carsten jensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Carsten Jensen

cand. mag., ph.d.-stipendiat Anders Johannsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af cand.mag. Louise Rosengreen, Bureauet, juni 2019.
Top image group
carsten jensen
Foto: Isak Hoffmeyer
Main image
Jensen, Carsten
Foto: Isak Hoffmeyer

Indledning

Før det overvældende skønlitterære publikumsgennembrud med romanen ”Vi, de druknede” var Carsten Jensen mest kendt som kritiker, samfundsdebattør og forfatter til nogle meget solgte bøger om at rejse i Østen. Men hvad enten genren er rejseskildringer, debatbøger, sømandsskrøner eller krigskritik, er forfatterskabets livsnerve indlevelse og moralsk engagement. Carsten Jensen skriver ud fra en oplevelse af verden som et sted, hvor rigtigt og forkert stadig findes.

 

46552539

Blå bog

Født: 24. juli 1952 i Marstal.

Uddannelse: Mag. art. i Litteraturvidenskab, Københavns Universitet, 1981. Adjungeret professor i Kulturanalyse ved det Humanistiske Fakultet, Syddansk Universitet, 2001-2006.

Debut: Salg, klasse og død. SIL, 1975.

Litteraturpriser: PH-prisen, 1987. Georg Brandes-Prisen, 1993. Otto Gelsted-prisen, 1997. Holberg-Medaillen, 1999. Danske Banks Litteraturpris, 2007. Olof Palmepriset, 2010. Søren Gyldendal Prisen, 2012. Bjørnsonprisen, 2019

Seneste udgivelse: Hovedspringere - om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse. Politiken, 2019.

Inspiration: At rejse og skrive. Georg Brandes og Graham Greene.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Essay

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Den skæbne, der ventede os, var prygl og druknedøden, og alligevel længtes vi efter havet. Hvad var barndommen for os? At være bundet til landjorden og leve i skyggen af Isagers tamp. Hvad var livet på havet? Et ord, vi endnu ikke kendte”
”Vi, de druknede”, s. 96.

Allerede som barn havde Carsten Jensen et litterært temperament, dvs. en hang til ensomhed og stillesiddende aktiviteter. Med en demonstrativt splejset fremtoning – som om han ville vise, at i dette legeme var det kun ånden, der blev næret og var godt i stand – var det kun alt for tydeligt for de andre drenge, hvem der ville ende med at ligge nederst og få dummeslag efter et raskt opgør. Han foretrak derfor klogeligt verdenslitteraturens støvede selskab og blev bøgernes ven. 

Opvæksten blev delt mellem Marstal, hvor han tilbragte de tidlige og lykkeligste år, og Aalborg, som ikke afsatte gode minder. Ved ankomsten til den nordjyske havneby bestod modtagelseskomiteen af en fæl karl, der beslutsomt skridtede over skolegården med det formål at stampe ham hårdt over foden. Velkommen til Aalborg. Carsten Jensen var et svagt barn, men han var også et klogt barn, der forstod at udnytte sin svaghed som sin styrke. En opfarende astma blev nu et strategisk middel til at undgå skolen, når der var skemalagt ydmygende situationer. Udefra er det ikke nemt at afgøre, om et anfald er ægte eller ej. 

Senere blev Carsten Jensen mindre konfliktsky. Efter gymnasietiden studerede han litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvilket førte til en ansættelse som kritiker ved en større dansk avis. Efter i nogle år at have givet sin mening om litteratur og politik til kende overalt, hvor han kunne finde spalteplads og ørenlyd, valgte han med gysen og bæven at opsige sin faste stilling for at tage springet til at blive ”rigtig”, altså skønlitterær, forfatter. I dag lever Carsten Jensen af sit forfatterskab, men er fortsat meget synlig i den offentlige debat. 

