jess ørnsbo
Foto: Klaus Holsting / Gyldendal

Jess Ørnsbo

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
jess ørnsbo
Foto: Klaus Holsting / Gyldendal
Main image
Ørnsbo, Jess
Foto: Thorkild Amdi / Scanpix

Indledning

Den nu aldrende Jess Ørnsbo har gennem årene skabt sig et image som en både tvær og forsmået modernist. Han er med egne ord verdensmester i depression, og det var i mange år rettere reglen end undtagelsen, at hans skuespil blev forkastet af teatrene. De mente ikke, at man kunne byde publikum Ørnsbos absurde og perverterede intriger. Først i 1990’erne kom gennembruddet som dramatiker, og i 2006 blev stykket ”Mayonnaise” medtaget i den danske kulturkanon. Med sin ironiske distance, bizarre metaforer og blasfemiske sammenstillinger udgjorde Ørnsbos lyrik i 1960’erne en del af fortroppen i dansk konfrontationsmodernisme, og han har holdt stilen som hæslighedsæstetiker lige siden.

 

45995860

Blå bog

Født: 26. august 1932 i København.

Død: 15. august 2019.

Uddannelse: Mag.art. i slavisk filologi ved Københavns Universitet, 1964. Disputats i slaviske sprog ved Odense Universitet, 1969-74.

Debut: Digte. Gyldendal, 1960.

Litteraturpriser: Louisiana-prisen, 1966. Kjeld Abell Prisen, 1976. Aarestrup Medaljen, 1982. Jeppe-Prisen, 1983. Det Danske Akademis Pris, 1984. Danske Dramatikeres Hæderspris, 1989. Holberg-Medaljen, 1998.

Seneste udgivelse: 33 digte. Gyldendal, 2018. Digte.

Inspiration: Storm P. Fisk, hunde og antikviteter.

Periode: Dansk modernisme

Genrer: Drama og Lyrik

Artikel type
voksne

Baggrund

”Langt ud over mit tandkøds bløden/ og de urolige tænder/ står mine ord/ som et fritflammende knippe/ af udsprungne knive/ i en gennemblæst hals.”
”Digte”, s. 43.

Jess Ørnsbo er født i 1932 og er opvokset på Vesterbro i København. Hans mor var stuepige og hans far kartoffelhandler. Ørnsbo hjalp i sin ungdom til med at slæbe kartofler og tjente derved penge til at finansiere en universitetsuddannelse. Han studerede slavisk filologi og kom i den forbindelse på flere studierejser til Polen. Senere skrev han disputats om den polske dramatiker Stanislaw Witkiewicz.

I 1959 fik Ørnsbo sit første digt trykt i tidsskriftet Vindrosen, som han senere, i 1964, blev redaktør for. Hans debut var ”Digte”, der udkom i 1960, og få år efter fulgte endnu en digtsamling, ”Myter” fra 1964. Disse digte placerede Ørnsbo i inderkredsen af dansk, modernistisk digtning. Sammen med vennen Klaus Rifbjerg konfronterede han læserne med et nutidigt, vrængende hverdagssprog, skæve metaforer og sprængte sætninger.

Ørnsbo debuterede som dramatiker i 1962 med skuespillet ”Dværgen der blev væk”. Stykket er absurd, og Ørnsbo var en af de første, der skrev absurdistisk teater på dansk. De fremmedgjorte karakterer, ulogiske handlingsforløb og komiske replikudvekslinger er karakteristisk for meget af Ørnsbos dramatik, som han i lange perioder havde svært ved at få antaget på landets scener. Han opbyggede med tiden en stor foragt over for teatrene og deres direktører. ”Som kommentarerne til de enkelte stykker måske viser, er dramatik blot vejen til livslang depression og til økonomisk ruin. Man skriver ikke ustraffet dramatik i Danmark,” skriver han i forordet til ”14 spil for løst publikum”, en udgivelse fra 1987, der samler hans dramatik fra mere end 20 år. Først i 1990'erne fik Ørnsbo sit egentlige dramatiske gennembrud, da han blev hædret med Holberg-medaljen, og opsætningen af ”De forkerte” på Det Kongelige Teater blev en publikumssucces.

