eva tind
Foto: Les Kaner / Gyldendal

Eva Tind

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af Louise Rosengreen, Bureauet, juni 2019.
Top image group
eva tind
Foto: Les Kaner / Gyldendal
Main image
Tind Kristensen, Eva
Foto: Jens Astrup / Scanpix

Indledning

Eva Tind Kristensen undersøger i sine skønlitterære værker identitetsdannelse og tilfældighedsprincipper i et forsøg på at nedbryde tabuer om race og oprindelse. I debuten ”do” ledsages digte om adoption og hjemstavn af en billedserie, hvor hun indsætter sig selv i opstillede fotografier af andre danske adoptivfamilier. Hermed – og senest i romanen ”Ophav” – sætter hun forældrerollen til debat og udstiller den grad af tilfældighed, der ligger til grund for en familie.

 

 

 

46381173

Blå bog

Født: 8. februar1974 i Pusan, Korea.

Uddannelse: Arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole, 2001.

Debut: do. Gyldendal, 2009

Litteraturpriser: Klaus Rifbjergs Debutantpris, 2010. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, 2015.

Seneste udgivelse: Ophav. Gyldendal, 2019. Roman

Inspiration: Theresa Hak Kyung Cha, Sylvia Plath og Yoko Ono.

Genrer: Autofiktion, Hybrid

Artikel type
voksne

Baggrund

”gaven bestil en navneændringsblanket på et kirkekontor. find det smukkeste navn, der er i navnebogen, giv det til dig selv”
”do”, s. 111.

Eva Tind Kristensen er født i 1974 i Pusan, Korea. Hun blev som etårig adopteret og kom til Danmark, hvor hun voksede op med sin adoptivfamilie i den jyske by Låsby. Som 14-årig fik hun via adoptionsbureauet kontakt til sin familie i Korea, og syv år senere besøgte hun dem. I 1994 blev hun optaget på Arkitektskolen i København, hvor hun, efter at have bestået sin kandidateksamen, fortsatte med en Ph.d. Hun forskede i systemer og poesi i arkitekturen. Selvom hun altså på daværende tidspunkt ikke var forfatter, spillede poesi en vigtig rolle i hendes arbejde som arkitekt, scenograf og kunstner.

I 2008 udstillede hun installationen ”Kollektivt, anonymt” på Roskildes biblioteker. Det var to folde-ud-rum i pap, som alle besøgende kunne træde ind i, skrive i og derved bidrage til en fælles, flerstemmig tekst. Ideen var den danske digter Mette Moestrups, der ligesom Tind Kristensen arbejder med at undersøge forskelle og magtforhold i forskellige kulturer. F.eks. var folde-ud-rummene inspireret af tipien, der kan sættes op, foldes sammen og flyttes indenfor kort tid.

Egentlig var det tilfældigheder, der gjorde, at Tind Kristensen blev forfatter. Hun arbejdede med en serie fotografier og begyndte at skrive billedtekster til. Undervejs fik hun besked om, at hendes biologiske far var død, og langsomt voksede teksterne til en hel bog, debuten ”do”. ”Min biologiske fars død gjorde, at der blev åbnet op for nogle gamle spørgsmål i forhold til mit koreanske ophav. Jeg har tidligere prøvet at skrive om det, men ofte blev det for stort og for følelsesladet for mig. Jeg kunne ikke genkende mig selv i det, jeg skrev. Men tabet af min far i Korea tvang mig ind i en tid, hvor jeg måtte give slip på strukturerne. (…) Tingene behøvede ikke at hænge sammen. Jeg skrev bare”. (Mirian Due Steffensen: Jeg kan blive overrasket over at se mig selv i spejlet. Information, 2009-09-16). To år efter debuten udkom ”eva+adolf”. Begge bøger undersøger kontraster: mellem Øst og Vest, mellem land og by og mennesker imellem.

do

”min far er fra nordkorea og min mor er fra syd./ jeg får navnet kim, nam sook./ på kinesisk er kim guld, på dansk er kim spire, anlæg, ansats, arveanlæg, begyndelse, frø, oprindelse.”
”do”, s. 10.

I 2009 udkom Eva Tind Kristensens første digtsamling ”do”. Do er den jyske udtalemåde af ’du’, men samtidig er do et koreansk ord med 121 forskellige betydninger, heriblandt en provins, et billede, et menneske eller et princip. Disse elementer optræder i både digtene og i de illustrationer (forfatterens egne tegninger og fotografier), der på lige fod indgår i bogen. ”Do” handler primært om dobbelthed. Det paradoksale i at have både en asiatisk og en skandinavisk familie, og samtidig føle at man ikke hører til nogen steder.

