leonora christina ulfeldt
Leonora Christina Ulfeldt med sin mand Korfits Ulfeldt
Foto: Mary Evans Picture Library / ritzau/scanpix

Leonora Christina Ulfeldt

cand.mag. Karina Søby Madsen, Bureauet, maj 2018.
Top image group
leonora christina ulfeldt
Leonora Christina Ulfeldt med sin mand Korfits Ulfeldt
Foto: Mary Evans Picture Library / ritzau/scanpix

Indledning

”Jammersminde” bliver ikke uden grund betegnet som det betydeligste stykke prosalitteratur, vi har fra 1600-tallet. Her benytter Leonora Christina sig af litteraturtekniske midler, der først langt senere blev almindelige i litteraturen. Hendes korte, karakterafslørende replikker er rappe, og hendes pittoreske situationsbeskrivelser og personfremstillinger er unikke for deres tid. Hun bedriver endvidere kvindesag og iscenesætter sin egen skæbne på en måde, der har givet inspiration helt frem til vor tids litteratur.

26067618

Blå bog

Født: 8. juli 1621 ifølge Christian IV’s kalender,. 11. juli ifølge Leonora Christinas værker.

Død: 16. marts 1698 i Maribo.

Uddannelse: Leonora Christina fik undervisning i italiensk, fransk, spansk, latin, tegning og litteratur og var særdeles vidende og dannet for sin tid.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Hæltinners Pryd. C.A. Reitzels Boghandel, 1977.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Gud gjorde den dag et stort mirakel og tegn, idet han beviste sin kraft i mig svage og bevarede min hjerne fra sindsforvirring og min tunge fra at løbe løbsk af ophidselse. Gud være derfor æret tusinde gange.”

”Leonora Christinas Jammersminde ” (2010), s. 82.

Leonora Christina kom til verden den 8. juli 1621 på Frederiksborg Slot som datter af Kong Christian IV og Kirsten Munk. Efter tidens skik blev hun efter sin dåb – seks uger gammel – sendt over til sin mormor Ellen Marsvin på Dalum Kloster ved Odense, og her blev hun opdraget sammen med sine søskende. Siden kom hun til kongens niece Sophie Hedvig i Friesland, men i 1628 blev børnene hentet hjem til forældrene på Frederiksborg Slot. Det var dog en hård tid, for forældrene skændtes meget og voldsomt med hinanden. I 1630 kulminerede skænderierne med en skilsmisse, hvorefter Christian IV nægtede børnene samvær med deres moder.

Nogenlunde på samme tid blev Leonora Christina – ni år gammel – trolovet med Corfitz Ulfeldt. Selve brylluppet fandt sted i 1636, og allerede i tiden forinden satte Leonora Christina alle segl ind på at blive en verdensdame, der kunne måle sig med Ulfeldts internationale uddannelse. Hun kastede sig over italiensk, fransk og latin og begyndte desuden at male og skrive digte.

Som kongens svigersøn gjorde Ulfeldt lynkarriere, og i 1643 blev han udnævnt til rigshofmester – rigets højeste embede, som var en slags kombineret stats- og finansminister. De kommende år var Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt en helt central magtfaktor i Danmark, og de var også kendte ude omkring i Europa. Det var også særligt i disse år, at ægteskabet gav frugt. Fra 1637 til 51 fik parret således hele ti børn. Men alting ændrede sig med kongens død i 1648. Ulfeldt arbejdede hårdt på at indskrænke den nye konges magt mest muligt – Leonora Christinas halvbroder Frederik III. I 1651 valgte parret at flygte fra Danmark, da Ulfeldt blandt andet blev anklaget for at have taget af Øresundstolden. I årene 52-54 opholdt de sig ved Dronning Christinas hof i Stockholm, men da hun abdicerede, slog de sig ned i Pommern på godset Barth.

