morten sabroe
Peter Hove Olesen / ritzau/scanpix

Morten Sabroe

cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand. mag. Signe Juul Kraft, 2015.
Top image group
morten sabroe
Peter Hove Olesen / ritzau/scanpix
Main image
Sabroe, Morten
Foto: Jørgen Sperling

Indledning

Fandenivoldsk og utilpasset. Det er den mest brugte karakteristik af Morten Sabroe, dansk journalistiks ubestridte enfant terrible. Sabroe har udover journalistikken et langt skønlitterært forfatterskab bag sig. Her er energien også vild, og han bruger løs af sig selv og sit liv. Sabroes spruttende pen udstiller det selvtilfredse Danmark, men under tough guy facaden ligger længslen efter en bedre verden, angsten for døden, frihedstrangen og fascinationen af kærlighedens uudgrundelige væsen og bobler.

 

54982186

Blå bog

Født: Den 5. juni 1947 i Gentofte.

Uddannelse: Bygningssnedker i 1967. Journalist i 1971. Studier i samfundsfag ved Københavns Universitet, 1975-1976.

Debut: Retten til at blomstre. Kompis, 1975.

Litteraturpriser: Arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Borgens Forlags jubilæumslegat, 1998.

Seneste udgivelse: Mit halve hjerte, mit hele liv. Politiken, 2018. Roman.

Inspiration: Den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thompson.

Periode: Autofiktion

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg fremmanede et billede som kun havde noget med mig og intet med Hillary Clinton at gøre. Og heller ikke med min mor. Den måde jeg serverede hende på et fad til vildt fremmede mennesker, var, selvom hun var død, en krænkelse.”
”Du som er i himlen”, s. 59.

Morten Sabroe er født med en guldske af særlig karat i munden. Faderen er redaktør og cirkusrevydirektør Povl Sabroe, kendt som Den Gyldenblonde, og moderen Ingrid er tidligere danmarksmester i tårnspring. Farfar er socialdemokrat og samfundsreformator Peter Sabroe.

Morten Sabroe voksede op sammen med sin bror i familiens hjem i Klampenborg. Det var privilegerede omgivelser, og hjemmet var præget af åbenhed, socialt engagement og bohemelivsstil. Rammerne var frie. Men det er let at forsvinde i al friheden, og Morten Sabroe har aldrig lagt skjul på, at han har følt sig overset i sin barndom, og at han udviklede sig til et nervøst barn. Netop barndommen og førnævnte guldske får drøje hug i den erindringsbaserede del af forfatterskabet, men Sabroe benægter heller ikke, at opvæksten har haft en særlig betydning for hans evne til at se og beskrive virkeligheden: ”Som barn var jeg altid løs i nerverne, hele tiden bange for hvad som helst. Det betyder, at man bliver stødt ud i forhold til sine omgivelser, og man begynder at betragte folk. Man står ude og kigger ind. Sådan en voyeur skaber billeder og udvikler en absurd livsopfattelse.” (Michael Enggaard: Sprækker i en stærk mand. Jyllands-Posten, 2003-11-25).

I første omgang valgte Morten Sabroe dog ikke pennen som værktøj. En halvdårlig realeksamen og en opvækst uden interesse for litteratur førte ham til tømrerfaget, og han uddannede sig til bygningssnedker i 1967. Han dyrkede masser af sport, men den fysiske udfoldelse måtte standse, da han fik konstateret en hjertefejl. Så blev hans interesse for det skrevne ord vakt. Han ville være journalist, og det blev han i 1971.

Morten Sabroe har skrevet på stort set alle større dagblade i Danmark: Fra læretiden på Berlingske Tidende kom han til Weekendavisen. Herefter skrev han på Information, hvorfra han blev headhuntet til Politiken. Senere kom han til Jyllands-Posten for en kort bemærkning og vendte siden tilbage til Politiken.

Morten Sabroes navn er blevet synonym med en særlig journalistisk form: Gonzo-journalistik. I stilens ånd har Sabroe altid sig selv i centrum i sine artikler og reportager. Pist væk er det refererende og distancerede – det er afløst af stemning, personligt engagement og følelser.

Det er også det personlige, der karakteriserer Morten Sabroes skønlitterære forfatterskab. Det skulle tage ham i omegnen af 20 år og syv romaner, før han slog igennem med den selvbiografiske “Det sidste tog” i 1996, men så var der også hul igennem til både læsere og anmeldere. Morten Sabroe trækker meget på sit eget liv i alt, hvad han skriver, og det er kombinationen af journalistikken og forfattergerningen, der afbalancerer hans kreative impulser, siger han: ”Jeg ville ikke holde ud kun at være forfatter, så ville jeg blive sindssyg. Og heller ikke kun at være journalist.” (Kristen Bjørnkjær: ? / ! Morten Sabroe. Information, 2003-11-29).

Morten Sabroe er gift med journalist Do Windfeld Sabroe.

Tidsbilleder fra 70’erne og 80’erne

Den første del af Morten Sabroes forfatterskab har virkeligheden som sit primære stof. I en række romaner giver han tidsbilleder af 70’ernes ideologiske engagement og forvirring og 80’ernes kynisme.

Debutromanen “- Men ude i kulissen” fra 1976 er båret af interessen for den politiske bevidstheds vilkår over for en mere og mere materiel og overfladisk verden. Romanen følger splittelsen i forholdet mellem to brødre. Slægtskabet mellem de to er tæt, og i barndommen dannede de fælles front mod deres rige, hykleriske forældre. Men virkeligheden indhenter dem på forskellige måder: Storebror Jacob bliver en succesrig modefotograf med masser af penge og damer. Han tror ikke længere på barndommens mere rene idealer. Dem holder lillebror Jonathan til gengæld fast i, men det gør ham næsten handlingslammet over for den verden, der ikke harmonerer med hans illusioner.