Flere af digtene i ”do” er beskrivelser af fotografier fra et familiealbum, f.eks. bryllupsportrætter. Digtet ”før rejsen” er en ekfrase, dvs. at digtet sprogligt formidler og fortolker et visuelt billede, almindeligvis vil det være et maleri. Her er det et fotografi af Eva i Seoul, kort før hun i 1975 rejser til Danmark. I et nøgternt sprog beskrives, hvordan den biologiske mor holder den lille Eva, hvis ansigtsudtryk er sammenbidt, munden er en tynd streg i ansigtet.

27903215

Spejlingen er en teknik, Tind Kristensen bruger flittigt. Forskellige tekster, tegninger og billeder sidestilles, så de, når de står overfor hinanden, skaber flere og nye betydninger. Tind Kristensen klippe-klistrer tekster, hun ikke selv har skrevet, ind mellem sine barndomsminder. Hun omskriver ordbogsopslag, hun kopierer folkesange og opskrifter på traditionelle koreanske og danske madretter f.eks. hundesuppe og grisetæer. I listerne over koreanske og danske dyrelyde er forskellen på en kos muh og um-mæ ret komisk. Men også sorg og smerte er i spil. Tydeligst i de breve Eva modtager fra sin biologiske søster, hvori deres fælles fars død berettes på et gebrokkent engelsk.

”do” myldrer med kontraster: mellem det muntre og det triste, barndom og voksenlivet, billede og tekst, mellem den koreanske og danske kultur. Forskelle er da også en vigtig del af Eva Tind Kristensens univers. Om sin arbejdsmetode har hun i et interview fortalt: ”Mit eneste princip var, at elementerne i bogen skulle relatere sig til det danske og koreanske.” (Mirian Due Steffensen: Jeg kan blive overrasket over at se mig selv i spejlet. Information, 2009-09-16).

eva+adolf

”hvem er lederen?/ er der 1, 2, 3 ledere?/ følg den person i gruppen/ du mener/ er gruppens leder/ læg mærke til, om nogen følger dig”
”eva+adolf”, s. 26.

På forsiden af ”eva+adolf” (2011) kigger Eva Tind Kristensen ud på læseren. Hun har asiatiske ansigtstræk og et lille, hvidt mælkeskæg på overlæben. Billedet er et negativ til de ikoniske billeder, vi kender så godt fra historiebøgerne af Adolf Hitler med hans blege ansigt og sorte overskæg.

Tind Kristensen interesserer sig for kendetegn, for enkelte ord og deres forskellige betydninger. I ”eva+adolf” er turen kommet til personnavne. Ikke nok med at Hitlers livsledsager hed Eva til fornavn, som forfatteren selv. Hun hed Braun til efternavn, der jo er tysk for brun, hvilket er forfatterens hudfarve. I digtet ”låsby, 1980” er Hitler det kælenavn, to veninder giver en tredje pige, da hun blander sig i deres leg og bryder deres venskabs tosomhed. Parallellerne forskydes. Der lugter af puddelhund hjemme hos pigen Hitler, og den tyske diktator havde et utrolig nært forhold til sin schæferhund, der hed Blondi.

28682379

Både tematisk og formmæssigt ligner Tind Kristensens anden digtsamling ”eva+adolf” hendes debut ”do”. Omdrejningspunktet er stadig identitet, kultur og oprindelse, og bogen er rigt udsmykket med udklip, tuschtegninger og fotografier. Hertil kommer gloselister, kopier af anatomiske lærebøger og en kurve over en orgasmes forløb.

Nogle af digtene er fortalt fra et børneperspektiv, hvor nostalgiske tilbageblik på en barndom i Jylland sætter fokus på mobning. Men teksterne bevæger sig også længere tilbage i historien, bl.a. med en liste over hvem af de tyske nazister nær Adolf Hitler, der begik selvmord, og en genskrivning af Eva, Adolf og Blondis sidste timer i førerbunkeren.

Navne, elementer og betydninger rodes sammen i digtene, der peger på, at der selv i uskyldige børnelege udspiller sig en magtkamp. Voksenlivet, med alt hvad det medfører af sex, orgasmer, hverdagsforpligtelser og praktiske gøremål, er på mange måder en spejling af børnenes lege. Eller er det omvendt?

 

Ophav

”Kære Sui, da du bliver født, bliver jeg så opslugt af dig, at jeg forsvinder for mig selv. Jeg opdager ikke Miriams fødselsdepression, jeg registrerer blot, at hun går rundt i huset alene, at hun trækker sig, at hun aldrig rigtig knytter sig til dig.”

