Portræt af Jens Christian Grøndahl
Foto: Sara Galbiati

Jens Christian Grøndahl

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2014, 2022 og oktober 2025.
Top image group
Portræt af Jens Christian Grøndahl
Foto: Sara Galbiati

Jens Christian Grøndahl er kendt for at skildre afstanden i det moderne kærlighedsforhold, men også længslen efter at nå og møde den anden. Derudover handler Grøndahls bøger ofte om det moderne menneskes eksistentielle grundvilkår af tilsyneladende ubegrænset frihed stillet over for følelsen af meningsløshed, ensomhed og tvivl. I sine seneste romaner behandler han spørgsmålet om det romantiske kærlighedsmøde, men også emner som erindring, overgreb og skrivekunstens forløsende potentiale. Grøndahl er desuden en forfatter, der blander sig i den politiske debat. 

141538985

 

 

Blå bog

Født: 9. november 1959 i Lyngby.

Uddannelse: Filminstruktør fra Statens Filmskole, 1983.

Debut: Kvinden i midten. Vindrose, 1985. Roman.

Litteraturpriser: Otto Benzons Forfatterlegat, 1989. Herman Bangs Mindelegat, 1995. De Gyldne Laurbær, 1998. Holger Drachmann-legatet, 2002. BG Banks Litteraturpris, 2003. De fransktalendes landes litteraturpris, 2003. Søren Gyldendal-prisen, 2007. Isak Dinesen prisen, 2017.

Seneste udgivelse: At velsigne et liv. Gyldendal, 2025. Roman.

Inspiration: Marcel Proust, Albert Camus, Patrick Modiano.

 

 

Videoklip

Jens Christian Grøndahl om "I nat sover jeg på taget": 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hendes virkelighed. Hun var ikke så dum, at hun ikke var klar over, at det var den samme virkelighed som alle andres. Hun var bare så uheldig at være født i et hjørne af den, hvor hun følte sig så fremmed, som var hun dumpet ned fra en fjern planet. (…) Hun drømte mest af alt om at være til stede, noget så enkelt, lige meget hvor”.
“Røde hænder” s. 46.

Jens Christian Grøndahl blev født i 1959 i Lyngby nord for København som søn af fotograf Marianne Grøndahl. Han fik sin studentereksamen fra Natalie Zahles Gymnasium og læste fra 1977-79 filosofi på Københavns Universitet. Han skiftede dog efter et par år spor og søgte ind på Statens Filmskole. Her blev han i 1983 færdig som filminstruktør, og hans uddannelse kom siden hen til at præge den stil, der blev kendetegnende for den tidlige del af forfatterskabet. Han debuterede som forfatter i 1985 med en eksperimenterende roman og var i de første år af sin forfatterkarriere en eksperimenterende prosaist.

Op gennem 1990’erne fik Grøndahl en større læserskare og modtog i 1998 De Gyldne Laurbær for romanen ”Lucca”. Han har siden skrevet en stribe samtidsromaner, der ofte har det romantiske kærlighedsmøde som et omdrejningspunkt, men som også omhandler emner som politisk idealisme, overgreb, fertilitetsbehandling, erindring og forældreskab. Han har ligeledes skrevet bøger inden for andre genrer som blandt andet en essaysamling om invasionen af Irak og en fortælling om bibelfiguren Josef. 

Jens Christian Grøndahl blev i 1989 gift med Charlotte Louise Truelsen. De var gift i 10 år og fik to sønner sammen. Parret blev skilt i 1999, og Grøndahl blev siden gift med mag.art. Anne Vibeke Vad, med hvem han har to døtre.

Ved siden af sin forfatterkarriere har Grøndahl bl.a. været medredaktør på kulturtidsskriftet Fredag. Han har markeret sig som en stor forkæmper for ytringsfriheden – ikke mindst i perioden 1995-98, hvor han var vicepræsident for dansk PEN. Han meldte sig dog siden ud af organisationen i protest mod PENs politiske markeringer. Grøndahls interesse for politik og samfundsforhold har også udmøntet sig i en række artikler for den uafhængige netavis Altinget. I 2018 var han desuden en af de europæiske forfattere, som i et manifest advarede om risikoen for en eksplosion i fremmedhad og antisemitisme.

Jens Christian Grøndahl har været medlem af Kulturministeriets kanonudvalg for litteratur. Han er bosat i København og Skagen, men har også i flere perioder opholdt sig i Italien.

Aktuelt værk: At velsigne et liv

”Min egen fortælling forhindrer mig i at nærme mig den historie, som Nina ville have haft at fortælle. Bianca havde sagt det så enkelt i den skumringstime, hvor jeg et sekund havde forvekslet hende med et spøgelse. Jeg havde siddet i Rom, dør om dør med min elskede, og skrevet mig ud af hendes liv.”
”At velsigne et liv”, s. 279.

En forfatter ser sin døde overbo blive båret ned ad trappen af to ambulancefolk i starten af Jens Christian Grøndahls roman fra 2025, ”At velsigne et liv”. Det bliver begyndelsen på en oprulning af den nu afdøde jazzmusikers tilværelse og valg i livet.

141538985

”Et navn, en by, en saxofon, et greencard” (s. 29) er nogle af de få ledetråde, der er tilbage efter musikeren Vincent. En yngre præst forsøger at finde frem til pårørende til den afdøde, og det leder ham til New York, hvor han finder en søn, der aldrig har kendt sin far. Den ældre forfatter, der er jeg-fortæller i historien, hvirvles ind i detektivarbejdet om manden, der døde alene i lejligheden ovenover. Samtidig involveres han i præstens forhold til hans nærmeste og flere andre personers skæbner, der indeholder blandt andet forlist kærlighed og svigt. Det bliver til nye venskaber og samtaler, der også munder ud i, at forfatteren må fortælle og forholde sig til sit eget liv, herunder sit kærlighedsforhold til kvinden Nina. 

Romanen er fortalt med en indre synsvinkel, som lader læseren komme tæt på forfatterens refleksioner om de personer, han møder, og efterhånden også om hans egen historie. Det leder ham også til tanker om tosomheden, der kan give følelsen af at være ”fuldtallige, som to nu kan være” (s. 301), men også en smertelig erkendelse af, at hans livs kærlighed ”forblev fremmed, selv om jeg havde hende så tæt på.” (s. 285). Samtidig er det en beretning med et meta-lag, som stiller skarpt på det at skrive. Det fører både forfatteren til en overvejelse over, hvorvidt han skriver ”for at udholde det banale, for at fortrylle det” (s. 194) og til en hyldest af skrivningens befriende kraft. Det at skrive skildres som en undersøgelse og erkendelsesproces – som her, hvor romanens jeg-fortæller skriver om præsten Jesper: ”Jeg fortæller ikke for at konfrontere ham eller andre med sandheden. Jeg skriver for at finde ud af, hvordan han og enhver anden i hans sted ville kunne lære at leve med den. Holde den ud.” (s. 134). 

Bogen titel henviser til, at det at nedskrive og fortælle historien om et liv kan være som at velsigne dette liv – at fremskrive en nåde og accept af en livshistorie i al dens kompleksitet.