line knutzon
Foto: Mikkel Tjellesen

Line Knutzon

Artikel type
voksne
journalist Karina Søby Madsen. iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
line knutzon
Foto: Mikkel Tjellesen
Main image
Knutzon, Line
Foto: Miriam Dalsgaard

Indledning

Line Knutzon er blevet betegnet som en af de mest centrale og originale danske dramatikere i de seneste 15 år, og populær blandt publikum er hun ligeledes. Knutzons historier tematiserer eksistentialistiske og politiske emner, og hun gør det i et sprog, som er super energisk, fuldt af poetiske perler, humoristisk spiddende og absurd på den fuldstændig lattervækkende herlige og tåkrummeragtige genkendelige måde. 

 

50722481

Blå bog

Født: 3. marts 1965 i Odense.

Uddannelse: Aveny Teatrets Teaterlaboratorium, 1989.

Debut: Brændt barn lugter i det hele taget ilde, 1989.

Priser: Niels-Prisen, 1999. Reumert prisen Årets dramatiker, 1999. Danske dramatikeres hæderspris, 2000.  Holberg-medaljen, 2006.

Seneste udgivelse: Camille Clouds brevkasse. Gyldendal, 2017.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Drama

 

Se også filmene:

LivsforsikringenFilmcentralen

Snart kommer tidenFilmcentralen

 

Baggrund

“Udover mærkelige telefonopkald og en del luskeri ved nattetid har det værste nok været spejlingerne, som i den grad har taget til det sidste år. Folk spejler sig i alle blanke genstande, de kommer i nærheden af, og da jeg jo altid har været flittig med mit vinduespudseri, har min butiksrude været et oplagt mål for denne uvane. I stedet for at få øje på slikket, får de øje på sig selv, og ja, så er det sket!”
“Måvens og Peder”, s. 60.

Line Knutzon blev født den 3. marts 1965 i Odense. Man kan sige, at hun er den fødte dramatiker, i hvert fald er hun barn af en teatertosset familie. Hun er datter af sceneinstruktør Lars Knutzon og bibliotekar Marianne Knutzon, og blandt bedsteforældrene findes kabaretkunstneren Lulu Ziegler og teaterinstruktør Per Knutzon. Line Knutzon er den ældste af to søskende, og i de første ni år af sit liv nåede hun at leve i både Farum, Århus og Odense. Da Line Knutzon blev ni år, blev forældrene skilt, og samtidig flyttede familien til Vesterbro i København, hvor forældrene delte et hus i Humleby.

På Vesterbro blev Line Knutzon gode venner med Naja Marie Aidt, som i dag er forfatter, og de meldte sig, da Knutzon var 13, ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Derom siger hun: “Jeg elskede at være i DKU, og jeg var meget aktiv i elevrådet. [...] som trettenårig går du ikke rundt med en kæmpe bevidsthed, det er jo følelser det hele. Og når man er skruet sådan sammen, som jeg er, så har det været et meget godt sted at være, fordi ens selvdisciplin blev trænet meget.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001).

I årene fra hun var 16 til 23, var hun lidt pædagogmedhjælper, lidt bartender, lidt på højskole, og frekventerede også en HF-klasse. Hun drev, med egne ord, retningsløst rundt. Uden planer og uden drømme. Hun bare var, en dag af gangen. Selv beskriver hun det således: “Det er noget, jeg ikke helt forstår. I de år gik jeg ikke i nogen bestemt retning, og jeg var slet ikke klar over, hvor jeg skulle hen. Jeg havde ingen lyster, som andre mennesker havde, til at få en uddannelse, eller blive pædagog eller gå på universitetet.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001). Men så var det, at hun gik hen og blev forelsket i Martin Brygmann, og sammen fik de et barn, og på nogenlunde samme tid blev hun optaget på Det danske Teaters dramatikerværksted. Og sådan kan ens tilværelse jo nogen gange lege kispus med én og sætte alt på den anden ende på meget kort tid. Barnet og manden satte en vis struktur på livet og værkstedet på skriverierne.