Ørnsbo har gennem sin halvt århundrede lange karriere ud over at være en flittig digter også skrevet to romaner, radiodramatik og tv-spil. Han bor i Viby Sjælland sammen med sin kone og kollega Dorrit Willumsen. De har sønnen Tore Ørnsbo, der også er digter. Dorrit Willumsen har i sine erindringer, ”Det sure med det søde” (2009) og ”Pligten til lykke” (2011), beskrevet sit ægteskab med Jess Ørnsbo. Heri tegner hun et meget ærligt portræt af sin mand, som en stædig og dybt jaloux særling, der f.eks. nægter at dele hendes glæde og tage med til festen, da hun i 1997 får tildelt Nordisk Råds litteraturpris.

Jess Ørnsbo døde den 15. august 2019.

Myter

”Lunger slået ind/ og åndedrags hærværk/ en hjerne blokeret for natten/ Hvilke ulykker syet ind i kroppen/ og øjne endnu på åstedet (…) dommen modtaget/ poesiens hjul og stejle/ og afskårne hundeører.”
”Myter”, s. 75.

På grund af synet på det moderne menneske som et fremmedgjort individ i en meningsløs verden, den sprængte syntaks og hyppige brug af materialistiske metaforer knyttes Jess Ørnsbos første digte ofte til den såkaldte konfrontationsmodernisme i dansk litteraturhistorie. Det gælder især Ørnsbos anden digtsamling ”Myter”, der udkom i 1964. ”Myter” består af tre dele, hvoraf første og tredje del på otte digte hver omringer den midterste dels 24 digte. Alle digtene har titler, hvoraf nogle tematiserer årstider som ”Efterår” og ”Af forårsofferet”, andre henviser til dramatik og digtning, f.eks. ”Svar til Ophelia”, ”Misterio Buffo”, ”Poesiens blå blomst” og ”Poetik”, mens andre igen kan læses som en kritik af krig, kristendom og kapitalisme.

Digtene er skrevet i et meget fortættet billedsprog, med mange metaforer, neologismer og besjælinger. Sætningerne er brudt op, og flere digte benytter sig af opremsninger og gentagelser. Ifølge digtet ”Poetik” er verden tom, døv og grotesk, og det er denne grundstemning af meningsløshed, dumhed, grumhed og grimhed, der udgør Ørnsbos æstetik. Hverdagsgenstande som møbler og beklædning besjæles, men det er, som om Ørnsbo kun giver de døde genstande liv for derefter at kunne dræbe eller sygeliggøre dem. Eksempelvis synker tøjet om i skabe, en tunge slår ud i munden og lunger slås ind.

”De syges fordrivelse” er et digt på 12 strofer med varierende verslængde og uden rim. Gentagelser bruges til at skabe rytme, bl.a. gentages titlen på digtets hovedperson ”generalen” fem gange i første strofe. Sætningen ”transporten går klokken fem” gentages i slutningen af flere strofer, og i digtets allersidste vers er sætningens verbum ændret til datid: ”transporten gik klokken fem.” Digtet beskriver en dystopisk efterkrigstid, hvor generalen er død og i sit testamente har proklameret, at alle syge skal adskilles fra de raske og diskrimineres. Herefter opremses en lang række af tilfælde på folk, der som konsekvens heraf skal interneres. Apotekere hentes ned af træer, slægtninge til lig føres bort og barnevogne er forbudt efter mørkets frembrud. Og når alt kultur og leben er udryddet, står nationalismen følelseskold og klinisk tilbage.

Astma 5

”SØS: Hold dig væk –
FIDUSEN: – – – Ååååh lad os nu bare se det lille bryst – – – så siger jeg ikke hvem faderen er – – – bare sådan et eneste lille bryst – hvor du så end har det – – sådan et lille organ”
”Astma 5” i ”14 spil for løst publikum”, s. 258.

Skuespillet ”Astma 5” skrev Jess Ørnsbo allerede i 1969, men det blev først opført på Odense Teater i 1995. Det har undertitlen en folkekomedie, men stykket er rettere en antikomedie, hvis komik består af et galgenhumoristisk portræt af et Under-Danmark i forfald. Besættelsestiden har gjort folket til en håndfuld ækle og uærlige kryb. Stykkets to akter tematiserer det moderne familieliv og dets følger: jalousi, utroskab, omsorgssvigt, liderlighed og mord. Handlingen udspiller sig i en kolonihaveforening i udkanten af København i 1950. Den sydhavnske haveforening er så småt ved at gå i opløsning. Det samme er den sammenbragte familie, der bor hele året i et nedslidt og sjusket indrettet sommerhus.

