”Den skæbne, der ventede os, var prygl og druknedøden, og alligevel længtes vi efter havet. Hvad var barndommen for os? At være bundet til landjorden og leve i skyggen af Isagers tamp. Hvad var livet på havet? Et ord, vi endnu ikke kendte”
”Vi, de druknede”, s. 96.
Allerede som barn havde Carsten Jensen et litterært temperament, dvs. en hang til ensomhed og stillesiddende aktiviteter. Med en demonstrativt splejset fremtoning – som om han ville vise, at i dette legeme var det kun ånden, der blev næret og var godt i stand – var det kun alt for tydeligt for de andre drenge, hvem der ville ende med at ligge nederst og få dummeslag efter et raskt opgør. Han foretrak derfor klogeligt verdenslitteraturens støvede selskab og blev bøgernes ven.
Opvæksten blev delt mellem Marstal, hvor han tilbragte de tidlige og lykkeligste år, og Aalborg, som ikke afsatte gode minder. Ved ankomsten til den nordjyske havneby bestod modtagelseskomiteen af en fæl karl, der beslutsomt skridtede over skolegården med det formål at stampe ham hårdt over foden. Velkommen til Aalborg. Carsten Jensen var et svagt barn, men han var også et klogt barn, der forstod at udnytte sin svaghed som sin styrke. En opfarende astma blev nu et strategisk middel til at undgå skolen, når der var skemalagt ydmygende situationer. Udefra er det ikke nemt at afgøre, om et anfald er ægte eller ej.
Senere blev Carsten Jensen mindre konfliktsky. Efter gymnasietiden studerede han litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvilket førte til en ansættelse som kritiker ved en større dansk avis. Efter i nogle år at have givet sin mening om litteratur og politik til kende overalt, hvor han kunne finde spalteplads og ørenlyd, valgte han med gysen og bæven at opsige sin faste stilling for at tage springet til at blive ”rigtig”, altså skønlitterær, forfatter. I dag lever Carsten Jensen af sit forfatterskab, men er fortsat meget synlig i den offentlige debat.
En biografisk detalje, som indtil udgivelsen af ”Vi, de druknede” måske ikke er blevet tillagt videre betydning, er forfatterens fars beskæftigelse. Han var sømand af den gamle skole, et praktisk menneske, der foragtede bøger og intellektuelle sysler lige så meget, som sønnen holdt af dem. Faren var kaptajn og ejer af et håbløst gammeldags fragtskib, som for længst var overhalet indenom af godstog og lastbiler. Forretningen var dårlig, og forholdene på skibet primitive, hvorfor kun garvede søfolk, der var nostalgiske eller utilregnelige, og gerne begge dele på én gang, tog hyre. I gymnasiernes ferier påmønstrede desuden sønnen, der således, trods en uimodtagelighed over for praktiske instruktioner, alligevel mærkede skumsprøjtet i de formative år.
