Enki Bilal

Artikel type
voksenillustratorer
journalist Samuel Krygier, iBureauet/Dagbladet Informatin, 2006.
Main image
Bilal, Enki
Foto: POLFOTO

Indledning

Enki Bilal er en af de europæiske tegneserieskabere, der har bidraget mest til at udvide tegneseriemediets formsprog og motivverden hen imod en original og seriøs kunstart for begge køn og alle aldersgrupper. Han er især kendt for sit samarbejde med tekstforfatteren Pierre Christin, med hvem han har skabt hovedværkerne “Den sorte ordens falangister” og “Jagten”. Bilal har desuden selv skrevet manuskript til en række tegneserier, hvoraf albummene i Nikopol-trilogien står som nogle af de mest mindeværdige.

Bilal er først og fremmest en blændende billedmager, som med sin poetiske streg er en mester i at forene realisme med surrealisme. Hans foretrukne temaer er menneskets møde med totalitære tankegange, ofte forløst i science fiction-universer. Erotik, vold og poesi går ofte hånd i hånd i Bilals drømmende fantasibilleder og skildringer af mareridtsagtige fremtidsverdener.

51614755

Blå bog 

  • Født: 7. oktober 1951 i Beograd, Serbien.
  • Uddannelse: Har studeret ved kunstakademiet i Nanterre.
  • Debut: Le Bol Maudit, 1972.
  • Priser: Prix RTL for bedste tegneserie for voksne for ”Den sorte ordens falangister”, 1980. Førstepræmien ved tegneseriefestivalen i Angoulême, 1987. Magasinet Lires pris for årets bedste bog for “Ækvators kulde”, 1993.
  • Seneste udgivelse: Luftens farve. Faraos Cigarer, 2015. (La couleur de l’air). Oversætter: Per Vadmand. Tegneserie.
  • Genre: Grafiske romaner

Baggrund

“Horus: “Ser du, Nikopol, takket være dig har jeg oplevet mange gode ting. I himmelen såvel som på jorden. Elleve år er kun et øjeblik for mig, men jeg kan huske lugte, lyde, fornemmelser, som jeg har delt med dig – selv om kærligheden er noget, jeg aldrig helt har forstået. Du har været et godt hylster, det vil jeg sige. Vi har fartet rundt over hele kloden, sikkert alt for meget og alt for hurtigt. Og som du ved, ville det, jeg har set, have givet enhver normal gud kvalme. Jeres manglende evne til at styre denne klode trodser enhver beskrivelse. Alt hvad I rører ved, går der straks betændelse i." (...)”
"Ækvators kulde".

Enki Bilal blev født under navnet Enes Bilalovic den 7. oktober 1951 i Serbien i det tidligere Jugoslavien. Hans mor var fra Tjekkoslovakiet, og hans bosniske far var en overgang Marskal Titos skrædder. De første ti år af sit liv boede Bilal i Beograd, hvor han allerede tidligt viste interesse for at tegne. Sammen med sine jævnaldrende venner yndede han at male med farvekridt på fortovene i Beograds gader, og Bilals forældre opmuntrede ham til at følge sin lidenskab.

I slutningen af 1950'erne rejste Bilals far til Paris for at søge arbejde, og han besluttede sig for ikke at vende tilbage til det kommunistiske diktatur igen. Det viste sig dog at være ret problematisk at få resten af familien med til Frankrig. Heldigvis var Bilals lærerindes mand højt placeret inden for systemet. Han indvilgede i at give familien et visum ud af landet mod til gengæld at overtage den lejlighed, som de boede i. På den måde lykkedes det den niårige Bilal sammen med sin mor og søster at blive genforenet med faderen i Frankrig i 1961. Familien flyttede ind i en trist forstad til Paris, og det er bl.a. tiden her, der har været med til at inspirere ham til de forfaldne bybilleder, der har præget hans senere værker.

I skolen i Paris blev Bilal for første gang introduceret til vesteuropæiske tegneserier som Tintin og Splint & Co. Efter studentereksamen søgte han ind på kunstakademiet ved det humanistiske fakultet i Nanterre. Opholdet blev dog kort, da Bilal kort tid herefter vandt en tegnekonkurrence, arrangeret af tegneseriemagasinet Pilote. Herefter begyndte han at arbejde for Pilote med at tegne forsider og andre mindre illustrationsopgaver. I 1972 debuterede Bilal med en historie i Pilote med titlen “Le Bol Maudit”. En dag mødte han tilfældigvis tekstforfatteren Pierre Christin, der i forvejen var kendt for science fiction-tegneserien “Linda og Valentin – agenter i tid og rum”, i en parisisk boghandel. De begyndte snart at samarbejde på en serie dystre og surrealistiske tegneserier rettet mod et voksent publikum, hvoraf den første, “La Croisière des oubliés”, udkom i 1975.