1657 erklærede Danmark Sverige krig, og både Leonora Christina og Corfitz var i felten på svensk side. Alligevel blev Corfitz efter krigen anklaget for forræderi mod den svenske kong Karl Gustav. I 1659 fik han et slagtilfælde, og i 1660 flygtede parret til København, hvor de blev arresterede og sat i fangenskab på Hammershus på Bornholm.

I 1662 fik Ulfeldt, der var ved dårligt fysisk og mentalt helbred efter slagtilfældet, tilladelse til en kurrejse til udlandet, og Leonora Christina fulgte med. Her opsøgte han en række udenlandske statsmænd og fyrster med forskellige militære og politiske projekter rettet imod Frederik III. Rygterne herom løb tilbage til Danmark, og i 1663 blev Leonora Christina lokket i baghold og ført til København, hvor hun blev indsat i Blåtårn på Københavns Slot. Uden nogensinde at komme for retten blev hun holdt indespærret i knap 22 år – mens Ulfeldt døde i 1664 under en bådflugt. De vægtigste af hendes værker blev helt eller delvist forfattet i årene i fangenskab – ”Leonora Christinas franske selvbiografi”, ”Hæltinners Pryd” samt ikke mindst ”Jammersminde”.

Leonora Christina blev først løsladt, da enkedronning Sophie Amalie døde i 1685. Sine sidste år boede Leonora Christina på Maribo Kloster, hvor hun fra 1688 havde selskab af datteren Anne Cathrine.

Leonora Christinas franske selvbiografi

”Ligesom Tysklands krige med kongen af Danmark var årsag til hans førnævnte børns rejse, blev de også kaldt tilbage til Danmark, da freden var sluttet. I en alder af syv år og to måneder blev hun lovet bort til en af kongens kammerjunkere. Hun begyndte i meget god tid at lide for hans skyld.”

”Leonora Christinas franske selvbiografi” (1991), s. 13.

Mens Leonora Christina sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot, skrev hun i 1673 ”Leonora Christinas franske selvbiografi”. Værket giver et indblik i forfatterindens liv frem til den – ifølge hende selv – uretmæssige fængsling. Ikke mindst handler værket om livet efter, at hun blev viet med Corfitz Ulfeldt, og her varsler hun – jævnfør citatet –, allerede da hun skriver om trolovelsen, at hun måtte lide meget på grund af sin kærlighed til ham.

I værket henvender hun sig direkte til en ”monsieur”, som selvbiografien er skrevet til. Denne monsieur er historikeren Otto Sperling den Yngre – søn af Ulfeldt-parrets livlæge Otto Sperling den Ældre, som sad fængslet i Blåtårn fra 1664 til sin død i 1685 på grund af sine nære forbindelser til Ulfeldt-parret. Otto Sperling den Yngre opfordrede såvel sin fader som kongedatteren til at forfatte deres selvbiografi. Formentlig bragte han de to fangers livshistorier med ud i Europa for der at finde sammensvorne, der kunne hjælpe med at få fangerne løsladt. Det er således også derfor, selvbiografien er skrevet på fransk – den er simpelthen tiltænkt et europæisk publikum.

Værket kan læses som et forsvarsskrift for kvinders rettigheder, og tanken var da også, at det skulle indgå i et værk om vigtige kvinder, som Otto Sperling den Yngre arbejdede på, men som aldrig blev udgivet. Det er da også en særdeles slagkraftig dame, der beskrives. Ikke nok med, at hun rådgiver sin mand i mangt og meget, hun bærer også våben, er med i krig, ligesom hun giver sig ud for en mand i forbindelse med flugten fra København. På den måde viser hun kvindelig styrke og argumenterer indirekte for, at kvinden bør have en stærkere stilling i samfundet.

