Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl blev født i 1959 i Lyngby nord for København som søn af fotograf Marianne Grøndahl. Han fik sin studentereksamen fra Natalie Zahles Gymnasium og læste fra 1977-79 filosofi på Københavns Universitet. Han skiftede dog efter et par år spor og søgte ind på Statens Filmskole. Her blev han i 1983 færdig som filminstruktør, og hans uddannelse kom siden hen til at præge den stil, der blev kendetegnende for den tidlige del af forfatterskabet. Han debuterede som forfatter i 1985 med en eksperimenterende roman og var i de første år af sin forfatterkarriere en eksperimenterende prosaist.

Op gennem 1990’erne fik Grøndahl en større læserskare og modtog i 1998 De Gyldne Laurbær for romanen ”Lucca”. Han har siden skrevet en stribe samtidsromaner, der ofte har det romantiske kærlighedsmøde som et omdrejningspunkt, men som også omhandler emner som politisk idealisme, overgreb, fertilitetsbehandling, erindring og forældreskab. Han har ligeledes skrevet bøger inden for andre genrer som blandt andet en essaysamling om invasionen af Irak og en fortælling om bibelfiguren Josef. 

Jens Christian Grøndahl blev i 1989 gift med Charlotte Louise Truelsen. De var gift i 10 år og fik to sønner sammen. Parret blev skilt i 1999, og Grøndahl blev siden gift med mag.art. Anne Vibeke Vad, med hvem han har to døtre.

Ved siden af sin forfatterkarriere har Grøndahl bl.a. været medredaktør på kulturtidsskriftet Fredag. Han har markeret sig som en stor forkæmper for ytringsfriheden – ikke mindst i perioden 1995-98, hvor han var vicepræsident for dansk PEN. Han meldte sig dog siden ud af organisationen i protest mod PENs politiske markeringer. Grøndahls interesse for politik og samfundsforhold har også udmøntet sig i en række artikler for den uafhængige netavis Altinget. I 2018 var han desuden en af de europæiske forfattere, som i et manifest advarede om risikoen for en eksplosion i fremmedhad og antisemitisme.

Jens Christian Grøndahl har været medlem af Kulturministeriets kanonudvalg for litteratur. Han er bosat i København og Skagen, men har også i flere perioder opholdt sig i Italien.

Jens Christian Grøndahl debuterede i 1985 med “Kvinden i midten” og udgav i 1980’erne og starten af 1990’erne en række mindre romaner, der vakte opmærksomhed for deres stilistiske og sproglige kvaliteter. Bøgerne er bl.a. kendetegnet ved, at motiver, sanseoplevelser og detaljer indfanges og gengives i sproget med fotografisk præcision. Deres særlige fortællerytme har også fået flere til at kæde de tidlige bøger sammen med Grøndahls uddannelsesmæssige baggrund som filminstruktør. En af disse bøger er romanen “Skyggen i dit sted” fra 1991, der ligesom flere andre af Grøndahls tidlige bøger er kendetegnet ved stor sproglig billedrigdom.

23430878

Hovedpersonen genser en kvinde, som han engang har elsket, og det udløser et fragmenteret billede af løsrevne erindringer og fantasiforestillinger. Med sin ikke-kronologiske og sammensatte form er romanen som en collage, der kredser om kærlighedens, begærets og erindringens karakter. Et metaforisk billede leder til det næste eller munder ud i en refleksion eller et nyt erindringsbillede. I centrum af fortællingen er en gådefuld kvinde og i periferien den mandlige fortællerstemme - en fortællermæssig struktur, som man genfinder flere steder i forfatterskabet. Netop det gådefulde er da også en af de ting, Grøndahl selv fremhæver som et vigtigt element i sine bøger: “Jeg tror, at alle mennesker rummer en gåde – som i romanerne ofte bliver til konkrete hemmeligheder. Vi er gåder for hinanden og for os selv – og det er det, der interesserer mig som romanfortæller. At sproget aldrig kan udtømme et menneske, aldrig blive så finmasket, at det kan få fat i alt, hvad et menneske er. Personerne i mine romaner beholder altid nogle hemmeligheder. Fordi vi er hemmelige for os selv.” (Miriam Katz: Mennesker er gåder for hinanden. Berlingske Tidende, 2002-12-10).

