Cormac McCarthy

Artikel type
voksne
journalist og cand.mag. Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Main image
McCarthy, Cormac
Foto: Pulitzers Fiction / POLFOTO

Indledning

Cormac McCarthys forfatterskab er grænseoverskridende i mere end én forstand. Dels beskæftiger han sig med overgangene mellem modsætninger som voksenliv og barndom, godt og ondt og fornuft og irrationalitet. Og dels kan den udpenslede vold i bøgerne overskride læserens grænser for, hvad man kan sætte på skrift. Og endeligt udspiller McCarthys historier sig også fysisk i et grænseland, nemlig det der ligger mellem USA og Mexico. Centralt for McCarthy står spørgsmålet om, hvad vi gør, når tingene sættes på spidsen. Hans konklusion er bestemt ikke opløftende, romanerne er fyldt med forfærdelige skurke og helte, hvis gode gerninger uundgåeligt resulterer i katastrofe. For McCarthy er vores moral og idealer blot en tynd fernis, der forsvinder så snart illusionen om det trygge liv tages fra os.

 

29997810

Blå bog

Født: 20. juli 1933 i Providence, Rhode Island.

Uddannelse: Collegestudier på University of Tennessee.

Debut: The Orchard keeper, Random House, 1965. (ikke oversat til dansk). Roman.

Priser: National Book Award, 1992. National Book Critics Circle Award, 1992. James Tait Black Memorial Prize, 2006. Pulitzerprisen, 2007.

Seneste udgivelse: Vejen. Gyldendal, 2010. Roman.

Inspiration: Herman Melville. 

Baggrund

“Mørkt på grund af den usynlige måne. Nætterne var nu kun en lille smule mørkere end dagene. Om dagen bevægede den fordrevne sol sig i et kredsløb rundt om Jorden som en sørgende mor der går rundt og rundt med en lampe.”

.
“Vejen”, s. 33.

Cormac McCarthy er egentlig ikke meget for, at offentligheden følger med i, hvad han laver. Han mener, at hans egne tolkninger blot forurener folks læseoplevelse og forstyrrer hans eget skrivearbejde. Men i takt med at hans forfatterskab er blevet berømt over det meste af verden, er McCarthy langsomt blødt op. Da han i 2007 vandt Pulitzerprisen for “Vejen”, blev romanen samtidig månedens bog i tv-værten Oprah Winfreys bogklub. Da stillede den ellers sky McCarthy op til et interview, hvor han redegjorde en smule for sit forfatterskab. Interviewet afslørede en stilfærdig og venlig midaldrende mand, som stod i kraftig kontrast til sit foruroligende forfatterskab. 

Cormac McCarthy blev født på Rhode Island i 1933, men familien rykkede da han var ganske lille til Knoxville i Tennessee. McCarthy begyndte at læse på universitetet, men afbrød studierne for at melde sig til det amerikanske flyvevåben. Her tjente han et par år i Alaska og var desuden vært på en lokal radiostation. Siden vendte han tilbage til universitetet, men fuldendte aldrig studierne. I stedet udgav han sin første roman i 1965. Siden har McCarthy udgivet en række romaner i samarbejde med den samme redaktør som sit litterære forbillede, William Faulkner. McCarthy kommercielle gennembrud kom efter mange trange år som fattig forfatter i 1992, da han udgav den roste bestseller “Alle de smukke heste”, der samme år blev oversat til dansk. Siden har “Intet land for gamle mænd” (2005) og “Vejen” (2006) yderligere cementeret hans plads som en af Amerikas største nulevende forfattere og efter at begge film, med stor succes, blev filmatiseret i Hollywood-regi, er hans forfatterskab også nået ud til en bredere læsergruppe.

På trods af sin store succes er Cormac McCarthy ikke en mand med store armbevægelser. Han holder sig mest for sig selv, er ikke en del af noget litterært miljø, men omgiver sig i stedet med videnskabsfolk på universitetet i Santa Fe Institute i Texas, hvor han har en stilling som husforfatter.

Alle de smukke heste

“Så var hun væk. Han så hende gå, som om det var en drøm han selv var med i. Hele vejen ned ad perronen havde familier og kærestepar travlt med at omfavne hinanden. Han så en mand med en lille pige på armen, og manden snurrede den lille pige rundt og hun lo, men da hun fik øje på John Gradys ansigt, holdt hun op med at le.”
Cormac McCarthy: “Alle de smukke heste", side 263.

Cormac McCarthy udgav allerede sin første roman i 1965, men hans gennembrud udeblev indtil 1992, hvor “All the Pretty Horses” (”Alle de smukke heste”) blev rost til skyerne. Succesen vakte også udenlandsk interesse, og i Danmark stod Gyldendal for en dansk udgave af romanen året efter.

“Alle de smukke heste” er første del i McCarthys Grænselands-trilogi. Romanen er knapt så brutal som hans tidligere romaner, måske af den grund kastede det amerikanske publikum sig over bogen, og den blev oven i købet filmatiseret i Hollywood-regi i år 2000.

Bogen er en dannelsesroman om de to 16-årige drenge John Gradys og Rawlins' vilde rejse fra Texas til Mexico i 1948 – en rejse, der modner dem til at blive mænd. Hovedpersonen Johns syn på verden er romantisk og også lidt naivt, og han føler en stærk kærlighed til sine omgivelser på trods af nogle temmelig triste omstændigheder, for eksempel bedstefaderens død, samt en fraværende mor og en krigstraumatiseret far, der er gået fra hinanden.

John og Rawlins begiver sig på hesteryg af sted sydpå, og det bliver hurtigt klart, at tingene derude ikke altid fungerer som de to drenge er vant til hjemmefra. På rejsen til Mexico roder de sig konstant ud i problemer. De bliver jaget af revolvermænd og ender i fængsel, hvor de tortureres, og en medrejsende bliver slået ihjel. Mest traumatiserende for John er dog tabet af pigen Alejandra, som han forelsker sig i. Men hun må i sidste ende fravælge John af hensyn til sin familie. Mødet med virkeligheden er ikke nemt for en naiv idealistisk ungersvend som John, og da han i modværge slår en medfange ihjel, opdager han også sine egne mørke sider.

John er nu på rekordtid blevet voksen, og han kan sætte kurs mod sit hjem. Men han må sande, at hjemmet ikke eksisterer længere, og at han for altid må klare sig på egen hånd. I den forstand er “Alle de smukke heste” en form for tvistet dannelsesroman. I dannelsesromanen drager hovedpersonen ud i den store verden for at opleve og lære, for siden at vende hjem som et voksent menneske, der nu ved hvordan livet skal leves. Men i McCarthys udgave af dannelsesromanen kommer man ikke hjem igen, og John Gradys dannelsesproces ligner mere en forråelse, hvor ulykkerne regner ned over den stakkels knægt.