Bilals store gennembrud kom dog først i 1979 med udgivelsen af den politiske tegneserie “Les Phalanges de l'ordre noir”, der også havde tekst af Christin. Han var dog ikke tilfreds med kun at illustrere andres manuskripter, og i 1980 skrev og tegnede han første bind i den såkaldte Nikopol-trilogi med titlen “La Foire aux immortels”, der blev efterfulgt af “La Femme piège” i 1986 og “Froid équateur” i 1993. Han fortsatte dog stadig med at samarbejde med Christin, og i 1983 kom det profetiske mesterværk “La Partie de chasse”. Denne udgivelse gjorde Bilal berømt i hele Europa som en illustrator i verdensklasse.

Udover tegneserier havde Bilal altid været fascineret af filmmediet, og i 1983 stod han for designet af kulisserne til Alain Resnais' film “La vie est une roman”. I 1988 tog Bilal springet fuldt ud og instruerede sit første spillefilm, “Bunker Palace Hotel”. Den blev indspillet i de samme gader i Beograd, hvor han i sin tid havde leget som lille dreng. Bilal fandt desuden også tid til at stå for scenografien til Denis Levaillants opera “OPA mia” i 1990 og en opsætning af Prokofievs ballet “Romeo og Julie” i 1991.

Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i 1991, involverede Bilal sig aktivt i debatten om konflikten i Frankrig. Han producerede bl.a. en række “fredsfrimærker” og postkort til støtte for fredsprocessen. Herefter holdt Bilal en pause fra tegneseriemediet for at instruere sin anden film “Tykho Moon” i 1996. I 1998 vendte han tilbage til tegneserien med albummet “Le Sommeil du monstre”, der var del af en ny tegneserietrilogi, som handlede om Jugoslaviens sammenbrud, men set fra fremtiden. Senere kom “32 Décembre” i 2003 og “Rendez-vouz à Paris” i 2006. Bilal instruerede sin tredje film, “Immortel (Ad Vitam)”, i 2004, der var et forsøg på at filmatisere “Nikopol-trilogien” med en blanding af rigtige skuespillere og computeranimerede figurer.

Enki Bilal lever og arbejder i Paris.

Samfundskritik a la halvfjerdserne

“Liternos fortsætter sin usandsynlige rejse... henover de vidtstrakte fyrreskove i Les Landes... henover lysninger, hvor en skovbrand har lagt landet øde... eller hvor røg og affald fra industrien forgifter jorden... henover kendt såvel som ukendt land...”
Enki Bilal: “De glemtes krydstogt”, s. 38.

Det er med “La Croisiere des oublies” fra 1975 (“De glemtes krydstogt”, 1991), at Pierre Christin og Enki Bilal indleder deres samarbejde i skabelsen af tegneserier med politisk indhold. Historiens handling udspiller sig i og omkring den lille landsby Liternos. Landsbyen ligger i et vidtstrakt skovområde nær Atlanterhavets kyst i et fredeligt, naturskønt hjørne af Frankrig kaldet Les Landes. Livet for de lokale bønder er dog gået ned ad bakke, siden en stor militærbase er blevet opført i nærheden af byen. Store dele af skoven er blevet eksproprieret til en udvidelse af basen. Desuden foretager skumle militærfolk tophemmelige eksperimenter i området, der har skræmt store dele af områdets dyreliv væk. En dag vågner beboerne i Liternos op til et forunderligt syn. Alle bygningerne i byen har i løbet af natten hævet sig fra deres fundament, og nu svæver de et par meter over jorden. Samtidig dukker to fremmede op i landsbyen og fortæller, at militæret netop har påbegyndt en række farlige forsøg med vægtløshed. Men hvem er de mystiske personer uden navn, og er det nu virkelig militærets skyld, at Liternos befinder sig i denne besynderlige tilstand?

“De glemtes krydstogt” er skrevet i midten af 1970'erne, og det bærer fortællingen tydeligt præg af. Historien er klart tænkt som et stykke rendyrket socialistisk propaganda. Temaet er den lille mands magtesløshed overfor magthavernes og storindustriens potentielt altødelæggende jagt efter mere magt og flere penge. Fronterne bliver dog trukket en anelse for unuanceret op, og det er med til at ødelægge historiens pointe. De lokale indbyggere i Liternos er f.eks. overmenneskeligt rare, fornuftige og åbne over for de mystiske fremmede, der tilfældigvis dukker op samme dag, som deres landsby begynder at svæve over jorden – en hændelse, som de for øvrigt accepterer med en helt usandsynlig stor sindsro. På den anden side står de onde industrialister og militærfolk, der præsenteres som rene karikaturer. De bliver beskrevet som en bande kyniske og nedladende skiderikker, hvis eneste fornøjelse tilsyneladende er at forurene naturområder, udvikle nye måder at dræbe på og ellers bare beordre folk rundt på en arrogant facon.

Hvad tegnestilen angår, så er Bilal i dette tidlige album langt fra den tekniske elegance og det kunstneriske overskud, der kendetegner hans senere værker. Illustrationerne er dels præget af en overdreven brug af skraveringer og dels en temmelig gusten farvelægning, der giver karaktererne et nærmest grumset og grotesk udseende. Disse fodfejl bliver der dog hurtigt rettet op på i de senere fortællinger.