Forsøget på at nå hinanden i kærlighedsforholdet, og erkendelsen af den afstand eller gådefuldhed som ikke kan overskrides, slås også allerede an i denne roman: “Måske spørger han sig selv (...) om der er noget i ham eller noget uden for ham, der forhindrer ham i at trænge igennem til den verden, hvor hun lever, hvor hun findes i dette øjeblik.” (s. 61).

I løbet af 1990’erne opnåede Jens Christian Grøndahl et større læserpublikum med bøger som “Indian Summer” (1994) og “Tavshed i oktober” (1996), og i 1998 fik han sit helt store gennembrud med romanen “Lucca”, der samme år indbragte ham boghandlernes litteraturpris De Gyldne Laurbær.

22016407

Den unge kvinde Lucca indlægges efter et alvorligt trafikuheld, som kommer til at koste hende synet. Lægen Robert har ansvaret for Luccas behandling, og i løbet af romanen oprulles begge de to hovedpersoners livshistorie. Grøndahl skifter i bogen synsvinkel fra kapitel til kapitel og gengiver på denne måde, hvordan de to figurer fortæller hinanden deres historier og langsomt genopbygger det håb og den tillid, de begge har mistet.

Et kendetegn i forfatterskabet, som også er tydeligt i denne roman, er Grøndahls fokus på psykologiske forklaringer og selvrefleksion, ofte placeret i en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel. Et eksempel er Luccas oplevelse af at stå på scenen og opdage, at den store teaterinstruktør sidder og iagttager hende: “Hun havde fået øje på ham under forestillingen, men underligt nok var hun ikke blevet nervøs. Hun vidste, at hun ikke kunne gøre det anderledes, og følelsen af at blotte sig virkede ikke spor skræmmende. Der var, som når man indrømmer noget pinligt, mens man tænker, at nu har man ikke mere at miste. Den samme mærkelige ro.” (s. 95-96).

Grøndahl har i stort set alle sine romaner det moderne kærlighedsforhold i centrum. Også i denne bog er omdrejningspunktet afstanden men også længslen i det moderne menneskes forsøg på at nå hinanden i det erotiske parforhold. Et element i forfatterskabets kærlighedsromaner er også en optrævling af det moderne menneskes skrøbelige og sammensatte identitet: “Dybt i vores kultur er der en romantisk forventning, om at et mere autentisk Jeg træder frem i kærlighedsmødet. Men følelser er flygtige og foranderlige, de er så nemme at trævle op. Derfor bliver vores Jeg også nemt at trævle op.” (Miriam Katz: Mennesker er gåder for hinanden. Berlingske Tidende, 2002-10-12).

En beretning om friheden og  frihedens pris. Det er nogle af de ord, der blev hæftet på romanen “Piazza Bucarest”, da den udkom i 2004. Den mandlige hovedperson har fra sidelinjen fulgt sin stedfar Scotts kærlighedsforhold til kvinden Elena, som Scott har mødt i Rumænien kort før Berlin-murens fald. Ingen af de to mænd synes at kende særligt meget til den mystiske unge kvinde, og da hun pludselig rejser, står de begge tilbage med mange spørgsmål. Først mange år senere opsøger fortælleren Elena i Italien og får her historien om hendes fortid. Det er bl.a. en fortælling om de store tab, hendes længsel efter frihed førte med sig. Og om den kærlighedshistorie, som fik afgørende indflydelse på resten af hendes tilværelse.

25079043

Grøndahl skildrer i sin roman de personlige omkostninger, der var forbundet med den begrænsning i frihed og valgmuligheder, som kendetegnede de tidligere europæiske østlande. I bogen genfinder man også den mandlige fortællerskikkelses fascination af den hemmelighedsfulde og gådefulde kvinde, og den refleksion over tiltrækning, kærlighed og afstand mellem mennesker, som findes i hele forfatterskabet. Romanens behandling af frihedens betydning og begrænsning er dog ikke kun forbundet med den periode i den europæiske historie, hvor Jerntæppet gav vidt forskellige muligheder for mennesker i henholdsvis øst og vest.

