line knutzon
Foto: Mikkel Tjellesen

Line Knutzon

journalist Karina Søby Madsen. iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Opdateret 2017.
Top image group
line knutzon
Foto: Mikkel Tjellesen
Main image
Knutzon, Line
Foto: Miriam Dalsgaard

Indledning

Line Knutzon er blevet betegnet som en af de mest centrale og originale danske dramatikere i de seneste 15 år, og populær blandt publikum er hun ligeledes. Knutzons historier tematiserer eksistentialistiske og politiske emner, og hun gør det i et sprog, som er super energisk, fuldt af poetiske perler, humoristisk spiddende og absurd på den fuldstændig lattervækkende herlige og tåkrummeragtige genkendelige måde. 

 

53481531

Blå bog

Født: 3. marts 1965 i Odense.

Uddannelse: Aveny Teatrets Teaterlaboratorium, 1989.

Debut: Brændt barn lugter i det hele taget ilde, 1989.

Priser: Niels-Prisen, 1999. Reumert prisen Årets dramatiker, 1999. Danske dramatikeres hæderspris, 2000.  Holberg-medaljen, 2006. Kjeld Abell-Prisen, 2009. Politikens Frit Flet-Pris, 2015.

Seneste udgivelse: Camille Clouds brevkasse. Gyldendal, 2017.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Drama

Line Knutzon fortæller om ”Camilla Clouds brevkasse” til forfattermorgen på Gyldendal

 

 

 

Se også filmene:

LivsforsikringenFilmcentralen

Snart kommer tidenFilmcentralen

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Udover mærkelige telefonopkald og en del luskeri ved nattetid har det værste nok været spejlingerne, som i den grad har taget til det sidste år. Folk spejler sig i alle blanke genstande, de kommer i nærheden af, og da jeg jo altid har været flittig med mit vinduespudseri, har min butiksrude været et oplagt mål for denne uvane. I stedet for at få øje på slikket, får de øje på sig selv, og ja, så er det sket!”
“Måvens og Peder”, s. 60.

Line Knutzon blev født den 3. marts 1965 i Odense. Man kan sige, at hun er den fødte dramatiker - i hvert fald er hun barn af en teatertosset familie. Hun er datter af sceneinstruktør Lars Knutzon og bibliotekar Marianne Knutzon, og blandt bedsteforældrene findes kabaretkunstneren Lulu Ziegler og teaterinstruktør Per Knutzon. Line Knutzon er den ældste af to søskende, og i de første ni år af sit liv nåede hun at leve i både Farum, Århus og Odense. Da Line Knutzon blev ni år, blev forældrene skilt, og samtidig flyttede familien til Vesterbro i København, hvor forældrene delte et hus i Humleby.

På Vesterbro blev Line Knutzon gode venner med Naja Marie Aidt, som i dag er forfatter, og de meldte sig, da Knutzon var 13, ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Derom siger hun: “Jeg elskede at være i DKU, og jeg var meget aktiv i elevrådet. [...] som trettenårig går du ikke rundt med en kæmpe bevidsthed, det er jo følelser det hele. Og når man er skruet sådan sammen, som jeg er, så har det været et meget godt sted at være, fordi ens selvdisciplin blev trænet meget.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001).

I årene fra hun var 16 til 23, var hun lidt pædagogmedhjælper, lidt bartender, lidt på højskole, og frekventerede også en HF-klasse. Hun drev, med egne ord, retningsløst rundt. Uden planer og uden drømme. Hun bare var, en dag af gangen. Selv beskriver hun det således: “Det er noget, jeg ikke helt forstår. I de år gik jeg ikke i nogen bestemt retning, og jeg var slet ikke klar over, hvor jeg skulle hen. Jeg havde ingen lyster, som andre mennesker havde, til at få en uddannelse, eller blive pædagog eller gå på universitetet.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001). Men så var det, at hun gik hen og blev forelsket i Martin Brygmann, og sammen fik de et barn, og på nogenlunde samme tid blev hun optaget på Det danske Teaters dramatikerværksted  - barnet og manden satte en vis struktur på livet og værkstedet på skriverierne.

I 1989 debuterede Line Knutzon med dramaet “Brændt barn lugter i det hele taget ilde”, men som regel regnes skuespillet “Splinten i hjertet” som hendes egentlige debut. Det blev første gang opført i 1991 på Aveny Teatret, og derfra varede det ikke længe, førend Line Knutzon blev udråbt som Danmarks nye og originale dramatiker med en løssluppen pen, der tematiserer de overflødige, de rastløse og de utilpassede i en kaotisk verden. Ligeledes er flere af Line Knutzons stykker blevet spillet i andre europæiske lande.

