leonora christina ulfeldt
Leonora Christina Ulfeldt med sin mand Korfits Ulfeldt
Foto: Mary Evans Picture Library / ritzau/scanpix

Leonora Christina Ulfeldt

cand.mag. Karina Søby Madsen, Bureauet, maj 2018.
Top image group
leonora christina ulfeldt
Leonora Christina Ulfeldt med sin mand Korfits Ulfeldt
Foto: Mary Evans Picture Library / ritzau/scanpix

Indledning

”Jammersminde” bliver ikke uden grund betegnet som det betydeligste stykke prosalitteratur, vi har fra 1600-tallet. Her benytter Leonora Christina sig af litteraturtekniske midler, der først langt senere blev almindelige i litteraturen. Hendes korte, karakterafslørende replikker er rappe, og hendes pittoreske situationsbeskrivelser og personfremstillinger er unikke for deres tid. Hun bedriver endvidere kvindesag og iscenesætter sin egen skæbne på en måde, der har givet inspiration helt frem til vor tids litteratur.

26067618

Blå bog

Født: 8. juli 1621 ifølge Christian IV’s kalender,. 11. juli ifølge Leonora Christinas værker.

Død: 16. marts 1698 i Maribo.

Uddannelse: Leonora Christina fik undervisning i italiensk, fransk, spansk, latin, tegning og litteratur og var særdeles vidende og dannet for sin tid.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Hæltinners Pryd. C.A. Reitzels Boghandel, 1977.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Gud gjorde den dag et stort mirakel og tegn, idet han beviste sin kraft i mig svage og bevarede min hjerne fra sindsforvirring og min tunge fra at løbe løbsk af ophidselse. Gud være derfor æret tusinde gange.”

”Leonora Christinas Jammersminde ” (2010), s. 82.

Leonora Christina kom til verden den 8. juli 1621 på Frederiksborg Slot som datter af Kong Christian IV og Kirsten Munk. Efter tidens skik blev hun efter sin dåb – seks uger gammel – sendt over til sin mormor Ellen Marsvin på Dalum Kloster ved Odense, og her blev hun opdraget sammen med sine søskende. Siden kom hun til kongens niece Sophie Hedvig i Friesland, men i 1628 blev børnene hentet hjem til forældrene på Frederiksborg Slot. Det var dog en hård tid, for forældrene skændtes meget og voldsomt med hinanden. I 1630 kulminerede skænderierne med en skilsmisse, hvorefter Christian IV nægtede børnene samvær med deres moder.

Nogenlunde på samme tid blev Leonora Christina – ni år gammel – trolovet med Corfitz Ulfeldt. Selve brylluppet fandt sted i 1636, og allerede i tiden forinden satte Leonora Christina alle segl ind på at blive en verdensdame, der kunne måle sig med Ulfeldts internationale uddannelse. Hun kastede sig over italiensk, fransk og latin og begyndte desuden at male og skrive digte.

Som kongens svigersøn gjorde Ulfeldt lynkarriere, og i 1643 blev han udnævnt til rigshofmester – rigets højeste embede, som var en slags kombineret stats- og finansminister. De kommende år var Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt en helt central magtfaktor i Danmark, og de var også kendte ude omkring i Europa. Det var også særligt i disse år, at ægteskabet gav frugt. Fra 1637 til 51 fik parret således hele ti børn. Men alting ændrede sig med kongens død i 1648. Ulfeldt arbejdede hårdt på at indskrænke den nye konges magt mest muligt – Leonora Christinas halvbroder Frederik III. I 1651 valgte parret at flygte fra Danmark, da Ulfeldt blandt andet blev anklaget for at have taget af Øresundstolden. I årene 52-54 opholdt de sig ved Dronning Christinas hof i Stockholm, men da hun abdicerede, slog de sig ned i Pommern på godset Barth.

1657 erklærede Danmark Sverige krig, og både Leonora Christina og Corfitz var i felten på svensk side. Alligevel blev Corfitz efter krigen anklaget for forræderi mod den svenske kong Karl Gustav. I 1659 fik han et slagtilfælde, og i 1660 flygtede parret til København, hvor de blev arresterede og sat i fangenskab på Hammershus på Bornholm.

