Lars Norén
Foto: Miriam Dalsgaard/Politiken/Ritzau Scanpix

Lars Norén

cand.mag. Christian Jess Mark, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
Lars Norén
Foto: Miriam Dalsgaard/Politiken/Ritzau Scanpix
Main image
Norén, Lars
Foto: Wikipedia

Indledning

Den svenske forfatter Lars Norén kaldes ofte August Strindbergs arvtager, og den kontroversielle forfatter har permanent sat sit mærke på litteraturen med sine digtsamlinger, prosaværker og dagbøger og især på dramatikken. Hans maratonstykker om dysfunktionelle familieforhold og den vestlige verdens forfald bliver spillet i hele verden. Han har konstant formået at forny sig, men det gik dog galt i 1999 med stykket ”7:3”, hvor to nazister flygtede fra turneen og dræbte to politimænd. Senest har han gjort sig bemærket med to tommetykke dagbøger, der hænger det svenske kulturparnas ud.

 

51024478

Blå bog

Født: 9. maj 1944 i Stockholm.

Uddannelse: Autodidakt.

Debut: Syrener, snö. Bonniers, 1963.

Litteraturpriser: Svenska Akademiens nordiska pris, 2003.

Seneste udgivelse: Filosofiens nat. Arena, 2014. Oversat af Karsten Sand Iversen.

Inspiration: August Strindberg, Paul Celan.

Genre: Drama

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg nærer næsten had til hele dette forbandede religiøse teater med dets korsfæstelse, straf, synd og syndsforladelse, den yderste dag og fordømmelsen, disse katedraler og templer der rejse på ligene af døde arbejde og deres børn, denne kulturarv af dødslængsel og kapitalisme.”
”Filosofiens nat”, s. 66.

Lars Norén blev født 9. maj 1944 i Stockholm, og familien flyttede til Skåne, da Norén var seks år gammel. Noréns far arbejdede på et hotel i Genarp, som havde et bredt udsnit af samfundsklasser som gæster. Hotellet spillede en stor rolle for Noréns opvækst og skulle senere optræde som scene i flere af hans teaterstykker. Skoletiden i Skåne var hård for Norén, der blev mobbet og banket af de andre elever: ”De bandt mig til en telefonpæl og piskede mig med et kabel.” (Kristian Petri: Lars Norén. Hotellet finns inom mig. Jag är ständigt där på ett eller annat sätt. dn.se, 2014-05-03).

Faren var alkoholiker, og Noréns mor hadede det skånske samfund og længtes tilbage til Stockholm og sine søskende. Faren led desuden af mani og gik jævnligt i psykiatrisk behandling. Noréns mor døde af kræft, da han var barn – en begivenhed der i den grad formede drengen. Som 15-årig flyttede Norén til Stockholm, hvor han som 18-årig blev assisterende instruktør på nationalscenen Dramaten, hvor han senere skulle blive aktiv som både dramatiker, instruktør og direktør.

Han debuterede som 19-årig med digtsamlingen ”Syrener, snö” i 1963, og havde i både 1960’erne og 70’erne et stort output som digter med 15 digtsamlinger og diverse prosa. Samtidig skrev han også dramatik, men det store gennembrud her kom først i 1982 med stykkerne ”Natten är dagens mor” og ”Kaos är granne med Gud”. Begge stykker er baseret på selvbiografiske oplevelser fra opvæksten i Genarp. Noréns dramatiske produktion omfatter omkring 30 stykker, som har opløftet ham til Sveriges vigtigste dramatiker, hvis stykker bliver spillet i hele verden. Samtidig med sit virke som dramatiker var Norén også en eftertragtet instruktør, både til sine egne stykker og til andres. Hans succes ledte til ansættelsen som direktør på Dramaten i 1999. Den position havde han indtil 2007, hvor to straffefanger, der deltog i hans stykke 7:3, stak af under en turné og skød to politimænd. Norén har senest været i søgelyset med sine dagbøger ”En dramatikers dagbok” i to kæmpebind, hvor han bl.a. kom i kontrovers for at hænge mange svenske kulturpersonligheder ud.