Som skuespiller har hun medvirket i filmen “Mord i mørket” fra 1986 og i tv-serierne “Kirsebærhaven 89” og “Hvor svært kan det være”

I dag bor Line Knutzon på Vesterbro med tre af sine fire børn, som hun har fra to tidligere ægteskaber. Med skuespiller Martin Brygmann har hun børnene Frida og Ludvig, og med skuespiller Peter Reichardt har hun tvillingerne Karl Frederik og Roberta.

 

Splinten i hjertet

“MODEREN – ANDRE MENNESKER ... aldrig i livet ... Skulle jeg, skabsmoder i fjerde generation sidde og græde på en bænk ved Søndersø ... føj for den ... med iskolde hænder og et brændende varmt hjerte – helt alene med tankerne flyvende rundt i hovedet – bare fordi man lige kom til at kunne li’ en eller anden mand – fy for den lede – helt alene.”
“Splinten i hjertet”, side 13.

Line Knutzon fik sit gennembrud med det delvist syrede, delvist socialrealistiske drama “Splinten i hjertet” i 1991. I stykket indgår de tre karakterer Tynde, Hynde og skabsmoderen. Som stykket indledes fortæller Tynde til Hynde, at han lige er stukket af fra en smørrebrødsjomfru, som han har stjålet to leverpostejmadder fra. Og, siger han, som om det er den mest logiske konsekvens, at nu må han flytte ind hos Hynde, fordi smørrebrødsjomfruen ellers vil slå ham ihjel. Det passer dog ikke Hynde så godt, for hun venter på den såkaldte skabsmoder, som skal komme og hjælpe hende med at leve et mere renligt liv.

51379853

Dramastykket foregår i en verden, hvor mor er død og erstattet af såkaldte skabsmødre, og far står på Kultorvet med en plancheforestilling om sig selv. Man skal have seks fingre på hver hånd for at arbejde og tre arme for at få bistandshjælp. Og sidstnævnte koster ikke mindre end 100.000 kroner at få monteret, og det kan kun gøres i Tyskland. Det er altså en verden med temmelig særlige reglementer, og derigennem tematiseres normernes vilkårlighed og uigennemsigtighed.

Karaktererne er under forsorgen og spiser og ryger, hvad de kan rane i supermarkedet. Både Hynde, Tynde, og – viser det sig – skabsmoderen er, hvad man med et lidt nedladende ord kan betegne sociale tabere. De kommer op at slås, de drikker og ryger for meget, de har ikke noget job, og deres sociale netværk er indskrænket til stort set ingen. Men de forstår at sætte ord på deres problemer, som selvfølgelig handler om, at de er blevet skadet på følelseslivet – eller med andre ord: de har en splint i hjertet. Og det er derfor de ikke kan knytte sig til nogen. Som historien skrider frem, og bank afløses af ord, kommer karaktererne dog til at krybe under huden på hinanden.

Der er tale om både en art generationsopgør og et systemopgør i stykket. Mens skabsmoderen ikke er i stand til at forlade skabet, så er Hynde ikke i stand til at blive i det – deri ligger generationsopgøret. Skabsmoderen er samtidig synonym med de offentlige systemer, som Hynde udstiller og tager afstand fra.

Først bli’r man jo født

“Det’ fordi... min gode... ven – inde... At først bli’r man jo født. Tusinde tråde vikler sig ind i ens liv – uundgåelige tråde, sådan er det. Og når man så bliver voksen og møder andre mennesker, der også har tusinde tråde hver især, så... Kommer du dem for nær – begynder trådene at filtre... Og de er lange sådan nogle tråde.”
“Først bli’r man jo født”, side 22.

Teaterstykket “Først bli’r man jo født” blev første gang opført og udgivet i 1994. Der er seks karakterer i stykket med de mere eller mindre usædvanlige navne Nymse, Axel, Tudeberg, Tis, Lis og Victor. De fem sidste personer lever i samme opgang, og alles livstråde er viklet ind i hinanden på forskellig vis. Tis og Lis er for eksempel søstre og bor sammen, Alex og Tudeberg bor sammen som venner, Victor bor alene, og Nymse er inde i billedet, fordi hun og Axel er kærester i starten af stykket. I indledningsscenen slår Axel dog op med den begrundelse, at han elsker hende og alligevel ikke elsker hende – på den måde. Rigtig sammenviklede bliver trådene, da Victor og Nymfe stifter bekendtskab, og Axel bliver jaloux, selvom han vist for øvrigt er forelsket i Lis, mens Tudeberg er forelsket i Tis.