Leonora Christina skriver om sig selv i tredje person og betegner for eksempel sig selv som ”vor dame”. Dermed får hun frihed og distance til at iscenesætte sig som en heltinde, der vokser i styrke og kløgt i takt med, at modgangen vokser. Hun benytter sig også meget direkte af litterære virkemidler. Hun skriver eksempelvis: ”Der passerede der vor dame et eventyr, som er værdigt en roman.” (s. 27). Den sætning – og den efterfølgende historie, som i øvrigt berettes ”for morskabs skyld” – er som taget ud af datidens litteratur med dramatiske episoder, intriger, helte, skurke og moraler.

Jammersminde

”Det, jeg tænkte, turde jeg ikke sige. Jeg vidste udmærket, hvordan det går for sig i den slags enevældige regeringer. Ingen tør sige imod. Det hedder, skriv under, kongen vil have det sådan, og spørg ikke hvorfor, ellers er du i lige så høj grad fordømt.”

”Leonora Christinas Jammersminde” (2010), s. 80.

”Jammersminde” blev delvist forfattet i løbet af Leonora Christinas fangenskab i Blåtårn, men blev bearbejdet sidenhen i Maribo Kloster. Det er et selvbiografisk værk, der giver et stærkt indblik i de kummerlige forhold, hun levede under i Blåtårn.

Selv om det i titlen hedder ’jammer’, er der ikke meget af slagsen i værket. Tværtimod fremstiller forfatterinden sig som en pendant til Job, ligesom hun kalder sig for ”Kristi Korsdragerske”, og i det verdensbillede er hun usårlig.

Leonora Christina udstiller magten og dens mænd og viser – som i citatet –, at hun udmærket ved, hvordan tingene foregår, og at hun misbilliger enevælden, som er indført under Frederik III. Hun præsenterer også ofte sig selv som en langt stærkere person end de magtmænd, hun fremstiller. Et godt eksempel er i forbindelse med hendes tilfangetagelse, hvor generalmajoren er bange for, at hun skal drukne sig. Dertil skriver forfatterinden: ”Han vidste ikke, at jeg var behersket af en anden ånd end han, som gav mig styrke og mod, hvorimod den ånd, som han tjente, bragte ham til fortvivlelse.” (s. 53). Værket bliver således et af de første kønsbevidste værker i dansk litteraturhistorie – forfatterinden skriver sig simpelthen op imod patriarkatet og fremhæver kvindekønnets styrker.

53038689

Hendes værk kan også læses som en gryende humanisme, idet hun skildrer de menneskeskæbner, hun er omgivet af i Blåtårn. Ikke mindst beskriver hun de tjenerinder, som er ansat til at være hos hende, og det er helt unikt for den tid at forfatte litteratur, der handler om andet end de velstilledes liv.

Originalmanuskriptet til ”Jammersminde” dukkede op i 1868, og samme år blev det udgivet første gang på dansk. Leonora Christina skriver, at det er forfattet til hendes børn, men man får alligevel en fornemmelse af, at værket er skrevet til et langt større publikum. Leonora Christina iscenesætter sig selv og sin skæbne og benytter sig af litteraturtekniske virkemidler, som ikke er set før i en dansk sammenhæng. I modsætning til samtidige selvbiografier, som fulgte klassiske mønstre, og hvor identiteten var givet ved fødslen, kan Leonora Christinas ”Jammersminde” læses som en udviklingshistorie – her er kriser, konflikter og afklaring. Beskrivelserne af tjenerinderne er dybt sansende, og hendes talrige korte, karakterafslørende replikker er et kapitel for sig og bliver ofte sammenlignet med impressionistisk litteratur.

Hæltinners Pryd

”Mangen Quinde haffuer større styrcke end som mangen Mand, Mangen Quinde haffuer oc wel saa Keckt ed mod som Mangen Mand; de suare icke alle til Mands Naffn i Gierningen som bærer Tittel aff Mands Naffn, men offte suare Quinder til Helters Naffn i Gierningen, oc bere dog ickun Quinders Naffn.”