Hævnarie. Trio til tidens ophør. Fjerne rystelser

”Hvad skal man have på, når man bliver kremeret? Jeg er jo stadig jøde. Jeg skal hurtigt i jorden. Slips? Vil det ikke være pænt? Vil det ikke være pænt med slips i skærsilden? Det vil nok se godt ud. Eller skal jeg se ud som en dreng, seksten år igen.”
”Trio til tidens ophør”, s. 58.

De tre stykker i denne samling er fra tre forskellige perioder i Noréns forfattervirke. Den ældste ”Hämndaria” (”Hævnarie”, 2013) er fra 1983, ”Skalv i fjärran” (”Fjerne rystelser”, 2013) fra 1993 og endelig ”Trio till tidens ände” (”Trio til tidens ophør”, 1994) fra 1994. Men trods afstanden i tid er det i de her tre stykker muligt at trække en fælles tematisk kerne ud, der tydeligt identificerer dem som Norén-stykker.

Alle tre stykker behandler familien og/eller parforholdet, som det tager sig ud i den borgerlige, kulturelle overklasse i det moderne Europa. I de desperate relationer, Norén beskriver, ligger kontrasten mellem materiel velstand, kulturel kapital og en følelsesmæssig afstumpethed.

29716706

I ”Hævnarie” er vi hos en psykiater og hans kone. Det begynder lykkeligt, men hurtigt vælter skeletterne ud af skabet, og det ender i had og bitterhed. I ”Fjerne rystelser” følger vi tre søskende, der har hver deres spøgelser at kæmpe med, den ene har aids, den anden er ulykkelig og alene og den tredje kæmper med bekymringer om sin karriere som instruktør. I det nyeste stykke ”Trio til tidens ophør” følger vi en velbjærget families gensyn i et idyllisk svensk sommerhus. I de rammer burde alt være godt og lykkeligt, men bag idyllen føler moren og de tre børn og deres ægtemænd og kærester kun svigt, nag og tristhed.

Norén er ekspert i at skrive tekster med undertekst, dvs. replikker hvor den talende har et andet motiv end det tilsyneladende. Replikkerne i de tre stykker kører som en rablende polyfoni, hvor de talende afbryder hinanden, taler i parallelle spor eller svarer på noget, som ligger langt tilbage. Det skaber en utrolig naturalistisk scene, der fornemt indfanger, hvordan det moderne menneske kommunikerer. Karaktererne er næsten alle ulykkelige mennesker, der hver især hungrer efter at deres omgivelser skal se og forstå dem, alt i mens de selv er ligegyldige over for deres omgivelser. Disse temaer om dysfunktionelle familie- og forholdsrelationer i Europas overklasses dominerer en stor del af Noréns dramatiske oeuvre. 

Ordenes mørke

”Far,/ det var som om mit liv først begyndte/ da du døde// Nu skulle jeg kunne dig og mig// Jeg kan ikke acceptere eller forstå/ At du døde ensom/ Og af ensomhed/ At ingen forlod dig/ eller tog imod dig//
At du har slået/ panden skønt du er død/ fordi du er faldet sådan”
”Ordenes mørke”, s. 76.

”Ordenes mørke” fra 1985 er oversættelse af tre af Noréns senere digtsamlinger: ”Order” fra 1978, ”Murlod” fra 1979 og ”Hjärta i hjärta” fra 1980. I de tre samlinger bevæger Norén sig ind i en mere centrallyrisk retning, der både peger frem mod hans to dagbøger ”En dramatikers dagbok” og tilbage til hans dagbogsdigtbøger udgivet 1974-76. Centralt kredser de nærværende digtsamlinger om separation og fremmedgørelse af individer gennem sproget, tabet af symbiosen i moderlivet, menneskets adskilthed fra Gud, individets adskilthed med mere.

