I
2011 udkom “Fader Vor”, der handler
om Morten Sabroes forhold til sin kendte far cirkusrevydirektør Povl Sabroe,
også kendt som Den Gyldenblonde. Bogen er en uafhængig opfølger til “Du som er
i himlen” og søger gennem research at lære den fraværende far at kende, men
ender med at blive en selverkendelsesproces.
Bogen er delt i to dele. Sabroe får af sin redaktør pålagt opgaven at skrive om
sin far. Han rejser til New York med sin datter, men får ikke skrevet så meget.
Tilbage i Danmark begynder arbejdet med at researche. For at forstå sin far må
Sabroe længere tilbage i slægten til sin farfar, den berømte politiker og
børneven Peter Sabroe, som døde i en togulykke, da Povl Sabroe var 16 år. I
billedet af den unge Povls pludselige faderløshed kommer Sabroe selv tættest på
den fjerne far.
I bogens anden del tager Sabroe afsked med hustruen Do og går i fem måneders skriveeksil i
Thailand. Her skriver Sabroe, knapt så meget om faderen, men mest om sit eget
liv som søn, ægtemand, far og forfatter. Bogen handler på den måde mindst lige så meget om
portrættøren – og hvad det vil sige at portrættere nogen – som om den
portrætterede.
28908466
Sabroe trækker ligheder mellem hans egen
(generations) og hans fars mangel på en nærværende faderfigur og dermed en
mandlig rollemodel. I mangel på nære mandlige forbilleder må Sabroe finde sine
egne, hvilket bogens forside illustrerer. Her er diverse mænd afbildet, bl.a.
John Lennon, Zorro og Bob Dylan, som er det overskyggende idol i bogen. De
mange mandebilleder symboliserer forskellige sider af manden, som han har
manglet at få repræsenteret i sin opvækst. Bogen handler netop om billeder;
faderbilleder og sønnebilleder, og begynder med Robert Capas berømte billede af
Hemingway, der sidder med sin søn ved bredden af en sø med to rifler ved deres
side. Bogen ender også med et billede: Den voksne Sabroes fantasibillede af sig
selv og faderen, der går ud på gaden hånd i hånd, som Chaplin og The Kid.
Billedet symboliserer, at Sabroe til sidst i bogen opdager, at inde i billedet
af den rygvendte mand ved skrivebordet bor lille Morten. Erkendelsen fører til,
at de sammen kan vandre ud af den fraværende fars forbandelse.
Sabroes store dilemma i bogen er, at han ikke vil være som sin egen far, men
ønsket er svært at realisere i en individualistisk tid fyldt med skilsmisser og
selvrealisering. En verden, som i sin natur skaber familier med fraværende
fædre.