Der er ikke rigtig nogen handling i stykket. I stedet udfolder det sig som små dialoger omkring kærlighed og livets vilkår og vilkårlighed. Og om opvækst. Axel er for eksempel blevet overset af sine forældre størstedelen af sin barndom og ved ikke, om han overhovedet er synlig. Victor fik som 8-årig at vide, at der var noget galt med hans hoved. Forældrene kunne nu godt lide ham alligevel, men så døde de kort efter, og i sit voksenliv lider Victor af en utrolig migræne. Ifølge Tudeberg er en af Victors problemer, at hans tråde ikke hænger fast i noget (s. 23).

De seks karakterer er i det hele taget skæve i forhold til livet. De er udgrænsede på den måde, at de tilsyneladende ikke har noget arbejde, og flere af personerne er desuden ængstelige for at forlade deres lejlighed. Som et programskrift for fortællingen står følgende citat, der indrammer og forklarer deres udgrænsethed: “Det er tandlægernes skyld det hele. De satte bøjle på tænderne, da optimisterne var børn, rettede det hele ind, fjernede mellemrummene, underbiddene og de store overbid.” (s. 24).

“Først bli’r man født” er en munter og sær lille fortælling om alt det, der sker efter, man bliver født. Alt det, der gør, at man bliver udgrænset. Og om det håb, der knytter sig til livet. Det er en herlig fortælling om den følsomme balance mellem indenfor og udenfor. Mellem at være normal og gal.

Måvens og Peder

“Måvens (totalt oppe at køre) – Herligt at kende et menneske.

Peder – Vist er det så.

Måvens – Som om alle sorte skyer forsvinder.

Peder – Og solen, der bryder frem på en regnfuld dag.

Måvens – Jeg har lyst til at nive dig i kinderne og ruske dig i benene.

Peder – Og sige tak, fordi du lever. Tak Måvens.”
“Måvens og Peder”, side 61.

Historierne “Harriets himmelfærd” fra 1995, “Måvens og Peder på kanotur” fra 1998 og “Måvens og Peder i mediernes søgelys” fra 1998 er tre radiodramaer om figurerne Måvens og Peder. Måvens og Peder var bedste venner i folkeskolen, men livet har skilt dem ad, og i de tre radiodramaer er det livets tilfældigheder, der igen knytter dem sammen.

Det eneste, vi får at vide om de to karakterer er, at Peder har en andelslejlighed, og at han var meget politisk engageret i sine skoledage – blandt andet var han elevrådsformand. Og at Måvens har en slikbutik ude på en mark, hvor der aldrig kommer kunder, at han er meget tyk og hippie, kommunist og anarkist. Faktisk må man sige, at selv om de to er venner, så er de virkelig et umage par. Mens Peder er den fleksible og følsomme, der følger med tiden – nogle gange måske lidt rigeligt –, så er Måvens den træge tykke bamse, som ikke sådan lige er til at flytte på. Faktisk er han nærmest en ukuelig pessimist. Således indledes alle tre dramaer da også med, at Måvens skriver et selvmordsbrev. Han vil simpelthen æde alt det resterende slik i butikken og lægge sig til at dø. Men noget kommer i vejen. I første dramastykke er det Harriet, der forhindrer Måvens i at drage i døden, for netop da han har skrevet sit afskedsbrev, så dratter hun fra himlen ned igennem taget på hans slikbutik. Det får Måvens til at erklære, at hun har frelst hans liv. Men hun vil desværre ikke være hans faste kunde i butikken, så hun forlader ham for at tage på arbejde. Måvens bliver dog så oplivet af at have fået livet tilbage, at han ringer til Peder, og de to genforenes i en jagt efter Harriet.

Lige så tilfældig og tosset, som handlingen er i det første radiodrama, ligeså er den i de to øvrige dramaer, men man skal ikke dermed tro, at der ikke er alvor under overfladen. Dialogen er spiddende og polemisk, verden er af lave. Menneskene er blevet overfladiske og kun interesserede i navlepilleri og selviscenesættelse, men når de to umage mænd forenes, så er der alligevel en mening i mørket. Således synes ideen at være, at det er de nære venskaber, der gør os mennesker stærke og i stand til at tackle verden. Noget af det, der får dette venskab til at fremstå så fint, er at de i deres dialog ofte følger op på hinandens sætninger – som om de taler videre for hinanden. Det er eksempelvis tydeligt i det fremhævede citat.

