jens christian grøndahl
Foto: Robin Skjoldborg

Jens Christian Grøndahl

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Senest opdateret af Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, april 2019.
Top image group
jens christian grøndahl
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Grøndahl, Jens Christian
Foto: Lars Krabbe

Indledning

Vi er gåder for hinanden og for os selv, siger Jens Christian Grøndahl, som især er kendt for at skildre afstanden i det moderne kærlighedsforhold men også den konstante længsel efter at nå og møde den anden. Nutidsmenneskets skrøbelige identitet er i forfatterskabet uløseligt forbundet med vores opfattelse af det romantiske kærlighedsmøde. På den vis handler Grøndahls romaner handler også  samtidig om det moderne menneskes eksistentielle grundvilkår af tilsyneladende ubegrænset frihed stillet over for følelsen af meningsløshed, ensomhed og tvivl.

Grøndahl er desuden kendt som en forfatter, der blander sig i den politiske debat. Han har bl.a. været på banen som en af de få danske forfattere, der offentligt støttede invasionen af Irak – et standpunkt han imidlertid siden har taget op til revision i bogen “Tre skridt tilbage”. 

46297555

Blå bog

Født: 9. november 1959 i Lyngby.

Uddannelse: Filminstruktør fra Statens Filmskole, 1983.

Debut: Kvinden i midten. Vindrose, 1985.

Litteraturpriser: Otto Benzons Forfatterlegat, 1989. Herman Bangs Mindelegat, 1995. De Gyldne Laurbær, 1998. Holger Drachmann-legatet, 2002. BG Banks Litteraturpris, 2003. De fransktalendes landes litteraturpris, 2003. Søren Gyldendal-prisen, 2007.

Seneste udgivelse: Inde fra stormen. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: Marcel Proust.

Genre: Essay

 

.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hendes virkelighed. Hun var ikke så dum, at hun ikke var klar over, at det var den samme virkelighed som alle andres. Hun var bare så uheldig at være født i et hjørne af den, hvor hun følte sig så fremmed, som var hun dumpet ned fra en fjern planet. (…) Hun drømte mest af alt om at være til stede, noget så enkelt, lige meget hvor”.
“Røde hænder” s. 46.

Jens Christian Grøndahl blev født i 1959 i Lyngby nord for København som søn af fotografen Marianne Grøndahl. Han fik sin studentereksamen fra Natalia Zahles Gymnasium og læste fra 1977-79 filosofi på Københavns Universitet. Han skiftede dog efter et par år spor og søgte ind på Statens Filmskole. Her blev han i 1983 færdig som filminstruktør, og hans uddannelse kom siden hen til at præge den stil, der blev kendetegnende for den tidlige del af forfatterskabet. Han debuterede som skønlitterær forfatter i 1985 med en eksperimenterende roman, og han var i de første mange år af sin forfatterkarriere en eksperimenterende prosaist. Jens Christian Grøndahl blev i 1989 gift med Charlotte Louise Truelsen. De var gift i 10 år og fik to sønner sammen. Parret blev skilt i 1999, og Grøndahl er nu gift med mag. art. Anne Vibeke Vad, men hvem han har to døtre.

Ved siden af sin forfatterkarriere har Grøndahl blandt andet været medredaktør på kulturtidsskriftet Fredag. Han har markeret sig som en stor forkæmper for ytringsfriheden – ikke mindst i den periode fra 1995-98, hvor han var vicepræsident for dansk PEN. Han meldte sig dog siden ud af organisationen i protest mod PENs politiske markeringer. Jens Christian Grøndahls interesse for politik og samfundsforhold har også udmøntet sig i en række artikler for den uafhængige netavis Altinget. I 2018 var han desuden en af de europæiske forfattere, som i et manifest advarede om risikoen for en eksplosion i fremmedhad og antisemitisme.

Jens Christian Grøndahl har været medlem af Kulturministeriets kanonudvalg for litteratur. Han er bosat i København og Skagen, men har også i flere perioder opholdt sig i Norditalien.

Skyggen i dit sted

“Du nåede hende aldrig helt, tilbagelagde aldrig den sidste afstand, altid efterladt ved siden af hende, mens tog og biler kørte jer gennem byer og bjerge. Du kan ikke se det, det findes ikke mere. Kun her, kun som disse ord. Hun ser mig ikke mere, heller ikke jeg findes længere i hendes øjne, sådan som hun så mig. Du vil aldrig få at vide, hvad hun så. Jeg fik det aldrig at vide”.
“Skyggen i dit sted” s. 24.

Jens Christian Grøndahl debuterede i 1985 med “Kvinden i midten”, og han udgav i 1980’erne og starten af 1990’erne en række mindre romaner, der vakte opmærksomhed for deres stilistiske og sproglige kvaliteter, men som ikke opnåede de store salgstal. Bøgerne er blandt andet kendetegnet ved, at motiver, sanseoplevelser og detaljer indfanges og gengives i sproget med fotografisk præcision, og bøgernes særlige fortællerytme har også fået flere til at kæde de tidlige bøger sammen med Grøndahls uddannelsesmæssige baggrund som filminstruktør. En af disse bøger er romanen “Skyggen i dit sted” fra 1991, der ligesom flere andre af Grøndahls tidlige bøger er kendetegnet ved stor sproglig billedrigdom.

