Med “Blekingegadebanden - Den danske celle” fra 2007 udgav Peter Øvig Knudsen endnu et scoop med stof fra den danmarkshistorie. Historien om en radikal gruppe på 1970’ernes yderste venstrefløj rammer perfekt i en tid, hvor radikaliseringens forudsætninger er til debat og mange glemmer, at international terrorisme ikke er opfundet i det 21. århundrede.
Denne bog er første bind af to. Her oprulles gruppens organisering og radikalisering op gennem 1960’erne og 70’erne. I centrum står den excentriske og demagogiske litterat Gotfred Appel. Hans maoistiske organisation KAK (Kommunistisk Arbejderkreds) blev i midten af 60’erne samlingssted for en gruppe unge gymnasieelever, optændt af lede ved imperialismen og det, de så som dens manifestationer, Vietnamkrig og Verdensbank. Med karisma, intellektuelt overskud og argumentatorisk ordkløveri etablerer Appel sig med en stab af proselytter, der er villige til et tage den fysiske kamp og lade Appel om idéerne.
27977057
KAK udvikler sig som en sekt, og holdningskomplekset er ikke til debat. Aktiviteterne starter i det små, men hurtigt etablerer Appel kontakter til den Palæstinensiske organisation PFLP, der står centralt i et verdensomspændende terrornetværk, der også tæller Baader-Meinhof-gruppen, De Røde Brigader og Carlos "Sjakalen" . Hos PFLP trænes Æblerne, som gruppen kaldes, i væbnet kamp, og enkelte deltager øjensynligt også i planlægningen af flere af 1970’ernes spektakulære terrorhandlinger. Gruppen knækker dog sidst i 70’erne, og Appels højre hånd, den charmerende og hæmningsløse Holger Jensen, fortsætter arbejdet i spidsen for Æblerne uden Appel i KA (Kommunistisk Arbejdsgruppe). Holger Jensen omkommer ved et trafikuheld, men gruppen samler tråden op. Øvig Knudsen sandsynliggør, at denne gruppe står bag ikke blot postrøveriet i Købmagergade, men også en række andre voldsomme røveri- og kidnapningssager.
Endnu engang docerer Øvig Knudsen stoffet, så det både er historisk lødigt og spændende. Historien om Blekingegadebandens formative år er pakket ind i en rammefortælling om gruppens anholdelse i 1989, og det er lykkedes ham at få et af bandemedlemmerne, ’Stemmen’, til at dele sine tanker om datidens aktioner – stærkt anonymiseret og på helt generelt niveau, forstås. Den egentlige historie, der interesserer Øvig Knudsen, er radikaliseringens betingelser. Spørgsmålet om, hvad der får almindelige mennesker til at begå voldelige handlinger i en abstrakt sags tjeneste.