23145472

I ”Order” er der for det meste tale om et jeg, der taler til et du, med en politisk kommentar til den tyske terrorist Ulrike Meinhofs mord. Digtene omkredser mørke, kulde og tavshed. Stenen nævnes som ideal, et evigt objekt uden smerte og sprog. Den tyske romantiske digter Hölderlin nævnes, sammen med den rumænske digter og KZ-overlever Paul Celan, der begge er store inspirationer for Noréns forfatterskab.

I ”Murlod” er der et digt, der hedder ”Morire de classe”, som senere skulle blive den samlede betegnelse for nogle af Noréns mest berømte dramaer, bl.a. ”Personkrets 3:1”, som tager underklassen og de udstødte under behandling. I ”Murlod” hører vi også om arbejderklassen og udviklingshæmmede.

I samlingens sidste digtsamling, som samtidig skulle blive den hvor Norén selv erklærede, at han satte punktum for lyrikken, er ”Hjärta i Hjärta”. Her bevæger Norén sig virkelig ind på selvbiografisk grund, bl.a. med dagbogsdigtet ”Juli 1979” og betragtninger om faren og hans død. Selve stilen i denne samling er også anderledes end i de foregående, meget teksttunge og associative. Det virker her, som om Norén bruger poesien som terapi, han sammenligner bl.a. et kærlighedsforhold med Krystalnatten. Et centralt digt i samlingen er ”Hymne”, et langdigt der tager sin inspiration fra Hölderlins urimede hymner.

Tilsammen kan de tre samlinger siges at undersøge sorte huller i eksistensen og hvad fraværet bliver fyldt op med, mens de hele tiden funderer over, om det er værd at kæmpe mod døden.

Filosofiens nat

”Jeg er syvogtres år. Det er aften. Det regner. Jeg er næsten skaldet. Jeg vejer 74 kilo. Min mor døde af cancer. Min mor er død. Jeg havde en lærerinde i første og anden klasse som onanerede med et stort stearinlys.”
”Filosofiens nat”, s. 66.

Lars Noréns ”Filosofins natt” (”Filosofiens nat”, 2013) fra 2012 er et svært værk at genrebestemme. Det ligner en digtbog, men er skrevet som prosa uden mellemrum eller åndehuller. Det er et mørkt og dystert værk, der især kredser om død, både fortællerens egen, som nærmer sig – og fortælleren er formodentligt sammenfaldende med den biografiske forfatter – og især dennes forældre. Teksten har karakter af en rablende monolog, der konstant er på kanten til at bryde sammen under sine egne korrektioner og modsigelser. Den har en absurd monologisk stemme, der minder om dramatikeren Samuel Beckett og hans absurde teater.

51024478

Bogen giver sig til udtryk som en slags antifilosofi: ”en filosofi der forkaster al filosofi”, som der står. Tematisk ved siden af døden, nihilisme og desillusion som de store overtematikker, har vi forskellige undertemaer: En kristendomskritik, hvor religionen beskrives som forløjet, og en Gud der eksisterer mindre desto mere man tror på ham. Der er dog en kristen retorik og metaforik i værket, bl.a. omtales Jobs bog, og lam på vej til slagtebænken osv. Religionen kritiseres for at forskønne menneskets vandring mod døden og afvises blankt fra en nihilistisk position.

En anden undertematik er de dysfunktionelle familiemønstre og afstumpede mennesker, som man også kender fra Noréns dramatik. Her beskrives bl.a. en onkel, der voldtager familiens yngste, en far man levede i frygt for i sine formative år, og en mor, hvis død er central i værket, som fortælleren anklager for overhovedet at have eksisteret. Endelig er der en afstikker ned på samfundets bund, som Norén også behandler i sit sene dramatiske virke i Personkreds-stykkerne, med stinkende hjemløse, fattige tiggere, alderdomssvækkede og kriminelle. 

