Rikke Villadsen

Rikke Villadsen er født og opvokset i Aarhus med sine to forældre og en søster. Hendes interesse for at udtrykke sig gennem billeder blev vakt i barndommen, hvor hun var meget fascineret af sin onkels produktion af oliemalerier i hans kolonihavehus. Selv begyndte hun at male som 14-årig og havde en drøm om at blive den nye Salvador Dalí. Siden mødte hun en anden spansk kunstmaler, der gjorde stort indtryk på hende, og som hun også sad nøgenmodel for. Hun flyttede hjemmefra som 17-årig.

Rikke Villadsen startede på Institut for Visuel Kommunikation på Danmarks Designskole i 2001. I løbet af uddannelsen var hun i praktik hos bogdesigner Åse Eg og tog valgfag på Film- og Medievidenskab. Hun blev uddannet som illustrator i 2008 med afgangsprojektet ”Navleporten”, der er en billedfortælling med tekst af forfatteren Birgit Munch. Siden har hun ud over sine egne udgivelser bidraget til en række fanzines og antologien ”Dokument”, der udkom på forlaget Aben Maler i 2012. Hun har også udstillet på flere gruppeudstillinger i Danmark, Tyskland og Italien. Ved siden af sit arbejde som tegner og forfatter er Rikke Villadsen redaktør på forlaget Basilisk og har også lavet omslagene til flere af forlagets udgivelser.

Flere af Rikke Villadsens værker kredser om kvinder, der får børn uden mænd eller som ikke er i et fast forhold med den mand, de får børn med. Behovet for at arbejde med den tematik i sine værker opstod som reaktion på omgivelsernes uforstående og fordomsfulde spørgsmål, da Rikke Villadsen selv blev gravid med en gift mand og i 2011 fik sønnen Benny alene: ”Jeg kunne ikke lade skammen følge Benny. Så jeg tog en beslutning om ikke længere at lade mig tynges og tie. Jeg besluttede at skrive en bog. Først og fremmest til Benny, en fortælling om hans tilblivelse og den far, han ikke kommer til at kende, men også til verden. En protest: Se her, sådan ser en familie også ud.” (Anna Raaby Ravn: ”Jeg kunne ikke stikke Benny en løgn. Han skulle have fortællingen om den far, han ikke har”. Information, 2017-01-21).

Historien om Skægmanden er en lille duologi udgivet af Aben maler som del af forlagets 676-serie. I 2009 udkom ”Skægmanden fra Varde” og i 2010 kom efterfølgeren ”Skægmanden i Skærsilden”. De er blevet til som et samarbejde mellem Rikke Villadsen og forfatteren Jens Blendstrup, og formatet er i begge tilfælde et lille sammenklipset papirhæfte på 22 sider.

I ”Skægmanden fra Varde” introduceres vi til Skægmanden, der som udgangspunkt slet ikke har skæg, men er et glatraget borgerdyr i fast parforhold med ritualiseret hjemmehygge: ”Tre minutter hver aften hyggede de sig ved at ae hinanden på hver arm. Så kildede det og ingen af dem vidste hvem der kildede hvem. Hvor var det morsomt.” Men da Skægmanden i mangel på noget bedre at tage sig til sætter sig ned og gror et fuldskæg, bliver han smidt på porten med anklager om, at han lugter af indbagt rotte og afbrændt føntørrer.

Over de følgende sider ser vi, hvordan Skægmanden bevæger sig planløst rundt i et sort/hvidt univers, der gradvist ”skægifiseres” af hans voldsomt organiske hårvækst. Han tager på værtshus og møder en bartender, der til forveksling ligner Skæg fra Rasmus Klump, får skænket drinken ”numsehårshivert” og stifter bekendtskab med en række andre originaler fra ”den behårede del af byen”. På anbefaling fra Fru Maya Sandsigersken tager han til slut ud på en længere rejse til havs for at finde ind til sin kerne.

28512627

I fortsættelsen suges Skægmanden ned under havet til Skærsilden, hvor ham og hans skæg æltes gennem en slags menneskelig bilvask for til slut at stille spørgsmålet: ”Vil det sige jeg er frelst?” til en Betty Boop-lignende karakter, der kryptisk svarer at ”Jens Blendstrup tager ikke sin telefon”.

Villadsens streg har i de to fortællinger en intuitiv og vilter karakter. Hun modellerer sine karakterer frem på siderne på en baggrund af ternet papir, og det giver fornemmelsen af at kigge tegneren over skulderen på tegnebordet, mens hun sidder med skitseblokken. Selve bogens opslag er ikke inddelt i ruder som klassiske tegneserier, i stedet hvirvler handlingsforløb og tekst rundt på siderne. På den måde er billeder og ord hele tiden i frugtbar kaotisk dialog; de to fortællinger om skægmanden fra Varde udgør ikke en opbyggelig, ordnet dannelsesrejse, men en komisk og grænsesøgende udviklingsfortælling, der tager læseren med ud, hvor man ikke kan bunde.