I 1662 fik Ulfeldt, der var ved dårligt fysisk og mentalt helbred efter slagtilfældet, tilladelse til en kurrejse til udlandet, og Leonora Christina fulgte med. Her opsøgte han en række udenlandske statsmænd og fyrster med forskellige militære og politiske projekter rettet imod Frederik III. Rygterne herom løb tilbage til Danmark, og i 1663 blev Leonora Christina lokket i baghold og ført til København, hvor hun blev indsat i Blåtårn på Københavns Slot. Uden nogensinde at komme for retten blev hun holdt indespærret i knap 22 år – mens Ulfeldt døde i 1664 under en bådflugt. De vægtigste af hendes værker blev helt eller delvist forfattet i årene i fangenskab – ”Leonora Christinas franske selvbiografi”, ”Hæltinners Pryd” samt ikke mindst ”Jammersminde”.

Leonora Christina blev først løsladt, da enkedronning Sophie Amalie døde i 1685. Sine sidste år boede Leonora Christina på Maribo Kloster, hvor hun fra 1688 havde selskab af datteren Anne Cathrine.

Leonora Christinas franske selvbiografi

”Ligesom Tysklands krige med kongen af Danmark var årsag til hans førnævnte børns rejse, blev de også kaldt tilbage til Danmark, da freden var sluttet. I en alder af syv år og to måneder blev hun lovet bort til en af kongens kammerjunkere. Hun begyndte i meget god tid at lide for hans skyld.”

”Leonora Christinas franske selvbiografi” (1991), s. 13.

Mens Leonora Christina sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot, skrev hun i 1673 ”Leonora Christinas franske selvbiografi”. Værket giver et indblik i forfatterindens liv frem til den – ifølge hende selv – uretmæssige fængsling. Ikke mindst handler værket om livet efter, at hun blev viet med Corfitz Ulfeldt, og her varsler hun – jævnfør citatet –, allerede da hun skriver om trolovelsen, at hun måtte lide meget på grund af sin kærlighed til ham.

I værket henvender hun sig direkte til en ”monsieur”, som selvbiografien er skrevet til. Denne monsieur er historikeren Otto Sperling den Yngre – søn af Ulfeldt-parrets livlæge Otto Sperling den Ældre, som sad fængslet i Blåtårn fra 1664 til sin død i 1685 på grund af sine nære forbindelser til Ulfeldt-parret. Otto Sperling den Yngre opfordrede såvel sin fader som kongedatteren til at forfatte deres selvbiografi. Formentlig bragte han de to fangers livshistorier med ud i Europa for der at finde sammensvorne, der kunne hjælpe med at få fangerne løsladt. Det er således også derfor, selvbiografien er skrevet på fransk – den er simpelthen tiltænkt et europæisk publikum.

Værket kan læses som et forsvarsskrift for kvinders rettigheder, og tanken var da også, at det skulle indgå i et værk om vigtige kvinder, som Otto Sperling den Yngre arbejdede på, men som aldrig blev udgivet. Det er da også en særdeles slagkraftig dame, der beskrives. Ikke nok med, at hun rådgiver sin mand i mangt og meget, hun bærer også våben, er med i krig, ligesom hun giver sig ud for en mand i forbindelse med flugten fra København. På den måde viser hun kvindelig styrke og argumenterer indirekte for, at kvinden bør have en stærkere stilling i samfundet.

Leonora Christina skriver om sig selv i tredje person og betegner for eksempel sig selv som ”vor dame”. Dermed får hun frihed og distance til at iscenesætte sig som en heltinde, der vokser i styrke og kløgt i takt med, at modgangen vokser. Hun benytter sig også meget direkte af litterære virkemidler. Hun skriver eksempelvis: ”Der passerede der vor dame et eventyr, som er værdigt en roman.” (s. 27). Den sætning – og den efterfølgende historie, som i øvrigt berettes ”for morskabs skyld” – er som taget ud af datidens litteratur med dramatiske episoder, intriger, helte, skurke og moraler.