En biografisk detalje, som indtil udgivelsen af ”Vi, de druknede” måske ikke er blevet tillagt videre betydning, er forfatterens fars beskæftigelse. Han var sømand af den gamle skole, et praktisk menneske, der foragtede bøger og intellektuelle sysler lige så meget, som sønnen holdt af dem. Faren var kaptajn og ejer af et håbløst gammeldags fragtskib, som for længst var overhalet indenom af godstog og lastbiler. Forretningen var dårlig, og forholdene på skibet primitive, hvorfor kun garvede søfolk, der var nostalgiske eller utilregnelige, og gerne begge dele på én gang, tog hyre. I gymnasiernes ferier påmønstrede desuden sønnen, der således, trods en uimodtagelighed over for praktiske instruktioner, alligevel mærkede skumsprøjtet i de formative år.

Jeg har set verden begynde og Jeg har hørt et stjerneskud

”Tallerkenernes indhold i spisevognen har jeg fortrængt … Det var den gennemførte ligheds gastronomi, den sidste rest af den praktiserede socialisme, hvor samtlige ingredienser, takket være de høje temperaturers langvarige påvirkning, omsider bragtes til at smage ens.”
”Jeg har set verden begynde”, s. 53.

Den første af de to rejsebøger, som sikrede Carsten Jensen sit folkelige gennembrud, ”Jeg har set verden begynde”, udkom i 1996, den anden ”Jeg har hørt et stjerneskud” fulgte året efter. Bøgerne er skildringer af en verden, der netop i disse år åbner sig for vesten: Rusland, Kina, Cambodja, Vietnam og senere Papua Ny Guinea, Tahiti og Påskeøen. Det er en verden i rivende udvikling, smittet med fremtidsglæde og optimisme, men samtidig en verden, hvor individerne er præget af en tung fortid, som der ikke i alle tilfælde er blevet gjort op med. 

27700489

Carsten Jensen lever sig ind i de folk, han møder på sin vej, han spørger, de taler, og portrætterne af dem forekommer rummelige og naturtro. Han omfatter sine rejsemål med engagement og solidaritet.

Set fra oven samler indtrykkene fra de enkelte møder sig til et komplet billede af den nye verden, en bestemt opfattelse af dens problemer og muligheder. Carsten Jensens tilgang til rejsen er sansende og åben, men han er ikke et tomt kar. I centrum står den udrejsendes oplevelser. Ikke uden grund hedder bøgerne: JEG har set verden begynde, JEG har hørt et stjerneskud.

 

 

 

Vi, de druknede

”For os var der ingen ensomme øjeblikke. Der er altid et iagttagende øje, et lyttende øre. For hver eneste af os bliver der rejst et monument i folkemunde … Alle i vores by har en historie, men den er ikke fortalt af dem selv. Den har en ophavsmand med tusind øjne, tusind ører og fem hundred penne, der ustandselig noterer.”
”Vi, de druknede”, s. 213.

”Vi, de druknede” fra 2006 er en kæmpe bog, og med god grund, for mellem omslagene er der blevet plads til både slægtskrønike, en historie om en by og et erhvervs opblomstring og forfald og en solid omgang sømandsskrøner. Bogen fortæller om Marstal i perioden 1848 og frem til aftenen for befrielsen i 1945, men der er ikke noget provinsielt og indelukket over de historier, som knytter sig til livet og skæbnerne i den lille by på Ærø. Marstallerne var søfarere, et folkefærd af erfarne verdensmænd: ”Alle gader og stræder i Marstal var hovedgader. Alle førte de ned til Verdenshavet. Kina befandt sig i vore baghaver. Gennem vinduerne i vore lavloftede stuer kunne vi se Marokkos kyst” (s. 224). 

