Paul Auster
Foto: Lisa Carpenter / Scanpix

Paul Auster

journalist og cand. mag. Niels Vestergaard. iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Opdateret af cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2017.
Top image group
Paul Auster
Foto: Lisa Carpenter / Scanpix
Main image
Auster, Paul
Foto: Tine Harden

Indledning

Mens Paul Auster er fejret som en af de største nulevende fortællere overhovedet i Europa, er han almindeligt ukendt i hjemlandet USA. Det er ikke tilfældigt. Auster udfolder sig inden for en åndshistorisk tradition, som er en hel del tættere på Paris i 1930'erne end Hollywood i dag. Hans fortællinger er fantastiske, sindrige, komplekse, og der er intet kulturelt fastfood over dem. Alligevel bliver de omsat som et andet ‘Happy Meal’ i Europa og ikke mindst herhjemme.

Paul Auster har en stor plads i danske bogelskeres hjerter, og kærligheden er gengældt. Således har flere af hans seneste romaner ramt en dansk boghandler længe før, de kom på markedet i USA – eller noget andet land i verden for den sags skyld.

 

47736153

Blå bog

Født: 3. februar 1947, Newark, New Jersey.

Uddannelse: Columbia High School, New Jersey; 1965-69 Columbia College, New York; '69-70 Columbia University, New   York (afbrød studierne efter et år).

Debut (fiktion): Squeeze Play, 1982 (Squeeze Play, 2003).

Priser: Prince of Asturias Award, 2006.

Seneste udgivelse: Samtaler med fremmede. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Talking to strangers, 2019). Oversat af: Rasmus Hastrup. (04.863)

Inspiration: Henry David Thoreau, Edgar Allen Poe, Herman Melville, Ralph Waldo Emerson og Samuel Beckett.

Se filmen

Ord på Filmstriben

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund


”Verden var ikke virkelig længere. Alt var en forfalskning, en kopi af det, det skulle have været, og alt, hvad der skete i den, burde ikke være sket. I lang tid bagefter levede Ferguson under denne illusions fortryllelse, gik i søvne gennem dagene og kæmpede for at falde i søvn om aftenen, dødtræt af den verden, han var holdt op med at tro på, tvivlende på alt, som viste sig for hans øjne”.

”4 3 2 1”, s. 94-95.

Paul Benjamin Auster voksede op som en ualmindeligt politisk og socialt bevidst knægt i en ellers ganske almindelig kernefamilie i en middelklasseforstad til New York i halvtredserne.

Som tiårig var han bekendt med forbrugerisme og materialisme som tidens store svøbe, og han gav sig af ubehag, når faderen luftede sit dollargrin foran naboerne, og når moderen tog ham med på sine elskede shopppingture. Ellers passede Paul Auster sin skole, spillede baseball og drog på sommerlejr som de fleste andre amerikanske drenge på hans alder. Efter highschool rejste han til Europa, hvor han flakkede rundt og skrev på et manuskript, som – til hans lettelse – siden hen forsvandt. Efter nogle måneder vendte han hjem igen og påbegyndte studier meldte sig ind på det velrenommerede universitet Colombia i New York, hvor han øjeblikkeligt kom i clinch med en studievejleder.

I 1968 fik hans utilfredshed et kollektivt udtryk. Studenteroprøret brød ud over hele den vestlige verden. Man ville af med ‘professorvældet’. Men på det tidspunkt var Auster på sit sidste år i college og på vej ud af systemet. Efter et kort intermezzo på universitetet begyndte en periode med forskellige småjobs, blandt andet på en olietanker. I halvfjerdserne ernærede han sig som kritiker, oversætter, essayist og digter, først i Paris, siden i New York. I 1980’erne slog han sig på prosa og underviste blandt andet på Princeton. Paul Auster er gift med forfatteren Siri Hustvedt og sammen har de datteren Sophie. De bor i Brooklyn, New York.

New York Trilogien

“New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af endeløse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv ...”
“By af glas” i New York Trilogien”.

Forfatterskabet Paul Auster får sit programmatiske udtryk i gennembrudsromanerne “ City of Glass ” fra 1985 (“By af glas”, 1987), “ The Locked Room ” fra 1986 (“Det aflåste værelse”, 1989) og “ Ghost ” fra 1986 (“Genfærd”, 1988) – siden kendt som “New York Trilogien”

I “By af glas” får hovedpersonen Quinn til opgave at finde en mystisk Kasper Hauser figur, som er i fare for at blive myrdet af sin sindssyge far, der netop er sluppet ud af fængslet. Opgaven var egentlig slet ikke til Quinn, den var til en privatdetektiv ved navn Paul Auster, men Quinn kunne ikke lade være med at tage den, da tilfældet spillede ham den i hænde. Han skriver selv detektivromaner (ligesom han er figur i en detektivroman), genkender sig selv i Auster og er nysgerrig.

I “Det aflåste værelse” forsvinder Fanshawe uden at efterlade andet end en bunke manuskripter til sin kone og nyfødte barn. Konen sætter sig i kontakt med Fanshawes barndomskammerat og romanens fortæller, som påtager sig at eksekvere hans litterære bo. Det viser sig at være en skæbnesvanger beslutning. Manuskripterne er af en ekstraordinær kvalitet og fylder inden længe hele hans professionelle liv. Konen er ikke mindre tiltrækkende, og inden længe rykker han ind i hendes seng og bliver far for hendes søn. Men Fanshawe bliver ved med at spøge i hans liv, og så en dag modtager han et brev …

29685541

I den strengt formalistiske “Genfærd” sidder en anden privatdetektiv, Blue, og stirrer på Black på den anden side af Orange Street. Black sidder og skriver og læser, og Blue, der er hyret af White til at skygge Black, prøver, som det er en god privat detektivs opgave, at sætte sig ind i, hvad Black tænker. Det lykkes ikke rigtigt og efter at have stjålet et af Blacks manuskripter blot for at konstatere, at det er hans egne rapporter, sætter en hvis paranoia ind, og han går over til grovere metoder.

Spejlingerne er gennemgående i alle tre romaner – mellem skygget og skygget, mellem figurer og fortæller og forfatter (flere af figurerne deler ikke bare profession – skribent – men også ydre biografiske data med Auster, og i “By af glas” som sagt endda navn). Fortællingerne afsløres langt hen ad vejen som dokumenter – en notesbog i “By af glas” og en rapport i “Genfærd”, og tematiseringen af selve skriveprocessen er gennemgående (for eksempel Black, der citerer Hawthorne i “Genfærd”: Writing is a solitary business. It takes over your life. In some sense, a writer has no life of his own.)