Sing-Sing er pensioneret togfører. Han har fået kørt sin fod af og er derfor halt. Han bor sammen med sin skrappe kone Rita og hendes to børn fra et tidligere ægteskab, Søs og Pelle. Derudover huser de også Sing-Sings gamle, døende (men seksuelt aktive) mor. Søs og Pelles far er blevet skudt under krigen, og Pelle, der lige er blevet løsladt fra fængslet, ønsker at hævne drabet. Gerningsmanden er muligvis haveforeningens købmand, der også er mistænkt for at have haft en affære og slået sin kone ihjel.

”Astma 5? En kryptisk titel, men velsagtens ikke mere dybsindig end en association til kronisk åndenød. Det er i hvert fald dét, alle Ørnsbos personer lider af – den manglende evne til at eksistere harmonisk i bare fem minutter. Alt er lidelse, kamp og nederlag,” skrev anmelder Anne Middelboe Christensen om opsætningen på Det Kongelige Teater i 1999 (Anne Middelboe Christensen: Ørnsbos åndenød. Information, 1999-01-11). Selv siger Ørnsbo, at titlen ”Astma 5” ikke skal forstås tematisk, da den bare kom dalende ned fra himlen. Handlingen derimod har sit autentiske ophav i den danske dramatiker Leif Panduros familie. Jess Ørnsbo blev inspireret til stykkets intrige af historien om, at Panduro, der i 2. Verdenskrigs sidste år var aktiv modstandsmand, havde en biologisk far, som var nazist og blev likvideret. 

Kongen er mulat men hans søn er neger

”At vågne om morgenen og vide/ det eneste der kan/ redde dagen er et knust ansigt/ en habit af spark og et/ hjerte direkte tilsluttet brostenene/ en bombe i en børnehave”
”Kongen er mulat men hans søn er neger”, s. 55.

Sammenligner man digtene i ”Kongen er mulat men hans søn er neger” fra 1971 med Jess Ørnsbos lyrik fra 1960’erne, er halvfjerdserdigtene mere narrative og mindre komprimerede. De virker stilistisk lettere, selvom emnerne stadig er tunge. Ørnsbo skriver om alderdom, krige, prostitution og arbejdsløshed, men der er længere mellem metaforerne. Storbyen er rammen for flere digte. Her lever angst, død og tomhed side om side i et forfaldent, ekskrementindsmurt landskab.

I alt består digtsamlingen ”Kongen er mulat men hans søn er neger” af 24 digte skrevet på frie vers, uden rim. Ørnsbo har selv givet dem genrebetegnelsen desperationer, og grundstemningen er da også en blanding af fortvivlelse og kynisme, som eksempelvis i stressdigtet ”Glemsel”. Her opremser jeget alle de ting, det har glemt og er i tvivl om. Nuet er farvet af frygten for en kommende verdenskrig, og et lejlighedskompleks beskrives således: ”Det ligner et krigsmonument/ med navnene på alle/ de faldne/ men der er en beboelsesejendom” (s. 35). Alt er mere modbydeligt og morbidt, end det først fremstår. En nøgen mand er i realiteten blevet kastreret, og jeget kan ikke genkende sig selv i byens tomrum. Provinsen fremstår forladt, og det eneste fællesskab, der er tilbage, er en kommerciel forbrugerisme.

Digtet ”De gamles by” beskriver det uværdige liv på et plejehjem, hvor beboerne efterlades til lungebetændelse og uden bukser i rullestolen. Manglende omsorg beskrives via de genstande, der burde være hjælpemidler, men som i stedet medfører smerte: et fastgroet kateter, de manglende briller og et smadret gebis. Disse billeder sammenlignes med socialministerens velfungerende tøj og tænder, og digtet bliver hermed et kritisk opråb om hullerne i den førte socialpolitik.

Titeldigtet er samlingens sidste og længste digt. Heri gemmer det lyriske jeg sig bag et os, et vi og et man. Det er – som alle andre i storbyen – anonymt og slave af samfundet. Digtet beskriver udsigten fra et S-tog. Tragiske skæbner krydser hinanden i togkupeen. Folk bliver glemt eller dør, mens livet udenfor er vold og slum. Alligevel konkluderer digtet, at København burde være mere som Haarlem, en kulturelt blandet og rå storby. 

Dullerdage

”Som chef havde Gudmoder desuden hele måtten fri og hvilken måtte. Ud fra et stort hul i hendes silkeskød kom en hårvækst som en sort busk voksende ud til alle sider.”
”Dullerdage”, s. 32.