I “Rejsen til Amerika” fra 1986 er det også drengefællesskabet og den fælles front mod en luksuriøs men tom verden, der er omdrejningspunkt. “Rejsen til Amerika” handler om 13-14-årige Arthur og Robert, der stikker af fra deres overklasseforældre. De vil til Amerika og optræde med et knivkasternummer, og de møder pigen Sara, som slutter sig til dem. På rejsen gennem Danmark møder de mange slags mennesker, og romanen tegner et klart billede af Danmark anno 1986.

Sabroes Danmark er fyldt af indre og ydre modsætninger, og det er dem, han skriver om. Det er virkelighedens drama fra det maskuline perspektiv, og det blik slipper Sabroe sjældent: ”I ganske almindelige mennesker gemmer der sig enorme dramaer. Også ude på landet, og man behøver ikke tage til krigszonen i Bosnien for at opleve dem”, siger Morten Sabroe (Carsten Andersen: Bastarden. Politiken, 2000-09-16).

Sabroes krimier

“Så gik han frem mod hende. Han knugede om macheten, den var som en del af hans arm. Nærmere, hun stod ubevægelig, lammet af angst. Så trådte hun et skridt frem og trak en skuffe ud og tog en kniv, og han mærkede hvordan hans blod blev varmt, og hans lyst voksede.”
“Det 13. spil”, s. 58-59.

Morten Sabroe har ved flere lejligheder prøvet kræfter med den arketypiske kriminalfortælling og krydret den med sin egen helt særlige stil. Romanen “Tre beretninger om Marion” fra 1977 har et brutalt mord i centrum, men kriminalgåden giver hurtigt anledning til en krads kritik af de sensationslystne mediers blodtørst og samfundets kynisme.

Mere klassisk krimi – grænsende til det parodiske – får man i historierne om privatdetektiven Sam Weller i “Manden der kaldte sig mor – De skræmmende og sandfærdige Sam Weller-historier” (1999). Weller færdes i noget, der ligner en Københavnsk underverden, hvor korrupte politifolk, fallerede tv-stjerner og andre lyssky væsner holder til. Weller lægger damer ned og opklarer sager i et væk, alt sammen med masser af whisky i blodet.

28209665

Bogen er en stor hilsen til krimifædre som Raymond Chandler og Dashiell Hammett, og den er morsomt udført med stor energi i de overmaskuline udladninger. Asfalten driver af regn og røg, og det er film noir fra ende til anden. Sabroe-entusiaster har også kunnet følge Sam Weller i føljetonen “Tv-mordene”, som blev bragt i ti dele i Politiken fra juni til august 1999.

“Det 13. spil” fra 2010 er en psykologisk thriller, som handler om den 42-årige Arthur Hellman, hvis firma er ved at gå fallit. Hans kone har en affære, og den 17-årige datter Sofia spiller et dødsensfarligt spil med en bestialsk spilstyrer. Da læseren introduceres til Hellman, lever han et dystert liv i Cambodja i en mere eller mindre forvirret sindstilstand. Snart begynder fortællingen om hans tidligere liv i Danmark, som forklarer hvordan og hvorfor han er endt i Sydøstasien. På grund af hovedpersonens sindstilstand er læseren hele tiden i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er ren fantasi. Bogen er på den måde en rejse ind i sindets dæmoniske skyggesider.

 

 

Litterær journalistik

Morten Sabroe er både anerkendt og udskældt for sin særlige journalistiske stil, og der findes gode smagsprøver i de artikelsamlinger, der er udkommet i bogform. Det er “I Svinets Hjerte” (1990), “En luder steg af toget” (1994) og “Undskyld, hvor er udgangen?” (1999) og “Rejsen til Amerika – og andre vilde skud” (2006).

Sabroes stil kendes som Gonzo-journalistik, men på det seneste har han selv refereret til sin skrivestil som “litterær journalistik”. Uanset navnet er stilen beslægtet med New Journalism: Journalisten sætter sig selv i centrum og skriver på stemninger, indfald og personlige meninger. En af genrens helt store forgangsmænd er det afdøde amerikanske syrehoved Hunter S. Thompson. Thompson er Sabroes store forbillede, og Sabroe står selv bag den danske oversættelse af Thompsons hovedværk under titlen “Frygt og lede i Las Vegas” (1998).

Flittige læsere af danske aviser enten hader eller elsker Sabroes artikler, det er svært at være ligeglad. Sabroe lægger ikke fingre i mellem, når han udleverer danskerne og eksempelvis udstiller fremmedhadet, selvglæden og egoismens grimme fjæs. Også politikere og mediefolk må holde for i Sabroes artikler, som trods den grove tone altid tager varmt parti for samfundets tabere.