Romanen følger tre led i en slægt af marstalske sømænd og et lille inventarium af særprægede, næsten magiske genstande, der bliver til stærke symboler for deres ejere. Første led er Laurids Madsen, hvis uopslidelige søstøvler vinder mytologisk status i slaget ved Eckernförde i 1848. Sønnen Albert Madsens vilde eventyr begynder, da han træder ned i de berømte støvler, hvis ejermand i mellemtiden er stukket af fra familien. Sin far genfinder han i en ynkelig udgave på Samoa, og rejsens virkelige udbytte bliver da James Cooks gruopvækkende skrumpehoved, som han arver fra Jack Lewis, en kynisk filosoferende menneskehandler med lasten fuld af kannibaler. De to mænds forskellige omgang med skrumpehovedet af den opdagelsesrejsende bliver en vigtig moralsk indikator. Tredje led er Knud Erik, som Albert sent i livet adopterer, fordi hans egen fars svigt havde givet ham afsmag for familielivet. Knud Erik træder i karakter som kaptajn på et konvojskib under 2. verdenskrig, hvor han, mod reglerne, men styret af sit eget moralske kompas, bryder formationen for at hjælpe et nødstedt skib. Belønningen udebliver ikke. Ved et mageløst tilfælde er den eneste overlevende hans ungdoms store kærlighed.

26519152

Gennem en stor del af romanen er fortællerstemmen et kollektivt ”vi”. ”Vi” henviser til en lille drengeflok, der får den ondskabsfulde lærer Isagers tamp at føle, men tager til genmæle, det er besætningen om bord på et skib, hvor den sadistiske styrmand O’Connor gennemfører et enevældigt rædselsregime, indtil de beslutter sig for at stå sammen og holde ud, og det er medlemmerne af Albert-banden, der står overfor en mægtig fjende i den skruppelløse morder Herman. 

”Vi” tilhører drengene, hvis barndom er en forberedelse til et liv på havet, og det tilhører mændene, som deler sømandens livsvilkår. Kvinderne, de ængstelige koner og de stoiske enker, bliver dog ikke helt forbigået. Da sømandsenken Klara Friis erklærer, at hun hader havet, taler hun på standens vegne, og senere, da hun uventet bliver arving til byens største rederi, er hævnens time kommet, og hun knuser søfartens muligheder i byen. Efterhånden som skibsfarten stagnerer, og det bliver mindre selvfølgeligt, at en dreng skal tjene i kabyssen på en skonnert, når han bliver fjorten, opløses byens fortællerstemme. Først på befrielsesnatten genopstår kollektivet i en storslået scene, hvor alle romanens figurer, gode og onde, druknede og overlevende tager hinanden ved skuldrene og træder dansen rundt om det flammende bål.

Den første sten

”Du kan betjene en automatriffel og tror, at der ikke er mere, verden kan lære dig, men du har stadigvæk et barns usikkerhed. Sådan er det for mange. Så tager hun sig sammen.”
"Den første sten", s. 521

Som ung rejste Carsten Jensen rundt i Afghanistan, og i flere omgange er han siden vendt tilbage til det krigsramte land, hvor hans 600 sider lange spændingsroman ”Den første sten” fra 2015 udspiller sig. Første del af romanen følger 3. deling fra det danske forsvar, da de ankommer til Camp Price i Helmandprovinsen. De går deres første patruljer, fordriver tiden med hård crossfit-træning og savner deres familier i Danmark.

52037573

Hannah skiller sig ud, ikke kun i kraft af sit køn, men også ved sin viljestyrke. Sammenholdet og rutinerne i lejren står i stærk kontrast til hendes opvækst med en alkoholiseret mor. Selvom det er strengt imod reglerne, indleder hun et seksuelt forhold til delingsføreren Schrøder. Han har en fortid i computerspilsbranchen, taler flydende pashto, vrøvler i søvne og opfører sig til tider, som var han på stoffer. Men Hannah og resten af delingen fatter ikke mistanke, før det er for sent, og de er fanget i Schrøders kyniske spil.

En anden markant kvindeskikkelse er Sara, en stædig, traumatiseret burkaklædt afghaner, der gang på gang leder danskerne og fortællingen videre. I biblen var Sara symbol på menneskets tro, mens hun i Jensens roman på samme tid er katalysator for handlingen og en overnaturlig personificering af døden.