Jess Ørnsbo har kun skrevet to prosaværker. I 1976 udkom den fragmentariske science fiction-fortælling ”Dullerdage” og i 2007 en omvendt Odysseus-roman med titlen ”Fru P.”. Ingen af Ørnsbos to romaner er traditionelle fortællinger med en logisk, realistisk handling. Hans prosastil er satirisk, absurd og samfundskritisk, særligt i beskrivelserne af de kriminelle udskud med perverterede seksuelle præferencer, som befolker historierne.

”Dullerdage” er en genrecollage, der indeholder passager af digte og dialoger, drømmescener og rablende monologer. Handlingen foregår i et genkendeligt København, med stednavne som Søndermarken og Vestre Kirkegård. Byen er beboet af liderlige og magtgriske karakterer, der bekriger hinanden. Hovedpersonen Duller er en tyk dreng, der patroniserer alle omkring ham. Til at opretholde sin dominans benytter han makabre metoder, som at stikke sine tykke fingre op i næsen på sit offer eller den såkaldte malkning, hvor han griber ofrets kønsdele og skiftevis hiver og presser. Dullers mor hedder Gudmoder. Hun holder kvindeligt hof i sin kommandocentral øverst oppe i Rundetårn. Her styrer hun ”etablissementet” ved hjælp af sine mange koner, hvis uniformer har huller, så bryster og baller stikker ud.

Romanen indledes med at to medlemmer af ”organisationen”, Erik og Albert, springer en af Dullers tilhængere, tankpasseren DD 93, i luften. DD 93 er på vej til Dullers fødselsdag, et outreret orgie med lagkagekastning, barbering af gæsternes pubeshår og andre ydmygelser.

”Organisationen” er en revolutionær bevægelse, der dræber ”etablissementets” medlemmer i et opgør mod deres dominans i byen. Historiens konflikt er på den ene side en væbnet kamp om magt og på den anden side Dullers personlige opgør med sin matriarkalske moder. På en morbid, pervers og karikeret måde ironiserer Ørnsbo over halvfjerdsernes kvinde- og klassekamp. ”Dullerdage” er en dansk pendant til Anthony Burgess’ science fiction-roman ”A Clockwork Orange” fra 1962, og Ørnsbos fremtidsdrama er oprindeligt baseret på et filmmanuskript. Bogen er illustreret af Bille Augusts fotografier. De viser bl.a. Jens Okking som Duller, der ligger bukseløs i sengen eller sidder på en rullestolstrone og taler med Olga, en mandlig, homoseksuel datamaskine. 

Mayonnaise (Majonæse)

”Moder: – Jeg kan se med det samme når du har været der – jeg ligner ikke mig selv når du har været der –
Søs: Ja mor – –
Moder: – Du ødelægger det – du har et alt for lille ansigt til det spejl – –”
”Mayonnaise” i ”14 spil for løst publikum”, s. 725.

I et kort efterord til skuespillet ”Mayonnaise eller det private initiativ – Et billede fra dagens Danmark” (1985) redegør Jess Ørnsbo for, hvordan manuskriptet, som han havde skrevet på bestilling, flere gange blev forkastet, før det endelig blev antaget til opførelse på Avenue Teatret i 1988. Begrundelsen for afslagene var bl.a., at teatrene frygtede at skuespillerne ville gå i strejke, hvis de skulle spille Ørnsbos provokerende og karikerede tragedie om en abnorm familie fra storbyens underklasse. Paradoksalt nok var det netop stykkets provokative stil, der blev lagt vægt på, da det i 2006 blev medtaget i den danske kulturkanon.

Familien består af en far, mor og tre børn. Faren beskrives som en forhundset og tvangsgemytlig mandsling, mens moren er en overmåde fed og selvtilfreds madam. Herudover optræder også en herre, der er landsretssagfører, glat og fordækt som en politiker. Familien bor i en etværelses lejlighed i deres eget skrald og har løbende konflikter med naboerne. Disse løses med vold eller ved at bore hul i gulvet og tisse ned på underboerne.

De klassiske magthierarkier og kønsroller er byttet rundt. Faren dirigeres og hundses rundt af sin ældste søn, der fordriver tiden med at læse tegneserier på sofaen. Moren behandler også sin mand som en underordnet, og det er ham, der skal lave mad (pølser og frugtsalat), mens hun ordner regnskaberne. Det er de to yngste børn, der tager på arbejde og tjener familiens penge. Arbejdet består i at snyde og bedrage fremmede til at tro, at de har kørt lillebroren ned, og derefter kræve penge i erstatning.