Det er ikke gratis at lade pennen skyde med skarpt. I 1992 blev Sabroe og hans chefredaktør på Information idømt dagbøder efter en injuriesag anlagt af Ekstra Bladets chefredaktør. Artiklen, der førte til injuriesagen, står at læse i “I Svinets Hjerte”. Samlingen viser gonzo-stilens tone, men også forskelligheden i de emner, Sabroe takler fra en altid utraditionel vinkel. Samlingen “En luder steg af toget” er en rejse gennem Danmark, og den giver et mangefacetteret portræt af danskerne i litterær form. I “Undskyld, hvor er udgangen?” samler artiklerne sig om et signalement af en virkelighed, som virker mere og mere uvirkelig. “Rejsen til Amerika – og andre vilde skud” deler en halv titel med en af Sabroes romaner, men Sabroe har vitterligt været i Amerika og dækket præsidentvalget i 2004 for Politiken. Artiklerne foreligger her i bogform sammen med et par nye tekster. Som noget nyt kommenterer Sabroe sine egne metoder og resultater, og bogen rummer flere udfald mod den traditionelle journalistik.

Sidste tog

“Det står alt sammen i Bibelen hvor der står at man skal tage et øje for et øje og en tand for en tand, men jeg har aldrig hørt om nogen mand der nøjes med at slå en tand ud på den der har slået en tand ud på ham. Eller én der nøjes med at voldtage naboens kone, fordi naboen har voldtaget hans.”
“Evig troskab”, side 36.

Overalt i Morten Sabroes forfatterskab findes spor, der fører tilbage til hans biografi. Han skriver både direkte og indirekte ud fra sit liv, men referencen til det selvoplevede er mest klar i den overvejende selvbiografiske og meget roste gennembrudsroman “Sidste tog” fra 1996.

Romanen er et langt opgør med og en løsrivelse fra barndommens privilegier. Romanen fortæller hæsblæsende om to årtier af Sabroes liv, hvor han udvikler sig fra en forkælet Klampenborg-dreng med det rigtige tøj og den rigtige bil til en storbyrotte med litterære ambitioner. Familielivet i Klampenborg bliver skildret, så man hverken ved, om man skal le eller græde over den vittighedsspruttende, men dybest set fraværende far, revydirektøren Den Gyldenblonde. Barndommens tomme frihed og mangel på rammer glider gennem årene over i en ligeså problematisk tosomhed med den første kone. Med først Elvis Presley og siden Bob Dylan som soundtrack manøvrerer Sabroe sig gennem sin egen historie med masser af sprogligt overskud og blik for komiske optrin.

22012800

På forsiden af “Sidste tog” står der roman, men hos Sabroe er grænserne mellem fiktion og virkelighed slørede. Sabroe mener, at virkeligheden altid låner fra fiktionen, når den skal fortælles. Det er den erkendelse, der gennemsyrer både hans forfatterskab og journalistikken. Og det er princippet bag “Sidste tog”. Selv siger han: ”Jeg synes, det er enormt fascinerende, at man kan fortælle om sit liv gennem nogle historier, som om det var sømandsrejser, man havde været ude på. Det er historier fra mit liv, som er kædet sammen til et billede.” (Carsten Andersen: Sabroes gyldenblonde verden. Politiken, 1996-09-21).

Også Sabroes roman “Evig troskab” (2006) har en selvbiografisk tone af oprør og opgør på en Elvis-indsvøbt villavej det rigtige sted nord for København.

 

Johanna og Den niende kreds

På skrift er Morten Sabroe mand med stort M, og kærlighed og kvinder er to tilbagevendende mysterier i forfatterskabet. Det vrimler med uudgrundelige kvinder hos Sabroe: Først unge Sara fra “Rejsen til Amerika”; hende bliver man aldrig helt klog på. Det samme gælder for to senere kvinder i forfatterskabet, nemlig “Johanna”, der lægger navn til den roste roman fra 1998, og den forsvundne Gabrielle fra lige så roste “Den niende kreds” fra 2002.

22021516

I “Johanna” møder vi den cirka 40-årige Thomas Bertini, der er journalist, delefar og almindeligt bange for at ældes og dø. Han forelsker sig en aften hovedkulds i den halvt så gamle Johanna, som han intet ved om. De indleder et forhold, men Johanna forbliver et mysterium for både Thomas og læseren. Da Johanna pludselig forsvinder, åbner der sig et sugende hul, for hvem er hun egentlig? Hvor ægte var hendes kærlighed, og hvor meget har Thomas selv digtet? I “Johanna” undersøger Sabroe kærlighedens væsen og magt, og den er en smuk men dunkel fortælling om selvtab og den erkendelse, der kommer efter.

En tone mørkere er “Den niende kreds”. Titlen refererer til Dantes “Den guddommelige komedie”, men “fuck Dante” siger hovedpersonen; i mareridtet er der hverken systematik eller lette svar. Romanen følger en midaldrende forfatter, der har haft svært ved at få sit liv til at hænge sammen, efter hans kone Gabrielle forlod ham og forsvandt. En aften ringer telefonen, og en mystisk kvindestemme beder om et møde og antyder, at hun har oplysninger om Gabrielle. Herfra begynder virkeligheden at skride for hovedpersonen. Han begiver sig ud på en mareridtsagtig færd for at finde Gabrielle, men det, han finder, er noget ganske andet. Barndomstraumer vælter ud af skabe, og pludselig ændrer Gabrielle og hendes forsvinden radikalt betydning. “Den niende kreds” foregår i lukkede rum, og den er en grusom fortælling om kærligheden, livet og døden. Men også om at mestre sit eget liv.

 

Den spanske gæst

23110482

Med “Den spanske gæst” fra 2000 kaster Morten Sabroe sig ud i noget nyt. Bortset fra en prolog, hvor han fortæller om romanens oprindelse, er virkeligheden og det selvrefererende væk. “Den spanske gæst” er skinbarlig fiktion og en stort anlagt skæbnefortælling.

