Historien om Skægmanden er en lille duologi udgivet af Aben maler som del af forlagets 676-serie. I 2009 udkom ”Skægmanden fra Varde” og i 2010 kom efterfølgeren ”Skægmanden i Skærsilden”. De er blevet til som et samarbejde mellem Rikke Villadsen og forfatteren Jens Blendstrup, og formatet er i begge tilfælde et lille sammenklipset papirhæfte på 22 sider.
I ”Skægmanden fra Varde” introduceres vi til Skægmanden, der som udgangspunkt slet ikke har skæg, men er et glatraget borgerdyr i fast parforhold med ritualiseret hjemmehygge: ”Tre minutter hver aften hyggede de sig ved at ae hinanden på hver arm. Så kildede det og ingen af dem vidste hvem der kildede hvem. Hvor var det morsomt.” Men da Skægmanden i mangel på noget bedre at tage sig til sætter sig ned og gror et fuldskæg, bliver han smidt på porten med anklager om, at han lugter af indbagt rotte og afbrændt føntørrer.
Over de følgende sider ser vi, hvordan Skægmanden bevæger sig planløst rundt i et sort/hvidt univers, der gradvist ”skægifiseres” af hans voldsomt organiske hårvækst. Han tager på værtshus og møder en bartender, der til forveksling ligner Skæg fra Rasmus Klump, får skænket drinken ”numsehårshivert” og stifter bekendtskab med en række andre originaler fra ”den behårede del af byen”. På anbefaling fra Fru Maya Sandsigersken tager han til slut ud på en længere rejse til havs for at finde ind til sin kerne.
28512627
I fortsættelsen suges Skægmanden ned under havet til Skærsilden, hvor ham og hans skæg æltes gennem en slags menneskelig bilvask for til slut at stille spørgsmålet: ”Vil det sige jeg er frelst?” til en Betty Boop-lignende karakter, der kryptisk svarer at ”Jens Blendstrup tager ikke sin telefon”.
Villadsens streg har i de to fortællinger en intuitiv og vilter karakter. Hun modellerer sine karakterer frem på siderne på en baggrund af ternet papir, og det giver fornemmelsen af at kigge tegneren over skulderen på tegnebordet, mens hun sidder med skitseblokken. Selve bogens opslag er ikke inddelt i ruder som klassiske tegneserier, i stedet hvirvler handlingsforløb og tekst rundt på siderne. På den måde er billeder og ord hele tiden i frugtbar kaotisk dialog; de to fortællinger om skægmanden fra Varde udgør ikke en opbyggelig, ordnet dannelsesrejse, men en komisk og grænsesøgende udviklingsfortælling, der tager læseren med ud, hvor man ikke kan bunde.