Dialogerne er gennemsyret af ironi. Ofte besvarer den ene overraskende spydigt eller dumsmart på den andens kommentarer. Der er ingen tillid mellem karaktererne, og selv farens mange svagheder, som klaustrofobi og angst for åbne pladser, mødes med foragt og mistro.

Det billede af dagens Danmark, som Ørnsbo tegner i stykket, er makabert, deprimerende og sygt. Farens alkoholisme fremstår som det mindste problem over for morens pengegriskhed, brorens vold og herrens aparte seksuelle tilbøjeligheder, der inkluderer at smøre søsteren ind i mayonnaise og bussemænd.

De forkerte

”FRU RYGTE: Fælledparken skal være tysk flyveplads - - Der skal oprettes tysk koncentrationslejr i Nordsjælland
HR. RYGTE: Og det danske smør der går til Finland – det bliver påstemplet Made in Germany”
”De forkerte” i ”8 ulige spil”, s. 36.

Jess Ørnsbos drama ”De forkerte” foregår under 2. Verdenskrig på Vesterbro i København. Besættelsesårene danner den tidsmæssige ramme, således at Danmarks befrielse i 1945 er sammenfaldende med stykkets afrunding.

Handlingen udspiller sig i en families spisestue og i en fælles entre på trappegangen, hvor den estiske nabo har en mærkelig maskine stående. Her fremstiller hun cremer og sminke af ”estisk mudder”, der viser sig at være et andet ord for soldaterlig.

Stykket er et familiedrama på fem akter. Undervejs afbrydes handlingen af de to karakterer Hr. og Fru Rygte, der informerer om krigens udvikling. Hr. og Fru Rygte optræder i forklædning, og de dystre nyheder om storpolitik overleveres i et nonsenssprog, så det ikke er til at skelne fakta fra sladder og sludder. I første akt introduceres stykkets karakterer i et forvirrende flimmer, ved at fragmenter af scener afbrydes af en gong. Et lille uddrag af en scene afløser den foregående. Moren er tysker, sønnen er skeløjet, og datteren har både et stort, strittende øre og en storetå, der sidder forkert. Faren sælger kartofler og passer sin hest, og frem fra skabet vælter det ene efter det andet i form af upassende uniformer, skotøjsæsker med penge og den svenske Zarah Leander, der var blandt Nazi-Tysklands mest populære sangerinder og skuespillere.

Krigens galskab skaber ikke kun død og ødelæggelse på fronten. Den splitter også familien ad indefra. Inden for hjemmets fire vægge myldrer det med fortrængte drømme, hemmeligheder og fordækte planer. Forældrene fremstår som en slags diktatorer, der bestemmer over børnenes liv. De vælger, hvordan de skal gå klædt, og hvem de skal gifte sig med. Omvendt fungerer sønnen og datteren som mæglere, når moren og faren ikke kan tale sammen ved middagsbordet. Ægteskabet er også en krig, og børnene er de helt store tabere. Da en gruppe unge modstandsmænd ved krigens afslutning likviderer den estiske nabo, reagerer moren ved at slå sine børn med tæppebankeren. Landets befrielse giver på ingen måde børnene fred.

Tidebogen

”Som det kan forventes/ møder jeg snesevis/ af venner jeg ikke genkender og/ andet inventar fra ældre/ forhærdede ægteskaber”
”Tidebogen”, s. 156.

”Tidebogen”, der udkom i 1997, er en slags poetisk almanak. Et bredt udvalg af årets dage, fra den 1. januar til den 31. december, udgør samlingens ydre kronologi. Hver dag har et digt, og i sidens margen er oplistet forskellige historiske begivenheder, der knytter sig til dagen. Flere digte har også en illustration af et stjernetegn, f.eks. vædderen eller tyren, og nederst er enkelte steder tilføjet en farvet boks med et udsagn, der mimer de forudsigelser, man bedst kender fra avisernes horoskoper.

21908487

I alt består ”Tidebogen” af mere end 200 digte, hvoraf nogle er nye, og cirka en tredjedel er udvalgt fra Jess Ørnsbos tidligere digtsamlinger. ”Leveregler” fra 1952 står på forårsdagen den 11. juni, som også er spadsereturens dag og fandens fødselsdag. Ørnsbos leveregler lever ikke op til samfundets normer. Bittert kaster digterjeget op ud af vinduet, konverserer hadsk og flirter med mågerne, og byen er fuld af skrald, hundelorte, trafikpropper og bakteriekulturer. En spadseretur gennem byens kvarterer medfører i digtet et surt opstød, der strækker sig over syv strofer, hvor de seks første rytmisk indledes på samme måde med ordet som. Sidste strofe ender på de åbne pladser, hvor det ensomme digterjeg afslutningsvis sukker over døden.