23430878

Hovedpersonen genser en kvinde, som han engang har elsket, og det udløser et fragmenteret billede af løsrevne erindringer og fantasiforestillinger. Med sin ukronologiske og sammensatte form er romanen som en collage, der kredser om kærlighedens, begærets og erindringens karakter. Et metaforisk billede leder til det næste eller munder ud i en refleksion eller et nyt erindringsbillede. I centrum af fortællingen er en gådefuld kvinde og i periferien den mandlige fortællerstemme, og det er en fortællermæssig struktur, som man genfinder flere steder i forfatterskabet. Netop det gådefulde er da også en af de ting, Grøndahl selv fremhæver som et vigtigt element i sine bøger: “Jeg tror, at alle mennesker rummer en gåde – som i romanerne ofte bliver til konkrete hemmeligheder. Vi er gåder for hinanden og for os selv – og det er det, der interesserer mig som romanfortæller. At sproget aldrig kan udtømme et menneske, aldrig blive så finmasket, at det kan få fat i alt, hvad et menneske er. Personerne i mine romaner beholder altid nogle hemmeligheder. Fordi vi er hemmelige for os selv”. (Miriam Katz: Mennesker er gåder for hinanden. Berlingske Tidende, 2002-12-10).

Forsøget på at nå hinanden i kærlighedsforholdet, og erkendelsen af den afstand eller gådefuldhed som ikke kan overskrides, slås også allerede an i denne roman, hvor det f.eks. hedder: “Måske spørger han sig selv (...) om der er noget i ham eller noget uden for ham, der forhindrer ham i at trænge igennem til den verden, hvor hun lever, hvor hun findes i dette øjeblik” (“Skyggen i dit sted”, side 61).

Lucca

“Hvis han somme tider over for sig selv sammenlignede kærligheden med musik, var det ikke, fordi han gik og blev poetisk. Men kærligheden var lige så usynlig og uforståelig, måske fordi der ikke var noget at forstå. En upersonlig, forvandlende kraft, der selv fandt vej i overensstemmelse med sine egne indre love, ligeglad med hvem og hvad den rev med sig eller lod bag sig i sin rolige og rastløse strøm. Musikken var også ligeglad med, hvem der spillede, noderne kunne ikke gøre for, om de blev spillet smuk eller middelmådigt”.
“Lucca” s. 25.

I løbet af 1990’erne opnåede Jens Christian Grøndahl et større læserpublikum med bøger som “Indian Summer” (1994) og “Tavshed i oktober” (1996), og i 1998 fik han sit helt store gennembrud med romanen “Lucca”, der samme år indbragte ham boghandlernes litteraturpris De Gyldne Laurbær.

Den unge kvinde Lucca indlægges efter et alvorligt trafikuheld, som kommer til at koste hende synet. Lægen Robert har ansvaret for Luccas behandling, og i løbet af romanen oprulles begge de to hovedpersoners livshistorie. Grøndahl skifter i bogen synsvinkel fra kapitel til kapitel og gengiver på denne måde, hvordan de to figurer fortæller hinanden deres historier og langsomt genopbygger det håb og den tillid, de begge har mistet.

Et kendetegn i forfatterskabet, som også er tydeligt i denne roman, er Grøndahls fokus på psykologiske forklaringer og selvrefleksion, ofte placeret i en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel. Et eksempel er Luccas oplevelse af at stå på scenen og opdage, at den store teaterinstruktør sidder og iagttager hende: “Hun havde fået øje på ham under forestillingen, men underligt nok var hun ikke blevet nervøs. Hun vidste, at hun ikke kunne gøre det anderledes, og følelsen af at blotte sig virkede ikke spor skræmmende. Der var, som når man indrømmer noget pinligt, mens man tænker, at nu har man ikke mere at miste. Den samme mærkelige ro” (“Lucca”, side 95-96).

22016407

Flere har kritiseret Grøndahl for at bevæge sig i retning af en mere letbenet litteratur i løbet af sit forfatterskab. Med en god portion selvironi dedikerer Grøndahl i sin takketale, da han får overrakt De Gyldne Laurbær, da også en del af prisen til den forfatter, han var engang, som næsten ingen læste, og som var lige ved at gøre en dyd ud af de beklagelige salgstal: “Alligevel sidder han og surmuler for sig selv i en fjern krog inden i mig, og når han får øje på mig, smiler han det mest nedladende, han har lært. En lægeroman, hvisker han, vil du virkelig være det bekendt?”, sagde Grøndahl ifølge flere artikler ved prisoverrækkelsen.

Grøndahl har i stort set alle sine romaner det moderne kærlighedsforhold i centrum. Også i denne bog er omdrejningspunktet afstanden men også længslen i det moderne menneskes forsøg på at nå hinanden i det erotiske parforhold. Et element i forfatterskabets kærlighedsromaner er også en optrævling af det moderne menneskes skrøbelige og sammensatte identitet: “Dybt i vores kultur er der en romantisk forventning, om at et mere autentisk Jeg træder frem i kærlighedsmødet. Men følelser er flygtige og foranderlige, de er så nemme at trævle op. Derfor bliver vores Jeg også nemt at trævle op”. (Miriam Katz: Mennesker er gåder for hinanden. Berlingske Tidende, 2002-10-12).