I 1987 blev “By af glas”, “Det aflåste værelse” og “Genfærd” samlet i ét bind og udgivet som “The New York Trilogy” (“New York Trilogien”, 1989), hvorefter Austers internationale anerkendelse var en realitet. Samme år udkom den vemodige, lige så stramme, men mindre kendte fremtidsfortælling “ In the Country of Last Things ” 1987, (“I det sidstes land”, 1989), hvorefter forfatterskabet gradvist tøede op med en række mere og mere medrivende værker, som siden har cementeret Austers position som en af det sene tyvende århundredes betydelige litterære personligheder.

Opfindelsen af ensomhed

“Den ene dag er der liv. Og så pludselig sker det, at der er død.”
“Opfindelsen af ensomhed”.
“Opfindelsen af ensomhed”.

Efter faderens død i de tidlige firsere, noterer Paul Auster i det selvbiografiske essay “Portræt af en usynlig mand” i “The Invention of Solitude” fra 1982 (“Opfindelsen af ensomhed”, 1990), at hans far forsvandt i alle de lag af vaner og ritualer, halvtredsernes middelklasse-USA havde lagt ned over ham:

22434047

“Han spiste, han gik på arbejde, han havde venner, han spillede tennis, men trods alt var han der ikke. I dybeste mest uforanderlige forstand var han en usynlig mand. Usynlig for andre, og højest tænkeligt også usynlig for sig selv. Hvis jeg mens han levede vedblivende ledte efter ham, blev ved med at prøve at finde den far som ikke var der, føler jeg nu hvor han er død at jeg fortsat må lede efter ham.” En stor del af eftersøgningen foregår i forfatterskabet. I hvert fald må flere af Austers hovedpersoner lære sig at navigere i et faderløst vacuum.

“Den ene dag er der liv. Og så pludselig sker det, at der er død”

 

 

 

 

 

Leviathan

“For seks dage siden sprængte en mand sig selv i luften i en vejkant i det nordlige Wisconsin. Der var ingen vidner, men det ser ud som om han sad i græsset ved siden af sin parkerede bil, da bomben, som han var ved at bygge, ved et uheld gik af. Ifølge rapporten fra politiets teknikere som netop er blevet offentliggjort, var han dræbt på stedet. Hans krop blev sprængt til dusiner af små stykker og fragmenter af hans lig blev fundet så langt som femogtyve meter væk fra eksplosionsstedet.”
“Leviathan”, s. 7.

Fra og med “Leviathan” fra 1992 (“Leviathan”, 1993) stopper Paul Auster med at lade hovedpersonerne rende rundt som laboratorierotter i en kafkask musetrappe eller drive for vinden i eksistentiel lammelse. Benjamin Sachs, der er skåret over attenhundredtalsforfattereren Henry David Thoreau, forfatteren til bogen “On the Duty of Civil Disobedience” og hippiekulturens bibel “Walden, or Life in the Woods”, har fået nok af social skævhed og politisk hykleri. Bevæbnet med en viden om, hvordan man bygger bomber, drager han hærgende over landet, efterlader sig en stribe af søndersprængte statuer og lige så mange borgmestre, som vrider deres hænder over, at symbolet på nationens uafhængighed, deres små kopier af frihedsgudinden, er pulveriseret.

52532949

Da han pludselig dør i en vejkant i det nordlige Wisconsin, får vennen og forfatteren Peter Aaron (spejlingen mellem fortæller og forfatter fortsætter langt ud over “New York Trilogien”) travlt med at rekonstruere hans historie, alt imens han holder FBI hen med en sludder for en sladder, så han kan fortælle den til offentligheden før pressen, som bare vil fordreje den. Ikke jordens mest sandsynlige afsæt for en krimi, men så igen: Genrens krav tynger ikke Auster voldsomt. Det betyder ikke, at fortællingen ikke virker. Det gør den. Men først og fremmest i kraft af udviklingen (og indviklingen og afviklingen) af fortælleren og Sachs’ venskab, og Sachs’ forvandling til sprængfarling ikonoklast (billedstormer).

Summen er en gedigen kritik af den moral eller mangel på samme, som ligger under USA’s politiske system, og en fremragende skildring af avantgardens forhold til den samme tvetydige moral.

 

 

Tilfældets musik

“Gennem et helt år foretog han sig ikke andet end at køre, turede frem og tilbage gennem Amerika mens han ventede på at pengene skulle slippe op. Nashe havde ikke regnet med at det skulle vare så længe, men det ene førte det andet med sig, og da han endelig forstod hvad der var ved at ske med ham, var han kommet forbi det punkt hvor han ville have det til at slutte.”
Tilfældets musik.

“The Music of Chance” fra 1990 (“Tilfældets musik”, 1991) videreudvikler Paul Auster fatalismen som eksistentiel strategi for en faderløs hovedperson. Nashe har arvet en sum penge og begivet sig ud på et roadtrip: “Gennem et helt år foretog han sig ikke andet end at køre, turede frem og tilbage gennem Amerika mens han ventede på at pengene skulle slippe op. Nashe havde ikke regnet med at det skulle vare så længe, men det ene førte det andet med sig, og da han endelig forstod hvad der var ved at ske med ham, var han kommet forbi det punkt hvor han ville have det til at slutte.”, som det hedder i værkets første linjer. Herefter følger en medrivende fortælling om mødet med gambleren Jackpot og to excentriske rigmænd, som blanker dem af i poker og tvinger dem til at arbejde spillegælden af på et surrealistisk byggeprojekt – en mur på en nøgen mark.

52532213

Den selvstændige eller i hvert fald aktive figur bliver videreudviklet et par år senere i “Mr. Vertigo” fra 1994 (“Mr. Vertigo”, 1995) om den lille slyngel Walt, der kan gå på vandet som tolv-årig og flyve som trettenårig. Med en kæft som en havnearbejder og et vid som en gadeluder lever han fra hånden i munden i Saint Louis’ slum, indtil han som ti-årig møder den mystiske Mr. Yehudi: “Jeg ved hvordan din far blev gasset over i Belgien i nittensytten. Og jeg ved også om din mor, og hvordan hun plejede at trække henne i East Saint Louis til en dollar per knald, og hvad der skete med hende for fire et halvt år siden da den tossede strisser rettede sin revolver mod hende og blæste hendes fjæs af. Du skal ikke tro jeg har ondt af dig.” Så er det forhold sat på plads, til at begynde med, siden udvikler det sig, og Walt får nogle evner, han aldrig havde drømt om. “Mr. Vertigo” er en velsmurt gavtyveroman, der også fungerer som et stykke krasbørstigt USA-historie for perioden 1920 til 1960 og et diskret, nordamerikansk bud på magisk realisme.