Sammenlagt repræsenterer "Tidebogen" næsten 300 stemninger. Alle nuancer. Dertil en uafbrudt polemisk spænding, mellem digt og horoskop eller mellem digtene, der er ordnet kontrært: efter et blødt digt et hårdt, efter et natur-digt et digt fra en skrotplads, efter en intuition en offentlig mening. Bogen er jo skrevet af en dramatiker, og dette er et dramatisk princip med roller, der taler op mod hinanden. Jeg kan ikke døje digtsamlinger der er som rullepølsen: første skive smager fuldstændig som den sidste. Jeg har siddet i 10 år med alle mulige kalendere og bragt elementer sammen, mange af de historiske oplysninger hentede jeg fra Jyllands-Postens "Dags dato"-klumme. Det er ikke fri fantasi, men nøjagtighed og præcision, der bærer hver side. Bogen er et kolossalt puslespil,” (Anders Raahauge: Forsvar for modenheden. Jyllands-Posten, 1997-12-23) siger Ørnsbo selv om ”Tidebogen” i et interview i Jyllands-Posten.

Guldbryllup

”Et digt er et barn/ man forlader/ Det skriger ikke/ det ser kun på dig efter dig/ og forstår ikke/ Selv efter mange år/ nægter det at forlade dig”
”Guldbryllup”, s. 29.

I 2013 kunne ægteparret Jess Ørnsbo og Dorrit Willumsen fejre deres guldbryllup, hvilket de bl.a. markerede ved at udgive en fælles bog. ”Guldbryllup” er ét af tolv orange hæfter, som det lille forlag Jorinde & Joringel har udgivet samtidig med bidrag fra såvel debutanter som garvede forfattere. Hver bog kan læses enkeltvis eller som en del af den samlede serie.

50547876

”Guldbryllup” er en digtsamling, der er delt på midten. Første halvdel er 17 digte skrevet af Dorrit Willumsen, der ellers primært er prosaist. Digtene er også prosaiske. De skildrer en moden kvindes overvejelser om alderdom, hjemmet, død og demens, mens enkelte digte ser tilbage på ferier, graviditeter og ungdommens stævnemøder. Anden del er Ørnsbos digte. Her er stemningen uforsonlig og trist. Menneskets falskhed udstilles, og digtene sætter både spørgsmålstegn ved samfundsnormer og lyrikkens egen værdi: ”hvorfor al denne litteratur/ med dens skrig på stedet” (s. 27). Turister er lemminger, skilsmisser ryger op af skorstenene, og verden beskrives i neologismer som syltekrukkelufthavne, længselssøer, kæbebesked, tilbagekys og gummisved.

Hvor Willumsens digte er muntre i deres melankoli, er Ørnsbos bitre og hårde, og farven blå går igen helt fra barndommens lejlighed på Valbygårdsvej 54 st. tv. Mange af digtene handler om afsked og erkendelsen af, at døden venter forude. I digtet ”Eftertænksomhed” siger digterjeget farvel til et du, der i de første strofer kunne være et barn, der flytter hjemmefra eller en anden person, jeget har kært, som drager ud i verden. Men i det 8. vers skifter afskedshilsnen karakter til et gravskrift. Duet er dødt, og jeget stiller spørgsmål til, hvor meget det kender til kloakker og årstider under jorden. Afslutningsvis fortryder jeget sin til tider upassende opførsel med ordene: ”måske skulle jeg ikke have rystet/ dig så hårdt/ du slidte dråbe/ farvel” (s. 31). 

Genrer og tematikker

Jess Ørnsbo er primært digter og dramatiker, men han har i løbet af sine mere end 50 år som forfatter også skrevet enkelte romaner og tv-spil. Mange af hans værker har alternative undergenrer som desperationer, omvendt roman, en Holbergrevy, apokryfe og biologiske digte. Forfatterskabet er karakteristisk ved den sorte humor, de liderlige karakterer med deres sarkastiske replikker og de fattige og nedslidte hjem, som de meningsløse handlingsforløb udspiller sig i.

Både digtene og dramaerne foregår ofte i storbyer, gerne i slumkvarterer eller andre forfaldne lokaliteter, hvor arbejdere, arbejdsløse eller folk, der falder helt uden for kategori, holder til.