Første del af romanen er en slags kollektivroman, hvor de mange soldaters relationer og baggrunde beskrives parallelt med, at situationen i lejren bliver mere og mere desperat. Anden del er derimod fortalt af jegfortælleren Khaiber, hvis far er afghaner. Khaiber arbejder for den danske efterretningstjeneste og er blevet sendt til Helmand for at opklare mysteriet om de forsvundne, danske soldater og desertøren Schrøder. Men det er krigen, der er romanens egentlige hovedperson. Dens vold, brutalitet og uforudsigelighed gør ikke kun soldaterne klogere på dem selv, men lærer dem også at krig er kompleks, og at fjenden aldrig er entydig. For når deres egen overordnede lokker dem i baghold, præsten spiser hash, og de amerikanske allierede voldtager uskyldige afghanske kvinder, krakelerer den fortælling om demokrati og vestlige værdier, som de er draget i krig for.

Hovedspringere

”En hverdagsdemokrat er et menneske, der lever ud fra den grundregel, at andre mennesker skal behandles, ligesom han eller hun gerne selv vil behandles.”


”Hovedspringere”, s. 39.

I 2018 udgav Carsten Jensen to debatbøger, ”Kældermennesker” og ”Mod stjernerne”, hvori han i en lang essayistisk form gør sig overvejelser om hhv. populisme og ungdommens fremtid i en verden med terrorisme og klimaforandringer. Tredje debatbog i denne trilogi udkom i 2019 og fokuserer specifikt på håndteringen af flygtningeproblematikken i Vesten.

Hovedspringere – Om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse indledes med en beskrivelse af en situation i Frankrig, hvor den 22-årige illegale migrant Mamoudou Gassama fra Mali reddede en 4-årig fra døden ved at klatre op på en mur og derved også satte sit eget liv på spil. Gassama bliver efterfølgende i medierne døbt Spiderman, hvilket Jensen bruger som billede på, at flygtninge ikke bliver betragtet som enkeltstående individer, men derimod omtales som ansigtsløse i en masse, der markeres grammatisk med flertalsformen flygtninge.

46552539

I reaktion herpå skildrer Jensen i ”Hovedspringere” forskellige flygtninge med navns nævnelse. Han fortæller deres dramatiske individuelle historier. De fleste er virkelige personer, som han har mødt gennem sit aktivistiske arbejde med at hjælpe udviste afghanske flygtninge. Men han inddrager også bibelske myter, middelaldermalerier og fiktive karakterer som den kyniske menneskesmugler Gaza i den tyrkiske forfatter Hakan Gündays roman ”Mere, mere” i sin argumentation.

Carsten Jensen argumenterer med statistik og logik for det rationelle i, at Danmark som minimum bør tage imod de 500 kvoteflygtninge, som FN anbefaler. Og at diskursen om mennesker på flugt bør være mere human. Derudover henviser han løbende til teoretikere og tænkere, som den afdøde sociolog Zygmunt Bauman, samt til aktuelle politiske sager. Eksempelvis da en 5-årig dreng blev nægtet broccoli på udrejsecenteret Sjælsmark, og da rektor på Nyborg Gymnasium gav to somaliske elever tilladelse til at modtage undervisning på hans skole, selvom deres familie havde fået afslag på deres asylansøgning.

De almindelige mennesker, som i mødet med andre mennesker, der af nød befinder sig langt fra deres hjemlande, vælger at opføre sig medmenneskeligt og behandle dem ligeværdigt, døber Jensen ’hverdagsdemokrater’, og han hylder dem som helte.