Scenen er sat på Mols i 1950’erne. Et møde mellem bondepigen Ingrid og en spansk rejsende resulterer i drengen Arthur. Arthur vokser op som adoptivbarn, og den mørke og mystiske dreng er en drømmer af rang. Han svulmer af udlængsel, og han må gå mange gruelige ting igennem. Men skæbnens vægt er ikke kun Arthurs, den må alle romanens personer bære.

Sabroe har selv sagt, at romanen langsomt formede sig som en genskrivning af tragedien om Kong Ødipus, og der er masser af mytologisk stof i bogen. Den store fiktion repræsenterer en befrielse for ham: ”Først da jeg når til kapitel 15, ved jeg, at jeg er i gang med en skæbnefortælling, at det er det store mytiske stof, jeg har fat i, og derfor kan jeg også give den på alle trompeter. Det giver en stor frihed. Historien kan komme til at lyde meget melodramatisk, men det er der ikke noget at gøre ved, og der er intet ironisk eller tilbageholdt ved romanen”, siger Sabroe. (Carsten Andersen: Bastarden. Politiken, 2000-09-16).

Hoffmans

“Det var dér på stigen med en død mand hængende ind over sig, at han indså hvor meningsløst hans liv havde været, og hvor lidt han havde fået ud af det, fordi folk ikke vidste hvem han var.”
"Hoffmans", s. 53.

I “Hoffmans” fra 2003 er Sabroe tilbage med satiriske skud mod en virkelighed, han viser frem i al sin absurditet. Handlingen holdes sammen af et kriminalplot, men det er Stjerne-for-en-aften-danskernes hede drømme om berømmelse, der er i sigtekornet. Alle personer er ubehagelige. Hovedpersonen Frederik Hoffman er en selvoptaget nar af en tv-producer, der drømmer om sit eget talkshow. Det skal konens penge finansiere; hun er en anorektisk neurotiker, der mener, at hun har en særlig, åndelig forbindelse med Julia Roberts. Teenagedatteren Julie har opgivet virkeligheden og ser kun verden og familien gennem det videokamera, hun altid har for øjet.

24942813

Et uheld hos en luder og en druknende mand skyder den tempofyldte og afsindige fortælling i gang.

Familiens totale sammenbrud er uafvendeligt i den hule verden, hvor al kommunikation og intimitet er formidlet gennem tv, og hvor synlighed forveksles med livsfylde. Ingen taler med hinanden, men romanen er ikke så dyster som den er morsom – på en sort og endda moralsk måde, vel at mærke.

“Hoffmans” var i 2004 nomineret til Radioens Romanpris, og den har fået både anmelderne og læsere op af stolen i jubel. Én anmelder slutter endda med at kalde “Hoffmans” obligatorisk læsning for alle, der ikke dagligt nyder deres anonymitet i fulde drag. (Mikkel Bruun Zangenberg: At være set. Politiken, 2003-11-18).

 

 

 

Evig troskab

“Det var et valg mellem lyset og mørket. Camilla hørte til min mørke side, og hvis jeg stod foran biografen og skulle vælge mellem en film hvor heltinden redder ti døde gråspurve fra at blive kørt over af et damplokomotiv, og én hvor helten forsvinder ned i en mørk kælderskakt med en mørkhåret pige med grønne øjne, ved jeg godt hvilken jeg ville vælge.”
“Evig troskab”, side 180.

Idyllen er intakt for den 14-årige Christoffer i starten af romanen “Evig troskab” fra 2006. Men hurtigt bliver luften harsk og mørk i rigmandsvillaen nord for København: Christoffer fylder 15, er småliderlig og forelsket, og et bandeopgør sender storebroderen på voldelig deroute, mens en usandsynlig hemmelighed får luften i familien til at rådne.

“Evig troskab” er en klassisk pubertetsroman fra Elvis-årene tilsat Sabroes smag for det let groteske plot. Christoffer vokser fra unge fodbolddrømme ind i en kompliceret voksen virkelighed, hvor mørk forråelse og lys ømhed er i åben brydekamp på en spinkel jernbanebro. Mørket kommer fra Christoffer selv, men også fra ’bunkeren’ på den anden side af broen: Her bor de lavere sociale lag, herfra kommer banden, der har kostet ham en tand og en storebror, og herfra kommer Camilla, en ægte femme fatale i teenageaftapning, der bliver mål for Christoffers korrumperende liderlighed. Lyset i Christoffer møder pigen Jessica fra villaen ved siden af; hende sværger Christoffer evigt troskab. Men en 15-årig kan have svært ved at holde balancen, jalousi vokser om kap med kærlighed.

26481953

Da en mystisk gammel mand dukker op i kvarteret og hvisker sære antydninger til Christoffer, svimler verden. En dyb hemmelighed bliver afsløret, og det får alt til at falde fra hinanden. Hjemmet går i opløsning, og Christoffer bliver nærmest voksen på den hårde måde.

Hemmeligheder skal man holde så længe man kan, og hemmeligheden, der oprulles på bogens sidste sider, er mest festligt krydderi i skildringen af Christoffers overgangsrite fra barn til voksen. Det er her bogen har sin styrke, for den starter som en 50’er-kliche om drengeliv, men tager hurtigt sin hovedperson gravalvorligt – som man bør med mennesker i den alder. Måske er der noget selvoplevet på spil hos Sabroe, men der er ingen sødsuppe i tilbageblikket, som der ellers er tendens til, når midaldrende handyr ser tilbage på dengang, da hår begyndte at gro de særeste steder. Christoffer er underligt usympatisk og følsom på samme tid, og helt nøgen på broen, hvor han må lære at holde balancen.

