enki bilal
Foto: Laurent Emmanuel / Ritzau Scanpix

Enki Bilal

journalist Samuel Krygier, iBureauet/Dagbladet Informatin, 2006.
Top image group
enki bilal
Foto: Laurent Emmanuel / Ritzau Scanpix
Main image
Bilal, Enki
Foto: POLFOTO

Indledning

Enki Bilal er en af de europæiske tegneserieskabere, der har bidraget mest til at udvide tegneseriemediets formsprog og motivverden hen imod en original og seriøs kunstart for begge køn og alle aldersgrupper. Han er især kendt for sit samarbejde med tekstforfatteren Pierre Christin, med hvem han har skabt hovedværkerne “Den sorte ordens falangister” og “Jagten”. Bilal har desuden selv skrevet manuskript til en række tegneserier, hvoraf albummene i Nikopol-trilogien står som nogle af de mest mindeværdige.

Bilal er først og fremmest en blændende billedmager, som med sin poetiske streg er en mester i at forene realisme med surrealisme. Hans foretrukne temaer er menneskets møde med totalitære tankegange, ofte forløst i science fiction-universer. Erotik, vold og poesi går ofte hånd i hånd i Bilals drømmende fantasibilleder og skildringer af mareridtsagtige fremtidsverdener.

 

48309682

Blå bog 

Født: 7. oktober 1951 i Beograd, Serbien.

Uddannelse: Har studeret ved kunstakademiet i Nanterre.

Debut: Le Bol Maudit, 1972.

Priser: Prix RTL for bedste tegneserie for voksne for ”Den sorte ordens falangister”, 1980. Førstepræmien ved tegneseriefestivalen i Angoulême, 1987. Magasinet Lires pris for årets bedste bog for “Ækvators kulde”, 1993.

Seneste udgivelse: Bug - bog 1. Cobolt, 2020. (Bug - Tome 1, 2017). Illustreret af Enki Bilal. Oversat af Søren Vinterberg. Tegneserie.

Genre: Grafiske romaner

Artikel type
voksenillustratorer

Baggrund

“Horus: “Ser du, Nikopol, takket være dig har jeg oplevet mange gode ting. I himmelen såvel som på jorden. Elleve år er kun et øjeblik for mig, men jeg kan huske lugte, lyde, fornemmelser, som jeg har delt med dig – selv om kærligheden er noget, jeg aldrig helt har forstået. Du har været et godt hylster, det vil jeg sige. Vi har fartet rundt over hele kloden, sikkert alt for meget og alt for hurtigt. Og som du ved, ville det, jeg har set, have givet enhver normal gud kvalme. Jeres manglende evne til at styre denne klode trodser enhver beskrivelse. Alt hvad I rører ved, går der straks betændelse i." (...)”
"Ækvators kulde".

Enki Bilal blev født under navnet Enes Bilalovic den 7. oktober 1951 i Serbien i det tidligere Jugoslavien. Hans mor var fra Tjekkoslovakiet, og hans bosniske far var en overgang Marskal Titos skrædder. De første ti år af sit liv boede Bilal i Beograd, hvor han allerede tidligt viste interesse for at tegne. Sammen med sine jævnaldrende venner yndede han at male med farvekridt på fortovene i Beograds gader, og Bilals forældre opmuntrede ham til at følge sin lidenskab.

I slutningen af 1950'erne rejste Bilals far til Paris for at søge arbejde, og han besluttede sig for ikke at vende tilbage til det kommunistiske diktatur igen. Det viste sig dog at være ret problematisk at få resten af familien med til Frankrig. Heldigvis var Bilals lærerindes mand højt placeret inden for systemet. Han indvilgede i at give familien et visum ud af landet mod til gengæld at overtage den lejlighed, som de boede i. På den måde lykkedes det den niårige Bilal sammen med sin mor og søster at blive genforenet med faderen i Frankrig i 1961. Familien flyttede ind i en trist forstad til Paris, og det er bl.a. tiden her, der har været med til at inspirere ham til de forfaldne bybilleder, der har præget hans senere værker.

I skolen i Paris blev Bilal for første gang introduceret til vesteuropæiske tegneserier som Tintin og Splint & Co. Efter studentereksamen søgte han ind på kunstakademiet ved det humanistiske fakultet i Nanterre. Opholdet blev dog kort, da Bilal kort tid herefter vandt en tegnekonkurrence, arrangeret af tegneseriemagasinet Pilote. Herefter begyndte han at arbejde for Pilote med at tegne forsider og andre mindre illustrationsopgaver. I 1972 debuterede Bilal med en historie i Pilote med titlen “Le Bol Maudit”. En dag mødte han tilfældigvis tekstforfatteren Pierre Christin, der i forvejen var kendt for science fiction-tegneserien “Linda og Valentin – agenter i tid og rum”, i en parisisk boghandel. De begyndte snart at samarbejde på en serie dystre og surrealistiske tegneserier rettet mod et voksent publikum, hvoraf den første, “La Croisière des oubliés”, udkom i 1975.