 

Mr. Vertigo

52532876

Den selvstændige eller i hvert fald aktive figur bliver videreudviklet et par år senere i “Mr. Vertigo” fra 1994 (“Mr. Vertigo”, 1995) om den lille slyngel Walt, der kan gå på vandet som tolv-årig og flyve som trettenårig.

Med en kæft som en havnearbejder og et vid som en gadeluder lever han fra hånden i munden i Saint Louis’ slum, indtil han som ti-årig møder den mystiske Mr. Yehudi: “Jeg ved hvordan din far blev gasset over i Belgien i nittensytten. Og jeg ved også om din mor, og hvordan hun plejede at trække henne i East Saint Louis til en dollar per knald, og hvad der skete med hende for fire et halvt år siden da den tossede strisser rettede sin revolver mod hende og blæste hendes fjæs af. Du skal ikke tro jeg har ondt af dig.” Så er det forhold sat på plads, til at begynde med, siden udvikler det sig, og Walt får nogle evner, han aldrig havde drømt om. “Mr. Vertigo” er en velsmurt gavtyveroman, der også fungerer som et stykke krasbørstigt USA-historie for perioden 1920 til 1960 og et diskret, nordamerikansk bud på magisk realisme.

Smoke og Blue in the Face

Skildret, dokumenteret, reporteret og fastfrosset i enhver tænkelig kulturel, politisk, religiøs og social belysning fremstår New York som fuldstændigt grundliggende for en række af det tyvende århundredes største kunstneres forståelse og selvforståelse – fra Woody Allen over Lou Reed til Auster selv. Paul Austers New York har aldrig været smukkere end i filmene “Smoke” fra 1995 (“Smoke”, 1995) og “Blue in the Face” fra 1996 (“Blue in the Face”, 1996). Den tunge dyne af postmoderne konstruktion og dekonstruktion, som ligger hen over forfatterskabet i “New York Trilogien” befinder sig nu, hvor den hører hjemme, som et solidt filosofisk fundament under fortællingen, og miljø og karakterer flimrer varmt og tvangfrit foran publikum.

I “Smoke” møder vi endnu en forældreløs gadedreng. På flugt fra nogle bandemedlemmer og på jagt efter sin far møder han Paul Austers alter ego (spillet af William Hurt). De slår kludene sammen, og den egenrådige knægts evne til at rode sig ind i problemer viser sig at bekomme forfatterens stillestående tilværelse godt, lige som også forfatterens vid bekommer knægtens tumultariske flygtningeliv godt.

“Men jo, jeg nød det, jeg syntes det var en udfordring at skrive dialog, at tænke dramatisk frem for narrativt, at gøre noget jeg ikke havde gjort før (…) På mange måder tror jeg at det manuskript er det mest optimistiske jeg nogensinde har skrevet.” bemærker Paul Auster i et interview om arbejdet med manuskriptet (“To film af Paul Auster: Smoke og Blue in the Face”, 1995).

Under optagelserne af “Smoke” overhørte Auster og Wayne Wang nogle af skuespillernes sketches og besluttede sig for at bruge dem til en ny film. Et år senere blev “Blue in the Face” skudt på seks dage, uden manuskript og med Auster som medinstruktør. Handlingen er episodisk, fyldt af skæve og dokumentaristiske sekvenser: Madonna gir’ den som syngende telegrampige, Michael J. Fox som udbrændt wunderkind og Lou Reed og Jim Jarmusch fortæller anekdoter til kameraet. Omdrejningspunktet er Auggies tobaksforretning på et gadehjørne i Brooklyn. Her hænger kvarterets nikotinhungrende originaler ud. Skæve størrelser, ensomme typer. Auggie, spillet af Harveyvy Keitel, er selv en af dem, og samtidig inkarnationen af selve New York-fascinationen. Hver morgen, år ud og år ind, går han ud og tager et billede af krydset ud for sin forretning: Motivet er det samme, indstillingen er den samme og tidspunktet er det samme. Det eneste, som ændrer sig, er livet og lyset i gaden.

Den røde notesbog

I essayet “The Red Notebook” fra 1995 (“Den røde notesbog” i ”Den røde notesbog og andre sande historier”, 1998) fortæller Paul Auster om en sommerlejr, han var på som dreng og en tragedie, som ramte den. En af Austers kammerater blev slået ihjel af et lyn, som fandt det hegn, han var ved at kravle under. Auster var tredive centimeter bag ham og sad og holdt hans tunge nede, for at han ikke skulle kvæles, mens de ventede på, at uvejret drev over. Men han var død på stedet, og tilværelsens vilkårlighed brændte sig næsten bogstavelig talt ind i den fjortenåriges sind og grundlagde en livsforståelse, som farver hans romaner og hans biografi. Tredive år senere slår den igennem i historien om, hvordan han blev forfatter.

22295497

I 1955 stod Auster sammen med sine forældre i tusmørket uden for Polo Grounds i New York. Han var otte år, baseball-fan til op over begge ører og havde netop været til sin første ligakamp. Resten af tilskuerne var for længst væk. Det var sent. Lidt nede af vejen fik Paul Auster øje på en skikkelse. Det var ikke gud, men så tæt på som det kunne være. Det var Willie Mays, baseballens svar på fodboldstjernen Pelé. Med hjertet oppe i halsen nærmede den unge fan sig sit idol, sin afgud: “Mr. Mays, kunne jeg få en autograf? Selvfølgelig knægt, har du en kuglepen?” Auster greb i sine lommer, han spurgte sine forældre. Ingen havde en kuglepen, og han måtte sønderknust se Willie Mays forsvinde ned ad gaden.