Du som er i himlen

“I litteratur finder der altid en krænkelse sted. De mennesker forfatteren bruger som råstof til sine figurer, og som står forfatteren nær, må finde sig i at blive forvandlet fra menneske til romanfigur.”
“Du som er i himlen”, side 120.

I 2007 skifter Morten Sabroe spor med “Du som er i himlen”, og det kan godt betale sig. Værket hægter sig på flere måder på det opgør med familie og fortid, som Sabroe indleder i 1996’s “Sidste tog”. Men indsatsen er bundløs denne gang, og bogen er lige dele bøn og bekendelse. Den er et skrift til Sabroes mor – og til ham selv.

Bogen starter med en omvej: Sabroe er i vanligt lune, han skal til New York og skrive en bog om præsidentkandidaten og eksførstedamen Hillary Clinton. En blodprop er vel overstået, men man aner, at noget har sneget sig ind i Morten; angsten for døden artikuleres, og det trækker op til storvask på de indre baner.

26954363

Han får tegnet konturerne af et ganske interessant portræt af Hillary – iskold og ukvindelig. Men det bliver ved konturerne, for det er en anden historie, der trænger sig på. Gennem billedet af Hillary toner moderen Ingrid Sabroe frem; de er samme kvindetype. Tårnspringersken, olympiadedeltageren, den ukendte og utilgængelige mor bliver bogens fokus. ’Din forhenværende mor’ underskriver hun sig i et brev til sønnen fra 60’erne, men tabet er allerede sket på dette tidspunkt. Sabroe opridser et hårdt billede af en lille dreng, der leder efter sin mor hele barndommen – på denne måde bliver hun uophørligt det utilnærmelige centrum for hans liv. Han forsøger at gøre sig fri, så godt han kan og stiver sig af på hævntørst. Det sker i “Sidste tog”, som hun læser. “Der var også meget lys”, svarer hun på hans forstemmende beskrivelse af barndomshjemmet. Men læseren aner, at hun blot blænder sig selv.

Parallelt med det anklagende og meget hudløse portræt af forholdet til moderen løber en anden tråd, der binder sig til Mortens behov for tilgivelse af selvsamme mor. Det er her titlens bøn, “Du som er i himlen”, bliver aktuel. For der er forskel på den beskrevne mor og kvinden Ingrid, det ved han godt, men han ved ikke, hvordan han skal slå bro over den. Had og kærlighed, afsky og dyb respekt i kompleks blanding lader sig ikke skrive.

Morten er sammen med sin mor på hendes dødsleje; end ikke her kan de forlige sig med hinanden trods det, at de er tættere end nogensinde. Han når hende aldrig, og får aldrig den konkrete tilgivelse. De døde tilgiver intet, men det virker måske heller ikke så væsentligt.

Hele bogens kraftanstrengelse bliver snarere et forsøg på at komme overens med livet, ikke med de døde. Den ender fint med en kærlighedserklæring til livet og til netop kærligheden i hustruens skikkelse.

“Du som er i himlen” er blevet overrumplende anmeldt og det er en af de mest modige bøger, dansk litteratur længe har set.

Fader Vor

“I al den tid lå de to bøger jeg skulle læse, min fars og min onkels, på reolen i værelset ved siden af stuen. De fyldte mig med irritation og dårlig samvittighed. Hvis det også var skam jeg følte, var det muligvis fordi de to bøger forbandt mig med to mennesker jeg ingen forbindelse havde til overhovedet.”
“Fader Vor”, side 137.

I 2011 udkom “Fader Vor”, der handler om Morten Sabroes forhold til sin kendte far cirkusrevydirektør Povl Sabroe, også kendt som Den Gyldenblonde. Bogen er en uafhængig opfølger til “Du som er i himlen” og søger gennem research at lære den fraværende far at kende, men ender med at blive en selverkendelsesproces.
Bogen er delt i to dele. Sabroe får af sin redaktør pålagt opgaven at skrive om sin far. Han rejser til New York med sin datter, men får ikke skrevet så meget. Tilbage i Danmark begynder arbejdet med at researche. For at forstå sin far må Sabroe længere tilbage i slægten til sin farfar, den berømte politiker og børneven Peter Sabroe, som døde i en togulykke, da Povl Sabroe var 16 år. I billedet af den unge Povls pludselige faderløshed kommer Sabroe selv tættest på den fjerne far.
I bogens anden del tager Sabroe afsked med hustruen Do og går i fem måneders skriveeksil i Thailand. Her skriver Sabroe, knapt så meget om faderen, men mest om sit eget liv som søn, ægtemand, far og forfatter. Bogen handler på den måde mindst lige så meget om portrættøren – og hvad det vil sige at portrættere nogen – som om den portrætterede.

28908466

Sabroe trækker ligheder mellem hans egen (generations) og hans fars mangel på en nærværende faderfigur og dermed en mandlig rollemodel. I mangel på nære mandlige forbilleder må Sabroe finde sine egne, hvilket bogens forside illustrerer. Her er diverse mænd afbildet, bl.a. John Lennon, Zorro og Bob Dylan, som er det overskyggende idol i bogen. De mange mandebilleder symboliserer forskellige sider af manden, som han har manglet at få repræsenteret i sin opvækst. Bogen handler netop om billeder; faderbilleder og sønnebilleder, og begynder med Robert Capas berømte billede af Hemingway, der sidder med sin søn ved bredden af en sø med to rifler ved deres side. Bogen ender også med et billede: Den voksne Sabroes fantasibillede af sig selv og faderen, der går ud på gaden hånd i hånd, som Chaplin og The Kid. Billedet symboliserer, at Sabroe til sidst i bogen opdager, at inde i billedet af den rygvendte mand ved skrivebordet bor lille Morten. Erkendelsen fører til, at de sammen kan vandre ud af den fraværende fars forbandelse.
Sabroes store dilemma i bogen er, at han ikke vil være som sin egen far, men ønsket er svært at realisere i en individualistisk tid fyldt med skilsmisser og selvrealisering. En verden, som i sin natur skaber familier med fraværende fædre.