Bilals store gennembrud kom dog først i 1979 med udgivelsen af den politiske tegneserie “Les Phalanges de l'ordre noir”, der også havde tekst af Christin. Han var dog ikke tilfreds med kun at illustrere andres manuskripter, og i 1980 skrev og tegnede han første bind i den såkaldte Nikopol-trilogi med titlen “La Foire aux immortels”, der blev efterfulgt af “La Femme piège” i 1986 og “Froid équateur” i 1993. Han fortsatte dog stadig med at samarbejde med Christin, og i 1983 kom det profetiske mesterværk “La Partie de chasse”. Denne udgivelse gjorde Bilal berømt i hele Europa som en illustrator i verdensklasse.

Udover tegneserier havde Bilal altid været fascineret af filmmediet, og i 1983 stod han for designet af kulisserne til Alain Resnais' film “La vie est une roman”. I 1988 tog Bilal springet fuldt ud og instruerede sit første spillefilm, “Bunker Palace Hotel”. Den blev indspillet i de samme gader i Beograd, hvor han i sin tid havde leget som lille dreng. Bilal fandt desuden også tid til at stå for scenografien til Denis Levaillants opera “OPA mia” i 1990 og en opsætning af Prokofievs ballet “Romeo og Julie” i 1991.

Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i 1991, involverede Bilal sig aktivt i debatten om konflikten i Frankrig. Han producerede bl.a. en række “fredsfrimærker” og postkort til støtte for fredsprocessen. Herefter holdt Bilal en pause fra tegneseriemediet for at instruere sin anden film “Tykho Moon” i 1996. I 1998 vendte han tilbage til tegneserien med albummet “Le Sommeil du monstre”, der var del af en ny tegneserietrilogi, som handlede om Jugoslaviens sammenbrud, men set fra fremtiden. Senere kom “32 Décembre” i 2003 og “Rendez-vouz à Paris” i 2006. Bilal instruerede sin tredje film, “Immortel (Ad Vitam)”, i 2004, der var et forsøg på at filmatisere “Nikopol-trilogien” med en blanding af rigtige skuespillere og computeranimerede figurer.

Enki Bilal lever og arbejder i Paris.

Samfundskritik a la halvfjerdserne

“Liternos fortsætter sin usandsynlige rejse... henover de vidtstrakte fyrreskove i Les Landes... henover lysninger, hvor en skovbrand har lagt landet øde... eller hvor røg og affald fra industrien forgifter jorden... henover kendt såvel som ukendt land...”
Enki Bilal: “De glemtes krydstogt”, s. 38.

Det er med “La Croisiere des oublies” fra 1975 (“De glemtes krydstogt”, 1991), at Pierre Christin og Enki Bilal indleder deres samarbejde i skabelsen af tegneserier med politisk indhold. Historiens handling udspiller sig i og omkring den lille landsby Liternos. Landsbyen ligger i et vidtstrakt skovområde nær Atlanterhavets kyst i et fredeligt, naturskønt hjørne af Frankrig kaldet Les Landes. Livet for de lokale bønder er dog gået ned ad bakke, siden en stor militærbase er blevet opført i nærheden af byen. Store dele af skoven er blevet eksproprieret til en udvidelse af basen. Desuden foretager skumle militærfolk tophemmelige eksperimenter i området, der har skræmt store dele af områdets dyreliv væk. En dag vågner beboerne i Liternos op til et forunderligt syn. Alle bygningerne i byen har i løbet af natten hævet sig fra deres fundament, og nu svæver de et par meter over jorden. Samtidig dukker to fremmede op i landsbyen og fortæller, at militæret netop har påbegyndt en række farlige forsøg med vægtløshed. Men hvem er de mystiske personer uden navn, og er det nu virkelig militærets skyld, at Liternos befinder sig i denne besynderlige tilstand?

“De glemtes krydstogt” er skrevet i midten af 1970'erne, og det bærer fortællingen tydeligt præg af. Historien er klart tænkt som et stykke rendyrket socialistisk propaganda. Temaet er den lille mands magtesløshed overfor magthavernes og storindustriens potentielt altødelæggende jagt efter mere magt og flere penge. Fronterne bliver dog trukket en anelse for unuanceret op, og det er med til at ødelægge historiens pointe. De lokale indbyggere i Liternos er f.eks. overmenneskeligt rare, fornuftige og åbne over for de mystiske fremmede, der tilfældigvis dukker op samme dag, som deres landsby begynder at svæve over jorden – en hændelse, som de for øvrigt accepterer med en helt usandsynlig stor sindsro. På den anden side står de onde industrialister og militærfolk, der præsenteres som rene karikaturer. De bliver beskrevet som en bande kyniske og nedladende skiderikker, hvis eneste fornøjelse tilsyneladende er at forurene naturområder, udvikle nye måder at dræbe på og ellers bare beordre folk rundt på en arrogant facon.

