portræt af Annette Bjergfeldt
Foto: Sif Meincke

Annette Bjergfeldt

cand.mag. Marie Hauge Lykkegaard, juni 2024.
Top image group
portræt af Annette Bjergfeldt
Foto: Sif Meincke

Hvad stiller man op med de anekdoter, man samler sammen gennem livet? Annette Bjergfeldt skriver dem ind i sine romaner, som er store fortællinger med kærligheden som rød tråd. I dem kan man blandt andet støde på en russisk cirkusprinsesse, hvis første kærlighed blev spist af en flodhest og en tangodanserinde, der kan genkende folk på deres fodtrin. Et spraglet persongalleri, inspireret af levet liv. I alt fald måske. Sådan er det nemlig med anekdoter, og også med levet liv for den sags skyld. Det stikker nemt i uventede, men underholdende retninger, og det gør det hos Annette Bjergfeldt. 

136761781

 

Blå bog

Født: 1961 i Virum.

Uddannelse: Studier på billedkunstlinjen på Aarhus Kunstakademi og Italiensk på Aarhus Universitet.

Debut: Børste. Alvilda, 2010. Børnebog.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste danske udgivelse: Mr. Saitos rejsebiograf. Modtryk, 2023. Roman.

Inspiration: Minder fra forfatterens eget levede liv, venner og familiemedlemmers anekdoter, Oscar Wilde, Gabriel García Márquez og andre sydamerikanske, magisk-realistiske forfattere.

 

 

Videoklip
Annette Bjergfeldt fortæller om ”Højsangen fra Palermovej” i en video lagt op af forlaget Modtryk i 2020.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hannibal fik en drøm: Han så et hus for sig, fuldt af lys og åbne vinduer. Med børnelatter, kunst og kærlighed. Digterne skulle recitere skøn poesi under hængepilen i baghaven, og bohemerne feste under hans tag. Vidunderlig musik ville stige ud ad de åbne vinduer og få huset til at svæve. Det så han for sig: et svævende hus.”
”Højsangen fra Palermovej”, s. 13.

Annette Bjergfeldt er født i 1961. Hun voksede op i Virum nord for København og havde bedsteforældre på Amager, hvor debutromanen ”Højsangen fra Palermovej” foregår. Der skulle dog gå 59 år, før verden fik den bog at læse, for Annette Bjergfeldts karriere begynder et andet sted. I sine tyvere gik hun på Aarhus Kunstakademi. Derefter begyndte hun at læse italiensk. ”Så læste jeg det et år. Men så tænkte jeg, det skal jeg da ikke, jeg skal da lave musik. Pludselig kunne jeg se, at det var det, jeg skulle.” (Kirstine Lefevre: Fra sangskriver til romanforfatter: Nogle gange får man en flodhest, selv om man har bestilt en elefant. Aarhus Stiftstidende, 2020-06-01).

Som musiker har Annette Bjergfeldt udgivet seks album og modtaget P4-prisen og Sangskrivernes Hæderspris. Hun har undervist Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel, turneret med band i USA, skrevet en musikfagbog og tre børnebøger. Og så i 2020 romandebuterede hun i en alder af 59 år med ”Højsangen fra Palermovej”. Romanens tilblivelse er tæt koblet til Bjergfeldts virke som musiker, for når hun optrådte, havde hun altid en masse familieanekdoter med, som hun underholdt publikum med fra scenen: ”Siden lagde jeg koncerterne lidt på hylden, men hver gang jeg åbnede en skuffe med notater, tænkte jeg; alle de der løsrevne historier er da egentlig meget sjove.” (Kirstine Lefevre: Fra sangskriver til romanforfatter: Nogle gange får man en flodhest, selv om man har bestilt en elefant. Aarhus Stiftstidende, 2020-06-01). Sådan fik hun hul på romanen, som i 2020 blev nomineret til Bogforums Debutantpris.

Forfatterskabet bygger på historier samlet sammen gennem et begivenhedsrigt liv. Om at forfatterdebutere i en høj alder siger Bjergfeldt: ”Jeg tænker slet ikke på mit liv som en masse omveje, jeg skulle prøve af, før jeg blev fuldblodsforfatter. Jeg ser mere mit liv som en stor buffet, hvor jeg har spist forskellige retter. Nu skriver jeg romaner.” (Michael Solgaard: Hele verden læser om Amager – debutroman er udgivet på 19 sprog. Børsen, 2023-09-13).

Annette Bjergfeldt har boet på Amager og i Canada, hvor hendes to romaner foregår. I dag bor hun på Østerbro i København. Hendes seneste roman ”Mr. Saitos rejsebiograf” blev i 2024 nomineret til Martha-prisen.

Højsangen fra Palermovej

”Hun starter med at brække sig i den petroleumsblå sofa. Så stiller hun sig op i vindueskarmen og åbner vinduet.
”Højsangen mangler et vers”, brøler hun ud i natten, så alle nede på gaden ser op. ”Noget om, hvor højt elsket man er, når man er allermest grim og rasende! Ikke kun noget om liljer og duer, men også når man elsker som et FLODSVIN!””
”Højsangen fra Palermovej”, s. 284.

Annette Bjergfeldts debutroman ”Højsangen fra Palermovej” (2020) er en familiekrønike rammesat i en villa på Amager i København. Fortælleren er Esther, hvis morfar Hannibal som ung køber villaen med drømmen om at skabe et hjem, hvor stor kunst og kærlighed kan udfolde sig. Han gifter sig impulsivt med den russiske cirkusprinsesse Varinka, som få måneder inden har set sit livs kærlighed blive slugt af en flodhest i et fatalt mislykket cirkusnummer. Der bliver hverken stor kunst eller kærlighed i villaen. Varinka bruger det meste af tiden på hundevæddeløb, men parret når at få en datter, inden Hannibal dør. Datteren bliver med tiden stewardesse. Hun møder Esthers svenske ’pappa’ på en flyvetur, og sammen får de tre piger – først den svagelige Filippa og siden tvillingerne Esther og Olga.

48144853

Det er denne familie i tre generationer, der bor sammen på Palermovej. Esther gengiver deres liv fra bedsteforældrenes møde i 1920’ernes Petrograd over Esthers trygge barndom på 1960’ernes Palermovej og videre op gennem de næste årtier. Esther bliver billedkunstner, og hun møder og mister den store kærlighed. Olga bliver operasangerinde, Filippa dør, og forældrene flytter fra hinanden. Hen mod slutningen vender Esther tilbage til Palermovej og starter en malerskole for børn. Således opfyldes morfar Hannibals ønske om kunst og kærlighed omsider med næsten et århundredes forsinkelse.

Romanen er inddelt i tre satser – som en symfoni. Den første er i dur, de sidste to i mol. Vi bevæger os fra glæde over i det sørgmodige. 

Titlen er hentet fra Salomons højsang i Bibelen. Denne lovprisende tekst var Hannibals ultimative idealforestilling om, hvad kærlighed bør være. Nu bliver den også Esther og Olgas ideal: ”Hvor er du fager, min veninde”, messer søstrene til hinanden, mens de længes efter århundredets kærlighed. Men med tiden indser de, at højsangen mangler et vers, der beskriver kærligheden, når den er grim og klodset som en flodhest.

Fortællestilen er anekdotisk, og ofte indgår usandsynlige eller overnaturlige elementer i anekdoterne. Det usandsynlige underbygges af replikken: ”Miraklernes tid var ikke forbi”, der gentages flere gange undervejs.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Højsangen fra Palermovej"