Efter den dag forlod Paul Auster aldrig hjemmet uden en kuglepen. Det var grunden til, at han blev forfatter, at han blev permanent forbundet med sine skriveredskaber. Og selv om det formentlig er sagt med en ræv bag øret og et glimt i øjet, og oprindelig blev fortalt til børnene, når de spurgte, hvordan det kunne være, han blev forfatter, er pointen ikke til at tage fejl af: Auster valgte ikke forfattergerningen. Forfattergerningen valgte Auster. Helt vilkårligt. Han fortæller historien om, hvordan han blev forfatter i essayet “Why Write” i 1996 (“Hvorfor skrive” i “Den røde notesbog og andre sande historier”, 1998). I et interview på omtrent samme tidspunkt får vi en anden version. Auster havde som 14-årig vundet en konkurrence i sin klasse med et foredrag om et andet af sine baseball-idoler, Jackie Robinson: “At skrive det foredrag var en af de afgørende handlinger i mit liv. Efter den dag vidste jeg, at jeg ville være forfatter.” (Interviewet findes i “To film af Paul Auster: Smoke og Blue in the Face”, 1995).

Brooklyn dårskab

”“Men Honey, jeg er ikke forelsket i dig. Jeg kender dig knap nok.” “Det kommer du til.” “Kommer til hvad.” “Først kommer du til at kende mig. Og så begynder du at elske mig.””
“Brooklyn dårskab”, s. 262-263.

I Paul Austers roman “Brooklyn Follies” fra 2005 (“Brooklyn dårskab”, 2005) er hovedpersonen Nathan Glass ved at komme sig over en lungecancer og sin ekskone. Han er tidligere forsikringsagent og har brugt en del af boet efter et langt ægteskab til at købe sig en lejlighed i Brooklyn i New York, hvor han levede de første tre år af sit liv. I Brooklyn falder han tilfældigt over fragmenterne af sin familie.

I første omgang sin afdøde søsters søn Tom Wood, som sidst han så ham, var en ung, lovende litteraturstuderende, som skrev speciale om to af Austers store helte, essayisten Henry David Thoreau og digteren Walt Whitman. Nu er han en falleret eksstuderende, som ikke kunne gøre sig færdig og arbejder i et antikvariat, tyve kilo tungere og deisillusioneret. Gensynet liver dem begge op, de er lige ensomme, og det bliver til en fast frokostaftale på en diner i kvarteret. I

I anden omgang er det Toms søsters syvårige datter, som kommer til byen med en bus og en fast beslutning om ikke at tale. I tredje omgang er det Toms søster, som Nathan efter et mindre detektivarbejde hjælper ud af et ægteskab med en religiøs fanatiker.

Hvert møde trækker nye møder med nye skæbner med sig. Hen ad vejen væver de sig sammen til en for Auster usædvanlig varm og rolig historie om tolerance, håb og kærlighed, som har en pendant i filmfortællingen “Smoke” fra midten af halvfemserne, men ellers står alene forfatterskabet.

51163362

Forklaringen på dette omslag ligger måske i dedikationen og den politiske situation i USA. Man mærker sig, at “Brooklyn dårskab” er dedikeret til Austers datter Sophie, som formentlig er voksen – ligesom mange af døtrene i bogen, som først og fremmest handler om døtre, er det – og at den er skrevet under indtryk af Bushs første valgsejr, et tema, som kommer op at vende et par gange – igen ganske usædvanligt for Auster, som indtil da har holdt politik ude af forfatterskabet. “11. september var demoraliserende for mig. Jeg var så påvirket, så nedtrykt, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg gav flere interview dengang, end jeg havde gjort hele mit liv. Folk ledte efter svar, og jeg havde brug for at tale […] Jeg skrev en artikel nogen tid senere, i 2002. Vi talte stadig om at invadere Irak, hvilket jeg med udgangspunkt i Ground Zero mente ville være en fuldstændig katastrofe. Der er allerede gået fire år, og desværre har jeg indset, at jeg havde ret dengang. I dag kan jeg ikke se nogen løsning; vi har skabt et uhyre.” (Jesús Ruiz Mantilla: “Historier, der vikler sig ind i andre historier”. Interview i Politiken, 2006-08-12).

“Brooklyn dårskab” hylder nogle værdier, som Auster føler er truede, men den tænder samtidig et håb – som måske er henvendt til hans datter.

 

Illusionernes bog og Orakelnat

Udforskningen af forholdet mellem fiktion og virkelighed står centralt i Paul Austers forfatterskab. I nogle af hans seneste romaner er den hængt op på et par skribenter, der som Auster selv er kommet op i årene og virker i et intellektuelt New Yorker-miljø.

24038041

“Book of Illusions” fra 2002 (“Illusionernes bog”, 2002) er en fortælling om en forfatter, som skriver om en filmmand. Forfatteren, David Zimmer, har mistet sin familie i en flyulykke og levet tilbagetrukket i sorg, indtil han en dag ser en glemt stumfilm med komikeren Hector Mann, som får ham til at huske, hvordan det var at le. Oplevelsen vender op og ned på hans tilværelse. Han udgiver en biografi om Mann og modtager kort efter en invitation fra Hector Manns kone i New Mexico …

“Oracle Night” fra 2003 (“Orakelnat”, 2003) er en fortælling om en forfatter, som skriver om en forlægger med udgangspunkt i et værk af en anden forfatter (Mickey Spillane) og titel (“Orakelnat”!) fra en tredje forfatter (Sylvia Maxwll, fiktiv). Det hele begynder, da Sidney Orr, på vej til at komme sig over en sygdom, som nær havde kostet ham livet, går ind i en bogforretning i Brooklyn og falder over en blå notesbog, som viser sig ikke at være helt, som blå notesbøger er flest …

Både “Illusionernes bog” og “Orakelnat” er sindrige og komplekse, overraskende og fabulerende.

 

Rejser i Scriptoriet

“Det er meningen at vi skal diskutere historien.
Hvad skal det føre til? Det er kun begyndelsen af en historie, og der hvor jeg kommer fra, forventer man at historier har en begyndelse, en midte og en afslutning.
Jeg kunne ikke være mere enig med Dem.
Hvem har for resten skrevet det pladder? Skvadderhovedet skulle føres uden for og skydes.
En mand ved navn John Trause. Nogensinde hørt om ham?
Trause … Hmmm … Måske. Han skrev romaner, ikke? Det hele er en smule tåget nu, men jeg tror at jeg måske har læst nogle af dem.
Det har de. Vær sikker på det.
Hvorfor så ikke give mig en af dem at læse – i stedet for en eller anden åndssvag, ufærdig historie uden titel.”
“Rejser i scriptoriet”, s. 104-105.