Hvad tegnestilen angår, så er Bilal i dette tidlige album langt fra den tekniske elegance og det kunstneriske overskud, der kendetegner hans senere værker. Illustrationerne er dels præget af en overdreven brug af skraveringer og dels en temmelig gusten farvelægning, der giver karaktererne et nærmest grumset og grotesk udseende. Disse fodfejl bliver der dog hurtigt rettet op på i de senere fortællinger.

Forsinket opgør med fortidens fjender

“Genforeningen fandt sted nogle dage senere i en bjerglandsby bag St. Jean de Luz... fyrre år efter brigadens opløsning i 1938! Fyrre år efter den spanske borgerkrigs ophør mødtes man igen i dette baglokale... fyrre år er lang tid... det var en smuk samling af gammelmandsskavanker – astma, gigt, for højt blodtryk, gammelt kød fyldt med kolesterol! Men det var dog ikke den totale senilitet, og aftenen var særdeles vellykket. Ikke så sært, hvis man følte sig lidt ung igen...”
Enki Bilal: “Den sorte ordens falangister”, s. 15.

“Les Phalanges de l'ordre noir” fra 1979 (“Den sorte ordens falangister”, 1979) repræsenterer et af de store højdepunkter i Enki Bilal og Pierre Christins projekt med at forene en kritik af det 20. århundredes totalitarisme med den grafiske roman. Handlingen indledes med, at en fascistisk organisation med rødder tilbage i den spanske borgerkrig, udfører en terroraktion mod den lille baskiske landsby Nieves i slutningen af 1970'erne. Alle byens beboere bliver henrettet, hvorefter landsbyen bliver brændt ned til grunden. Den engelske journalist Jefferson Pritchard opdager til sin forfærdelse, at det er gruppen Den Sorte Ordens Falangister, der står bag massakren. En gruppe, han selv kæmpede mod i sin ungdom under den blodige borgerkrig i Spanien. Pritchard beslutter sig for at hævne nedslagtningen af de uskyldige landsbyboere. Derfor tager han kontakt til sine aldrende kammerater fra Den Internationale Brigade, og sammen indleder de en intens jagt over hele Europa for at likvidere medlemmerne af den fascistiske gruppe.

På overfladen skildrer “Den sorte ordens falangister” et forsinket opgør med ældede veteraner fra den spanske borgerkrig. Under dette lag finder man dog en langt større problemstilling, der omhandler vold som løsning af politiske uoverensstemmelser. Bliver de voldelige metoder, som Pritchards grupper gør brug af, retfærdiggjort af den terror, som Den Sorte Ordens Falangister er skyldige i? Er de gamle kampfæller fra Den Internationale Brigade overhovedet et hak bedre, end den fascistiske fjende, som de med alle midler prøver at bekæmpe? Undervejs, mens tabstallet stiger hos begge fraktioner, når man som læser uundgåeligt frem til den konklusion, at vold i sidste ende kun avler vold. Uanset hvilke ideologiske paroler man dækker sig ind under.

I “Den sorte ordens falangister” har Bilal udviklet sig en hel del i forhold til de tidligere albums. Den til tider usikre streg og overdrevne brug af skraveringer er afløst af en mere moden og diskret tegnestil. I sin portrættering af kæmperne på begge sider af det ideologiske spektrum skaber han en række tunge fysiognomier, der alle er mærket af deres fremskredne alderdom i form af leverpletter, vigende hårpragt og en slaphed i huden. Dette giver et til tider lidt for realistisk portræt af, hvad der venter os alle i sidste ende.

Gensyn med fortidens synder

“La Partie de chasse” (“Jagten”, 1984) fra 1983 er ligesom “Den sorte ordens falangister” en fortælling om idealer og skuffelser, maskeret som politisk thriller. Handlingen finder sted over en weekend på et jagtslot et sted i Polen i begyndelsen af 1980'erne. Her mødes ni højtstående partifunktionærer fra forskellige østbloklande for at gå på bjørnejagt i de omkringliggende sneklædte skove. Alle personerne i jagtselskabet er knyttet sammen af deres afhængighed af det russiske politbureaumedlem Vasilij Aleksandrovitj Tjevtjenko. Gennem forskellige omstændigheder skylder de ham alle deres position i systemet og i flere tilfælde sågar deres liv. Nu er de samlet for at gennemføre et snedigt mordkomplot, der i sidste ende kan afgøre hele Østblokkens videre skæbne.

