Lars Norén

Lars Norén blev født 9. maj 1944 i Stockholm, og familien flyttede til Skåne, da Norén var seks år gammel. Noréns far arbejdede på et hotel i Genarp, som havde et bredt udsnit af samfundsklasser som gæster. Hotellet spillede en stor rolle for Noréns opvækst og skulle senere optræde som scene i flere af hans teaterstykker. Skoletiden i Skåne var hård for Norén, der blev mobbet og banket af de andre elever: ”De bandt mig til en telefonpæl og piskede mig med et kabel.” (Kristian Petri: Lars Norén. Hotellet finns inom mig. Jag är ständigt där på ett eller annat sätt. dn.se, 2014-05-03).

Faren var alkoholiker, og Noréns mor hadede det skånske samfund og længtes tilbage til Stockholm og sine søskende. Faren led desuden af mani og gik jævnligt i psykiatrisk behandling. Noréns mor døde af kræft, da han var barn – en begivenhed der i den grad formede drengen. Som 15-årig flyttede Norén til Stockholm, hvor han som 18-årig blev assisterende instruktør på nationalscenen Dramaten, hvor han senere skulle blive aktiv som både dramatiker, instruktør og direktør.

Han debuterede som 19-årig med digtsamlingen ”Syrener, snö” i 1963, og havde i både 1960’erne og 70’erne et stort output som digter med 15 digtsamlinger og diverse prosa. Samtidig skrev han også dramatik, men det store gennembrud her kom først i 1982 med stykkerne ”Natten är dagens mor” og ”Kaos är granne med Gud”. Begge stykker er baseret på selvbiografiske oplevelser fra opvæksten i Genarp. Noréns dramatiske produktion omfatter omkring 30 stykker, som har opløftet ham til Sveriges vigtigste dramatiker, hvis stykker bliver spillet i hele verden. Samtidig med sit virke som dramatiker var Norén også en eftertragtet instruktør, både til sine egne stykker og til andres. Hans succes ledte til ansættelsen som direktør på Dramaten i 1999. Den position havde han indtil 2007, hvor to straffefanger, der deltog i hans stykke 7:3, stak af under en turné og skød to politimænd. Norén har senest været i søgelyset med sine dagbøger ”En dramatikers dagbok” i to kæmpebind, hvor han bl.a. kom i kontrovers for at hænge mange svenske kulturpersonligheder ud.

De tre stykker i denne samling er fra tre forskellige perioder i Noréns forfattervirke. Den ældste ”Hämndaria” (”Hævnarie”, 2013) er fra 1983, ”Skalv i fjärran” (”Fjerne rystelser”, 2013) fra 1993 og endelig ”Trio till tidens ände” (”Trio til tidens ophør”, 1994) fra 1994. Men trods afstanden i tid er det i de her tre stykker muligt at trække en fælles tematisk kerne ud, der tydeligt identificerer dem som Norén-stykker.

Alle tre stykker behandler familien og/eller parforholdet, som det tager sig ud i den borgerlige, kulturelle overklasse i det moderne Europa. I de desperate relationer, Norén beskriver, ligger kontrasten mellem materiel velstand, kulturel kapital og en følelsesmæssig afstumpethed.

29716706

I ”Hævnarie” er vi hos en psykiater og hans kone. Det begynder lykkeligt, men hurtigt vælter skeletterne ud af skabet, og det ender i had og bitterhed. I ”Fjerne rystelser” følger vi tre søskende, der har hver deres spøgelser at kæmpe med, den ene har aids, den anden er ulykkelig og alene og den tredje kæmper med bekymringer om sin karriere som instruktør. I det nyeste stykke ”Trio til tidens ophør” følger vi en velbjærget families gensyn i et idyllisk svensk sommerhus. I de rammer burde alt være godt og lykkeligt, men bag idyllen føler moren og de tre børn og deres ægtemænd og kærester kun svigt, nag og tristhed.

Norén er ekspert i at skrive tekster med undertekst, dvs. replikker hvor den talende har et andet motiv end det tilsyneladende. Replikkerne i de tre stykker kører som en rablende polyfoni, hvor de talende afbryder hinanden, taler i parallelle spor eller svarer på noget, som ligger langt tilbage. Det skaber en utrolig naturalistisk scene, der fornemt indfanger, hvordan det moderne menneske kommunikerer. Karaktererne er næsten alle ulykkelige mennesker, der hver især hungrer efter at deres omgivelser skal se og forstå dem, alt i mens de selv er ligegyldige over for deres omgivelser. Disse temaer om dysfunktionelle familie- og forholdsrelationer i Europas overklasses dominerer en stor del af Noréns dramatiske oeuvre.