Kærlighedskrigeren

“Jeg gik ad lange hvidmalede gange, men selvom mine fødder rørte gulvet, havde jeg en følelse af at svæve. Jeg var i den mærkeligste tilstand: Samtidig som jeg gik ad de hvide gange, prøvede jeg at forstå hvorfor jeg havde været så tynget af skyld på rejsen.”
“Kærlighedskrigeren”, side 168.

Morten Sabroes “Kærlighedskrigeren” fra 2008 er en selvstændig fortsættelse af “Du som er i himlen”. Forfatteren rejser igen til USA, denne gang for at skrive en roman om den unge danske mand Kevin Kammer, der efter 11. september 2001 meldte sig til den amerikanske hær. I USA møder forfatteren Kevin og hans familie og opsøger også en kvinde, han mødte 18 år tidligere. En kvinde, der engang skrev en bog om at kæmpe for kærligheden, men som endte med at brænde bogen.

27476236

Bogen blander, ligesom “Du som er i himlen”, fiktion, selvbiografi, refleksion og dagbogsoptegnelser og handler på den måde i høj grad om Morten Sabroe selv, bl.a. om de tanker, han gjorde sig lige inden og lige efter udgivelsen af bogen om moderen. I efterdønningerne fra bogens udgivelse fylder både følelsen af at blive svigtet og selvforagten ved at udstille svigtet til offentligt skue.

Bogen handler også om alle de soldater, amerikanske såvel som danske, som vælger at gå i krig. Bl.a. behandler bogen, hvorfor de unge mænd vælger at gå i krig, omverdenens syn på dem, og om det er muligt at leve et almindeligt liv bagefter. Temaerne er bl.a. svigt, kærlighed og tilgivelse.

Bogens overordnede tema tager udgangspunkt i Shakespeares citat fra “Hamlet”: “Above all: To thine own self be true.”

Bogen følger Sabroes refleksioner over problemet i at være tro mod sit eget selv, hvis selvet rummer en mangfoldighed af sider og roller. Sabroe beskriver, hvordan han livet igennem har været fanget i selvbilleder, han kunne gemme sig i, frem for at træde ud af dem og være tro mod sig selv og sine handlinger.

 

 

Libido

”Dér ligger man, nøgen og udstrakt som en ørken, mens nattens bødler kommer humpende og haltende hen over den med deres krøllede regnskaber og krav. Summen af alle deres luskede anstrengelser er: ”Du duer ikke! Hvorfor tjekker du ikke bare ud? Find et sted, hvor du ikke generer nogen, og skær så den pulsåre.””
”Libido”, s. 61.

Morten Sabroes roman ”Libido” udkom i 2013 og handler om tre barndomskammerater i startfyrrerne, Philip, Daniel og Rune, som på forskellig vis har problemer med det modsatte køn.

Rune, som er chefredaktør på magasinet Mand, har overhørt en samtale, hvor hans kone fortæller, at hun drømmer om sex med yngre mænd – og flere mænd på én gang. Philip og Daniel er begge reklamemænd, og Philip er fortælleren af historien. Philips kone Nora forsvinder ind i en erotisk verden, som er inspireret af en bog, hun har redigeret, som gør mænd til seksualobjekter, der kan bruges og kasseres efter behov. Imens drukner Philip sine hjertesorger i en lind strøm af forskelligartede kvinder, som er detaljeret beskrevet i romanen.

De tre kammerater er alle plaget af træthed og på én gang storhedsvanvid og mindreværd, mens deres kvinder stortrives, både seksuelt og karrieremæssigt. Mændene føler, at deres maskulinitet er truet, fordi kvinder i deres optik enten er for karrieremindede, har alt for meget sexlyst eller er vrede, frigide feminister. Daniel og Rune går i krig med feministgruppen Nymphomaniacs, mens Philip indleder en jagt på sin elskede.

50768945

Sproget i ”Libido” er livligt, letlæseligt og humoristisk. Handlingen beskrives ved hjælp af en masse dialoger, overdrivelser, karikaturer og en stærkt satirisk stil. Der er dog en klang af alvor under al komikken.

Bogen debatterer kønsrollerne, specielt den moderne manderolle. Selvom beskrivelserne i bogen er karikerede og overdrevne, og de tre frontfigurer ofte er stærkt komiske i deres fremtræden, belyser bogen essentielle spørgsmål for den moderne mand og illustrerer den identitetsforvirring, der kan opstå i forsøget på at leve op til traditionelt ’feminine’ værdier og samtidig bevare sin maskulinitet.

”Libido” problematiserer det moderne menneskes hang til selvrealisering, og hvad det betyder for kærlighedens og parforholdets vilkår. Bogens personer er alle hver især på jagt efter deres individuelle lykke, og i den søgen er der en risiko for at miste noget – og nogen. På den måde belyser romanen de forandringer, der kan ske i et langvarigt forhold, som følge af såvel indre faktorer som ydre faktorer, som f.eks. karriere, magt og status.