En gang i halvtredserne opdigter en ung forfatter historien om en konføderation af kolonier og små fyrstedømmer, som for at sikre, at de indre modsætninger ikke førte til et brud, opfandt en fælles fjende – de oprindelige folk. Man udnævnte en agent provocateur, som blev sendt ind på deres territorier for at fremkalde et oprør. Historien om konføderationen er skudt ind i Paul Austers fjortende roman, “Rejser i Scriptoriet” fra 2006 (“Travels in the Scriptorium”, 2006) om den aldrende mr. Blank, isoleret på et værelse med noget, som minder om demens. Scriptoriet er betegnelse for en celle, hvor munke studerede og udfærdigede tekster. Titlen giver mening, efterhånden som vi hører mere om mr. Blanks fortid og om fortælleren.

Værelset, hvor Mr. Blank opholder sig, er ud over manuskriptet med historien om konføderationen forsynet med skjulte kameraer og mikrofoner og små skilte, som oplyser Mr. Blank om, at lampen er en lampe, bordet et bord og væggen en væg. Der ligger en stak fotografier på skrivebordet. De forestiller resten af bogens persongalleri i deres ungdom. En efter en kommer de ind gennem døren i forskellige ærinder, James P. Flood, formentlig for at lokke Mr. Blank med ud i parken, så han kan slå ham ihjel, Dr. Farr for at tjekke Mr. Blanks mentale tilstand – han beder ham digte videre på historien om konføderationen, hvad han slipper påfaldende godt fra, næsten som om han selv havde skrevet den – Anna Blume mader og etagevasker og sørger for hans seksuelle hygiejne med en velsmurt venstre hånd (Mr. Big Shot, som den er døbt, har ikke helt glemt, hvad det drejer sig om.) Der er flere navne, Benjamin Sachs, Fanshawe, Marco Fogg, Peter Stillman. Auster-læsere genkender dem som figurer fra forfatterskabets tidligere værker.

Øjensynligt er “Rejser i Scriptoriet” en slags spøgelsessonate, hvor Mr. Blank er skrevet af en karakter fra et værk, han har glemt, at han har skrevet. Det er en mystifistisk og ganske meta-agtig tematisering af alderdom og forfattergerningen med et udpræget ubehag ved post-9.11-USA og krigsengagementet udtrykt i historien om konføderationen.

Alderdomstematiseringen og det udtalte krigsubehag fortsætter i den Paoul Austers femtende roman, “Mand i mørke” fra 2008 (“Man in the Dark”, 2008). Den senile tilstand er nu skiftet ud med fysiske lidelser og det fantomagtige persongalleri med en datter og en datterdatter og esoteriske erindringer om filmklassikere. Ellers er det det samme. En gammel mand isoleret i et mørkt rum og et affældigt hylster af en krop med sine minder og en historie om en konføderation i krig med sig selv, blot uden de forsonende lunser.

 

Usynlig

“Det eneste jeg kan fortælle dig er, at da vi fik øje på dig til selskabet i New York, sagde jeg til Rudolf, at du var en af de smukkeste unge mænd jeg nogensinde havde set. Han var enig med mig. Han sagde at du lignede en plaget Adonis, Lord Byron på randen af et nervøst sammenbrud. Betyder det, at han følte sig tiltrukket af dig? Måske ja, måske nej. Du er et særtilfælde, Adam, og det der gør dig til noget særligt er, at du ikke har nogen anelse om den virkning, du har på andre mennesker.”
“Usynlig”, side 198.

Fornemmede man de første udkast til en nekrolog over forfatterskabet i modtagelsen af “Rejser i Scriptoriet” og “Mand i mørke”, er enhver tvivl fejet bort i kritikken af “Usynlig” fra 2009 (“Invisible”, 2009). Paul Auster kan stadigvæk. Også i den grad. Elementerne er langt hen ad vejen de samme, en gammel mand ansigt til ansigt med sin fortid i form af et manuskript, men der er gjort mere ved det, langt mere. Først og fremmest omhandler manuskriptet ikke en opdigtet verden, men Austers egen hjemmebane, venstre Seinebred i Paris og Manhattan og Brooklyn i New York, hvilket forpligter ham på en helt anden måde. Det er ikke nok bare at kaste navne ind. Det må svare til læserens viden. Hertil kommer et plot, som formentlig kvalificerer til et af forfatterskabets bedre, og et vedholdende og vellykket forsøg på at ophæve enhver ansats til mistro til handlingen med små greb af den slags, som kendetegner godt skrivehåndværk.

I praksis foregår det sådan, at Paul Austers alter ego i romanen, James Freeman, får et brev fra Adam Walker, en gammel studiekammerat fra Columbia-dagene. Adam Walker fortæller, at han er ved at dø af leukæmi og arbejder på at få en biografi færdig. Han har vedlagt det første af, hvad der er tænkt at blive i alt tre kapitler, henholdsvis betitlet forår, sommer, efterår. Han er stødt på problemer og spørger Freeman til råds. Freeman foreslår ham at ændre fortællervinklen – og det gør Adam Walker fra første til anden og igen til tredje person, og romanen udvikler sig på den måde til et panoptikon, men ukunstlet; mutationerne er ikke stort mere påfaldende end skyer, som forandrer form – i det perspektiv udgør Freemans rammefortælling den blå himmel.

27942628

Adam Walker var i sin ungdom den smukke digterdreng med den lynende intelligens og det sky blik. Men noget kom i vejen. Det er det noget, hans biografi handler om. I første omgang er dette noget en fransk veteran og torturbøddel fra Algierkrigen, som skjuler en magtfuld stilling i efterretningsvæsnet bag en facade som professor Rudolf Born i statskundskab. I anden omgang er det det, torturbødlen repræsenterer, den form for korruption, perversion og kynisme, som for Auster er krigens væsen. Det er alt sammen indfattet i professorens efternavn Born, som han deler med en provencalsk middelaldertrubadur, som vandrer gennem den 28. sang af Dantes Helvede svingende sit afhuggede hoved fra håret, dømt til fortabelse for at have opfordret prinsen Henrik til at gøre oprør mod sin far Henrik den Anden. Med verdensmandens selvsikkerhed, den ældres autoritet og en forførende fransk kæreste ved sin side vinder Rudolf Born Adam Walker for sig, kun for at stikke en sort dreng ned for øjnene af ham og hugge ham i småstykker i en nærliggende park, hvorefter han kyser Adam til tavshed. Det er denne tavshed, som mærker Adam for livet og ændrer hans bane afgørende. Først seks uger senere har han samlet mod til at ringe til politiet. På det tidspunkt er Rudolf Born tilbage i Frankrig. Adam Walker følger efter og lægger en plan for at få hævn. Hele vejen igennem udvikler Auster erotikken som den anden side af volden, hadet og hævnmotivet. Ud over Rudolf Borns mulige homoerotiske tiltrækning af Adam Walker, Adams forhold til sin ligeså smukke søster Gwyn (som også Freeman har kurtiseret), hans forhold til Borns ekskæreste, den sensuelle Margot, og Borns forhold til sin nye forlovede, enken Helene, og Adams forhold til hendes halvvoksne datter den højt begavede bognørd, Cecile.