2. Verdenskrig har frataget verden sin uskyld, og det moderne menneske er i Ørnsbos litteratur styret af lyster, løgn, hævn og had. Han vrænger af og forvrænger verden, og særligt samtidens familieforhold står for skud. Selv forklarer Ørnsbo sin synsvinkel på følgende måde. ”Jeg er bare realist. Jeg kan ikke lide undskyldninger og besmykkelser. Jeg vil ha’ det, som det er. Ser du dig omkring et hvilket som helst sted i Danmark, er der meget få lyspunkter. Inde i hjemmene er der megen nød, fysisk og psykisk. Folk tager deres piller. De slæber rundt på deres samlivs-problemer, deres børns problemer – og så skulle man sætte sig ned og være lyserød?” (Anders Raahauge: Heldigvis er jeg da ude af trit med tiden. Jyllands-Posten, 2007-08-23).

I Den Store Danskes opslag om Jess Ørnsbo beskrives hans lyrik på følgende måde: ”Lige siden sin sikre første fremtræden med Digte (1960) og Myter (1964) har han med sin digteriske skærebrænder konsekvent og usvækket blotlagt en moderne mentalitets meningsløse livsmåder, klichéer og fortrængninger.” (Anders Østergaard og May Schack: Jess Ørnsbo. Den Store Danske, 2014-05-16). Ørnsbos digte beskriver tilværelsen som tom, men dette sker gennem et originalt og opfindsomt billedsprog. Med uskønne og ondartede metaforer og neologismer udstiller han uretfærdige magtstrukturer i samfundet. Skønlitteraturen er ikke skøn, og der gives ingen svar på livets store spørgsmål. 

Beslægtede forfatterskaber

Jess Ørnsbos tidlige skuespil regnes for noget af det første absurdistiske dramatik, der er skrevet på dansk. Det absurde teater opstod som stilretning efter 2. Verdenskrig og brød med den naturalistiske teatertradition, hvor replikker, scenografi og skuespillernes teknik skulle være så realistisk som muligt. I stedet ville det absurde drama afspejle den groteske verden, og karaktererne er ofte klovnagtige typer. Den franske nobelprismodtager Samuel Becketts klassiker ”En attendant Godot” (”Mens vi venter på Godot”) fra 1952 er et af de mest kendte eksempler. Heri venter to forhutlede vagabonder forgæves på Godot. De fordriver ventetiden med ørkesløse samtaler og strækøvelser. I Danmark blev Becketts klassiker første gang opført på Studenterscenen i 1956. Dette amatørteater, som var tilknyttet Københavns Universitet, dyrkede den groteske dramatik, og det var samme sted, at Jess Ørnsbo fik opført sit første stykke ”Dværgen der blev væk” i 1966.

Ørnsbo har hentet inspiration til sine stykker i den slaviske litteratur, som han studerede på universitetet. Han skrev disputats om den polske dramatiker Stanislaw Witkiewicz, der regnes for en af Polens vigtigste modernister. Ørnsbo har også oversat polsk litteratur til dansk, eksempelvis ”Lad os ikke pakke hjerterne ind i bomuld” fra 1983, der er et udvalg af polsk lyrik fra det 20. århundrede, og ”Ny polsk prosa” fra 1967, der indeholder bidrag fra Tadeusz Borowski, Witold Gombrowicz, Stanislaw Grochowiak m.fl.

I nyere dansk dramatik arbejder dramatikerne Line Knutzon og Jokum Rohde med nogle af de samme virkemidler som Jess Ørnsbo. Line Knutzon, der debuterede i 1989, deler Ørnsbos fascination for gakkede karakterer og gal humor. I Knutzons stykker er der typisk ingen central handling, og steder er abstrakte størrelser. Jokum Rohde har derimod, ikke ulig Ørnsbo, en forkærlighed for Københavns belastede brokvarterer og de mennesker, der lever der på kant med loven.