Piazza Bucarest

“Man gør en lang historie kort, når man fortæller. Et liv, selv en periode i livet, er så meget længere, at man alligevel aldrig vil få det hele med. Den tid, det tager at forstå eller ikke forstå, hvad livet har gjort for én, og hvad man selv har gjort, er lige så lang som den tid, det tager at leve. Et liv er én langstrakt, sammenhængende begivenhed, og derfor ved man ikke, hvad der sker, før det er for sent”.
“Piazza Bucarest” s. 158-159.

En beretning om friheden og om frihedens pris. Det er nogle af de ord, der blev hæftet på Jens Christian Grøndahls roman “Piazza Bucarest”, da den udkom i 2004. Den mandlige hovedperson har fra sidelinjen fulgt sin stedfar Scotts skæve kærlighedsforhold til kvinden Elena, som Scott har mødt i Rumænien kort før Berlin-murens fald. Ingen af de to mænd synes at kende særligt meget til den mystiske unge kvinde, og da hun pludselig rejser, står de begge tilbage med mange spørgsmål. Først mange år senere opsøger fortælleren Elena i Italien og får her historien om hendes fortid. Det er blandt andet en fortælling om de store tab, hendes længsel efter frihed førte med sig. Og om den kærlighedshistorie, som fik afgørende indflydelse på resten af hendes tilværelse.

25079043

Grøndahl skildrer i sin roman de personlige omkostninger, der var forbundet med den begrænsning i frihed og valgmuligheder, som kendetegnede de tidligere europæiske østlande. I bogen genfinder man også den mandlige fortællerskikkelses fascination af den hemmelighedsfulde og gådefulde kvinde, og den refleksion over tiltrækning, begær, kærlighed og afstand mellem mennesker, som findes igennem hele forfatterskabet. Romanens behandling af frihedens betydning og begrænsning er dog ikke kun forbundet med en skildring af den periode i den europæiske historie, hvor Jerntæppet gav vidt forskellige muligheder for mennesker i henholdsvis øst og vest.

I Grøndahls bøger er valgmuligheder og frihed også altid forbundet med begrænsninger og en erkendelse af, at den ubegrænsede frihed er en illusion: “Det er en illusion, at livet har en retning, og at vi på forhånd kan overskue dets forløb. Det er én af illusionerne i den frihedskultur, vi lever i, at man er sit eget livs arkitekt eller filminstruktør. Det er man kun til en vis grad – dels fordi man ikke kan vide, hvad der vil ske, dels fordi man jo er prisgivet andre mennesker”. (Søren Kassebeer: Frihedens pris. Berlingske Tidende, 2005-12-17). I samme interview fremhæver Grøndahl også en forsoning med eksistentielle vilkår som en vigtig grund til at skrive – og læse – fortællinger, der omhandler de smertefulde grundvilkår for nutidsmennesket: “Vi skal først og fremmest forsone os med den svimmelhed og sommetider kvalme, den følelse af meningsløshed og tomhed, der kan være forbundet med en frihed, der er grænseløs (...) I vores kærlighedsliv har det betydet en voksende rastløshed i kraft af muligheden for at ændre retning undervejs. Men mine romaner har blandt andet handlet om at forsone sig med, at mulighederne alligevel ikke er grænseløse”.

Røde hænder

“Det var en følelse af åbenhed, Sonja havde mindet mig om. Altings frie passage gennem min ranglede, uhildede og forsvarsløse person. Den stærke følelse af at være på gennemrejse, endnu ikke tynget af noget så bastant som en personlig historie, en personlighed, en identitet”.
“Røde hænder” s. 113-114.

I 2006 udgav Jens Christian Grøndahl romanen “Røde hænder”, der som de fleste andre af forfatterens bøger rummer en kærlighedshistorie, men som også diskuterer politisk idealisme og længslen efter det, som kunne være anderledes. Hovedpersonen er som studerende ansat på Hovedbanegårdens pladsanvisning, og her møder han en ung kvinde, der lige er ankommet fra Tyskland. Kort efter forsvinder hun sporløst uden at efterlade sig andet end en nøgle til en bagageboks. Først mange år efter finder han ud af, hvordan den gådefulde unge kvindes historie hænger sammen med den del af 1970’ernes politiske idealisme, som også kom til at inkludere kriminelle handlinger.

26236231

Romanen behandler blandt andet den politiske tænknings moralske dilemma, når det enkelte individ sættes over for de lidende masser. Som en af figurerne i romanen siger det: “Det personlige perspektiv var i sig selv uretfærdigt, for der kunne kun være tale om retfærdighed, hvis den gjaldt alle, og den kunne kun komme til at gælde alle, hvis man var parat til at glemme sin private smerte og ofre sig i kampen. Ofte sig og om nødvendigt også ofre andre”. I et interview beskriver Grøndahl det selv med følgende ord: “Enhver politisk magtudøvelse med overordnede hensigter kommer til at knægte eller underprioritere bestemte mennesker til fordel for det alment gode”. (Karen Syberg: Min generation lider af historieløshed. Information, 2006-05-09).

I romanen skildres længslen efter, at alt kunne være anderledes som del af et ideologisk og politisk projekt, men forfatteren fremhæver ligeledes denne længsel som en følelse, der er forankret i det unge sind, hvilket også må medtænkes i en forståelse af vores samtid: “Der er en ensomhed og samtidig en længsel efter noget helt andet, efter et nærvær, en intensitet og fylde, man ikke kan finde i det kredsløb af middelmådig nødvendighed, forældrene bevæger sig rundt i. Jeg tror, det er en af de mere upåagtede sider af ungdomstiden. Den kan ligeledes være af betydning for de unge muslimer, der i dag vælger at blive terrorister”. (Karen Syberg: Min generation lider af historieløshed. Information, 2006-05-09).

