Carsten Jensen

Allerede som barn havde Carsten Jensen et litterært temperament, dvs. en hang til ensomhed og stillesiddende aktiviteter. Med en demonstrativt splejset fremtoning – som om han ville vise, at i dette legeme var det kun ånden, der blev næret og var godt i stand – var det kun alt for tydeligt for de andre drenge, hvem der ville ende med at ligge nederst og få dummeslag efter et raskt opgør. Han foretrak derfor klogeligt verdenslitteraturens støvede selskab og blev bøgernes ven. 

Opvæksten blev delt mellem Marstal, hvor han tilbragte de tidlige og lykkeligste år, og Aalborg, som ikke afsatte gode minder. Ved ankomsten til den nordjyske havneby bestod modtagelseskomiteen af en fæl karl, der beslutsomt skridtede over skolegården med det formål at stampe ham hårdt over foden. Velkommen til Aalborg. Carsten Jensen var et svagt barn, men han var også et klogt barn, der forstod at udnytte sin svaghed som sin styrke. En opfarende astma blev nu et strategisk middel til at undgå skolen, når der var skemalagt ydmygende situationer. Udefra er det ikke nemt at afgøre, om et anfald er ægte eller ej. 

Senere blev Carsten Jensen mindre konfliktsky. Efter gymnasietiden studerede han litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvilket førte til en ansættelse som kritiker ved en større dansk avis. Efter i nogle år at have givet sin mening om litteratur og politik til kende overalt, hvor han kunne finde spalteplads og ørenlyd, valgte han med gysen og bæven at opsige sin faste stilling for at tage springet til at blive ”rigtig”, altså skønlitterær, forfatter. I dag lever Carsten Jensen af sit forfatterskab, men er fortsat meget synlig i den offentlige debat. 

En biografisk detalje, som indtil udgivelsen af ”Vi, de druknede” måske ikke er blevet tillagt videre betydning, er forfatterens fars beskæftigelse. Han var sømand af den gamle skole, et praktisk menneske, der foragtede bøger og intellektuelle sysler lige så meget, som sønnen holdt af dem. Faren var kaptajn og ejer af et håbløst gammeldags fragtskib, som for længst var overhalet indenom af godstog og lastbiler. Forretningen var dårlig, og forholdene på skibet primitive, hvorfor kun garvede søfolk, der var nostalgiske eller utilregnelige, og gerne begge dele på én gang, tog hyre. I gymnasiernes ferier påmønstrede desuden sønnen, der således, trods en uimodtagelighed over for praktiske instruktioner, alligevel mærkede skumsprøjtet i de formative år.

Den første af de to rejsebøger, som sikrede Carsten Jensen sit folkelige gennembrud, ”Jeg har set verden begynde”, udkom i 1996, den anden ”Jeg har hørt et stjerneskud” fulgte året efter. Bøgerne er skildringer af en verden, der netop i disse år åbner sig for vesten: Rusland, Kina, Cambodja, Vietnam og senere Papua Ny Guinea, Tahiti og Påskeøen. Det er en verden i rivende udvikling, smittet med fremtidsglæde og optimisme, men samtidig en verden, hvor individerne er præget af en tung fortid, som der ikke i alle tilfælde er blevet gjort op med. 

27700489

Carsten Jensen lever sig ind i de folk, han møder på sin vej, han spørger, de taler, og portrætterne af dem forekommer rummelige og naturtro. Han omfatter sine rejsemål med engagement og solidaritet.

Set fra oven samler indtrykkene fra de enkelte møder sig til et komplet billede af den nye verden, en bestemt opfattelse af dens problemer og muligheder. Carsten Jensens tilgang til rejsen er sansende og åben, men han er ikke et tomt kar. I centrum står den udrejsendes oplevelser. Ikke uden grund hedder bøgerne: JEG har set verden begynde, JEG har hørt et stjerneskud.