”Ophav”, s. 73.

”Ophav” fra 2019 er Eva Tinds tredje roman. Den handler om Kai, der er arkitekt, halv koreaner og har datteren Sui med Miriam, der er en verdenskendt kunstner. Miriam har bevidst tilvalgt sin karriere og fravalgt moderrollen, så Kai har opdraget Sui alene i København, mens Miriam har boet i Japan og Sverige parallelt med, at hun i sin kunstneriske praksis har arbejdet med naturen i forskellige medier. Kai er den kærlige far, der har viet sit liv til at opdrage og drage omsorg for sin datter, så da Sui flytter hjemmefra, udløser det en eksistentiel krise for Kai, der vælger at rejse til Indien på et yogaretreat for at komme sig. Ved at vende de klassiske forældreroller på hovedet problematiserer romanen traditionelle kønsroller og familiemønstre.

”Ophav” er en fortælling i flere spor, hvis perspektiv veksler løbende. Fortælleteknisk skiftes der mellem tre jeg-fortællere, så begivenhederne beskrives fra både Kai, Miriam og Suis synsvinkel. Handlingen udspiller sig mestendels i 2010, men med spring tilbage og frem i tiden. Der er enkelte barndomsminder, for eksempel da Sui og Miriam i 1999 er en tur i Hareskoven, og et par scener fra en nær fremtid, hvor Miriam er blevet gammel og demensramt.

46381173

Sui vil gerne være forfatter, og undervejs i romanen optræder enkelte af hendes notater. De er mere lyriske og sprogligt legende, end de ellers enkle, dialogbårne og beskrivende prosastykker, som udgør størstedelen af romanen. For eksempel skriver Sui i et notat om naturen: ”Naturen er upraktisk./ Rund./ Naturen er et hul/ i jorden./ Naturen er af jord/ og huller./ Jorden er en mor, der holder fast i naturen som et barn.” (side 52). Ind imellem indflettes forskellige breve og et uddrag af et interview, Miriam giver til et amerikansk kunstmagasin.

Både Sui, Kai og Miriam er formet af deres ophav; de utraditionelle og opbrudte familiekonstellationer, de er vokset op i. De tre jeg-fortællere er på hver deres måde splittet mellem kunsten og kærligheden, naturen og civilisationen, og for Kai er spiritualitet også et tilbagevendende dilemma.

Romanen undersøger, hvordan menneskelige relationer ikke altid er, som man forventer. Suis mor og kæresten Anton er fraværende, selvoptagede og forblændede af hhv. ambitioner og ideologi, mens fremmede eller perifere personer i Suis liv viser sig at udvise mere omsorg for hende, end dem, der burde være hendes nærmeste.

Genrer og tematikker

Eva Tind Kristensen har skrevet digtsamlinger, romaner og en enkelt biografi af den danske stumfilmsskuespiller Asta Nielsen. Hendes digte er mere konstruerede og minimalistiske, end de er sentimentale. Ikke at der ikke er følelser på spil, men fordi forfatterinden indhenter sprog fra alle mulige forskellige tekster, bliver hendes egen stemme et ekko af stemmer fra verden og hverdagen. Sproget i digtene kan derfor virke upersonligt i sin enkelthed, hvilket især skyldes den flittige brug af lister, opskrifter og ordrer. Listerne opremser navneord på navneord og i ”eva+adolf” bruges også fremmedord fra tysk, fra engelsk og de latinske benævnelser på eksempelvis øjets enkeltdele. Opskrifterne begynder også med en liste (med ingredienser), mens instruktionsteksten minder om ordren i sin brug af bydeform: tag, kog, spis. Sproget er hårdkogt og nedkogt.

Tind Kristensen udfordrer normer og tabuer. Selvom digtenes sprogbrug altså er stiliseret, ja nogle steder ligefrem kølig og neutral, er digtenes indhold voldsomt og konfronterende. Identitet er et tema, der gennemsyrer hele forfatterskabet. Digtene rejser de spørgsmål alle, men i særdeleshed børn der er adopteret, på et eller andet tidspunkt må stille sig selv. Spørgsmål om arv og miljø og om selve menneskets væren: Hvem er jeg? Hvordan havde jeg været, hvis jeg var født et andet sted? Og hvordan skal jeg forstå begreber som mor, far og familie, når min mor, min far og min familie ikke ligner alle de andres.