Snart kommer tiden

“Hilbert – Vi burde ærlig talt have mere at tale om.

Rebekka – Det er jo det jeg siger, men det er jo altid mig der skal finde på noget.

Hilbert – Det er jo ikke rigtigt, desuden kan man jo dyrke sex hvis det er helt håbløst, det gør andre mennesker – men det tager du jo aldrig initiativ til.

Rebekka – Du ved godt jeg er genert anlagt.

Hilbert – Ja det er du.

Rebekka – Du kan da bare forføre mig.

Hilbert – Jeg har ikke lyst.”
“Snart kommer tiden”, side 12.

“Snart kommer tiden” blev opført første gang i 1998 og udkom i bogform året efter. De centrale figurer i dramaet er parret Hilbert og Rebekka, men derudover optræder også deres barn Knuttebarnet, hushjælpen Oda og parret John og Ingrid.

Som i de fleste andre af Line Knutzons stykker er dramaet ikke særligt handlingsmættet, men i stedet båret af de skæve dialoger, som sætter parforholdet, moderskabet og tiden i spil. Igennem det 30-årige par Rebekka og Hilbert tematiseres det, hvor svært det er at finde ind til hinanden. Hilbert banker på, når han kommer hjem, selv om det også er hans hjem, hvilket får Rebekka til at sige, at det er “som om du ikke bor her” (side 7). Men denne banken på er ligeledes symptomatisk for parrets manglende evne til at lukke hinanden helt der ind, hvor de for alvor kan møde hinanden. De forventer hver især, at den anden skal tage initiativ – til sex, til samvær –, men det sker aldrig. Og Rebekka har tilsyneladende mistet hukommelsen, i hvert fald kan hun ikke huske, hvad de forskellige madvarer hedder, og indimellem kan hun heller ikke huske, at hun har børn. Hvilke børn? spørger hun. Og et andet sted spørger hun: “Hvad fanden er vi, når vi hverken er en rigtig mand eller en rigtig kvinde ... hvad er vi så??? JEG FORSTÅR DET IKKE...” (side 29).

Så er det, at hushjælpen Oda kommer ind i billedet. Forvirringen er i højsædet i dramaet, og her spiller tiden også ind. Tiden som løber. Og hvad bliver der af den? Og det er netop problemet med tiden – og fordi Rebekka ikke rigtig kan finde ud af det der med at gøre rent –, der gør, at Hilbert ansætter hushjælpen Oda. Det er for at hale ind på tiden. Som han Hilbert forklarer John: “DET ER TIDEN JOHN – TIDEN DER LØBER MENS JEG FARER RUNDT OG REBEKKA SIDDER OG GLEMMER, den skal indhentes – jeg prøver at købe tiden så man får tid til at få tid.” (side 23). Men projektet lykkes ikke. Tiden bare skrider og skrider, og det er som om alting smuldrer omkring personerne. Eller nærmere: personerne har mistet fornemmelsen for såvel tiden som sig selv, og for at overleve detklare sig, må de ty til fortrængning.

Da Knuttebarnet kommer hjem og med ét er 25 år ældre, så er verden på den anden ende. Det er et billede på, hvordan barnet bliver den voksne i en familie, hvor ansvarlighed kan findes på et meget lille punkt. Knuttebarnet, som måske, måske ikke eksisterer, og som måske, måske ikke vil slå sine forældre ihjel, er også et billede på, hvordan barndommen spøger i Line Knutzons stykker – dog på en noget anden vis end vanligt. Sidst, men ikke mindst kan Knuttebarnet fortolkes som en art kærlighedsbudbringer, der som barn af fremtiden bibringer en vision om en anden mulig måde at leve med hinanden på.

Ud over, at barndommen og tiden tematiseres i stykket, tematiseres desuden jalousi og utroskab. Hilbert er således jaloux på John, der er Rebekkas eksmand, og for at komme ovenpå, får Hilbert en affære med Ingrid – i et forsøg på at få hævn.

