En anden prosabog fra Leths hånd er erindringsbogen “Det uperfekte menneske” fra 2005. Bogen er ligesom “Den gule trøje i de høje bjerge” opbygget omkring en række forskellige erindringer uden nogen stringent kronologi. Den starter dog med at beskrive barndommens landskab, som især er domineret af fascinationen af cykling og bordtennis. Men ellers springer den i tid, når den fortæller om det ene kunstneriske projekt efter det andet: Filmprojekter, digtsamlinger, rejser og kommentatorarbejde.
26394376
Ligesom hans filmbøger handler den meget om, hvilke kunstneriske ideer han har haft, og hvordan de er blevet ført ud i livet. Men erindringsbogen handler også meget om, hvilke valg han har foretaget i sit private liv, og hvilke konsekvenser disse valg har haft. Ofte har disse valg med kvinder at gøre. Sanseligheden og erotikken ligger som et grundvilkår i Leths omgang med verden, og der fortælles åbent om den ene forelskelse efter den anden – afbrudt af den ene skilsmisse efter den anden.
Især Leths fascination af erotikken træder tydeligt frem i bogen, og der fortælles bramfrit om diverse erotiske erobringer. I Leths digte har det erotiske også altid fyldt meget, men her virker det anderledes ufiltreret, fordi der er konkrete navne bag. Det var da også denne direkte facon i skildringen af sex, der gjorde, at Leth fik en masse fjender. Især det lille afsnit “Kokkens datter”, hvor Leth fortalte om en seksuel relation, han havde haft til en syttenårig haitiansk pige, skabte furore i den danske offentlighed. Leth beskrev, hvordan der foregik en seksuel leg imellem de to, som var baseret på en magtrelation, hvor Leth som den hvide koloniherre havde en hævdvunden ret til at “tage” den unge pige, når han ville. Denne passage affødte en voldsom reaktion fra mange sider i det danske samfund efter, at Ekstra Bladet slog den op på forsiden med overskriften “Holdt 17-årig som sex-slave” ved siden af et stort billede af Jørgen Leth og billedteksten “Jeg tager kokkens datter når jeg vil. Det er min ret” (Ekstra Bladet, 2005-09-29) .
Bogen blev en af de mest omtalte i Danmark i meget lang tid og førte en sædelighedsfejde uden sidestykke med sig. Erindringerne var ellers over en kam blevet positivt modtaget af den danske kritikerstand, men da først skandalen rullede, blev der lagt et enormt pres på Leths person. Politiken opfordrede på lederplads til at fyre Leth som honorærkonsul på Haiti og som cykelkommentator på TV2 (Politiken: “Liderbasse”. Leder i Politiken, 2005-10-06). Begge opfordringer blev fulgt, og Leth var i lang tid persona non grata i dele af den danske offentlighed.