”Hæltinners Pryd” (1977), s. 21.

Imens Leonora Christina sad indespærret i Blåtårn, arbejdede hun på værket ”Hæltinners Pryd” – et arbejde hun afsluttede den 12. august 1684, mindre end et år inden sin løsladelse. Værket var oprindelig delt i tre, hvor ”Den første del priser de stridbare heltinder. Den anden del fortæller om de trofaste og kyske heltinder. Den tredje del handler om de viljefaste.” (”Leonora Christinas Jammersminde. Udgivet og bearbejdet af Line Krogh”, Gyldendal 2010, s. 242).  I dag findes kun første del af værket om de stridbare – hvilket vil sige tapre – kvinder. De øvrige er gået tabt.

I alt 27 kvinder portrætteres i værket, blandt andet de danske dronninger Margrete I, Tyre og Hetha. Det er oplagt at læse det i forlængelse af Leonora Christinas selvfremstilling og kritik af patriarkatet i ”Jammersminde”.  Igennem hele værket agiterer hun for kvinders ligeværd med mændene. Ikke mindst er hendes argumentation ganske unik i fortalen, hvor hun kommer med en lang udredning for, hvorfor mænd og kvinder er lige stillede. Hun bruger blandt andet Gud og Biblens ord i sin argumentation. Jævnfør citatet opskriver Leonora Christina kvinders kvaliteter, og ifølge hende er det kvindelige køn kendetegnet ved kækmodighed, tapperhed samt legemlig og sjælelig styrke. Litteraturforskerne Anne-Marie Mai og Stig Dalager påpeger (i ”Leonora Christina. Historien om en heltinde”), at hendes argumentation er særdeles interessant, da forfatterinden er den eneste i nordeuropæisk kvindeforskning, der hævder, at lighed mellem kønnene både omfatter legemlige og sjælelige kræfter. Først i vor egen tids kvindediskussioner møder vi tilsvarende argumentation.

Leonora Christina benytter også værket til at skrive sig op imod enevælden. Hun skriver eksempelvis om sine heltinder: ”De erre icke aff de Striidbare oc Stercke som bruger derris wælde oc dapperhed imod derris Vindersaatter til att Tyrannisere oc ødelegge dennem; Ey heller lader see derris Lemmers Styrcke imod dennem de erre en Ærbødighed plictig: Men diße Heltinner bruger derris Striidbarhed oc Styrcke fornuffteligen.” (s. 22).

Man mærker tydeligt, at Leonora Christina har en stærk dagsorden med sit værk. Den dagsorden er i øvrigt så stærk, at hun ikke betænker sig ved at rette på historiske fakta, hvis de ikke passer ind i hendes verdensbillede.

Genrer og tematikker

Leonora Christinas tidlige forfatterskab bestod primært af værker, hun oversatte. På slottet Barth i Pommern oversatte hun i perioden 1655-57 moderne spanske og franske helteromaner til dansk. Et brudstykke af en fransk hyrderoman er bevaret. Værket ”Hæltinners Pryd” begyndte egentlig også som et oversættelsesarbejde. Imens Leonora Christina sad i Blåtårn, oversatte hun, hvad hun kunne finde om såkaldt fremragende kvinder, og det arbejde udviklede sig efterhånden til decideret kvindeforskning.

Med ”Hæltinners Pryd” var Leonora Christina blandt de første, der bedrev kvindeforskning og kvindesag på dansk. I renæssancen blev der udgivet en del værker, der fremhævede særlige kvinders bedrifter – ikke mindst på det kunstneriske område. De blev kaldt gynæceer. Gynæceum betyder egentlig kvindekammer, men henviste i denne sammenhæng til værker om særligt bemærkelsesværdige kvinder.

