Morten Sabroe

Artikel type
voksne
cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand. mag. Signe Juul Kraft, 2015
Main image
Sabroe, Morten
Foto: Jørgen Sperling

Indledning

Fandenivoldsk og utilpasset. Det er den mest brugte karakteristik af Morten Sabroe, dansk journalistiks ubestridte enfant terrible. Sabroe har udover journalistikken et langt skønlitterært forfatterskab bag sig. Her er energien også vild, og han bruger løs af sig selv og sit liv. Sabroes spruttende pen udstiller det selvtilfredse Danmark, men under tough guy facaden ligger længslen efter en bedre verden, angsten for døden, frihedstrangen og fascinationen af kærlighedens uudgrundelige væsen og bobler.

Autofiktion

 

52921589

Blå bog

Født: Den 5. juni 1947 i Gentofte.

Uddannelse: Bygningssnedker i 1967. Journalist i 1971. Studier i samfundsfag ved Københavns Universitet, 1975-1976.

Debut: Retten til at blomstre. Kompis, 1975.

Litteraturpriser: Arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Borgens Forlags jubilæumslegat, 1998.

Seneste udgivelse: Love me Do. Politiken, 2017. Roman.

Inspiration: Den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thompson.

 

 

 

 

 

Baggrund

”Jeg fremmanede et billede som kun havde noget med mig og intet med Hillary Clinton at gøre. Og heller ikke med min mor. Den måde jeg serverede hende på et fad til vildt fremmede mennesker, var, selvom hun var død, en krænkelse.”
”Du som er i himlen”, s. 59.

Morten Sabroe er født med en guldske af særlig karat i munden. Faderen er redaktør og cirkusrevydirektør Povl Sabroe, kendt som Den Gyldenblonde, og moderen Ingrid er tidligere danmarksmester i tårnspring. Farfar er socialdemokrat og samfundsreformator Peter Sabroe.

Morten Sabroe voksede op sammen med sin bror i familiens hjem i Klampenborg. Det var privilegerede omgivelser, og hjemmet var præget af åbenhed, socialt engagement og bohemelivsstil. Rammerne var frie. Men det er let at forsvinde i al friheden, og Morten Sabroe har aldrig lagt skjul på, at han har følt sig overset i sin barndom, og at han udviklede sig til et nervøst barn. Netop barndommen og førnævnte guldske får drøje hug i den erindringsbaserede del af forfatterskabet, men Sabroe benægter heller ikke, at opvæksten har haft en særlig betydning for hans evne til at se og beskrive virkeligheden: ”Som barn var jeg altid løs i nerverne, hele tiden bange for hvad som helst. Det betyder, at man bliver stødt ud i forhold til sine omgivelser, og man begynder at betragte folk. Man står ude og kigger ind. Sådan en voyeur skaber billeder og udvikler en absurd livsopfattelse.” (Michael Enggaard: Sprækker i en stærk mand. Jyllands-Posten, 2003-11-25).

I første omgang valgte Morten Sabroe dog ikke pennen som værktøj. En halvdårlig realeksamen og en opvækst uden interesse for litteratur førte ham til tømrerfaget, og han uddannede sig til bygningssnedker i 1967. Han dyrkede masser af sport, men den fysiske udfoldelse måtte standse, da han fik konstateret en hjertefejl. Så blev hans interesse for det skrevne ord vakt. Han ville være journalist, og det blev han i 1971.

Morten Sabroe har skrevet på stort set alle større dagblade i Danmark: Fra læretiden på Berlingske Tidende kom han til Weekendavisen. Herefter skrev han på Information, hvorfra han blev headhuntet til Politiken. Senere kom han til Jyllands-Posten for en kort bemærkning og vendte siden tilbage til Politiken.

Morten Sabroes navn er blevet synonym med en særlig journalistisk form: Gonzo-journalistik. I stilens ånd har Sabroe altid sig selv i centrum i sine artikler og reportager. Pist væk er det refererende og distancerede – det er afløst af stemning, personligt engagement og følelser.

Det er også det personlige, der karakteriserer Morten Sabroes skønlitterære forfatterskab. Det skulle tage ham i omegnen af 20 år og syv romaner, før han slog igennem med den selvbiografiske “Det sidste tog” i 1996, men så var der også hul igennem til både læsere og anmeldere. Morten Sabroe trækker meget på sit eget liv i alt, hvad han skriver, og det er kombinationen af journalistikken og forfattergerningen, der afbalancerer hans kreative impulser, siger han: ”Jeg ville ikke holde ud kun at være forfatter, så ville jeg blive sindssyg. Og heller ikke kun at være journalist.” (Kristen Bjørnkjær: ? / ! Morten Sabroe. Information, 2003-11-29).

Morten Sabroe er gift med journalist Do Windfeld Sabroe.

Tidsbilleder fra 70’erne og 80’erne

Den første del af Morten Sabroes forfatterskab har virkeligheden som sit primære stof. I en række romaner giver han tidsbilleder af 70’ernes ideologiske engagement og forvirring og 80’ernes kynisme.

Debutromanen “- Men ude i kulissen” fra 1976 er båret af interessen for den politiske bevidstheds vilkår over for en mere og mere materiel og overfladisk verden. Romanen følger splittelsen i forholdet mellem to brødre. Slægtskabet mellem de to er tæt, og i barndommen dannede de fælles front mod deres rige, hykleriske forældre. Men virkeligheden indhenter dem på forskellige måder: Storebror Jacob bliver en succesrig modefotograf med masser af penge og damer. Han tror ikke længere på barndommens mere rene idealer. Dem holder lillebror Jonathan til gengæld fast i, men det gør ham næsten handlingslammet over for den verden, der ikke harmonerer med hans illusioner.

I “Rejsen til Amerika” fra 1986 er det også drengefællesskabet og den fælles front mod en luksuriøs men tom verden, der er omdrejningspunkt. “Rejsen til Amerika” handler om 13-14-årige Arthur og Robert, der stikker af fra deres overklasseforældre. De vil til Amerika og optræde med et knivkasternummer, og de møder pigen Sara, som slutter sig til dem. På rejsen gennem Danmark møder de mange slags mennesker, og romanen tegner et klart billede af Danmark anno 1986.

Sabroes Danmark er fyldt af indre og ydre modsætninger, og det er dem, han skriver om. Det er virkelighedens drama fra det maskuline perspektiv, og det blik slipper Sabroe sjældent: ”I ganske almindelige mennesker gemmer der sig enorme dramaer. Også ude på landet, og man behøver ikke tage til krigszonen i Bosnien for at opleve dem”, siger Morten Sabroe (Carsten Andersen: Bastarden. Politiken, 2000-09-16).