Torben Toben

“Frantz – Ka du huske, da vi sad nede på Blomsten? ... (må smile og le kært ved tanken) ... Mjåhåh, jeg glemmer det aldrig Torben, der var du sgu god, du sagde – “ Frantz! Forestil dig en verden med bare dig og mig, en verden uden larm og endeløse skænderier, en verden hvor vi ikke længere skal gå og falde over hinanden af fortvivlelse over ikke at kunne forstå, forestil dig en verden, hvor der simpelthen ikke ER noget at forstå” Og det er det vi NÆSTEN har fået Torben, ik?”
“Torben Toben”, side 38.

I stykket “Torben Toben” fra 2000 får en værtshustur fatale konsekvenser. Under en våd nat i byen bliver de to venner Torben og Frantz enige om, at verden er af lave, og at det vil være en god ide at udrydde den. Så kan de jo bagefter sidde og nyde deres øl på en bakketop i fred og ro. Derfra tager det ene skridt det næste. Eller den ene bid den næste, er vist mere præcist formuleret. Torben tager en bid af en af de andre bargæsters fingre, Frantz hepper på, og så spiser Torben resten af manden, og derefter resten af indholdet i verden. Til sidst er der kun Torben og Frantz tilbage. De sidder på en bakketop der, hvor Trianglen på Østerbro i København var en gang, og mens den dominerende Frantz er helt euforisk, så lider Torben noget af mavepine. Da Agga og Povl dukker op på bakketoppen, bliver splittelsen mellem de to endnu mere udtalt. Frantz vil tvinge Torben til at sluge de nytilkomne, men da Torben er helt forstoppet, prøver han at sige fra. Det finder Frantz sig dog ikke i, og derfor må Torben kaste sig ud i endnu et ædeprojekt. Det lykkes ham dog kun at sluge Agga, og det går ikke engang, for kort efter bliver hun kastet op igen sammen med en halv hund. Så er de altså fire (og en halv) tilbage i verden, og hvordan skal de forholde sig til det? Frantz foreslår systemer. Torben foreslår, at man deler. Agga vil have sit hjem tilbage, og tiden, som også er blevet slugt, for hvordan skal hun ellers få styr på sit liv? Og Povl, ja, han snakker bare dem alle sammen efter munden.

“Torben Toben” er et absurd stykke politisk teater. om, hvordan man kan forholde sig til den omgivende virkelighed. Frantz er så dødtræt af sine omgivelser – især af Ekstra Bladets skriverier og Pia Kjærsgaards udfald –, og den eneste løsning, han ser, er at udrydde verden. Derfor iværksætter han sin egen personlige krig sammen med sin trofaste drukkenbolt Torben Toben. Men selv om – i første omgang i hvert fald – alt er udryddet, så sidder vreden og afmagten stadig i Frantz, så spørgsmålet er, om det var den rigtige løsning. Det stiller store spørgsmål, som hvordan vi indretter et samfund, og hvordan vi skaber forandring og forankring, der er på spil i stykket. Dramaet kan læses som en undersøgelse af, hvilke oprørske fantasier, der ulmer i underklasse-Danmark. Samtidig har stykket tydelige mytologiske referencer, men med en art modsatrettet fortegn. Mytologien er således krydret med en senmoderne forestilling om dekonstruktion. Det er særligt markant i den indledende scene, hvor verden er spist, og Frantz entrerer scenen med stor tilfredshed over veludført værk. Han fremstilles som en gudefigur – magtfuld og tilfreds med sin skabelse. Torben er hans modsætning, der lider under følgerne af den (negerende) skabelse. Også Agga og Povl er bibelske referencefigurer som en art senmoderne udgaver af Adam og Eva. Mens Adam og Eva var de første mennesker i verden, så er Agga og Povl de sidste. Og som stykket ender, er den demokratisk indstillede og selvreflekterede Torben, der er fuld af verden, et senmoderne bud på en Jesusfigur. En offerskikkelse, der har forsøgt at transformere verden, men som er endt op med at være ‘fed up’ med den.

Desuden handler stykket om relationer. Om hvordan man kan lære et andet menneske at kende, og om begær, og det, der går igen i stykket er, at de mest ægte relationer er de, der eksisterer imellem dyr og mennesker.

Eventyret om Ejnar

“Grete – Ja. kære venner, jeg vil gerne på vegne af bogklubben “Bogormene” byde velkommen til aftenens digtoplæsning. [...] Som I ved konkurrer vi hårdt med sexklubberne rundt om i landet. Men vi må nok se i øjnene, at vort land har udviklet sig til en nation af voksne mennesker, der enten fortrækker at ligge nøgne i store klynger og have samleje med hinanden, eller enkeltindivider der surfer på nettet efter pornografisk materiale.”
“Eventyret om Ejnar”, side 5.