 

Drengen der løb med Gud

”Langt ude i det fjerne hvor himlen mødte havet svingede en mægtig skikkelse sit ben op og satte sig på kanten af horisonten og så på mig med bedrøvede øjne. Den var fuld af sorg som havde den mistet sin elskede. Jeg stod som en statue, jeg kunne ikke rokke mig ud af stedet. Tung, jeg var så tung. Hvorfor? Hvad havde jeg gjort?”
”Drengen der løb med Gud”, s. 150.

Trods bogens første sætning, ”Jeg tror ikke på det overnaturlige”, er Morten Sabroes ”Drengen der løb med Gud” fra 2015 en eventyrlig roman med mystiske elementer og klassiske temaer som svigt, hævn og kærlighed.

Hovedpersonen Viktor Hugo bliver fundet død i en kløft som 16-årig, men genoplives. Under sin langvarige hospitalsindlæggelse viser det sig, at han har problemer med hjertet og har mistet hukommelsen. Hans forældre besøger ham ikke, men lader ham i et brev vide, at de ikke ønsker kontakt med ham. Viktor Hugo tager efter udskrivelsen hjem til familiens tomme hus, men ender med at flytte ind i et lejet sommerhus og begynder at løbe ærinder for byens folk. En dag redder han en hund ud af en varm bil, og hunden, der får navnet Gud, bliver hans trofaste følgesvend. Hans forsøg på at begynde et nyt, voksent liv bliver udfordret, da han en dag modtager et truende brev. Herfra begynder en rejse mod at huske, ikke mindst hvad der skete den dag, han døde.

51709934

”Drengen der løb med Gud” er en dyb og dyster fortælling krydret med eventyrlige fænomener som den hjælpende hund Gud og plantesaft, der viser sig at være et sandhedsserum. Samtidig er det en udviklingsroman, der beskriver Viktor Hugos rejse mod voksenlivet, mod at skabe en identitet og mod at erkende, hvem han i virkeligheden er.

Identitetstemaet kan være det, der binder hovedpersonen sammen med hans navnebror, den franske forfatter Victor Hugo. Dennes hovedværk ”De elendige” handler om en fattig arbejder, der idømmes fem års slaveri for at stjæle lidt brød til sin søsters sultne børn. Begge værker berører temaer som forbrydelse og straf, moral og de valg, man har i forhold til at skabe sin egen identitet.

Den sproglige stil i ”Drengen der løb med Gud” er let og flydende med mange dialoger. Historien er fortalt af Viktor Hugo selv, med rige beskrivelser af både ydre og indre liv. Den indre synsvinkel giver en høj grad af identifikation med og forståelse for hovedpersonen – og øger graden af spænding og mystik, fordi begivenhederne opleves gennem hovedpersonens øjne.

Udover forfatterskabets velkendte temaer med en fraværende far, en svigtende mor og en ensom dreng er kærlighed og (mystiske) kvinder også i fokus. De fremtrædende karakterer i romanen er kvinder, og det er kvinder, der leder og hjælper Viktor Hugo. Dog uden at kunne give ham den sandhed, han søger efter – den skal findes i ham selv.

Genrer og tematikker

Morten Sabroe er en ener i dansk litteratur. De flydende grænser mellem virkelighed og opspind præger både journalistikken og det skønlitterære forfatterskab, og den stil giver plads til uforlignelig sproglig jongleren og blik for absurde optrin.
Hans forfattervirke spænder genremæssigt bredt. Han har bevæget sig på fiktionens grund med bl.a. en pubertetsroman, en psykologisk thriller, en skæbnefortælling og arketypiske krimier. Han har udgivet artikelsamlinger i bogform, hvor han udleverer danskerne og deres fremmedhad, selvglæde og egoisme, men altid tager parti for de svageste i samfundet.
Overalt i Morten Sabroes forfatterskab findes spor, der direkte eller indirekte fører tilbage til hans eget liv. I de seneste udgivelser tager han skridtet fuldt ud og beskriver sit eget opgør med fortid og familie.

Sabroe er kendt for den journalistiske stil gonzo-journalistik, hvor traditionelle journalistiske værdier som objektivitet og distance er erstattet af stemning, personligt engagement og følelser. Sabroe som fortæller er i centrum.

Han springer ofte ind og ud af historierne, frem og tilbage i tiden og stør om sig med citater fra film og sange. Somme tider tangerer skrivestilen til ”stream of consciousness” (bevidsthedsstrømme og indre monologer).

Tematisk bevæger Morten Sabroe sig ofte rundt i store emner som had/kærlighed, død, tilgivelse og identitet. Kærlighed og kvinder er to tilbagevendende mysterier i forfatterskabet, som vrimler med uudgrundelige kvinder. Herudover er familie et tilbagevendende tema: Roller, opgør, svigt og tilgivelse. Sabroe forholder, kritiserer og forsøger at afdække tidligere tiders såvel som nutidens forældre- og kønsroller og prøver på den måde at komme tættere på en afklaring af sine egne roller som søn, far, ægtemand – og mand.

Beslægtede forfatterskaber

Morten Sabroes forbilleder er ikke særligt danske. Indflydelsen fra Hunter S. Thompson er tydelig i den sproglige vildskab, men Sabroe nævner også Knut Hamsun, Herman Hesse, Jack Kerouac og Ernest Hemingway som inspirationskilder. Det maskuline overkill, der præger flere romaner, kan sagtens sammenlignes med Hemingways mandhaftige tag på sagerne.