I Grøndahls bøger er valgmuligheder og frihed ofte også forbundet med begrænsninger og en erkendelse af, at den ubegrænsede frihed er en illusion: “Det er en illusion, at livet har en retning, og at vi på forhånd kan overskue dets forløb. Det er én af illusionerne i den frihedskultur, vi lever i, at man er sit eget livs arkitekt eller filminstruktør. Det er man kun til en vis grad – dels fordi man ikke kan vide, hvad der vil ske, dels fordi man jo er prisgivet andre mennesker.” (Søren Kassebeer: Frihedens pris. Berlingske Tidende, 2005-12-17). Grøndahl fremhæver også en forsoning med eksistentielle vilkår som en vigtig grund til at skrive – og læse – fortællinger, der omhandler de smertefulde grundvilkår for nutidsmennesket: “Vi skal først og fremmest forsone os med den svimmelhed og sommetider kvalme, den følelse af meningsløshed og tomhed, der kan være forbundet med en frihed, der er grænseløs (...) I vores kærlighedsliv har det betydet en voksende rastløshed i kraft af muligheden for at ændre retning undervejs. Men mine romaner har blandt andet handlet om at forsone sig med, at mulighederne alligevel ikke er grænseløse.”

I 2006 udgav Jens Christian Grøndahl romanen “Røde hænder”, der som de fleste andre af forfatterens bøger rummer en kærlighedshistorie, men som også diskuterer politisk idealisme og længslen efter det, som kunne være anderledes. Hovedpersonen er som studerende ansat på Hovedbanegårdens pladsanvisning, og her møder han en ung kvinde, der lige er ankommet fra Tyskland. Kort efter forsvinder hun sporløst uden at efterlade sig andet end en nøgle til en bagageboks. Først mange år efter finder han ud af, hvordan den gådefulde unge kvindes historie hænger sammen med den del af 1970’ernes politiske idealisme, som også kom til at inkludere kriminelle handlinger.

26236231

Romanen behandler blandt andet den politiske tænknings moralske dilemma, når det enkelte individ sættes over for de lidende masser. Som en af figurerne i romanen siger det: “Det personlige perspektiv var i sig selv uretfærdigt, for der kunne kun være tale om retfærdighed, hvis den gjaldt alle, og den kunne kun komme til at gælde alle, hvis man var parat til at glemme sin private smerte og ofre sig i kampen. Ofre sig og om nødvendigt også ofre andre.”. I et interview beskriver Grøndahl det selv med følgende ord: “Enhver politisk magtudøvelse med overordnede hensigter kommer til at knægte eller underprioritere bestemte mennesker til fordel for det alment gode.” (Karen Syberg: Min generation lider af historieløshed. Information, 2006-05-09).

I romanen skildres længslen efter, at alt kunne være anderledes som del af et ideologisk og politisk projekt, men forfatteren fremhæver ligeledes denne længsel som en følelse, der er forankret i det unge sind, hvilket også må medtænkes i en forståelse af vores samtid: “Der er en ensomhed og samtidig en længsel efter noget helt andet, efter et nærvær, en intensitet og fylde, man ikke kan finde i det kredsløb af middelmådig nødvendighed, forældrene bevæger sig rundt i. Jeg tror, det er en af de mere upåagtede sider af ungdomstiden. Den kan ligeledes være af betydning for de unge muslimer, der i dag vælger at blive terrorister.” (Karen Syberg: Min generation lider af historieløshed. Information, 2006-05-09).

Jens Christian Grøndahl er kendt for at engagere sig i den offentlige debat. Et eksempel er det internationale svigt i forhold til borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, som Grøndahl i skarpe vendinger kritiserede i 1999, et andet er Grøndahls forsvar af digteren Jørgen Leth, der kom ud i et voldsomt mediestormvejr i kølvandet på erindringsbogen “Det uperfekte menneske”.

I forbindelse med den amerikanskledede invasion af Irak markerede Grøndahl sig som en af de få danske forfattere, der var fortaler for krigen, hvilket skabte en del polemik. I modsætning til de fleste af sine forfatterkolleger støttede han invasionen og ikke mindst muligheden for at fjerne diktatoren Saddam Hussein. I kølvandet på krigens udvikling har Grøndahl imidlertid taget sine standpunkter op til revision, og det resulterede i 2007 i essaysamlingen “Tre skridt tilbage”.

26717132

I et interview forklarer han den erkendelsesproces, der er forbundet med at skifte standpunkt, og som er udgangspunktet for bogen: “Erkendelsesprocessen, der går ud på, at man har taget fejl, strækker sig altid over nogen tid, fordi det skal sive ned gennem bevidsthedens forskellige lag, hvor det ene jo er det, der handler om at tabe ansigt. For mig kom vendepunktet med Abu Ghraib (...) Abu Ghraib var lige præcis den moralske katastrofe, der gjorde det klart for verden, at der var noget rivende galt.” (Carsten Andersen: Det var en fejl – jeg skammer mig. Politiken, 2007-03-29).