Genrer og tematikker

Carsten Jensens forfatterskab strækker sig indtil videre over mere end fyrre år, fra Arthur Miller-analysen ”Salg, klasse og død” i 1975 og Hans Kirk-monografien ”Folkelighed og utopi” i 1981 til den opsamlende rejsebog ”Ud” i 2010, og krigsromanen "Den første sten" fra 2015. Det er som om, at hvert årti byder på en ny udgave af Carsten Jensen. I firserne var han en ironiserende nejsiger, der satte en ære i at bryde ned og udpege de steder, hvor de andre modsagde sig selv. ”Jeg var altid saksen, omverdenen papiret, og selv det mest sammenhængende, velargumenterede livssyn kunne jeg klippe i stykker og forvandle til konfetti,” skriver han i et tilbageblik, der sammenligner den kritiske virksomhed med at lege sten-saks-papir. Men det var en uansvarlig leg, erkender han, og fortsætter: ”Stenen undgik jeg, alt imens jeg klippede stadig mere virtuost i den tomme luft”. (”Ud”, s. 164). Essaysamlingerne ”Sjælen sidder i øjet” og ”På en mørkeræd klode”, begge udgivet i midten af firserne, langer kraftigt ud mod tidens kultur og de offentlige personer, som repræsenterer den. Afsættet er altid konkret: en sproglig observation, en politisk beslutning eller et møde med et menneske. På halvfemsernes rejser lærer han at påskønne civilisationen, det borgerlige ansvar og reform frem for revolution som middel til forandring af samfundet. Forfatterskabet får en moralsk dimension, som fortsætter ind i nullerne, hvor de skønlitterære ambitioner for alvor bliver forløst.  

Personerne i ”Vi, de druknede” gennemgår en moralsk udvikling, de er på en rejse og lærer noget om sig selv undervejs. ”En roman fortæller sandheden ved hjælp af en løgn,” fremfører Carsten Jensen i bogen bag om bogen, Marstalbogen ”Vi sejlede bare”.  

Den store, politiske pointe i ”Vi, de druknede” er dog ikke lagt nogen af de fiktive karakterer i munden. Det er en opfordring til danskerne om at overveje, hvem der er det bedste forbillede i en tiltagende grænseløs og globaliseret virkelighed. Hvem skal vi modellere os efter? Den hjemstavnsbundne agerbruger, der hæger om sin jord, eller den kosmopolitiske søfarer, der kan omgås folk fra alle verdensdele og færdes lige hjemmevant i Singapore som i Svendborg. Er vi landmænd eller sømænd? – spørger Carsten Jensen.

Beslægtede forfatterskaber

Carsten Jensen spreder sig over mange genrer og har derfor mange litterære slægtninge. I essayet er Jens Christian Grøndahl, Suzanne Brøgger og Søren Ulrik Thomsen gode kollegaer. Den engagerede og politisk vakte rejsebog skrives på dansk grund desuden af Henrik Nordbrandt og Thomas Boberg.  

Forbillederne for ”Vi, de druknede” er for en god del udenlandske. ”Skatteøen” af R.L. Stevenson er det store eventyr fra de syv verdenshave, og ingen skibsskrøner undgår helt at stå i gæld til den. Joseph Conrads romaner og noveller udspiller sig ofte på et dæk, og hans brug af blakkede helte er smittet af på Carsten Jensen. ”Moby-Dick” af Herman Melville tilføjer livet på havet en eksistentiel og symbolsk dimension.  

Inspirationen til at lade et lille samfund være bogens egentlige hovedperson er måske fra Peer Hultberg, som i ”Byen og verden” giver hundrede små portrætter af en bys indbyggere, eller ”Fiskerne”, hvor titlens tætvævede gruppe af småkårsfolk er dem, der har siddet for Hans Kirks romanportræt.