Bibliografi

Drama

Ørnsbo, Jess:
Dværgen der blev væk. Gyldendal, 1968. Studenterscenen, 1966.
Ørnsbo, Jess:
Hypdangbok. Borgen, 1968. Svalegangen, 1970.
Ørnsbo, Jess:
Astma – 5. Borgen, 1971. Odense Teater, 1995.
Ørnsbo, Jess:
Serbskij-Instituttet. Jorinde & Joringel, 1974. Aarhus Teater, 1974.
Ørnsbo, Jess:
De hellige fra Vanløse. 1979. Vintapperteatret, 1985.
Ørnsbo, Jess:
Livet i Danmark. Aarhus Teater, 1980.
Ørnsbo, Jess:
Fælden. Aarhus Teater, 1982.
Ørnsbo, Jess:
Personer. Arena, 1982.
Ørnsbo, Jess:
Børnene derpå. Aarhus Teater, 1984.
Ørnsbo, Jess:
14 spil for løst publikum. Vindrose, 1987.
Ørnsbo, Jess:
Majonæse. Avenue Teater, 1988.
Ørnsbo, Jess:
13 kvadratmeter. Teatret ved Sorte Hest, 1991.
Ørnsbo, Jess:
Kloak og ve. 1996. (Forkastet af Comedievognen, 1986.)
Ørnsbo, Jess:
De forkerte. Det Kongelige Teater, 1990.
Ørnsbo, Jess:
Johny Frankikso. Aarhus Teater, 1991.
Ørnsbo, Jess:
13 Kvadratmeter. Teatret ved Sorte Hest, 1991.
Ørnsbo, Jess:
Odysseus fra Vraa. Aalborg Teater, 1993.
Ørnsbo, Jess:
Splejsen. Det Kongelige Teater, 1993.
Ørnsbo, Jess:
Ingenmandsland. Aarhus Teater, 1995.
Ørnsbo, Jess:
Klubben. Bådteatret, 1995.
Ørnsbo, Jess:
Kærlighed uden yller. Folketeatret, 1996.
Ørnsbo, Jess:
Velfærd – Voldfærd. Odense Teater, 1997.
Ørnsbo, Jess:
8 ulige spil. Teaterforlaget Scala, 1998.

Digte

Ørnsbo, Jess:
Digte. Gyldendal, 1960.
Ørnsbo, Jess:
Myter. Gyldendal, 1964.
Ørnsbo, Jess:
Tusdigte. Gyldendal, 1966.
Ørnsbo, Jess:
A som Alfred eller Det rullende alfabet. Gyldendal, 1967.
Ørnsbo, Jess:
Udvalgte digte fra tresserne. Gyldendal, 1970.
Ørnsbo, Jess:
Kongen er mulat men hans søn er neger. Borgen, 1971.
Ørnsbo, Jess:
Digte uden arbejde. Arena, 1977.
Ørnsbo, Jess:
Mobiliseringer. Arena, 1978.
Ørnsbo, Jess:
Børn. Arena, 1980. Ørnsbo, Jess: Personer. Arena, 1982.
Ørnsbo, Jess:
Personer. Arena, 1982.
Ørnsbo, Jess:
Hjertets søle. Vindrose, 1984.
Ørnsbo, Jess:
Tidebogen. Samleren, 1997.
Ørnsbo, Jess:
Undren. Borgen, 2001.
Ørnsbo, Jess:
Tavse digte. Borgen, 2003.
Ørnsbo, Jess:
Hopla. Borgen, 2004.
Ørnsbo, Jess:
Ronkedorier. Borgen, 2005.
Ørnsbo, Jess:
Udvalgte digte 1952-2012. Istedgades boghandel, 2012.
Ørnsbo, Jess:
Guldbryllup. Jorinde & Joringel, 2013.
Ørnsbo, Jess: 33 digte. Gyldendal, 2018.

Romaner

Ørnsbo, Jess:
Dullerdage. Arena, 1976.
Ørnsbo, Jess:
Fru P. Borgen, 2007.

TV-spil

Ørnsbo, Jess:
Dværgen der blev væk. Gyldendal, 1968.
Ørnsbo, Jess:
Jalousi. DRtv, 1972.
Ørnsbo, Jess:
Hashtræet. TV-Teatret, 1973.
Ørnsbo, Jess:
Strejferne. DRtv, 1979. Ørnsbo, Jess: Bolsjer i køkkenet. 1996. (Forkastet
Ørnsbo, Jess:
Bolsjer i køkkenet. 1996. (Forkastet af TV-Teatret, 1986)

Om forfatterskabet

Artikler

Artikel om Jess Ørnsbos lyrik. Den Store Danske, 2015-09-28.
Svendsen, Erik:
Portræt af Jess Ørnsbo i Danske digtere i det 20. århundrede. Bind 2. Gads forlag, 2001.
På litteratursiden har Jess Ørnsbo skrevet om sin barndom, opvækst og højdepunkterne i sit forfatterskab.

Søgning på bibliotek.dk

Emnesøgning på Jess Ørnsbo

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Raahauge, Anders:
Forsvar for modenheden. Jyllands-Posten, 1997-12-23.
Ørnsbos åndenød. Information, 1999-01-11.
Den Store Danske, 2014-05-16.