I dramaet “Eventyret om Ejnar” fra 2000 hedder hovedpersonen selvsagt Ejnar. Han bor i et træ i Individualistskoven, og han er rent ud sagt dødtræt af at være fattig. Naboen Grete er træt af hans brok og lokker ham med til et oplæsningsarrangement på biblioteket. Men det er ikke noget for Ejnar, som lister ud fra oplæsningen og ind på selve biblioteket for at låne en bog, der kan give ham nøglen til rigdom. Men den mærkelige bibliotekar mener ikke, hun har sådan en bog, og i stedet prakker hun Ejnar et eventyr på, og en-to-tre-vupti, så er Ejnar selv hovedperson i en magisk fortælling. Her skal han løse den ene opgave efter den anden, og selvom det ikke umiddelbart gør ham rig i den virkelige verden, så fører det faktisk til berømmelse.

“Eventyret om Ejnar” er et polemisk eventyr om værdier. Det eneste, Ejnar kan forestille sig, vil gøre ham godt i denne verden, hvor alt handler om “at købe for derefter at trække det fra man har købt, for derved at få mere udbetalt så man kan starte forfra og købe igen, for så at trække fra og så videre og så videre” (side 1), det er at få flere penge – at blive rig. Men mødet med litteraturens og eventyrets verden bringer ham på andre tanker. Stykket kan læses som en spiddende kommentar til en verden, hvor det at tjene styrtende med penge, så man har råd til det store hus med det dyre samtalekøkken, sættes over alt andet. Det er en kommentar til det individualistiske (jævnfør Individualistskoven) og kapitalistiske samfund, hvor de (med)menneskelige værdier bliver nedprioriteret.

Guitaristerne

“Hesselhud: Undskyld, hvornår har vi aftalt, at vi bare ka stemme om tingene?

Grete: Det er ikke noget, vi har aftalt. Det er bare noget, man gør, når man ikke kan blive enige om tingene, Hesselhud, så stikker folk deres pegefingre op i luften, og så afgør mængden af pegende pegefingre om flertallet er for og imod

Hesselhud: Og hva stiller man så op, hvis man hader flertallet?”
“Guitaristerne, side 20.

“Guitaristerne” fra 2006 handler om de fire umage personer Grete, Kim, Gregers og Hesselhus, der er samlede for at mindes og hylde den just afdøde visesanger og tolvtonekunstner John Hansen. De fire har hver deres guitar med, og de samles i John Hansens garage for at øve sig op til mindekoncerten. Men det er ikke så nemt, for de fire kan ikke blive enige om ret meget – i hvilken rækkefølge skal sangene spilles? Må Kim gå på toilettet? Er Kim for øvrigt en kvinde og ikke en mand? Hvad skal de spise til frokost? Skal de synge i kanon for at give musikken et ekstra twist, eller er det mon et forræderi imod Johns ånd? Og så videre i den dur. Umiddelbart en masse ligegyldige diskussioner, men som de fire personer ikke desto mindre kan skændes temmelig meget om. Ofte kommer diskussionerne til at tage sig ud som grundlæggende demokratiske debatter. Skal det være flertallet, der bestemmer, eller findes der en bedre måde at løse konflikter på?

Camille Clouds brevkasse

”Jeg opfordrer alle, især enlige mødre og andre tilskudsslugere (kunstnere), til at fjerne de dele af kroppen der er blevet en udgift. Der er masser af autodidakte tandlæger og læger derude der gerne vil hjælpe til.”

”Camille Clouds brevkasse”, s. 61.

I 2017 udgav Line Knutzon ”Camille Clouds brevkasse”, der er en samling af fiktive brevkassespørgsmål og svar. Spørgerne er meget forskellige, men på hver deres absurde måde viser de, hvordan de bokser med det moderne liv. Camille Cloud har dog ikke meget til overs for deres problemer – i stedet har hun travlt med at fremhæve sit eget fantastiske liv.