Meget få forfattere slipper af sted med at skyde en fortælling i gang med Dante og provencalske middelaldertrubadurer med mindre det foregår i en gotisk gyserkontekst af dystre antikvariater og biblioteker med snoede trapper og meterhøje bogreoler med støvede, gamle læderindbundne værker. Hos Auster får vi dem lige i smasken på allerførste side, fulgt op med Jakobson (linguistik), Merleau Ponty (filosofi), Carl Th. Dreyer, den dunkle Lycophron, oldtidsdigter, og så fremdeles i dialoger fra studenterhybler og professorhjem og cafeborde med snit ned gennem kulturhistorien, som løfter fortællingen, og en fortælling, som løfter kulturhistorien. Ingen staffage over det.

Mod slutningen af romanen nedlægger den nu afdøde Adam Walkers søster forbud mod, at manuskriptet udgives i den form, Freeman har modtaget det, og således snurrer panoptikonet endnu engang. Det vi har læst som en selvbiografisk redegørelse er i virkeligheden bearbejdet af Freeman – fiktion i fiktionen. Den endelige sløjfe slåes på en caribisk ø, hvortil Born som pensioneret har trukket sig tilbage, og Cecile, som midaldrende, men ikke mindre skarp litteraturforsker og skrap dame, kommer på besøg.

Moon Palace

“Se på maleriet. Se på maleriet i ikke mindre end en time, og glem alt andet i salen. Koncentrér dig. Se på det fra forskellige afstande fra ti fod, fra to fods afstand, fra en enkelt tomme. Studér helhedskompositionen, studér detaljerne. Tag ingen notater. Prøv om du kan lære alle billedets elementer udenad.”
Paul Auster: “Moon Palace”

I “Moon Palace” fra 1989 (“Moon Palace”, 1992) er hovedpersonen den forældreløse Marco Stanley Fogg. Som man kunne forvente det med et navn, der har fællesskab med Marco Polo (den venetianske kinafarer), Henry Morton Stanley (journalisten, der fandt David Livingstone i hjertet af det mørkeste Afrika) og Phileas Fogg (Jules Vernes berømte eventyrer fra “Jorden rundt i firs dage”), vedbliver historien at føre Marco ind på ukendt territorium. Men i stedet for at underlægge sig det, som man også kunne have forventet med hans navnefællesskab, forfalder han til fatalisme.

52578116

Han studerer på Colombia sidst i tresserne, akkurat som Auster gjorde, men løber tør for penge, sulter, hallucinerer og beslutter sig opgivende for at lade tilfældet råde. Han flytter ud af sine værelser og ind i Central Park, hvor han lever af skrald og almisser, indtil nogle venner finder ham, syg og udmarvet. Den forældreløse Marcos genvordigheder leder tankerne hen på Dickens og Twain i det nittende århundrede, fortællingens absurde elementer giver associationer til Eugène Ionesco og Samuel Beckett i det tyvende århundrede, men de litterære referencer er i det hele taget omfattende, og man fornemmer, at bibliopaten Auster har været i sit es under arbejdet med “Moon Palace”.

 

 

 

 

 

 

4 3 2 1

”En interessant tanke, sagde Ferguson til sig selv: at forestille sig hvordan det hele ville have været anderledes, selv om han ville have været den samme. Den samme dreng i et andet hus med et andet træ. Den samme dreng med andre forældre. Den samme dreng med de samme forældre, som bare ikke lavede det samme, som de gjorde nu.”

”4 3 2 1”, s. 65.

Paul Austers murstensroman ”4 3 2 1” fra 2017 (”4 3 2 1”, 2017) er fortællingen om drengen Archibald Isaac Ferguson, som fødes i 1947 som søn af Rose og Stanley. Der er tale om en coming of age-roman, der beretter om Archies liv fra tidlig barndom til ung mand. Men Archie vokser op hele fire gange i Austers roman, der består af fire alternative versioner af den samme dannelsesrejse fra dreng til mand. Der er tale om den samme dreng, der fødes ind i en bestemt familie, men tilfældigheder og forskellige valg omkring ham medfører forskellige historier.

Auster har selv kaldt ”4 3 2 1” et hovedværk og hans nok mest realistiske roman på trods af den eksperimenterende form. En realisme, der bl.a. ses i skildringen af skelsættende historiske begivenheder og erfaringen med at vokse op i 1960’ernes store samfundsmæssige forandringer. Et eksempel er hovedpersonens oplevelse af uvirkelighed og tab efter attentatet på John F. Kennedy: ”Noget var blevet trukket fra verden, og nu var der et hul, et intet hvor der før havde været noget, som om alle træer i verden var forsvundet, som om selve ideen om træ eller bjerg eller måne var blevet slettet fra det menneskelige begrebsunivers.” (s. 168).   

53164684

Romanen handler også blandt meget andet om forholdet mellem fædre og sønner, baseballhelte, litteratur og biseksualitet, men det overordnede tematiske omdrejningspunkt er tilfældighedernes spil og indflydelse på et menneskes identitet og skæbne: ”I denne roman udforsker jeg netop det grundlæggende spørgsmål: ’Hvad nu hvis?’ Hvad var der sket, hvis min far var død, da jeg var barn? Hvad hvis han var blevet meget rig? Jeg har altid tænkt meget på den slags. Det, vi kalder virkelighed, er jo ikke bare det, der indtræffer, men også det, som ikke får anledning til det.” (Finn Skårderud: ’Alt, jeg hidtil har skrevet, har været en forberedelse til at skrive denne roman.’ Information, 2017-04-29).