Undervejs i udførelsen af den djævelske intrige mindes hver af karaktererne deres individuelle roller i den gradvise opbygning af det kommunistiske imperium fra oktoberevolutionen og fremad. Alle som en har de blod på hænderne. For i deres kamp for at opretholde det sovjetiske regime har de måttet indgå kompromiser med deres idealer og begå forbrydelser i partiets navn. Med tiden er de blevet gamle og noget affældige, og alle disse tragedier har skabt en voksende desillusion med den socialistiske drøm.

“Jagten” er på mange måder et profetisk album, der med skræmmende klarsyn forudser østblokkens indre splittelse og betonkommunismens sammenbrud seks år før Berlin-murens fald. Albummet er et opgør med den totalitarisme, der var en indgroet del af det kommunistiske regime under Den Kolde Krig. Pierre Christins manuskript giver et rystende indblik i den østeuropæiske kommunismes blodige brutalitet og de magtkampe, der fandt sted i kulisserne bag Jerntæppet.

På billedsiden leverer Bilal en række fantastisk smukke illustrationer, der forlener fortællingen med en poetisk, næsten drømmende atmosfære. Mens handlingen på jagtslottet bliver beskrevet gennem hans karakteristiske fotorealistiske tegninger, så er personernes mange tilbageblik indhyllet i et nærmest surrealistisk skær. Fortidens minder optræder nemlig i et gustent skær, der er sølet ind i strømme af blod. Denne kontrast mellem nutid og fortid er med til at tilføre “Jagten” en mytisk dybde, der, sammen med det fremragende manuskript, gør albummet til en milepæl i tegneseriekunsten.

Fremtidschok

“Alcide Nikopol: “Aaaaah!”
Horus: “Tag det roligt!”
Alcide Nikopol: “Mit ben! For helvede, hvor er mit ben!?”
Horus: “Tag det roligt, siger jeg jo, jordbo! Hør efter! Jeg, Horus, gudernes gud, den udødelige...”
Alcide Nikopol: “Hvem?”
Horus: “Horus! Ham, som du kan takke for forlængelsen af dit elendige, dødelige liv... han, som vil vise dig den ære at tage ophold i din krop... han, som ved alt om din sølle tilværelse som desertør, Alcide Nikopol!””
Enki Bilal: “Udødelighedens pris”, s. 18.

Det er med “La Foire aux immortels” fra 1980 (“Udødelighedens pris”, 1985) at Enki Bilal tager skridtet og bliver en selvstændig serieskaber. Tegneserien er det første større værk, som han både tegner og skriver manuskriptet til. Historien foregår i år 2023 og følger desertøren Alcide Nikopol, der vender tilbage til Paris efter at have været frosset ned i det ydre rum i 30 år. Den by, han engang kendte, har ændret sig drastisk efter flere årtiers atomkrig og politiske omvæltninger. Paris bliver nu regeret med en jernnæve af den fascistiske diktator Jean-Ferdinand Choublanc. Byen er desuden overrendt af forskellige mystiske rumvæsner, og den er i det hele taget ved at blive kvalt i sit eget forfald. Samtidig med Nikopols tilbagevenden dukker et pyramideformet rumskib op over Paris. Det er beboet af en gruppe egyptiske guder med dyrehoveder, der har kontaktet byens regering med det formål at tilegne sig store mængder brændstof. Deres pyramidefartøj er nemlig løbet tør for olie! Choublanc er dog kun villig til at efterkomme dette ønske, hvis han til gengæld bliver gjort udødelig af guderne. En frafalden gud, den blodtørstige og paranoide Horus med hoved som en falk, tager i mellemtiden bolig i den netop optøede Nikopols krop. Guden med falkehovedet vil nemlig bruge Nikopol som en brik i sin skumle plan for at overtage magten i Paris og dermed hævne sig på de andre egyptiske guder. Undervejs i dette psykedeliske eventyr må Nikopol kæmpe en desperat kamp for ikke at blive skingrende vanvittig.