I sin essaysamling afviser Grøndahl flere af de gængse argumenter imod krigen. Ifølge Grøndahl var krigen ikke en fejltagelse, fordi den var i strid med folkeretten, eller fordi det viste sig, at der ikke var hold i påstanden om masseødelæggelsesvåben. Han køber heller ikke argumentet om, at krigen var forkert, fordi den i virkeligheden drejede sig om, at USA var ude efter irakernes olie. Grøndahl opstiller derimod tre andre argumenter for, at krigen var en fejltagelse. Det første handler om de menneskelige omkostninger: “Krigen er forkert, fordi den har krævet for mange meningsløse ofre, såvel blandt de civile irakere som blandt invasionsstyrkernes menige soldater.”. For det andet er krigen ifølge forfatteren forkert, fordi man har accepteret den gradbøjning af Genève-konventionen, der førte til tortur og retsløshed for tilbageholdte fanger. For det tredje har krigen ikke skabt mindre men mere kaos, lovløshed og terror.

Grøndals essaysamling fungerer som et indlæg i en verserende debat om Irak-krigens berettigelse. “Tre skridt tilbage” er en blanding af debatbog og bekendelseslitteratur og kommer undervejs også ind på mange andre emner end invasionen af Irak. En vigtig pointe er også Grøndahls fremhævelse af, at kunstnere er forpligtet til at engagere sig og skildre samtiden: “Det, der som udgangspunkt må være enhver forfatters raison d´être, nemlig at forholde sig til sin samtid på en åben, kritisk og ærlig maner.” (Tom Hermansen: Den kolde krig er ikke slut. Jyllands-Posten, 2007-04-21).

I 2008 udgav Jens Christian Grøndahl samtidsromanen “Fire dage i marts”, der ligesom flere af hans tidligere romaner er bygget op omkring et kvindeportræt. Romanens titel henviser til fortællingens ydre, kronologiske ramme. Da bogens kvindelige hovedperson, den 48-årige arkitekt Ingrid, ringes op med beskeden om, at hendes teenagesøn er anholdt for vold, sætter det gang i en række begivenheder og eksistentielle overvejelser, som udspiller sig over de følgende fire dage i marts.

Romanen rejser blandt andet spørgsmålet om, hvor meget man som voksent menneske og forælder kan forfølge sine egne mål uden at skade sine børn. Grøndahls roman indeholder som altid også en romantisk kærlighedshistorie og tematiserer herunder elskerinderollen.

27468470

Omdrejningspunktet i romanen er dog især en undersøgelse af forældreskabet og forældres svigt i forhold til deres børn. Ifølge forfatteren drejer dette svigt sig også om en tendens i vores nutidige opfattelse af barnet: “Det ligger jo meget i vores sentimentale forhold til børn i dag, at vi tror, at bare vi elsker dem, så er det nok. Det er selvfølgelig det vigtigste, men det er som om, der mangler viljen til også at være opdrager; til også at være autoritet, fordi begrebet er kommet sådan i miskredit. Og ofte med rette (...) Men lige præcis i forhold til børnene, skylder man dem at være det, og den erkendelse tror jeg også, Ingrid får undervejs.” (Karen Margrethe Schelin: Der er situationer i livet, hvor man ikke kan være et pænt menneske. Berlingske Tidende, 2008-10-24).

En anden væsentlig tematik er spørgsmålet om, i hvor høj grad et menneske er tilbøjelig til at gentage familiemønstre oplevet gennem opvæksten. Gennem de erindringer og refleksioner, den kvindelige hovedperson gennemlever i de fire døgn, romanen strækker sig over, konfronteres hun med spørgsmålet om, hun blot har gentaget sin mors og sin mormors selvoptagede mønster. Er de tre kvinders livshistorier blot variationer over det samme tema, som uundgåeligt viderefører svigtet?

Kærlighedstemaet udvides således i denne roman til også at omhandle forholdet mellem forældre og børn. Ligeledes kombineres samtidsskildringen med en form for slægtsroman, der tematiserer de individuelle valg men også de gentagne, arvede mønstre, der kendetegner den enkeltes fortælling om livet.

En afdæmpet fortælling om en mand, som gennem sit liv rækker ud mod andre mennesker og samtidig har stort behov for sit eget rum og den kunst, han ikke kan leve uden. Det er nogle af de væsentlige ingredienser i Jens Christian Grøndahls roman ”Jernporten” fra 2014, som gennem tre dele opruller den mandlige jeg-fortællers liv.