Tre skridt tilbage

“Der er ikke noget i vejen med at fjerne en bøddel (...) alligevel skammer jeg mig over min støtte til dette langstrakte, klodsede og planløse forehavende. Dens ofre får mig til at se væk, hvad enten de er civile irakere eller unge vestlige soldater, der har ladet sig hverve, lokket af propagandaens fade fraser om at “gøre en forskel”.”
“Tre skridt tilbage” side 10.

Jens Christian Grøndahl er kendt for at være en af de danske forfattere, der engagerer sig i den offentlige debat. Et eksempel er det internationale svigt i forhold til borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, som Grøndahl i skarpe vendinger kritiserede i 1999, et andet er Grøndahls forsvar af digteren Jørgen Leth, der kom ud i et voldsomt mediestormvejr i kølvandet på erindringsbogen “Det uperfekte menneske”.

I forbindelse med den amerikanskledede invasion af Irak markerede Grøndahl sig som en af de få danske forfattere, der var fortaler for krigen, hvilket skabte en del polemik. I modsætning til de allerfleste af sine forfatterkolleger støttede han invasionen og ikke mindst muligheden for at fjerne diktatoren Saddam Hussein. I kølvandet på krigens udvikling har Grøndahl imidlertid taget sine standpunkter op til revision, og det resulterede i 2007 i essaysamlingen “Tre skridt tilbage”. I et interview i Politiken forklarer han den erkendelsesproces, der er forbundet med at skifte standpunkt, og som er udgangspunktet for bogen: “Erkendelsesprocessen, der går ud på, at man har taget fejl, strækker sig altid over nogen tid, fordi det skal sive ned gennem bevidsthedens forskellige lag, hvor det ene jo er det, der handler om at tabe ansigt. For mig kom vendepunktet med Abu Ghraib (...) Abu Ghraib var lige præcis den moralske katastrofe, der gjorde det klart for verden, at der var noget rivende galt. (Carsten Andersen: Det var en fejl – jeg skammer mig. Politiken, 2007-03-29).

26717132

I sin essaysamling afviser Grøndahl flere af de gængse argumenter imod krigen. Ifølge Grøndahl var krigen ikke en fejltagelse, fordi den var i strid med folkeretten, eller fordi det viste sig, at der ikke var hold i påstanden om masseødelæggelsesvåben. Han køber heller ikke argumentet om, at krigen var forkert, fordi den i virkeligheden drejede sig om, at USA var ude efter irakernes olie. Grøndahl opstiller derimod tre andre argumenter for, at krigen var en fejltagelse. Det første handler om de menneskelige omkostninger: “Krigen er forkert, fordi den har krævet for mange meningsløse ofre, såvel blandt de civile irakere som blandt invasionsstyrkernes menige soldater”. For det andet er krigen ifølge forfatteren forkert, fordi man har accepteret den gradbøjning af Genève-konventionen, der førte til tortur og retsløshed for tilbageholdte fanger. For det tredje har krigen ikke skabt mindre men derimod mere kaos, lovløshed og terror.

Grøndals essaysamling fungerer som et indlæg i en verserende debat om Irak-krigens berettigelse. “Tre skridt tilbage” er en blanding af debatbog og bekendelseslitteratur og kommer undervejs også ind på mange andre emner end invasionen af Irak. En vigtig pointe er også Grøndahls fremhævelse af, at kunstnere er forpligtet til at engagere sig og skildre samtiden: “Det, der som udgangspunkt må være enhver forfatters raison d´être, nemlig at forholde sig til sin samtid på en åben, kritisk og ærlig maner”. (Tom Hermansen: Den kolde krig er ikke slut. Jyllands-Posten, 2007-04-21).

Fire dage i marts

“Ja, ja, tænker Ingrid, vi er bare mennesker, døm os ikke, for enhver har sine grunde, men undskylder det, at man er en skid over for sine børn? Rummer forklaringen ikke allerede en stiltiende forventning om tilgivelse? Og hvad er tilgivelsen værd, hvis den kommer som kaldet og ikke som en uventet benådning? Er den så andet end et sentimentalt smykke for den angrende forfængelighed? Endnu et led i fortællingens endeløse kæde?”
“Fire dage i marts” s. 315.

I 2008 udgav Jens Christian Grøndahl samtidsromanen “Fire dage i marts”, der ligesom flere af hans tidligere romaner er bygget op omkring et kvindeportræt. Romanens titel henviser til fortællingens ydre, kronologiske rammer. Da bogens kvindelige hovedperson, den 48-årige arkitekt Ingrid, ringes op med beskeden om, at hendes teenagesøn er anholdt for vold, sætter det gang i en række begivenheder og eksistentielle overvejelser, som udspiller sig over de følgende fire dage i marts.

