Morten Sabroe blev født med en guldske af særlig karat i munden. Faderen var redaktør og cirkusrevydirektør Povl Sabroe, kendt som Den Gyldenblonde, og moderen Ingrid var tidligere danmarksmester i tårnspring. Farfar var socialdemokrat og samfundsreformator Peter Sabroe.
Morten Sabroe voksede op sammen med sin bror i familiens hjem i Klampenborg. Det var privilegerede omgivelser, og hjemmet var præget af åbenhed, socialt engagement og bohemelivsstil. Rammerne var frie. Men det er let at forsvinde i al friheden, og Morten Sabroe lagde aldrig skjul på, at han har følt sig overset i sin barndom, og at han udviklede sig til et nervøst barn. Netop barndommen og førnævnte guldske får drøje hug i den erindringsbaserede del af forfatterskabet, men Sabroe benægter heller ikke, at opvæksten har haft en særlig betydning for hans evne til at se og beskrive virkeligheden: ”Som barn var jeg altid løs i nerverne, hele tiden bange for hvad som helst. Det betyder, at man bliver stødt ud i forhold til sine omgivelser, og man begynder at betragte folk. Man står ude og kigger ind. Sådan en voyeur skaber billeder og udvikler en absurd livsopfattelse.” (Michael Enggaard: Sprækker i en stærk mand. Jyllands-Posten, 2003-11-25).
I første omgang valgte Morten Sabroe dog ikke pennen som værktøj. En halvdårlig realeksamen og en opvækst uden interesse for litteratur førte ham til tømrerfaget, og han uddannede sig til bygningssnedker i 1967. Han dyrkede masser af sport, men den fysiske udfoldelse måtte standse, da han fik konstateret en hjertefejl. Så blev hans interesse for det skrevne ord vakt. Han ville være journalist, og det blev han i 1971.
Morten Sabroe skrev på stort set alle større dagblade i Danmark: Fra læretiden på Berlingske Tidende kom han til Weekendavisen. Herefter skrev han på Information, hvorfra han blev headhuntet til Politiken. Senere kom han til Jyllands-Posten for en kort bemærkning og vendte siden tilbage til Politiken.
Morten Sabroes navn er blevet synonym med en særlig journalistisk form: Gonzo-journalistik. I stilens ånd havde Sabroe altid sig selv i centrum i sine artikler og reportager. Pist væk er det refererende og distancerede – det er afløst af stemning, personligt engagement og følelser.
Det er også det personlige, der karakteriserer Morten Sabroes skønlitterære forfatterskab. Det skulle tage ham i omegnen af 20 år og syv romaner, før han slog igennem med den selvbiografiske “Det sidste tog” i 1996, men så var der også hul igennem til både læsere og anmeldere. Morten Sabroe trækker meget på sit eget liv i alt, hvad han skriver, og det er kombinationen af journalistikken og forfattergerningen, der afbalancerer hans kreative impulser, siger han: ”Jeg ville ikke holde ud kun at være forfatter, så ville jeg blive sindssyg. Og heller ikke kun at være journalist.” (Kristen Bjørnkjær: ? / ! Morten Sabroe. Information, 2003-11-29).
Morten Sabroe var gift med journalist Do Windfeld Sabroe.