I første del møder vi hovedpersonen som ung mand omkring det tidspunkt, hvor han mister sin mor og samtidig møder en særligt inspirerende tysklærer, der vækker hans interesse for litteratur og kunst og præsenterer ham for en anden verden end den, han er opvokset i. I romanens anden del er jegfortælleren blevet gift, har fået datteren Julie og er blevet installeret i et dyrt rækkehus af svigerfamilien.

51392884

I den sidste del er den nu tresårige og fraskilte jegfortæller taget alene til Rom for at fejre sin fødselsdag og møder her en ung kvinde. I løbet af historien berettes der i tilbageblik også om andre vigtige begivenheder og relationer i jegpersonens tilværelse, så det tilsammen danner konturerne af en livshistorie.

Romanen er bygget op omkring fortællerens indre monolog. Historien om et liv oprulles ved gengivelse af erindringsbilleder og fortæller-jegets refleksioner over tilværelsen, kærligheden, kunsten, tidens gang og erindringens karakter.

En tematik i romanen er den måde, jegfortælleren er drevet mod de kvinder, han møder i sit liv, mens han samtidig synes at holde en vis distance til andre mennesker i sit behov for kunst og et rigt indre liv. Også i sit eget selvbillede er han lidt af en sær snegl: ”Vi udgør et helt skyggesamfund, vi bogorme og Brahms-entusiaster.” (s. 233). I slutningen af romanen synes der dog at blive sat spørgsmålstegn ved skildringen af denne ensomme knudemand splittet mellem sin drift mod kvinderne og sin tilbagetrækning til sin egen verden. Som det hedder i en dialog med den unge kvinde, jegfortælleren møder i Rom: ”Hvorfor havde jeg følt mig som en undskyldning for mig selv, når jeg stjal mig til Brahms og Rilke som noget ekstra? En mere eller mindre velfortjent bonus efter endnu en dags pligtopfyldende, omsorgsfuld ansvarlighed. Min kone sagde tit, at jeg var en drømmer. Det kan de altid komme og sige. Somme tider tænker jeg, at det er os, der er de vågne”.” (s. 305). 

Jens Christian Grøndahl har haft det moderne kærlighedsforhold og begærets karakter som tilbagevendende omdrejningspunkter i sine bøger. Et væsentligt aspekt af denne tematik er erkendelsen af, at mennesker forbliver gådefulde for hinanden på trods af deres længsel efter at nå hinanden. Kærlighedshistorierne er altid forankret i en genkendelig samtidsvirkelighed, som skildres på en registrerende facon, som dog også indeholder mange metaforiske billeder, psykologiske forklaringer og refleksioner. Netop de mange refleksioner er et typisk træk ved forfatterskabet, men også noget der har mødt en vis kritik. Som det hedder i en anmeldelse af Grøndahls roman ”Jernporten”: ”En af Jens Christian Grøndahls styrker som forfatter er, at han kan vende og dreje det menneskelige, det psykologiske, sætte spot på kærligheden og meningen med det hele eller manglen på samme. Men der er også – i en roman som ”Jernporten” – en næsten konstant reflekteren, en essay-agtig hang til at endevende alting, at fortælle i stedet for at vise.” (Søren Kassebeer: En mand, der elsker bøger og kvinder. Berlingske Tidende, 2014-10-31).

Realistiske fortællinger, der inddrager vigtige problemstillinger i samtiden, er ofte det overordnede udgangspunkt for Grøndahl. I romanen ”Piazza Bucarest” er den mandlige hovedperson en forfatter, der fremhæver litteraturens beskrivelse af en genkendelig virkelighed, og det samme kan siges at gælde for Grøndahl. Det hedder i romanen: ”Jeg har altid været mistænkelig over for det ord, fantasi, for det er ikke andre verdener, jeg prøver at forestille mig, det er verden. Den er altid mere ukendt og overraskende, end man troede, samtidig med at den er så genkendelig.” (”Piazza Bucarest”, s. 32).

Grøndahls engagement i hans samtid kommer også til udtryk i de sidehistorier om blandt andet 1970’ernes politiske tænkning og forholdene i det kommunistiske Rumænien, hvilket skildres som nutidshistorie, der også indeholder vigtige elementer i forhold til en forståelse af samtiden. Herudover er forfatterens engagement i samtidens problemstillinger også kommet til udtryk i hans deltagelse i den offentlige debat som fortaler for ytringsfriheden, men også som en deltager i offentlige politiske diskussioner.