Med ”Den første sten”, om den danske deltagelse i krigen i Afghanistan, føjer Carsten Jensen endnu en roman til den pulje af bøger, der i de seneste år er blevet skrevet om danske soldater og deres missioner i Irak og Afghanistan. Lars Husum, Dy Plambeck og Mikkel Brixvold er nogle af dem, der i romaner og digte har skildret krigens gru. I efterordet til ”Den første sten” takker Carsten Jensen soldater, officerer og menige, der har hjulpet og inspireret ham i arbejdet med romanen. Heriblandt også forfatter og sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky, som arbejdede som Udenrigsministeriets rådgiver, da han i 2009 besøgte Camp Price i Helmand. Men hvor Riebnitzsky, eksempelvis i debutromanen ”Den stjålne vej” fra 2012, fokuserer på de forbedringer, den danske krigsdeltagelse har bidraget til, er Carsten Jensen mere kritisk. Han mener, at de danske indsatser har været for kortsigtede og blot efterlader sig fejlslagne stater. ”Jeg har ikke skrevet romanen for at sige, at krig er noget lort, men for at undersøge, hvad krig gør. Bogen handler om en specifik krig på et specifikt tidspunkt i historien, og især om soldater fra et land, der har tabt erfaringen med at være i krig, og for hvem begreber som godt og ondt er blevet fjerne abstraktioner” (Carsten Andersen: Krig æder sjæle. Politiken, 2015-11-01), siger han i et interview.

 

Bibliografi

Bøger

Jensen, Carsten:
Salg, klasse og død – en analyse af Arthur Millers Death of a salesman. Skriftrække fra Institut for Litteraturvidenskab, 1975. Analyse.
Jensen, Carsten:
Folkelighed og utopi: Brydninger i Hans Kirks forfatterskab. Gyldendal, 1985. Monografi.
Jensen, Carsten:
Sjælen sidder i øjet. Gyldendal, 1985. Essays.
Jensen, Carsten:
På en mørkeræd klode. Gyldendal, 1986. Essays.
Jensen, Carsten:
Kannibalernes nadver. Gyldendal, 1988. Roman.
Jensen, Carsten:
Souvenirs fra 80'erne. Gyldendal, 1988. Essays.
Jensen, Carsten:
Jorden i munden. Samleren, 1991. Roman.
Jensen, Carsten:
Af en astmatisk kritikers bekendelser. Rosinante, 1992. Essays.
Jensen, Carsten:
Forsømmelsernes bog. Samleren, 1993. Essays.
Jensen, Carsten:
Jeg har set verden begynde. Gyldendal, 1996. Rejsebog.
Jensen, Carsten:
Jeg har hørt et stjerneskud. Gyldendal, 1997. Rejsebog.
Jensen, Carsten:
År to & tre. Rosinante, 1999. Dagbog.
Jensen, Carsten:
Oprøret mod tyngdeloven. Rosinante, 2001.. Essays.
Harden, Tine og Carsten Jensen:
Træet i ørkenen, en rejse i Niger. Aschehoug, 2003. Rejsebog.
Jensen, Carsten og Elmer Laahne:
Det glemte folk, en rejse i Burmas grænseland. Aschehoug, 2004. Rejsebog.
Jensen, Carsten:
Livet i Camp Eden. People’s Press, 2004. Essays.
Jensen, Carsten:
Vi, de druknede. Gyldendal, 2006. Roman.
Jensen, Carsten:
Sidste rejse. Gyldendal, 2007. Roman.
Jensen, Carsten:
Vi sejlede bare. Gyldendal, 2009. Lokalhistorie fra Marstal.
Jensen, Carsten:
Ud – opdagelsesrejser 1978-2010. Gyldendal, 2010. Rejsebog.
Jensen, Carsten:
Den første sten. Gyldendal, 2015. Roman.
Jensen, Carsten og Anders Hammer:
Krigen der aldrig ender : reportager fra Afghanistan. Gyldendal, 2016.
Jensen, Carsten: Kældermennesker. Politiken, 2018.
Jensen, Carsten: Mod stjernerne : om nødvendigheden af at sætte sig de største mål. Politiken, 2018. (15.2).
Jensen, Carsten: Hovedspringere - om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse. Politiken, 2019.

Om forfatteren

Hergel, Olav: Danmarks største røv med ører. Berlingske, 2004-09-26.
Rösing, Lilian Munk: Røven af Sankt Peter. Information, 2007-07-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Carsten Jensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Jensen, Carsten:
Ud – opdagelsesrejser 1978-2010. Gyldendal, 2010. Rejsebog.
Andersen, Carsten:
Krig æder sjæle. Politiken, 2015-11-01.