Archie er optaget af mange af de samme ting i de forskellige historier, og i alle versionerne bliver han betaget af den skønne Amy Schneiderman. Hovedpersonen i ”4 3 2 1” synes således at være defineret af både genetik og af den familie, han er landet i – og af livsforandrende vilkårlighed. Romanens titel henviser til de fire versioner, men antyder også en nedtælling, der peger på, at en af de fire udgaver af Archie Ferguson ikke når at blive voksen. 

Genrer og tematikker

Paul Auster identificerede sig fra starten af sit forfatterskab med en litterær scene, som op gennem det tyvende århundrede havde taget dybe filosofiske ideer om tilværelsens mening på sig. Der var svære moralske overvejelser om, hvilken rolle litteraturen måtte have efter tragedier som udryddelserne i Første og Anden Verdenskrig. Den litterære scene havde store problemer med måden samfundet fungerede på i almindelighed og kulturen i særdeleshed.

Underholdning var blevet en industri, som holdt folk nede med sine skabeloner for medrivende fortællinger. Den gik i tårekanalerne og lattermusklerne og indgød falske håb og forlorne drømme. En af reaktionerne er metafiktionen – fortællinger, der gør opmærksom på, at de er fortællinger og reflekterer over forholdet mellem skrift og virkelighed.

Det er ligeledes kendetegnende for forfatterskabet, at Paul Auster også på anden vis eksperimenterer med form og identitet. Hos Auster smelter metafiktionen f.eks. sammen med en række klassiske romanformer som gavtyveromanen, fremtidsfortællingen og detektivromanen. Han benytter sig især af selvtematiseringen (tematiseringen af det at skrive), selvreferencen (‘jeg skriver at jeg skriver’) og spejlingen (fortællingens figurer genkender sig selv i hinanden, og læseren genkender forfatteren i figurerne). Sammensmeltningen understreger en generel tendens i forfatterskabet til at sammentænke modsætninger som det eksperimenterende og det traditionelle, det hermetiske og det åbne, det enkle og det komplekse.

Paul Austers roman ”4 3 2 1” fra 2017 er kendetegnet ved en mere realistisk fortælleform, selv om udforskningen af forholdet mellem fiktion og virkelighed også spiller en rolle her. Ligesom tidligere i forfatterskabet er det filosofiske også her i højsædet – denne gang i en undersøgelse af, hvilken indflydelse tilfældighed har på et menneskets opvækst og identitet. Auster fortsætter ligeledes sine eksperimenter med den litterære form – i denne roman ved at lade sin dannelsesroman indeholde hele fire forskellige versioner af hovedpersonen Archies udvikling fra lille barn til ung mand.

Hvor samtidige, yngre forfattere som Douglas Coupland og Bret Easton Ellis definerer sig i forhold til massekulturen og identificerer sig positivt med tidsånden, har Auster aldrig lagt skjul på, at han befinder sig i en intellektuel bastion med et klassisk sæt af erfaringer, ritualer, traditioner og kulturer som vold mellem ham selv og de flygtige udtryk, som dominerer verden omkring ham. Faktisk virker det reelt som om, hans litteraturanskuelse og verdensanskuelse går forskelsløst op i hinanden. Som der står på forsiden af hans hjemmeside: “At skrive er ikke længere et spørgsmål om fri vilje for mig, det er et spørgsmål om overlevelse” – og det er jo nødvendigvis heller ikke et dårligt udgangspunkt for et forfatterskab.

 

Beslægtede forfatterskaber

Paul Auster er ikke selv begejstret for at blive kaldt en postmoderne forfatter, men især i forlængelse af sine bøger udgivet i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev Paul Auster betragtet som en af de vigtigste amerikanske repræsentanter for den postmoderne litteratur, i hvert fald i Europa. Hans forfatterkollega Don DeLillo var en af de andre amerikanske forfattere, som blev koblet sammen med denne litterære strømning af konstruktion, intertekstuelle referencer, fragmenter og metafiktion. Don DeLlillo er bl.a. kendt for romanerne ”White Noise” fra 1985 (”Hvid støj”, 2000) og ”Underworld” fra 1997 (”Underverden”, 1998).  

Paul Auster har siden 1982 været gift med den amerikanske forfatter med norske rødder Siri Hustvedt, som ligesom sin mand har mange læsere herhjemme. Siri Hustvedt er primært romanforfatter og essayist, oversat til mere end 30 sprog og har senest udgivet romanerne ”The Summer Without Men” fra 2011 (”Sommeren uden mænd”, 2011) og ”The Blazing World” fra 2014 (”Den flammende verden”, 2014). På trods af forskelle på de to forfatteres forfatterskaber er det også tydeligt, at forfatterægteparret påvirker hinanden og har mange ting til fælles i deres fortællestil.   

Det findes flere andre amerikanske forfattere, hvis forfatterskaber er beslægtede med Paul Auster. Det drejer sig bl.a. om Jonathan Safran Foer, som i sine bøger også beskæftiger sig med filosofiske spørgsmål og formeksperimenter, og Nicole Krauss, hvis gennembrudsroman ”A History of Love” fra 2005 (”Kærlighedens historie”, 2006) bl.a. tematiserer eksistentielle spørgsmål vedrørende tid og erindring. 