Men tematikken – ligestilling mellem køn – er også helt central i Leonora Christinas øvrige værker, hvor kvinder (og ikke mindst hende selv) kan tænke og handle (mindst) lige så godt som en mand. Samtidig sætter hun i ”Jammersminde” fokus på de urimelige kår, mange af samtidens jævne kvinder levede under. Ingen anden i Leonora Christinas samtid betragtede jævne mennesker som nogen, man kunne skrive litteratur om, og derfor peger flere litteraturforskere på, at Leonora Christinas forfatterskab peger frem mod en gryende humanisme.

Det ældste stykke prosaarbejde, man kender fra Leonora Christinas hånd, er den kortfattede skildring ”Kong Karl X Gustavs bryllup”, som indgår i ”Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer”. Her skildrer hun det svenske hofs omgangsformer, og hvad hun mener er værd at bemærke i forbindelse med bryllupsceremonien. Det efterfølgende skrift ”Rejsen til Korsør” skildrer med humor og drama, hvordan Leonora Christina i 1956 – uden held – forsøgte at forbrødre sig med det danske kongehus. Dette – og det efterfølgende skrift ”Confrontationen i Malmø” fra 1659 – trækker i høj grad på renæssance-litteraturens stil og ånd. Her iscenesætter forfatterinden sig selv som en verdensdame og heltinde helt i tråd med tidens franske helte- og kærlighedsromaner, men i modsætning til de franske hyrderomaner er det Leonora Christinas egne personlige oplevelser, der beskrives og fortolkes.

Først og fremmest er Leonora Christina selvfølgelig gået over i litteraturhistorien som selvbiografisk forfatter, og især ”Jammersminde” bliver fremhævet for sine litterære kvaliteter og sin ligefremme stil. Hendes sans for at gengive replikker og for at skildre situationer og personer med psykologisk indsigt og vid gør, at hun kan lignes med impressionisterne i 1800-tallets litteratur.

Forfatterinden skal i øvrigt også have skrevet et skuespil på danske vers, som blev opført i Maribo omkring år 1688, men det er ikke bevaret.

Beslægtede forfatterskaber

Leonora Christina er Danmarks første feministiske forfatter, og i den henseende har hun mange beslægtede forfattere.

Værket ”Hæltinners Pryd” skriver sig med sin mere akademiske karakter ind i renæssancens diskussion om kvindekønnet. De første gynæceer (værker som fremhævede særlige kvinder) blev skrevet på latin, blandt andet skrev allerede Boccacio (1313-75) ”De virtutibus et vitiis feminarum” (Om kvinders dyder og laster). Senere tog Ludvig Holberg Leonora Christinas argumentation op. Hans værk ”Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignende Historie efter Plutarci Maade” fra 1745 lå i direkte forlængelse af Leonora Christinas forsvarsskrift. Et andet væsentligt værk i den sammenhæng er romanen ”Clara Raphael. Tolv Breve” af Mathilde Fibiger fra 1851, som satte kvindespørgsmålet på dagsordenen og skabte stor furore.

Det er også relevant at trække paralleller helt frem til 1970’ernes kvindesag, hvor man blandt andet begyndte at skrive særskilt kvindelitteraturhistorie. I Danmark kan man således finde ”Danske kvindelige forfattere” fra 1982 af Anne-Marie Mai og Stig Dalager samt ”Nordisk kvindelitteraturhistorie”, der blev udgivet i årene 1993-98 med Elisabeth Møller Jensen som redaktør. Et mindre akademisk værk, der også bør nævnes i denne sammenhæng, da det på mange måder er i tråd med ”Hæltinners Pryd”, er Maria Hellebergs ”Vilde kvinder, milde kvinder” (2003), som i en blanding af historieskrivning og romankunst portrætterer ni særlige danske kvinder.

”Jammersminde” er et værk, der er forud for sin tid, og dets popularitet ved udgivelsen i 1868 har formentlig hængt sammen med, at den impressionistiske litteratur netop tilstræbte samme realisme, som man finder hos Leonora Christina. De direkte prosaskildringer og den stærke realistiske stil gav da også inspiration til mange digtere, blandt andet J.P. Jacobsen, ligesom det kan være relevant at sammenligne med en forfatter som Herman Bang.