En af spørgerne er blevet usynlig på grund af alderdom, en andens liv er gået, en er to cm. høj, en anden er flad og bliver ofte overset. En kortsigtet fyr ønsker at mødes med ligesindede. Og adskillige ønsker at stifte en forening, hvor de kan møde andre som dem selv. Der er moderen, der har malet sig op i en krog, og som får til svar, at når hun har råd til at male sig op i en krog, har hun også råd til at brødføde sine børn. Så er der den toårige, der undrer sig over de voksne, hun bor hos. Hvorfor er hun landet der, og findes der en udvej? Men nej; hårdt og brutalt annoncerer Cloud, at det er pigens forældre, og at der hverken findes pegebøger eller udveje!

53481531

Under al satiren lurer alvoren. Således inkarnerer alle spørgerne dette ene ønske: at de inderligt drømmer om at blive set. Nogle føler sig i den grad oversete, at de er begyndt at tvivle på, om de overhovedet findes.

Værket kan læses som en satirisk pendant til Svend Brinkmanns ”Stå fast” (2014). På morsom vis tager den livtag med ’den positive psykologi’, og Camille Cloud er indbegrebet af selvhjælpskulturens ide om, at man kan tænke sig rig og creme sig lykkelig (hvorfor Camille Cloud selvfølgelig også har sin egen cremeserie). Det er et indirekte opgør med tanken om, at man bør føle sig lykkelig og taknemmelig, uanset hvilken situation man står i. Line Knutzon peger da også på humoristisk vis på sit eget standpunkt ved at sende trusselsbreve til Camille Cloud - hun har således ikke meget til overs for sin selvskabte selvhjælpsguru.

Camille Cloud optrådte i øvrigt første gang i collagebogen ”Frit flet”, som Line Knutzon skrev sammen med Naja Marie Aidt og Mette Moestrup i 2014, og siden har Camille Cloud i en periode haft sin egen brevkasse i Weekendavisen.
 

Genrer og tematikker

Line Knutzon skriver primært teaterstykker, men hun har ligeledes skrevet mere debatskabende bøger som værket ”Frit flet” samt børnebøger sammen med Peter Frödin.

Knutzon har en særlig evne til at skrue replikker sammen. Derfor både tilgiver og glemmer man helt, at der ingen traditionel handling er i dramastykkerne. Med de skæve replikker kan hun nemlig spidde det hverdagslige og tilforladelige, så det munder ud i groteskhed og vanvid. På den måde kradser og kratter hun i den pæne overflade og graver råddenskaben frem og hænger den til tørre, så vi som læsere og teatergængere kan sidde og iagttage vrangsiden vrænge ad os.

Knutzon har en særlig evne til at tematisere såvel det individuelle og relationelle niveau og det politiske – som nogen gange er ét og det samme. Det er det samme på den vis, at hun udstiller den måde, vi lever med hinanden i det senmoderne samfund. Det er en ‘individualistskov’, vi lever i, i “Eventyret om Ejnar”. Det er en mediejungle, hvor selviscenesættelsen er i højsædet og sandheden ligegyldig, som i radiodramaerne “Måvens og Peder på kanotur” og “Måvens og Peder i mediernes søgelys”om Måvens og Peder. Og det er en virkelighed, hvor de ‘virkelige’ relationer hænger i tynde tråde, som i “Snart kommer tiden”, og hvor smerten hænger uden på tøjet, som i “Splinten i hjertet” og “Først bli’r man jo født”. Mest af alt er det hendes grundlæggende humanisme, der for alvor knytter det private og politiske sammen i et flow.

Det konkret politiske udvikler sig i løbet af Knutzons stykker. De første dramaer foregår i abstrakte universer uden konkret lokation, eller hvor vejene har tegneserieagtige navne såsom Hundevej. Med “Torben Toben” bliver Knutzon mere konkret politisk ved, at hun lokaliserer stykket i et genkendeligt stykke Danmark, og historien har da også referencer til konkrete danske (medie)begivenheder og personer. Også værket ”Camille Clouds brevkasse” har en del referencer til samtidens politiske situation. En af spørgerne ønsker således at melde sig ud af samfundet, da de penge, hun betaler i skat, går til en rigmand i Dubai – og således peges der på den største skandale i SKATs historie. Cloud mener selvfølgelig, at kvinden overreagerer. Generelt har Cloud ikke meget til overs for folk, der har brug for hjælp – især ikke fra det offentlige. Og på den måde refereres der til de seneste års massive nedskæringer på det sociale område – blandt andet på kontanthjælpen.

