”Man er den, man er, og du er ikke nogen fucking Kardashian fra Hellerup, du er Irene fra Ribe …”
”Au pair”, s. 102
Romanen er en klassisk coming of age fortælling. Da vi først møder Irene, har alle omkring hende klare meninger om, hvem hun er: Hendes mor vil have hende til at overtage sin frisørsalon, Irenes søster synes hun skal droppe snobbede Hellerup og komme hjem til Ribe, Irenes veninde vil have, at hun er mere ”åben”, og Mie vil have, at hun smelter ind i rollen som den perfekte au pair.
Den eneste, der ikke ved hvem hun er, er Irene selv. Langsomt bliver Irene dog tvunget til at mærke efter selv og ikke mindst hvor hendes grænser går. Mie og Thors ægteskab er nemlig ikke så perfekt, som det ser ud på overfladen, de andre au pairs, de fleste fra Filippinerne, har ikke så gode arbejdsforhold som veninderne fra Hellerup påstår, og de gamle veninder fra Ribe er måske ikke så selvsikre, som de ser ud på Instagram.
Et tema igennem romanen er moderskab og hvordan det kan se ud på tværs af kulturer og økonomisk formåen. Mie detailstyrer Kastanjes hentetider, madvaner, legetøj og skærmtid, men har udliciteret det daglige omsorgsarbejde til Irene, så hun selv kan passe sin virksomhed. Dette vilkår deler Mie med de filippinske au pairs, som også alle har efterladt børn i hjemlandet for at kunne tage til Danmark og tjene penge. Alligevel har Irene svært ved at accepterer de filippinske au pairs valg. Flere gange i løbet af romanen bliver Irene dog udfordret af de filippinske au pairs, som ikke har helt så ondt af sig selv, som Irene har. Det går langsomt op for Irene, at virkeligheden ikke er så sort og hvid, som hun gik og troede. Spørgsmålet er, hvordan man står fast på egne ideologiske, etiske og personlige grænser i en gråtonet verden.