“Udødelighedens pris” er ikke en almindelig science fiction-tegneserie, for Bilal har ambitioner om andet end blot at fortælle en spændende historie i en bizar fremtidsverden. Han ønsker at fremføre en advarsel om den voksende historieløshed i den vestlige del af verden. Moralen er, at hvis vi ikke lærer af historien, så vil den gentage sig igen og igen. Fascisten Choublanc er et eksempel på dette, når han bl.a. gør brug af Mussolinis slagord på plakater og i sine taler for at opretholde sit diktatur. Fortælleteknisk er albummet dog ikke noget mesterværk. Historien er rodet og svært tilgængelig. Der er alt for mange løse ender, og flere af de for plottet tilsyneladende vigtige bipersoner forbliver ligegyldige statister hele vejen igennem. Efter endt læsning kan man få den tanke, at Bilal burde holde sig til at samarbejde med mere rutinerede tekstforfatter som f.eks. Pierre Christin, hvis historier er præget af en mere ligefrem fortællestil. Det ville dog være at forklejne fortællingens sprudlende originalitet, der viser fremtidens Europa som en kold, diktatorisk atomkrigshærget verden befolket af fanatikere, fortabte astronauter og smålige guder. “Udødelighedens pris” emmer desuden også af en helt speciel sort humor, der ikke er at finde i Christins værker. At Bilal er pessimist i forhold til verdens udvikling er ikke til at tage fejl af, men alene tanken om, at en gruppe egyptiske guder skulle fordrive tiden i deres rumfartøj med at spille matador, er tegn på en helt fantastisk absurd tankegang.

Dele af  “Udødelighedens pris” og dens fortsættelse, “Lokkeduen”, blev filmatiseret af Bilal i 2004 under titlen “Immortel (Ad Vitam)”.

Kvinden med det blå hår og de blå tårer

“Alcide Nikopol: “Horus, den paranoide gud, er tilbage på jorden igen... det kommer til et ubarmhjertigt møde mellem ham og mig... der er to muligheder: Jeg opsøger ham, eller han finder mig... jeg har valgt at opsøge ham, af to grunde: Dels har han indledt et veritabelt blodbad, som det er på tide at få sat en stopper for... dels er jeg ikke i stand til at indpasse mig i denne tidsalder, i dette selskab... ved at opsøge Horus slår jeg ind på det absurde og irrationelle spor, som har ført mig hertil, lige fra hin triste dag i 1993... jeg kan lige så godt se i øjnene, at jeg er fysisk og mentalt svækket... jeg kan lige så godt løbe linen ud... faktisk tror jeg det vil more mig overmåde...””
Enki Bilal: “Lokkeduen”, s. 40.

“La Femme piège” fra 1986 (“Lokkeduen”, 1986) er anden del af Nikopol-trilogien, der blev påbegyndt med albummet “Udødelighedens pris” seks år tidligere. Fortællingen er centreret omkring den blåhårede kvinde Jill Bioskop, hvis liv på forunderlig vis bliver knyttet sammen med Alcide Nikopol og guden Horus. Der er gået to år siden Nikopol blev indlagt på et psykiatrisk hospital i Paris, og Horus blev taget i forvaring af de andre egyptiske guder ombord på deres pyramideformede rumskib. Nu er året 2025. Jill arbejder som journalist i London, da hendes elsker John bliver dræbt i et sammenstød mellem to rivaliserende etniske grupper. For at dulme smerten over tabet af ham begynder hun at tage HLV-piller, der sletter hukommelsen. Sideløbende finder rumfærgen Europa I en stenblok i det ydre rum, der viser sig at indeholde den egyptiske gud Horus' udødelige krop. Straks efter at han er befriet fra sit fængsel, slagter han fartøjets besætning og sætter kursen mod jorden. Alt dette oplever Nikopol i sine drømme takket være sin telepatiske kat. Martret af sine mareridt beslutter han sig for at opsøge den paranoide gud for at stoppe ham fra yderligere blodsudgydelser. Det fører til et højspændt klimaks for de tre karakterer på luksushotellet Mauer Palast i hjertet af Berlin.

Ligesom “Udødelighedens pris” er “Lokkeduen” et yderst gådefuldt og svært tilgængeligt værk. Handlingen er mildest talt forvirrende, og læseren er ofte i tvivl om, hvad der er drøm og hvad der er virkelighed. Det er med til at underbygge hovedtemaet om erindring og hukommelsestab. Hvis et menneske kan slette dele af sin hukommelse, hvordan skal vedkommende så kunne lære af sin fortid? Vores minder er jo i sidste ende dét, der konstituerer os som individer og uden dem, kan vi ikke fortsætte med at vokse og udvikle os mentalt. Så vil man i stedet være tvunget til at gentage sine fejltagelser igen og igen i al evighed. Albummet er i sin helhed langt mere dystert end første del af Nikopol-trilogien. Bilals vision om fremtiden er stadig præget af fysisk og psykisk vold. Men den forløsende sorte humor, der karakteriserede Nikopols eventyr i Paris, er stort set fraværende.

“Lokkeduen” er på den visuelle side et af Bilals smukkeste albums. Det er tegnet i hans karakteristiske fotorealistiske streg, der blander rå realisme med strømme af blod. Billederne er præget af en næsten uigennemtrængelig kulde, der forlener hans karakterers færden i denne deprimerende fremtidsverden med et lysende skær af ensomhed. I sine portrætter af Jill Bioskop skaber Bilal desuden én af sine mest legendariske og letgenkendelige figurer overhovedet: Den smukke kvinde med en hud der er hvid som sne og hår, læber og tårer, der er blå som en skyfri sommerhimmel.

