jo en sommerfugl. En sommerfugl med store, gule vinger og dejlige, orange og grønne farver. Så sart som en sommerfugl kan, fløj hun ud ad sit vindue, ud i det dejlige vejr, og alle de almindelige mennesker, der missede op mod solen, fik øje på hende.”

”Verdens grimmeste pige”, s. 39.

Kim Fupz Aakesons ”Verdens grimmeste pige” (1989) handler om ’hun’, der er verdens grimmeste pige. - Der  er sådan set ikke noget i vejen med hende;  hun har bare meget store ører. De var er så store og gule, at folk snakker om dem og peger, når hun går forbi. En dag får de også pletter. Hun prøver at få dem af, men det hjælper ikke.

 

29275971

Tak skal du ellers have, sagde siger folk, når de ser ørerne. Pigen prøver med smarte frisurer og moderne tøj, men ørerne ser stadig lige store ud. Faktisk vokser og vokser de. 

En dag går det op for pigen hvorfor. Hun er nemlig slet ikke grim; hun er en smuk sommerfugl med store, flotte vinger. Hun letter over byens tage, og folk nede på gaden kigger efter hende og siger: ”Det der er verdens smukkeste sommerfugl”. Men sommerfuglen er ligeglad, om den er smuk eller grim – den er fri til at flyve og glad for at være den, den er.

”Verdens grimmeste pige” er en moderne udgave af H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”. Begge historier handler om skabninger, der ikke bliver set af omverdenen for det smukke, de er. Og som til sidst finder sig selv og finder ud af, at de gode nok – præcis som de er.