Romanen rejser blandt andet spørgsmålet om, hvor meget man som voksent menneske og forælder kan forfølge sine egne mål uden at skade sine børn. Grøndahls roman indeholder som altid også en romantisk kærlighedshistorie og tematiserer herunder elskerinderollen. Omdrejningspunktet i “Fire dage i marts” er dog især en undersøgelse af forældreskabet og forældres svigt i forhold til deres børn. Ifølge forfatteren drejer dette svigt sig også om en tendens i vores nutidige opfattelse af barnet: “Det ligger jo meget i vores sentimentale forhold til børn i dag, at vi tror, at bare vi elsker dem, så er det nok. Det er selvfølgelig det vigtigste, men det er som om, der mangler viljen til også at være opdrager; til også at være autoritet, fordi begrebet er kommet sådan i miskredit. Og ofte med rette (...) Men lige præcis i forhold til børnene, skylder man dem at være det, og den erkendelse tror jeg også, Ingrid får undervejs.” (Karen Margrethe Schelin: Der er situationer i livet, hvor man ikke kan være et pænt menneske. Berlingske Tidende, 2008-10-24).

27468470

En anden væsentlig tematik i romanen er spørgsmålet om, i hvor høj grad et menneske er tilbøjelig til at gentage familiemønstre oplevet gennem opvæksten. Gennem de erindringer og refleksioner, den kvindelige hovedperson gennemlever i de fire døgn, romanen strækker sig over, konfronteres hun med spørgsmålet om, hun blot har gentaget sin mors og sin mormors selvoptagede mønster. Er de tre kvinders livshistorier blot variationer over det samme tema, som uundgåeligt viderefører svigtet?

Kærlighedstemaet udvides således i denne roman til også at omhandle forholdet mellem forældre og børn. Ligeledes kombineres samtidsskildringen med en form for slægtsroman, der tematiserer de individuelle valg men også de gentagne, arvede mønstre, der kendetegner den enkeltes fortælling om livet.

 

 

Det gør du ikke

“De var ikke et par, der skændtes. Det skete, men ikke tit. De plejede ikke at gnide hinanden hårdt i ansigtet med sensitiv viden, som ægteskabets tillidspagt havde givet dem adgang til. Emma sad i den behagelige lænestol og følte sig forrevet som en hjemløs kat”.
“Det gør du ikke”, s. 118.

Hvor godt kender man egentlig de mennesker, der står en nærmest? Hvad er bevæggrunden for vores livsvalg? Og hvordan ville tilværelsen have set ud, hvis man havde valgt anderledes? De er nogle af de spørgsmål, der er centrale i Jens Christian Grøndahls roman fra 2010, “Det gør du ikke”.

Hovedpersonerne i romanen er den midaldrende advokat David og hans britiskfødte kone Emma. Synsvinklen skifter romanen igennem, således at læseren følger David og Emmas perspektiv fortalt i 3. person. Gennem en omhyggelig og detaljeret registrering af skiftende sindsstemninger og refleksioner er vi som læsere inde i hovedet på skiftevis den ene og den anden af romanens hovedfigurer. Dertil kommer ukronologiske flashbacks, som er med til at oprulle familiens historie.

28990790

Vi møder familiens fortælling på et tidspunkt, hvor mange fortrængte og forliste drømme er ved at komme op til overfladen, hvilket for alvor bliver tydeligt, da David og Emmas datter præsenterer sine forældre for sin pakistanske kæreste og udstiller en kunstvideo på sin første separatudstilling. Datterens konceptkunstværk bliver det, der udløser latente konflikter om religion, generationsforskelle og personernes forskellige syn på kunst. David tvinges blandt andet til at forholde sig til sin jødiske baggrund, som han ellers har gjort alt for at lægge afstand til, og Emma konfronteres med sin egen kunstneriske karriere. Nok så vigtig er dog de overvejelser om valget af hinanden som livspartnere, som bliver nærværende for romanens to hovedpersoner.

Vigtige tematikker i bogen er således kærlighed, familie og skæbne. Derudover spiller en velkendt tematik i forfatterskabet også i denne bog en væsentlig rolle i skildringen af menneskets grundlæggende ensomhed, som kun evnen til at nå hinanden som mennesker synes at kunne afhjælpe. Som det hedder i Emmas indre samtale med veninden Louise: “Vi er hjemløse, Louise, hele kloden er, hvis vi ikke kan føle os hjemme hos hinanden” (s. 130).

Grøndahls seneste roman lægger sig stilmæssigt umiddelbart i forlængelse af de tidligere udgivelser i et forfatterskab, som ofte har mødt en del kritik fra litteraturkritikerne. En kritik, som Grøndahl selv er inde på i flere interviews: “Mine personer taler meget, og de er mindst lige så kloge, som jeg selv er. Der er oven i købet det endnu mere utilgivelige, at mine historier udspiller sig i den højeste middelklasse, og det er en dårlig ide. Det er på forhånd mistænkeliggjort, for vi har en social diskurs, der forsvarer de svage. Det er dem, man skal skrive om.” (Carsten Andersen: Grøndahls unge år: Jeg var selvoptaget og selvhøjtidelig. Politiken, 2010-04-04).

Jernporten

”Tomheden. Jeg ved ikke, om følelsen først opstår i tilbageblik, eller om erindringen får efterbillederne af noget, der var, til at virke mere vægtløse og blafrende. En ung mand, med nød og næppe voksen, søvnløs i en mørk liggevognskupé i en anden tid, nær og dog umådelig fjern.”
”Jernporten”, s. 59-60.

En afdæmpet fortælling om en mand, som gennem sit liv rækker ud mod andre mennesker og samtidig har stort behov for sit eget rum og den kunst, han ikke kan leve uden. Det er nogle af de væsentlige ingredienser i Jens Christian Grøndahls roman ”Jernporten” fra 2014, som gennem tre dele opruller den mandlige jeg-fortællers liv.