Beslægtede forfatterskaber

Der flyder en social dimension igennem Line Knutzons forfatterskab, eller en social indignation kan man også kalde det, men der er aldrig tale om tristesse, og dermed adskiller Line Knutzon sig fra en mere traditionel socialrealisme. I stedet er der tale om en vilje til livet og en boblende, brusende forførende humor, som overdøver alt andet. Hendes humor er fuld af ironisk kant og absurditet og giver mindelser om gamle absurdister som Beckett, og dansk dramatiks legesyge Jess Ørnsbo. Sidstnævntes dejligt vanvittige replikker og dramaturgiske vildskab minder uvægerligt om Line Knutzons.

Om sine inspirationer siger Line Knutzon: “jeg er desværre ikke særligt belæst, og det er ikke med min gode vilje (...) Becketts “Godot” har jeg slået op i, og jeg har også set den på teatret. Ørnsbo så jeg først noget af, da jeg skrev til Det Kongelige Teater, det var det stykke, der hedder “De forkerte”. Det var sjovt, sindssygt, det har jo – poesi! Det var en af de få gange, jeg havde det rigtig sjovt derinde.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001). En ting er Knutzon dog sikker på, at hun er blevet inspireret af, og det er Per Højholt. Som hun siger i ovennævnte interview: “Det eneste, som jeg med sikkerhed véd har været en inspirationskilde, er Per Højholts bog “6512”, den holder jeg meget af. Der er en stemning i den bog, som jeg bare elsker så meget. Og et sprog, hele sproget i den kan jeg huske.”

En forfatter som Line Knutzon, om hun ved det eller ej, minder om, er Astrid Lindgren. Lige så fabulerende og ordkløvende sjov en karakter som Pippi Langstrømpe er, lige så ordjonglerende er Line Knutzons karakterer. Og ligesom barndommen krones som den store vinder hos Astrid Lindgren med barnets evne til at undres, forundres og udfordre normerne, ligeså bliver den fremhævet hos Knutzon. Det er den spørgelystne, den legesyge, den fantasifulde og den, der udfordrer systemet, der bliver karakter i Knutzons stykker. Ofte er det ganske vist ikke som sådan et barn, men det er altid karakterer, der ikke lever såkaldte almindelige liv, men som står på sidelinjen og betragter, udstiller og udfordrer systemerne.

 

Bibliografi

Drama

Knutzon, Line:
Brændt barn lugter i det hele taget ilde. Drama, 1989.
Knutzon, Line:
Splinten i hjertet. Drama, 1991.
Knutzon, Line:
De usynlige venner. Drama, 1992.
Knutzon, Line:
Det er så det nye. Drama, 1993.
Knutzon, Line:
Først bli’r man jo født. Drama, 1994.
Knutzon, Line:
Snart kommer tiden. Drama, 1998.
Knutzon, Line:
Torben Toben. Drama, 2000.
Knutzon, Line:
Måvens og Peder. Tre radiospil. Drama, 2001.
Knutzon, Line: Den luft andre indånder. Drama, 2001.
Knutzon, Line: Måvens og Peder mister mælet. Drama, 2004.
Knutzon, Line: Måvens og Peder møder Måvens og Peder. Drama, 2004.
Knutzon, Line:
Eventyret om Ejnar. Drama, 2004.
Knutzon, Line:
Guitaristerne. Drama, 2006.
Knutzon, Line:
Håndværkerne. Drama, 2008.
Knutzon, Line:
Hamlet og Romeo og Julie. Drama, 2009.
Unge spiller teater : en antologi. Med bidrag af Line Knutzon. Drama, 2013.

Børnebøger

Knutzon, Line:
Lille Allan - den menneskelige antenne. Poitiken, 2012. 1. del af: Lille Allan - den menneskelige antenne.
Knutzon, Line:
Lille Allan og dobbeltgængerskolen. Politiken, 2013. 2. del af: Lille Allan - den menneskelige antenne.
Knutzon, Line:
Viggos problem med problemerne. Jensen & Dalgaard, 2013. Tegninger: Mette Marcussen.

Kollage

Knutzon, Line:
Frit flet. Sammen med Naja Marie Aidt og Mette Moustrup. Gyldendal, 2014.

Anden udgivelse

Knutzon, Line: Camille Clouds brevkasse. Gyldendal, 2017.

Om Line Knutzon

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Line Knutzon

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Glanowski, Sara Maria:
Line Knutzon: Nu synes jeg, at vi skal stoppe. Politiken, 2008-09-10.
Hesselaa, Birgitte
Vi lever i en tid. Line Knutzons dramatik. Borgen, 2001.