Istid i Afrika

“Jill Bioskop: “Hvad vil du?”
Alcide Nikopol Junior: “Præsentere mig... jeg er Ni...”
Jill Bioskop: “Nikopol Junior. Jeg ved det. Jeg genkendte dig... leder du efter din far?”
Alcide Nikopol Junior: “Jeg ved ikke helt, hvad jeg leder efter, men i princippet, ja. Han ser ikke ud til at have det ret godt. Er han stadig sammen med... sin gud?”
Jill Bioskop: “Mere end nogensinde... og han kan ikke slippe af med ham. Det er ude med din far. Jeg råder dig til at lade ham være, rejse væk, glemme ham...”
Alcide Nikopol Junior: “Glemme ham?”.
Enki Bilal: “Ækvators kulde”, s. 40

Tredje og sidste del af Nikopol-trilogien hedder “Froid Équateur” , og den udkom i 1992 (“Ækvators kulde”, 1993). Ved afslutningen af “Lokkeduen” var Alcide Nikopol, Jill Bioskop og guden Horus på flugt fra et stort pyramideformet rumskib. Der er siden gået ni år, og årstallet er nu 2034. Ved fortællingens begyndelse møder vi Alcide Nikopols søn, Nikopol Junior, i et Afrika på randen af økologisk sammenbrud. Her søger han efter sin far. Dette projekt problematiseres dog ved det faktum, at Nikopol Junior har samme navn, alder og udseende som Nikopol Senior. Undervejs på sin færd møder Nikopol Junior genetikeren Jelena Prokosj-Tootobi, der er en dobbeltgænger til Jill Bioskop blot uden hvid hud eller blå øjne. Sammen ender de i den istidstruede by Equator City i det centrale Østafrika. Her befinder Nikopol Senior sig sammen med guden Horus for at dyste om verdensmesterskabet i den særegne sportsgren “Chess-Boxing”. Jill er også et sted i byen sammen med sit mystiske barn, der er et resultat af hendes kærlighedsaffære med både Nikopol Senior og Horus. Alle disse karakterers veje krydser hinanden på forunderlig vis i et absurd landskab, præget af sne og vilde dyr fra den afrikanske savanne.

“Ækvators kulde” berører ligesom de tidligere bind i Nikopol-trilogien emner som totalitarisme og problemet ved begrebet erindring. Denne gang gælder det dog de multinationale selskabers totalitarisme personificeret af den mafialignende organisation KKDZO, og der er desuden også tilføjet et nyt element i form af frygten for en truende økologisk katastrofe. Intrigen er som altid yderst kompleks at hitte rede i. Der er dels de mange forvekslinger af Nikopol Junior med Nikopol Senior og omvendt, og dels mister mange af karaktererne deres hukommelse undervejs i historien.

Med “Ækvators kulde” skaber Enki Bilal en skræmmende vision om en postmoderne og postideologisk virkelighed, hvor individet desperat forsøger at genopbygge sig selv ved at udradere sin hukommelse på en klimaforstyrret klode. Fortællingen bliver dog heldigvis formidlet gennem et filter af Bilals velkendte ironiske distance og fornemmelse for satire. For selvom emnet er alvorligt, skal der også være plads til et smil eller to.

Billedsiden er som altid, når det gælder Bilal, et sammensurium af fabelagtige væsner og absurde tableauer. Som læser stifter man både bekendtskab med egyptiske guder med dyrehoveder, flyvende pyramider, isbjørne og pingviner i Afrika, ophav der er jævnaldrende med sit afkom og selvfølgelig en helt speciel kvinde med kridhvid hud og blåt hår. Tegnestilen er stadigvæk holdt nogenlunde realistisk. Bilal lader dog flere ekspressionistiske elementer skinne igennem i dette album end i de tidligere bind i trilogien.

Balkantraumer i fremtiden

“Stadig dag 7 – En kvast flue er som et abstrakt maleri. Den, der pryder Amirs ophidsede hånd – han er så stolt over sit trofæ, at han er ved at bryde ud i latter midt i sine armsving – kan alt efter indstilling ligne en syg blomst, en muteret krabbe, et himmellegeme, et selvportræt i et forvrænget spejl, et smil på en etnisk udrensers ansigt, en dårligt stegt burek, en mislykket baklava eller en fanatisk lægestuderende, et dekret fra FN's sikkerhedsråd... ”
“Erindringens magt”, s. 50.