I første del møder vi hovedpersonen som ung mand omkring det tidspunkt, hvor han mister sin mor og samtidig møder en særligt inspirerende tysklærer, der vækker hans interesse for litteratur og kunst og præsenterer ham for en anden verden end den, han er opvokset i. I romanens anden del er jeg-fortælleren blevet gift, har fået datteren Julie og er blevet installeret i et dyrt rækkehus af svigerfamilien. I den sidste del er den nu tresårige og fraskilte jeg-fortæller taget alene til Rom for at fejre sin fødselsdag og møder her en ung kvinde. I løbet af historien berettes der i tilbageblik også om andre vigtige begivenheder og relationer i jeg-personens tilværelse, så det tilsammen danner konturerne af en livshistorie.

51392884

Romanen er bygget op omkring fortællerens indre monolog. Historien om et liv oprulles ved gengivelse af erindringsbilleder og fortæller-jegets refleksioner over tilværelsen, kærligheden, kunsten, tidens gang og erindringens karakter.

En tematik i romanen er den måde, jeg-fortælleren er drevet mod de kvinder, han møder i sit liv, mens han samtidig synes at holde en vis distance til andre mennesker i sit behov for kunst og et rigt indre liv. Også i sit eget selvbillede er han lidt af en sær snegl: ”Vi udgør et helt skyggesamfund, vi bogorme og Brahms-entusiaster” (s. 233). I slutningen af romanen synes der dog at blive sat spørgsmålstegn ved skildringen af denne ensomme knudemand splittet mellem sin drift mod kvinderne og sin tilbagetrækning til sin egen verden. Som det hedder i en dialog med den unge kvinde, jeg-fortælleren møder i Rom: ”Hvorfor havde jeg følt mig som en undskyldning for mig selv, når jeg stjal mig til Brahms og Rilke som noget ekstra? En mere eller mindre velfortjent bonus efter endnu en dags pligtopfyldende, omsorgsfuld ansvarlighed. ”Min kone sagde tit, at jeg var en drømmer”. ”Det kan de altid komme og sige. Somme tider tænker jeg, at det er os, der er de vågne”.” (s. 305). 

Vejen til Betlehem

”Det barn ville måske aldrig se dagens lys, dreng eller pige, takket være Kvirinius og hans folketælling. Før Josef vidste af det, kunne årsagen til hans tunge tanker være ude af verden som et åg, der blev løftet af hans skuldre.”
”Vejen til Betlehem”, s. 24.

Jens Christian Grøndahl griber i 2015 tilbage til juleevangeliets historie om Josef og Maria i fortællingen ”Vejen til Betlehem”. Med udgangspunkt i den kristne beretning har Grøndahl dog skrevet en verdslig historie, som især fokuserer på personernes tanker og følelser. Ikke mindst Josef kommer til orde i historien, der er skrevet i en enkel sprogtone og med en 3. persons fortæller med indre synsvinkel. Et af Grøndahls særlige greb på historien er en fremstilling af den udvikling, Josef gennemgår. I starten er han selvsagt skeptisk i forhold til Marias forklaring på sin graviditet. Han er en jødisk mand af den gamle skole, for hvem det ville være gudsbespottelse at tro på, at hans egen forlovede skulle være blevet befrugtet af Helligånden og bærer et barn, der er Guds søn: ”Det gik op for ham, at hun måtte være blevet vanvittig. Den slags forekom vel. Hendes vanære havde berøvet hende forstanden.” (s. 8).

52038227

Josef accepterer aldrig, at barnet skulle være Messias, men den strabadserende rejse bringer de to unge mennesker tættere på hinanden, og Josefs følelser omkring det kommende barn ændrer sig, da han åbner sig for sin kærlighed til Maria, forklarer Grøndahl i et interview: ”Det er jo lige meget, hvem der er far til det barn, det er jo lige meget, hvem vi er, det er jo det, han har opdaget undervejs på turen. Vi er jo bare mennesker med alle de fejl (..) og den sårbarhed, det indebærer, og vi har brug for hinanden.” (Skønlitteratur på P1. DR, 2015-11-11). 

En anden vigtig tematik i Grøndahls julefortælling er det at føle sig hjemløs og fremmed i verden i en mere eksistentiel forstand. Det er dog oplagt også at indlæse den aktuelle politiske situation med millioner af hjemløse flygtninge i beretningen om Josef og Maria, som forgæves forsøger at finde husly: ”Vi har grundlæggende et valg, som denne bibelske fortælling allerede formulerer for os. Vi har et valg om at genkende vores egen menneskelighed i mennesker, som ikke ligner os og derfor være åbne (…) eller lukke af og sige, at det ikke er vores problem.” (Skønlitteratur på P1. DR, 2015-11-11).  

”Vejen til Betlehem” er illustreret med sort-hvide tegninger af Seppo Mattinen.

Inde fra stormen

”Harriet sagde somme tider, halvt i spøg, at det virkede, som om jeg havde investeret al min indlevelse i bøgerne med det resultat, at jeg i mine egne relationer kunne være lige så blind og døv som en træstub (…) jeg kunne aldrig overdøve den indre stemme, der hviskede, at hun måske havde ret.”


”Inde fra stormen”, s. 59.