I 1989 debuterede Line Knutzon med dramaet “Brændt barn lugter i det hele taget ilde”, men som regel regnes skuespillet “Splinten i hjertet” som hendes egentlige debut. Det blev første gang opført i 1991 på Aveny Teatret, og derfra varede det ikke længe, førend Line Knutzon blev udråbt som Danmarks nye og originale dramatiker med en løssluppen pen, der tematiserer de overflødige, de rastløse og de utilpassede i en kaotisk verden. Ligeledes er flere af Line Knutzons stykker blevet spillet i andre europæiske lande.

Som skuespiller har hun medvirket i filmen “Mord i mørket” fra 1986 og i tv-serierne “Kirsebærhaven 89” og “Hvor svært kan det være”

I dag bor Line Knutzon på Vesterbro med tre af sine fire børn, som hun har fra to tidligere ægteskaber. Med skuespiller Martin Brygmann har hun børnene Frida og Ludvig, og med skuespiller Peter Reichardt har hun tvillingerne Karl Frederik og Roberta.

 

Hjerte rimer på smerte

“MODEREN – ANDRE MENNESKER ... aldrig i livet ... Skulle jeg, skabsmoder i fjerde generation sidde og græde på en bænk ved Søndersø ... føj for den ... med iskolde hænder og et brændende varmt hjerte – helt alene med tankerne flyvende rundt i hovedet – bare fordi man lige kom til at kunne li’ en eller anden mand – fy for den lede – helt alene.”
Line KInutzon: “Splinten i hjertet”, side 13.

Line Knutzon fik sit gennembrud med det delvist syrede, delvist socialrealistiske drama “Splinten i hjertet” i 1991. I stykket indgår de tre karakterer Tynde, Hynde og skabsmoderen. Som stykket indledes fortæller Tynde til Hynde, at han lige er stukket af fra en smørrebrødsjomfru, som han har stjålet to leverpostejmadder fra. Og, siger han, som om det er den mest logiske konsekvens, at nu må han flytte ind hos Hynde, fordi smørrebrødsjomfruen ellers vil slå ham ihjel. Det passer dog ikke Hynde så godt, for hun venter på den såkaldte skabsmoder, som skal komme og hjælpe hende med at leve et mere renligt liv.

Dramastykket foregår i en verden, hvor mor er død og erstattet af såkaldte skabsmødre, og far står på Kultorvet med en plancheforestilling om sig selv. Man skal have seks fingre på hver hånd for at arbejde og tre arme for at få bistandshjælp. Og sidstnævnte koster ikke mindre end 100.000 kroner at få monteret, og det kan kun gøres i Tyskland. Det er altså en verden med temmelig særlige reglementer, og derigennem tematiseres nornernes vilkårlighed og uigennemsigtighed.

Karaktererne er under forsorgen og spiser og ryger, hvad de kan rane i supermarkedet. Både Hynde, Tynde, og – viser det sig – skabsmoderen er, hvad man med et lidt nedladende ord kan betegne sociale tabere. De kommer op at slås, de drikker og ryger for meget, de har ikke noget job, og deres sociale netværk er indskrænket til stort set ingen. Men de forstår at sætte ord på deres problemer, som selvfølgelig handler om, at de er blevet skadet på følelseslivet – eller med andre ord: de har en splint i hjertet. Og det er derfor, at de ikke kan knytte sig til nogen. Som historien skrider frem, og bank afløses af ord, kommer karaktererne dog til at krybe under huden på hinanden.

Der er tale om både en art generationsopgør og et systemopgør i stykket. Mens skabsmoderen ikke er i stand til at forlade skabet, så er Hynde ikke i stand til at blive i det – deri ligger generationsopgøret. Skabsmoderen er samtidig synonym med de offentlige systemer, som Hynde udstiller og tager afstand fra.