Genrer og tematikker

Noréns digtpraksis i 1960- og 70’erne var karakteriseret af digte, der som tiden dikterede det, var fyldt med surrealistiske indslag som psykedeliske strømme af fantasi, iblandet mere kølige og ligefremme afsnit. De var også præget af Noréns psykiske problemer på den tid, bl.a. et ophold på psykiatrisk afdeling. Denne periode i forfatterskabet kaldes undertiden for ”Schizz-poesi”, en forkortelse af Schizofren-poesi.

Med romandebuten ”Biavlerne” i 1970 og efterfølgeren ”I den underjordiske himmel” bevægede Norén sig både fra lyrikken til prosaen, men også til en ny motivkreds. I romanerne dykkes der ned i den stockholmske underverden, hvor samfundets udstødte opholder sig. Norén beskriver narkomaner, kriminelle og prostituerede og deres omgang med kriminalitet, sex og fornedrelse. Værkerne peger frem mod Noréns sene dramatiske produktion, hvor han tager udgangspunkt i samme samfundslag.

I 1980 droppede Norén poesien og koncentrerede sig i stedet om overvejende naturalistisk drama, hvilket må siges at være et radikalt skift fra den overvejende surrealistiske lyrik. Noréns tidlige skuespil havde ofte et selvbiografisk afsæt fra hotellet i Genarp. Noréns stykke har fokus på familie- og forholdsrelationer, både hos underklassen, middelklassen og overklassen, ofte af forkvaklet og destruktiv art. Hans manuskripter er ofte utroligt lange med en spilletid på flere timer, hvor dialogen kværner afsted med konstante forvirringer, misforståelser, afbrydelser, parallelle samtalespor og tilbagespring. Indholdet er ofte dystert med forfærdelige familiehemmeligheder, kriminelle handlinger eller på anden vis med fokus på menneskets mørkeste og mest skamfulde handlinger. Den menneskelige eksistens er Noréns primære undersøgelsesobjekt, og derfor må man sige, at han udspringer af en eksistentialistisk skole med fokus på den menneskelige psyke under betingelserne af det moderne vestlige samfunds rammer. Hans hensynsløshed som dramatiker og kontroversielle figur både i skrift og interviews har delt vandene omkring Norén, som ofte enten udråbes som gal eller genial.

Beslægtede forfatterskaber

I forhold til Lars Norén som dramatiker ligger sammenligningen med landsmanden August Strindberg lige for. Strindberg (1849 – 1912) behandlede i naturalistiske stykker også dysfunktionelle familie- og parforhold i borgerskabet, afstumpede individer, vanvid og kønnenes kamp, f.eks. i stykkerne ”Fröken Julie” og ”Dødsdansen”. Norén er en kontroversiel figur i det svenske kulturlandskab, især efter katastrofen med ”7:3” og hans dagbog, hvor han hænger kultureliten ud, men Strindberg var i endnu højere grad kontroversiel, altid diskuteret og altid i konflikt. Begge deler en sortsynet og nihilistisk verdensanskuelse og en foragt over for menneskelig dårskab, der kommer til udtryk i deres stykker og anden litterære produktion. På grund af de mange sammenfald både i kunstnerisk virke og personlighed beskrives Norén ofte som Strindbergs efterfølger. Begge mestrer også at skrive tekster med undertekster, dvs. tekster, hvor det, der menes, er noget andet end der bliver sagt.

I en beslægtet dramatisk kunstform – filmen – er Norén beslægtet med landsmanden og filminstruktøren Ingmar Bergman, hvis psykologiske kammerspil tager fat i mange af de samme eksistentielle temaer som Norén, og begge tager udgangspunkt i en særlig svensk dysterhed. Bergman satte i øvrigt mange af Strindbergs stykker op på nationalscenen Dramaten i Stockholm, hvor både Norén og Bergman var instruktører og direktører.