I 2019 udkom en ny roman af Jens Christian Grøndahl med titlen Inde fra stormen. Bogen er skrevet i kølvandet på #MeToo og inddrager ligeledes en række andre tidstypiske temaer som sammenbragte familier, fertilitetsbehandling og forholdet til forældre med demens. Romanen handler om forfatteren Adam Huus, der ikke har skrevet en bog i flere år og som har sit at slås med i sit familieliv. Og som om det ikke var nok, rammes han af en bølge af fordømmelse på sociale medier efter nogle hurtige udtalelser om forlagsredaktøren Eskilds grænseoverskridende adfærd over for en smuk og talentfuld men også selviscenesættende forfatter.     

Romanen er fortalt som en jegfortælling med indre synsvinkel placeret hos hovedpersonen. En stor del af historiens dramaer udspilles som tilbageblik, mens Adam i bil er på vej mod Københavns lufthavn i et kapløb med den vinterstorm, som trækker op. Titlen henviser dog også til det mediestormvejr, som i romanens sidste del rammer forfatteren. Udover at håndtere en stagneret forfatterkarriere forsøger Adam også at finde ud af sit distancerede forhold til sin voksne søn og årsagerne til den sparsomme kontakt, han har med sin datter fra første ægteskab, Rebecca, som han kæmper sig gennem stormen for at hjælpe. Samtidig reflekterer Adam over forholdet til ekskonen, forelskelsen i kvinden Harriet og den skilsmisse, som det førte til.

46297555

Som altid hos Grøndahl er kærlighedsrelationen mellem mand og kvinde vigtig. Her om mødet med den nye kvinde, som forandrede alt:Jeg så mig omkring som én, der lige var ankommet efter en lang rejse. Er det ikke begyndelsen på enhver kærlighedshistorie? Rejsen frem mod år nul, som om man endelig vågner af en drøm.” (s. 74).

Romanen er Grøndahl-klassik tilført et metaniveau, som når forlagsredaktøren kalder Adams begivenhedsrige døgn for en roman: ”Du ved godt, at jeg ikke skriver autofiktion”. ”Kald det, hvad du vil”, smilede han. ”Du kan altid lave lidt om. Eller meget. Tænk over det!”.” (s. 187).

Genrer og tematikker

Jens Christian Grøndahl har haft det moderne kærlighedsforhold og begærets karakter som tilbagevendende omdrejningspunkter i sine bøger. Et væsentligt aspekt af denne tematik er erkendelsen af, at mennesket forbliver gådefuldt for hinanden på trods af dets længsel efter at nå hinanden. Kærlighedshistorierne er altid forankret i en genkendelig samtidsvirkelighed, som skildres på en registrerende facon, som dog også indeholder mange metaforiske billeder, psykologiske forklaringer og refleksioner. Netop de mange refleksioner er et typisk træk ved forfatterskabet, men også noget der har mødt en vis kritik. Som det hedder i en anmeldelse af Grøndahls roman ”Jernporten”: ”En af Jens Christian Grøndahls styrker som forfatter er, at han kan vende og dreje det menneskelige, det psykologiske, sætte spot på kærligheden og meningen med det hele eller manglen på samme. Men der er også – i en roman som ”Jernporten” – en næsten konstant reflekteren, en essay-agtig hang til at endevende alting, at fortælle i stedet for at vise”. (Søren Kassebeer: En mand, der elsker bøger og kvinder. Berlingske Tidende, 2014-10-31).

Realistiske fortællinger, der inddrager vigtige problemstillinger i samtiden, er ofte det overordnede udgangspunkt for Grøndahl. I romanen ”Piazza Bucarest” er den mandlige hovedperson en forfatter, der fremhæver litteraturens beskrivelse af en genkendelig virkelighed, og det samme kan siges at gælde for Grøndahl. Det hedder i romanen: ”Jeg har altid været mistænkelig over for det ord, fantasi, for det er ikke andre verdener, jeg prøver at forestille mig, det er verden. Den er altid mere ukendt og overraskende, end man troede, samtidig med at den er så genkendelig.” (”Piazza Bucarest”, s. 32).

Grøndahls engagement i sin samtid kommer også til udtryk i de sidehistorier om blandt andet 1970’ernes politiske tænkning og forholdene i det kommunistiske Rumænien, hvilket skildres som nutidshistorie, der også indeholder vigtige elementer i forhold til en forståelse af samtiden. Herudover er forfatterens engagement i samtidens problemstillinger også kommet til udtryk i hans deltagelse i den offentlige debat som fortaler for ytringsfriheden, men også som en deltager i offentlige politiske diskussioner.

Beslægtede forfatterskaber

Andre danske forfattere, som skriver samtidsfortællinger med kærlighedsforholdet som et vigtigt omdrejningspunkt, og hvor det registrerende og det psykologiske eksisterer side om side, er Tage Skou-Hansen og Hanne Vibeke Holst. Forfatterskabet kan ligeledes siges at ligge i forlængelse af mere eksistentialistisk litteratur. Desuden kan man sammenligne skildringen af den politisk idealisme og aktivisme, der udvikler sig til kriminelle handlinger, og som er et af omdrejningspunkterne i “Røde hænder”, med andre bøger, der beskæftiger sig med samme emne. Det behandles blandt andet, om end på en ganske anden måde, i Peter Øvig Knudsens tobinds-biografi om Blekingegadebanden.