Ikke kun Leonora Christina har benyttet selvbiografien som en mulighed for at skrive mere frit litterært. Også Dorothea Biehls selvbiografi ”Mit ubetydelige livsforløb” fra 1787 er præget af en direkte åbenhed, som giver mindelser til Leonora Christinas værker, men samtidig peger frem mod mere moderne bekendelsesforfattere.

”Jammersminde” er en milepæl i dansk litteratur. Det peger frem mod mere nutidig litteratur, hvor kvindelige forfattere også eksperimenterer med genrer, stil og udtryksmåder, der kan rumme stoffet omkring kvinders virkelighed. Eksempelvis forfattere som Suzanne Brøgger, Leonora Christina Skov, Olga Ravn, Amalie Smith og Josefine Klougart.

Bibliografi

Selvbiografier - Jammersminde

Jammersminde Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers-Minde: en egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn 1663-85. Gyldendal, 1869. Redigeret af S. Birket Smith.
Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde. Gyldendal, 1904. Bearbejdet for børn af K.V. Rosenstand.
Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde. Gyldendals Bibliothek for Børn, 1906. Redigeret (til børn) af Knud V. Rosenstand.
Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde. Gyldendal, 1926. Redigeret af Otto Andrup.
Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde og andre selvbiografiske skildringer. Rosenkilde og Bagger, 1949. Redigeret af Johs. Brøndum-Nielsen og C.O. Bøggild-Andersen.
Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde. Gyldendals Bibliotek, 1980. Redigeret af Otto Andrup og Vagn Lundgaard Simonsen.
Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, C. A. Reitzel, 1998. Redigeret af Poul Lindegård Hjorth, Marita Akhøj Nielsen og Ingelise Nielsen.
Ulfeldt, Leonora Christina: Leonora Christinas Jammers Minde. Gyldendal, 2010. Redigeret af Line Krogh.

Leonora Christinas franske selvbiografi

Ulfeldt, Leonora Christina: Leonora Christina grevinde Ulfeldts franske levnedsskildring 1673. Foreningen for Boghaandværk, 1958. Redigeret af C.O. Bøggild-Andersen.
Ulfeldt, Leonora Christina: Leonora Christinas franske selvbiografi. Gads Forlag, 1991.

Breve

Ulfeldt, Leonora Christina: Nogle Breve fra Griffenfeld, Korfits Ulfeldt og Leonora Christina. Danske Magasin, 1889.

Sagprosa

Ulfeldt, Leonora Christina: Hæltinners Pryd. Det danske Sprog- og Litteraturselskab, C.A. Reitzels Forlag, 1977.

Romaner om Leonora Christina Ulfeldt

Enevoldsen, Herta J.: Kongedatteren Leonora Christina. Gyldendal, 2013.
Enevoldsen, Herta J.: Leonora Christina i Blåtårn. Gyldendal, 2013.
Helleberg, Maria: Leonora Christine. Samleren, 2014.

Om forfatterskabet

Arkiv for Dansk Litteratur.
Haar, Kirsten: Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt. Dansk Friskoleforening, 1981.
Mai, Anne-Marie og Stig Dalager (red.): Danske kvindelige forfattere. Ph.d-afhandling, 1982.
Mai, Anne-Marie (red.): Leonora Christina. Historien om en heltinde. Arkona, 1983.
Møller Jensen, Elisabeth: Nordisk kvindelitteraturhistorie. Rosinante, 1993-98.
Mortensen, Klaus P. og May Schack: Dansk litteraturs historie. Gyldendal, 2006-09.
Mai, Anne-Marie: Hvor litteraturen finder sted – bind 1. Gyldendal, 2012.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Leonora christina Ulfeldt