“Le Sommeil du monstre” fra 1998 (“Erindringens magt”, 1998) er første del af den såkaldte Hatzfeld-trilogi. Den er ligesom Nikopol-trilogien en science fiction-serie, der tager udgangspunkt i et af de store åbne sår i Europas historie. Denne gang gælder det Jugoslaviens blodige endeligt i begyndelsen af 1990'erne.

Handlingen udspiller sig i år 2026 i en dystopisk, “Blade Runner”-agtig verden, hvor bilerne flyver i luften og robotter til forveksling ligner mennesker. Hovedpersonen er erindringskunstneren Nike Hatzfeld, der har en unormalt stærk hukommelse. Han er bl.a. i stand til at huske helt tilbage til 18 dage efter sin fødsel i et sønderskudt hospital i det borgerkrigshærgede Sarajevo i 1993. Nike bliver hvervet af FN til at afsløre terrororganisationen Obscurantis Ordenens hemmelige hovedkvarter kaldet Ørnereden. Obscurantisterne har som formål at udslette alt, hvad der vedrører tanken, videnskaben, kulturen og erindringen, og er derfor selv yderst interesseret i vores helts særlige evne. Men han er kun en brik i et kompliceret spil, hvor vold, forræderi og kunstige dobbeltgængere gemmer sig bag hvert hjørne. Snart befinder Nike sig i en situation, hvor han ikke længere ved, hvem han kan stole på.

26456762

Det er som nævnt den jugoslaviske borgerkrig og tragedien på Balkan, der leverer baggrunden for handlingen i “Erindringens magt”. Bilal skildrer en hård og brutal verden, hvor magthaverne intet har lært af det 20. århundredes konflikter. Desværre er historien i lighed med de tidligere værker, som han selv har skrevet manuskript til, indviklet og forvirrende. Fortællingen indeholder så mange fortællelag, så mange handlingstråde og så megen tekst, at læseren uundgåeligt mister orienteringen undervejs. Desuden er Bilals tegninger så symboltunge, at de ikke ligefrem er befordrende for plottets fremdrift.

Billedsiden bobler ellers af kunstnerisk overskud og er noget af den bedste europæiske tegneseriekunst nogensinde. Med dette album er Bilal gået væk fra sin sædvanlige fotorealistiske streg til fordel for et mere maleriagtigt og abstrakt udtryk. Tegningerne er foruroligende, men de besidder en uomtvistelig skønhed, der understreger Bilals position som blændende billedmager.

Den moderne europæiske tegneseries grand old man

Enki Bilal er et fyrtårn i den moderne, europæiske tegneseriehistorie. Med sin originale visualitet har han ydet en ihærdig indsats for at få tegneserien anerkendt som et selvstændigt finkulturelt produkt. Bilals indflydelse er mindst lige så stor som andre stilskabende tegneseriekunstnere som f.eks. Milo Manara, Jean Giraud (Moebius) og Jean-Claude Mézières, og i dag står han som et forbillede for mange af de nye, unge talenter i branchen.

26456762

Gennem hele Bilals produktion både som tegner og forfatter løber favntaget med politisk komplicerede emner som en rød tråd. I “Den sorte ordens falangister” bliver overvintret spansk fascisme lagt under luppen, og i “Jagten” gælder det den østeuropæiske kommunismes blodige brutalitet. Begge er anerkendt som milepæle i den europæiske tegneseriekunst. Denne prægnante og indignerede kritik af det 20. århundredes totalitarisme har Bilal desuden videreført i sine senere værker som “Udødelighedens pris”, “Ækvators kulde” og “Erindringens magt”.

“Mennesket bliver tilsyneladende ved med at gentage de fejltagelser og de ulykker, som det altid har gjort. Det lærer intet af historien, og derfor nærer jeg nok en vis form for skuffelse over mennesket, der intet har lært eller har villet lære. Det er et egoistisk dyr, der kun tænker kortsigtet ud fra en økonomisk, profitorienteret logik, som det selv har konstrueret. Magtforhold afspejler sig i alle livets forhold, selv i kærlighed, men magtbesiddelse er samtidig blevet det styrende element for mennesket. Og medmindre man forstår at ændre det, ændrer verden sig ikke”. (Merete Reinholdt: “Verden er ikke indiviet”. Interview i WeekendAvisen, oktober 1996).