Hvis man blev grebet af den morsomt dystre virkelighedssatire, som blandt andet udfoldes i “Hoffmans”, bør man ikke gå glip af franske Michel Houellebecqs skarpe og næsten usmagelige samtidsdystopier. Houellebecq har delt vandene – det gør Sabroe også ind i mellem.

I erindringsstykkerne “Du som er i himlen” og “Fader Vor” skriver Sabroe sig imidlertid ind i en blødere og blødende trend, nemlig mandens opgør med forældrene. Det hvæsende væsen, der dør i Knud Romers “Den der blinker er bange for døden”, er et andet moderbillede, som der skal kæmpes bravt for at undslippe.

Sabroes selvbiografiske bøger kan sammenlignes med Ib Michaels erindringsbøger, f.eks. Vanillepigetrilogien. Der kan også drages paralleller til Jørgen Leths erindringsbøger, f.eks. “Det uperfekte menneske”. Sabroe adskiller sig dog i sin stil fra dem begge. Leths spørgsmål om f.eks. faderrollen er generelt på et mere æstetisk plan, mens Michaels sproglige stil er mere poetisk og fabulerende end Sabroes realistiske (journalistiske) stil. Selvom Sabroe, ligesom Michael og Leth, blander fiktion og fakta, er granskelsen af selvet forankret i en søgen efter at komme til bunds snarere end at iscenesætte eller sætte fokus på den sproglige indpakning.

Bibliografi

Digte

Sabroe, Morten:
Retten til at blomstre. Kompis, 1975.
Sabroe, Morten:
Alle på gaden! Et billede af tiden. 1977. Sange, tekster, digte, breve.

Romaner

Sabroe, Morten:
Men ude i kulissen. Kompis, 1976.
Sabroe, Morten:
Tre beretninger om Marion. Gyldendal, 1977.
Sabroe, Morten:
Køter. Gyldendal, 1979.
Sabroe, Morten:
Farvel Sally. Borgen, 1984.
Sabroe, Morten:
Historien om en by. Borgen, 1985.
Sabroe, Morten:
Rejsen til Amerika. Vindrose, 1986.
Sabroe, Morten:
Vejene venter. Vindrose, 1988.
Sabroe, Morten:
Sidste tog. Gyldendal, 1996.
Sabroe, Morten:
Johanna. Gyldendal, 1998.
Sabroe, Morten:
Manden der kaldte sig mor - de skræmmende og sandfærdige Sam Weller-historier. Gyldendal, 1999.
Sabroe, Morten:
Den spanske gæst. Gyldendal, 2000.
Sabroe, Morten:
Den niende kreds. Gyldendal, 2002.
Sabroe, Morten:
Hoffmans. Gyldendal, 2003. Roman.
Sabroe, Morten:
Evig troskab. Gyldendal, 2006.
Sabroe, Morten:
Det 13. spil. Politikens forlag, 2010.
Sabroe, Morten:
Os. Politiken, 2013.
Sabroe, Morten:
Libido. Politiken, 2013.
Sabroe, Morten:
Drengen der løb med Gud. Politiken, 2015.
Sabroe, Morten: Love me Do. Politiken, 2017. Roman.
Sabroe, Morten: 32 centimeter : (Kald mig Al). Politiken, 2018.
Sabroe, Morten: Mit halve hjerte, mit hele liv. Politiken, 2018.

Selvbiografier/erindringer

Sabroe, Morten:
Du som er i himlen. Politikens forlag, 2007.
Sabroe, Morten:
Fader vor. Politiken. Politikens forlag, 2011.

Artikler

Sabroe, Morten:
I svinets hjerte. Københavns bogforlag, 1990.
Sabroe, Morten:
En luder steg af toget. Tiderne skifter, 1994.
Sabroe, Morten:
Undskyld, hvor er udgangen? 1999. Artikler. (04.6).
Sabroe, Morten:
Rejsen til Amerika – og andre vilde skud. 2006. (04.6).

Film og tv af Morten Sabroe

Opbrud. 1988. Manuskript: Morten Sabroe. Instruktion: Claus Ploug.
Udflugt mod døden. 2007. TV dokumentar i tre dele, DR2

Andre tekster af Morten Sabroe

Thompson, Hunter S.:
Frygt og lede i Las Vegas. 1998. Oversat af Morten Sabroe til dansk efter “Fear and loathing in Las Vegas” (1971).
Sabroe, Morten:
Tv-mordene. 1999. En avisføljeton i 13 dele. Politiken, 1999-06-13 til 1999-08-15.
Diverse avisartikler bragt i forskellige dagblade. Se www.infomedia.dk

Om forfatterskabet

Artikler

Avisreportagen – fra Cavling til Sabroe. 2001. Dansklærerforeningen. Århus.
Melander, Pia:
Morten Sabroe den uberegnelige. 2005. I: Retorik magasinet, årgang 15, nr. 55, side 16-19. 2005.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Morten Sabroe

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Carsten:
Sabroes gyldenblonde verden.1996. Interview i Politiken, 1996-09-21.
Andersen, Carsten:
Bastarden. 2000. Politiken, 2000-09-16.
Zangenberg, Mikkel Bruun:
At være set. 2003. Politiken, 2000-09-16.
Enggaard, Michael:
Sprækker i en stærk mand. 2003. Interview i Jyllands-Posten, 2003-11-25.
Bjørnkjær, Kristen:
Morten Sabroe. 2003. Interview i Information, 2003-11-29.