I forlængelse af identitetsforvirringen opstår interessen for mødet mellem forskellige kulturer, og det sammenstød og de konflikter det ofte medfører. Ud over at have besøgt sit oprindelsesland Korea, har Tind Kristensen også rejst i Afrika og Grønland. Disse geografiske områder har det til fælles, at de tidligere har været koloniseret af europæiske lande. Man bruger begrebet ’postkolonialisme’ til at beskrive disse tidligere kolonier, der bl.a. som en konsekvens af deres historie nu døjer med problemer som økonomisk nedtur, ulighed og undertrykkelse. Eva Tind Kristensen arbejder med postkolonialismen i både sine bøger, sin kunst og i arkitekturen ved at undersøge tematikker som oprindelse, tradition og magtforhold.

Beslægtede forfatterskaber

Eva Tind Kristensen tager tekster og billeder ud af deres oprindelige kontekst og giver dem en ny betydning ved at bruge dem i sine bøger. Denne teknik kaldes ’readymade’ og har været brugt mange gange i både billedkunsten og litteraturen, siden den franske billedkunstner Marcel Duchamp i 1917 skabte stor debat om kunsten og kunstnerens rolle med sit værk ”Fountain” – et signeret urinal.

En anden dansk digter, der også arbejder med readymades, er Maja Lee Langvad. Hun er ligesom Tind Kristensen adopteret fra Korea. I sin debut ”Find Holger Danske” fra 2006 omskriver hun bl.a. janteloven, og hun genbruger spørgeskemaformen, som man kender den fra kulørte ugeblade, til at stille tyve spørgsmål til hhv. sin adoptivmor i Korea og sin biologiske mor i Danmark.

Magtkampe børn imellem er en tematik, man også finder hos Naja Marie Aidt. Hendes digtsamling ”Poesibog” fra 2008 skildrer venindeforhold og pigers gryende seksualitet, men også i Aidts noveller er barndommen en kærkommen kampplads for menneskelige relationer. Aidt er desuden, sammen med digteren Mette Moestrup, foregangskvinde for en postkolonialistisk strømning i nyere, dansk litteratur. Begge har de problematiseret forholdet mellem Danmark og Grønland i deres lyrik.

Eva Tind Kristensen nævner i et interview filmen ”Sliding Doors” som et eksempel på, hvordan tilfældigheder kan ændre den enkeltes liv. ”Livet er jo på en måde bygget op på tilfældigheder – altså, hvis man var gået til venstre i stedet for til højre den dag, så havde man slet ikke mødt den mand, og man havde fået nogle andre børn, hvis man overhovedet havde fået nogen. Det er jo et grundvilkår hos mennesket, og det grundvilkår peger jeg på i bogen.” (Anne Marie Andresen: Adoptionen i kunsten – Kunsten i adoptionen. Adoption & Samfund, 2010-06-01). Fascinationen af tilfældighedsprincippet deler hun med den amerikanske forfatter Paul Auster. I romanen ”City of Glass” fra 1985 (”By af glas”, 1987) tager historien afsæt i, at hovedpersonen Quinn påtager sig en anden mands identitet, en mand der vel og mærke har samme navn som forfatteren, Paul Auster. Navnesammenfald er altså et andet virkemiddel Auster bruger til at undersøge og spejle identitetens mange sider.

Bibliografi

Digte

Tind Kristensen, Eva:
do. Gyldendal, 2009.
Tind Kristensen, Eva:
eva+adolf. Gyldendal, 2011.
Tind Kristensen, Eva:
Objet fabriqué. H/O/F, i kommision hos Gyldendal, 2014.

Romaner

Tind Kristensen, Eva:
Rosenvej. Gyldendal, 2012.
Tind Kristensen, Eva:
Han. Gyldendal, 2014.
Tind, Eva: Ophav. Gyldendal, 2019.

Biografier

Tind, Eva:
Astas skygge, Gyldendal 2016.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Eva Tind Kristensen

Om forfatterskabet

Oversigt over Tind Kristensens værker med eksempler på hendes digte, videokunst og bidrag til kunstudstillinger, nyheder om hendes generelle aktiviteter, kortere biografi.
Garsdal, Lise:
Den svære toer: »Jeg ved godt, at jeg ikke er et billede i en avis«. Politiken, 2011-02-16
Kort portræt og anmeldelser af bøger.

Emnesøgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Eva Tind Kristensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andresen, Anne Marie:
Adoptionen i kunsten: kunsten i adoptionen. Adoption og samfund, Årg. 34, nr. 3, 2010.
Due Steffensen, Mirian:
Jeg kan blive overrasket over at se mig selv i spejlet. Information, 2009-09-16.