Bibliografi

Auster, Paul:
Opfindelsen af ensomhed. 1993. (The Invention of solitude.1980). Essays.
Auster, Paul:
Squeeze Play. 2003. (Squeeze Play.1982). Roman.
Auster, Paul:
The art of hunger. 1982. Udvalgte Essays.
Auster, Paul:
By af glas. 1985. (City of glass.1985). Roman.
Auster, Paul:
Det aflåste værelse. 1986. (The Locked room. 1986). Roman
Auster, Paul:
Genfærd. 1988. (Ghost.1987). Roman.
Auster, Paul:
New York trilogien. 1989. (The New York Trilogy. 1987). Romantrilogi.
Auster, Paul:
Disappearances. 1988. Udvalgte digte.
Auster, Paul:
I det sidstes land. 1989. (In the country of last things.1987). Roman.
Auster, Paul:
Moon palace. 1992. (Moon Palace. 1989). Roman.
Auster, Paul:
Tilfældets musik. 1991. (The music of chance. 1990). Roman.
Auster, Paul:
Ground work. 1990. Udvalgte digte og essays 1970-1979.
Auster, Paul:
Leviathan. 1993. (Leviathan. 1992). Roman.
Auster, Paul:
Auggie Wrens julefortælling. 1995. (Auggie Wren’s Christmas Story. 1993). Auggie Wrens julefortælling: i Smoke og Blue in the Face; to film af Paul Auster. Novelle.
Auster, Paul:
Mr. Vertigo. 1994. (Mr. Vertigo. 1994). Roman.
Auster, Paul:
Den røde notesbogThe red notebook. 1998. (The red notebook. 1995). I: Den røde notesbog og andre sande historier. Essay.
Auster, Paul:
Smoke og Blue in the Face. 1995. (Smoke og Blue in the Face; to film af Paul Auster. 1995). Filmmanuskript.
Auster, Paul:
Why Write. 1998. (Why Write. 1996). I: Den røde notesbog og andre sande historier. Essay.
Auster, Paul:
Fra hånden i munden. 1998. (Hand to mouth. A chronicle of early failure. 1997). I: Den røde notesbog og andre sande historier. Essay.
Auster, Paul:
Poetry. 1998. Udvalgte digte.
Auster, Paul:
Timbuktu. 1999. (Timbuktu. 1999). Roman.
Auster, Paul:
Lulu on the Bridge. 1999. Filmmanuskript.
Auster, Paul:
Fortællinger fra USA. 2001. (True Tales of American Life. 2001). Redigeret af Auster.
Auster, Paul:
Hide and Seek 2001. Partitur.
Auster, Paul:
Illusionernes bog. 2002. (The book of illusions. 2002). Roman.
Auster, Paul:
Orakelnat. 2003. (Oracle Night. 2003). Roman.
Auster, Paul:
Brooklyn dårskab. 2005. (The Brooklyn follies. 2005). Roman.
Auster, Paul:
By af glas. 2006. (City of glass. 2004). Grafisk roman.
Auster, Paul:
Rejser i Scriptoriet. 2006. (Travels in Scriptorium. 2006). Roman.
Auster, Paul:
Samlede digte. 2007. På dansk ved Bo Green Jensen.
Auster, Paul:
Mand i mørke. 2008. Roman.
Auster, Paul:
Usynlig. 2009. (Invisible). Roman.
Auster, Paul:
Sunset Park. 2010. Roman.
Auster, Paul:
Vinternoter. Per Kofod, 2012. (Winter journal, 2012). Roman.
Auster, Paul:
Nu og her. Per Kofod, 2012 (Here and now). Erindringer.
Auster, Paul:
Rapport fra de indre landskaber. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Report from the interior). Oversat af Rasmus Hastrup.
Auster, Paul: 4 3 2 1. Lindhardt og Ringhof, 2017. (4 3 2 1, 2017). Oversat af: Rasmus Hastrup.
Auster, Paul: Samtaler med fremmede. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Talking to strangers, 2019). Oversat af: Rasmus Hastrup. (04.863).

Filmografi, instruktion

Auster, Paul:
Blue in the Face. 1996. Spillefilm.
Auster, Paul:
Lulu on the Bridge. 1999. Spillefilm.

Om Paul Auster

Stjernfelt, Frederik:
Wanna Wake Up in a City That Never Sleeps: Paul Austers New York Trilogy: biografien som metafysisk problem. 1991. I: Fredag. - Årg. 7, nr. 31.
Barone, Dennis (Red).:
Beyond the red notebook: essays on Paul Auster. 1995.
Varvogli, Aliki:
The World That is the Book: Paul Austers Fiction. 2001.
Springer, Carsten:
Crisis: the works of Paul Auster. 2001.
Shiloh, Ilana:
Paul Auster and Postmodern Quest; On the Road to Nowhere. 2002.
Donovan, Christopher:
Postmodern Counternarratives. 2004.
Lundtofte, Anne Mette:
Austers univers. 2005. I: Politiken. - 2005-06-04.
Mantilla, Jesús Ruiz:
Historier, der vikler sig ind i andre historier. 2006. Interview i Politiken, 2006-08-12.
Peacock, James:
Unearthing Paul Auster's poetry. I: Orbis litterarum. Vol. 64, no. 5 (2009). Side 413-437.
Auster, Paul:
En verden i ord. Lindhardt og Ringhof, 2016. (A life in words, 2016). Oversat af Rasmus Hastrup. (99.4).

Om forfatterskabet

Artikler og links

Stjernfelt, Frederik: Wanna Wake Up in a City That Never Sleeps: Paul Austers New York Trilogy: biografien som metafysisk problem. 1991. I: Fredag. - Årg. 7, nr. 31.
Barone, Dennis (Red).: Beyond the red notebook: essays on Paul Auster. 1995.
Varvogli, Aliki: The World That is the Book: Paul Austers Fiction. 2001.
Springer, Carsten: Crisis: the works of Paul Auster. 2001.
Shiloh, Ilana: Paul Auster and Postmodern Quest; On the Road to Nowhere. 2002.
Donovan, Christopher: Postmodern Counternarratives. 2004.
Lundtofte, Anne Mette: Austers univers. 2005. I: Politiken. - 2005-06-04.
Peacock, James: Unearthing Paul Auster's poetry. I: Orbis litterarum. Vol. 64, no. 5 (2009). Side 413-437.
Siegumfeldt, Inge Birgitte og Auster, Paul: …en verden i ord. Lindhardt og Ringhof, 2016. (A life in words, 2016). Oversat af Rasmus Hastrup.
Scholz, Morten Wilhelm: Tilfældighedernes spil. Weekendavisen, 2017-02-03.
Paul Auster New York Times har samlet deres indlæg om og med Paul Auster på denne side. Derfor er dette en ganske stor ressource, der bl.a. indeholder interviews, artikler om og af forfatteren, et stort antal boganmeldelser, et audiointerview, samt links.
Flere anmeldelser, fortolkninger og artikler. Søg på 'Paul Auster'.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Paul Auster

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Auster, Paul: Smoke & Blue in the Face; to film. Oversat af Klaus Lynggaard. Per Kofod, 1995.
Mantilla, Jesús Ruiz: Historier, der vikler sig ind i andre historier. 2006. Interview i Politiken, 2006-08-12.
Skårderud, Finn: ’Alt, jeg hidtil har skrevet, har været en forberedelse til at skrive denne roman.’ Information, 2017-04-29.