Norén deler også mange træk med den franske nutidige forfatter Michel Houellebecq. Begge besidder de en gensidig fascination og afsky for det postmoderne Europas kapitalistiske landskab med mærkevarer, forbrugerkultur, højkultur og følelsesmæssig afstumpethed og dekadence, såvel som det umulige i at skabe en autentisk og god relation til kærester og/eller familie. Der beskrives en verden, hvor kapitalismen har gennemsyret alt i menneskenes sfære, selv deres følelser og forbindelser.

Bibliografi

Digte

Norén, Lars: Syrener, snö. Bonnier, 1963.
Norén, Lars: De verbala resterna av en bildprakt som förgår. Bonnier, 1964.
Norén, Lars: Inledning nr. 2 till Schizz. Bonnier, 1965.
Norén, Lars: Encyklopedi. Bonnier, 1966.
Norén, Lars: Stupor. Nobody Knows You When You're Down and Out. Bonnier, 1968.
Norén, Lars: Revolver. Bonnier, 1969.
Norén, Lars: Solitära dikter. Bonnier, 1972.
Norén, Lars: Viltspeglar. Författarförlaget, 1972.
Norén, Lars: Kung Mej och andra dikter. Bonnier, 1973.
Norén, Lars: Dagliga och nattliga dikter. Bonnier, 1974.
Norén, Lars: Dagbok. Bonnier, 1976.
Norén, Lars: Nattarbete. Bonnier, 1976.
Norén, Lars: Ordenes mørke. Husets Forlag, 1985. Oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen. (Order, Murlod, Hjärta i hjärta. 1985).
Norén, Lars: Fragment (fragmentsamling). Bonnier, 2015.

Prosa

Norén, Lars: Salome, Sfinxerna. Bonnier, 1968.
Norén, Lars: Biavlerne. Arena, 1974. Oversat af Karsten Sand Iversen. (Bisköterne. 1970).
Norén, Lars: I den underjordiske himmel. Arena, 1975. Oversat af Karsten Sand Iversen. (I den underjordiska himlen. 1972).
Norén, Lars: En dramatikers dagbok. Bonnier, 2008.
Norén, Lars: En dramatikers dagbok 2005–2012. Bonnier, 2013.
Norén, Lars: Filosofiens nat. Arena, 2014. Oversat af Karsten Sand Iversen. (Filosofins natt. 2012).

Drama

Norén, Lars: Tre skådespel. Bonnier, 1980.
Norén, Lars: Två skådespel. Bonnier, 1983.
Norén, Lars: Mod til at dræbe. Natten ler. En frygtelig lykke. Gyldendal, 1985. Oversat af Michael Buchwald, Tine Blichmann, Carsten Brandt og Janicke Branth. (Modet att döda, Underjordens leende, En fruktansvärd lycka. 1978, 1981, 1981).
Norén, Lars: Endagsvarelser. Bonnier, 1990.
fo=Norén, Lars og ti= Och ge oss skuggorna
Norén, Lars: Tre borgerliga kvartetter. Bonnier, 1992.
Norén, Lars: De döda pjäserna 1-4. Bonnier, 1995.
Norén, Lars: Radiopjäser 1971-1995. Sveriges Radios förlag, 1996.
Norén, Lars: Personkrets 3:1. Bonniers, 1998.
Norén, Lars: Skuggpojkarna. Bonniers, 1999.
Norén, Lars: Hævnarie. Trio til tidens ophør. Fjerne rystelser. Antipyrine, 2012. Oversat af Mikkel Thykier. (Hämndaria, Trio till tidens ände, Skalv i fjärran. 1983, 1994, 1993).

Om forfatterskabet

Introduktion

Gerner Nielsen, Hedvig:
Lars Norén – en introduktion. Danmarks teaterforeninger, 1986.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lars Norén