Bibliografi

Tegneserier skrevet og tegnet af Enki Bilal

Bilal, Enki:
L'appel des etoiles. 1975. (Udvidet udgave under titlen "Le bol maudit", 1981).
Bilal, Enki:
Mémoires d'outre-espace. 1978.
Bilal, Enki:
Udødelighedens pris. 1985. (La Foire aux immortels.1980).
Bilal, Enki:
Lokkeduen. 1986. (La Femme piège. 1986).
Bilal, Enki:
Ækvators kulde. 1993. (Froid Équateur. 1992).
Bilal, Enki:
Mémoires d'autres temps. 1996.
Bilal, Enki:
Erindringens magt. 1998. (Le sommeil du monstre. 1998).
Bilal, Enki:
32. december. 2003. (32 Décembre. 2003).
Bilal, Enki:
Møde i Paris. 2006. (Rendez-vouz à Paris. 2006).
Bilal, Enki:
Fire? : sidste ark. Carlsen, 2007. (Quatre? 2007). Oversat af Ole Steen Hansen.
Bilal, Enki:
Animal'z. Faraos Cigarer, 2009. (Animal'z (fransk), 2009). Oversætter: Ole Steen Hansen.
Bilal, Enki:
Julia & Roem. Faraos Cigarer, 2011. (Julia & Roem (fransk) 2011).
Bilal, Enki:
Luftens farve. Faraos Cigarer, 2015. (La couleur de l’air). Oversætter: Per Vadmand.
Bilal, Enki: Exterminator 17. Faraos Cigarer, 2018. (Exterminateur 17). Kunstner: Enki Bilal og Igor Baranko Oversætter: Vigan.
Bilal, Enki: Bug - bog 1. Cobolt, 2020. (Bug - Tome 1, 2017). Illustreret af Enki Bilal. Oversat af Søren Vinterberg.

Tegneserier tegnet af Enki Bilal

Christin, Pierre:
Byen der ikke eksisterede. 1978. (La ville qui n'existait pas. 1977). Skrevet af Pierre Christin.
Christin, Pierre:
Den sorte ordens falangister. 1979. (Les Phalanges de l'ordre noir. 1979). Skrevet af Pierre Christin.
Christin, Pierre:
Jagten. 1984. (Udvidet 2. udgave 2005). (La Partie de chasse. 1983). Skrevet af Pierre Christin.
Christin, Pierre:
Stenskibet. 1987. (Le Vaisseau de pierre. 1976). Skrevet af Pierre Christin.
Dionnet, Jean-Pierre:
Exterminator 17. 1990. (Exterminateur 17. 1979). Skrevet af Jean-Pierre Dionnet.
Christin, Pierre:
De glemtes krydstogt. 1991. (La Croisière des oubliés. 1975). Skrevet af Pierre Christin.

Billedbøger skrevet og illustreret af Enki Bilal

Bilal, Enki:
Crux Universalis. 1982.
Bilal, Enki:
Bleu Sang. 1994.
Bilal, Enki:
Tykho Moon - le livre du film. 1996.

Billedbøger illustreret af Enki Bilal

Cauvin, Patrick:
Sidste halvleg. 1988. (Hors jeu. 1987). Skrevet af Patrick Cauvin
Christin, Pierre:
Los Angeles - Laurie Blooms glemte stjerne. 1989. (Los Angeles - L'Étoile oubliée de Laurie Bloom. 1984). Skrevet af Pierre Christin.
Christin, Pierre:
Blødende hjerter og andre kioskbaskere. 1990. (Coeurs sanglants et autres faits divers. 1988). Skrevet af Pierre Christin.
Bilal, Enki:
Un siècle d'Amour. 1999. Skrevet af Dan Franck.
Bilal, Enki:
Le Sarcophage. 2000. Skrevet af Pierre Christin.

Film instrueret af Enki Bilal

Bilal, Enki:
Bunker Palace Hôtel. 1989.
Bilal, Enki:
Tykho Moon. 1996.
Bilal, Enki:
Immortel (Ad Vitam). 2004.

Om Enki Bilal

Lindon, Mathieu:
En krakeleret verden. 1992. Lindon, Mathieu og Meudal, Gerard. Interview i Weekendavisen 3. Sektion, november 1992.
Prakash, Thomas:
Manden, der så fremtiden. 1996. Interview i Jyllands Posten 1. sektion, oktober 1996.
Reinholdt, Merete:
Verden er ikke indiviet. 1996. Interview i Weekendavisen 2. sektion, oktober 1996.
Stegelmann, Jakob:
Gådefulde Bilal tror på tegneserien. 1996. Interview i Berlingske Tidende 2. sektion, oktober 1996.
L'Etat des stocks. 1986 (udvidet udg. 1999). En omfattende samling af Bilals arbejder inden for illustration, plakatkunst m.v.

Links

God biografi og en kort beskrivelse af Enki Bilals arbejde inden for filmens verden.
Kort biografi og en gennemgang af Enki Bilals vigtigste værker.
Mange eksempler på Bilals illustrationer og tegnekunst. Ikke opdateret siden 2007.
God biografisk oversigt samt komplet oversigt over forfatterskabet. På fransk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Enki Bilal