Bibliografi

Romaner

Grøndahl, Jens Christian:
Kvinden i midten. Vindrose, 1985.
Grøndahl, Jens Christian:
Syd for floden. Per Kofod, 1986
Grøndahl, Jens Christian:
Rejsens bevægelser. Vindrose, 1988.
Grøndahl, Jens Christian:
Det indre blik. Vindrose, 1990.
Grøndahl, Jens Christian:
Skyggen i dit sted. 1991. Roman.
Grøndahl, Jens Christian:
Dagene skilles. Gyldendal, 1992.
Grøndahl, Jens Christian:
Stilheden i glas. Per Kofod, 1993.
Grøndahl, Jens Christian:
Indian summer. Per Kofod, 1994.
Grøndahl, Jens Christian:
Tavsheden i oktober. Munksgaard/Rosinante, 1996.
Grøndahl, Jens Christian:
Lucca. Munksgaard/Rosinante, 1998.
Grøndahl, Jens Christian:
Hjertelyd. Rosinante, 1999.
Grøndahl, Jens Christian:
Virginia – en fortælling. Rosinante, 2000.
Grøndahl, Jens Christian:
Et andet lys. Gyldendal, 2002. Et andet lys. 2002. Roman.
Grøndahl, Jens Christian:
Piazza Bucarest. Gyldendal, 2004.
Grøndahl, Jens Christian:
Røde hænder. Gyldendal, 2006.
Grøndahl, Jens Christian:
Fire dage i marts. Gyldendal, 2008
Grøndahl, Jens Christian:
Det gør du ikke. C&K forlag, 2010.
Grøndahl, Jens Christian:
Før vi siger farvel. Lindhardt & Ringhof, 2012.
Grøndahl, Jens Christian:
Jernporten. Gyldendal, 2014. Roman.
Grøndahl, Jens Christian:
Tit er jeg glad. Gyldendal, 2016.
Grøndahl, Jens Christian: Inde fra stormen. Gyldendal, 2019.

Som Christian Tornbakke

Tornbakke, Christian:
Det godes pris. Lindhardt og Ringhof, 2013.

Dramatik

Grøndahl, Jens Christian:
Hvor var vi lykkelige & De sorte skove. Rosinante, 2000.

Essays

Grøndahl, Jens Christian:
Ved flodens munding. Per Kofod, 1994.
Grøndahl, Jens Christian:
Night mail. Munksgaard/Rosinante, 1998.
Grøndahl, Jens Christian:
Tre skridt tilbage. Gyldendal, 2007.
Grøndahl, Jens Christian:
Den sibiriske måne. Lindhardt og Ringhof, 2013.
Grøndahl, Jens Christian:
Hjemme i Europa. Gyldendal, 2015.
Grøndahl, Jens Christian:
Europas ambassade. Gyldendal, 2016.
Grøndahl, Jens Christian: Europa er ikke et sted. Gyldendal, 2018.

Biografi

Grøndahl, Jens Christian:
Shihaya ti amo: Et essay om Seppo Mattinen og hans Rom. Gyldendal, 2005.

Erindringer

Grøndahl, Jens Christian:
Om en time springer træerne ud. Politikens forlag, 2010.

Fortællinger

Grøndahl, Jens Christian:
Vejen til Betlehem. Gyldendal, 2015.

Børnebøger

Grøndahl, Jens Christian:
Med Bedstemor i tidens labyrint. Carlsen, 2013. Illustreret af Lars Gabel.
Grøndahl, Jens Christian:
Mine eftermiddage hos hr. Astrakan. Carlsen, 2014.

Om forfatterskabet

Artikler

Rösing, Lilian Munk:
Velklædt længsel. Information 2006-05-10.
Schack, May:
Eminent stemningskunst fra Grøndahl. Politiken, 2008-10-25.
Andersen, Jens:
Mor er den værste i verden. Berlingske Tidende, 2008-10-27.
Zangenberg, Mikkel Bruun:
En moden Grøndahl kommer med dristig ny roman. Politiken, 2010-11-07.
Rösing, Lilian Munk:
Transit, kliché, konflikt. Information, 2010-11-10.
Kjølbye; Marie Louise:
En knudemands ensomhed. Information, 2014-11-07.
Skotte, Kim:
Jesu 'stedfar' får hovedrollen i lille almanakhistorie fra Jens Christian Grøndahl. Politiken, 2015-11-02.
Østergaard, Kristian:
Undervejs med Maria og Josef til Betlehem. Kristeligt Dagblad, 2015-11-04.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jens Christian Grøndahl

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Katz, Miriam:
Mennesker er gåder for hinanden. 2002. Berlingske Tidende 2002-12-10.
Kassebeer, Søren:
Frihedens pris. 2005. Berlingske Tidende 2005-12-17.
Syberg, Karen:
Min generation lider af historieløshed. 2006. Information 2006-05-09.
Andersen, Carsten:
Det var en fejl – jeg skammer mig. 2007. Politiken 2007-03-29.
Hermansen, Tom:
Den kolde krig er ikke slut. 2007. Jyllands-Posten 2007-04-21.
Schelin, Karen Margrethe:
Der er situationer i livet, hvor man ikke kan være et pænt menneske. 2008. Berlingske Tidende, 2008-10-24.
Andersen, Carsten:
Grøndahls unge år : Jeg var selvoptaget og selvhøjtidelig. Politiken, 2010-04-04.
Kassebeer, Søren:
En mand, der elsker bøger og kvinder. Berlingske Tidende, 2014-10-31.