Kaj Munk

Artikel type
voksne
cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Munk, Kaj
Foto: A E Andersen / Scanpix

Kaj Munk (1898-1944) er paradoksalt nok mest kendt for sin dramatiske og tidlige død. Efter at have kritiseret samarbejdspolitikken, jødeforfølgelsen og nazismen i den offentlige debat blev han d. 4. januar 1944 likvideret af den tyske besættelsesmagt, men inden da forfattede han utallige digte, kronikker, rejsebeskrivelser og skuespil og var hen over 20 år sognepræst i den vestjyske landsby Vedersø. Han skrev manuskriptet til ”Ordet” (1925), som instruktør Carl Th. Dreyer senere filmatiserede og vandt flere internationale filmpriser for, og få år efter likvideringen udkom den posthume digtsamling ”Den skæbne ej til os” (1946) med det populære digt ”Den Blaa Anemone”.

51397320

Blå bog

Født: 13. januar 1898 i Maribo, Lolland.

Død: 4. januar 1944 på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg.

Uddannelse: Realeksamen fra privatskolen i Maribo, student i 1917 fra Nykøbing Katedralskole og cand.theol. fra Københavns Universitet, 1924.

Debut: Rub og stub: Regensens rusgilde. P.E. Larsen, 1923.

Litteraturpriser: Studenternes Æreskunstner i 1938.

Seneste udgivelse: Blandet frugt: Nye sangbare danske sange om årets gang og livets. Jørgen Jensen, 2005.

Inspiration: Ingen kendte udover plejemoren Marie.

 

Klip fra filmatiseringen af 'Ordet*

kaj

Baggrund

”Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
maa smelte ved at se det
den første Dag i Marts.
Hvad gennembrød den sorte Jord
og gav den med sit søblaa Flor
et Stænk af Himlens Tone?
Den lille Anemone,
jeg planted der i Fjor.”
”Sidste Digte – den skæbne ej til os”, s. 61.

Kaj Munk blev født som Kaj Harald Leininger Petersen i Maribo 1898 som barn af Matilde Petersen og garvemester Carl Emanuel Petersen. Faderen døde af et hjertetilfælde kun et år efter fødslen, og i 1903 døde Kaj Munks mor af tuberkulose. Som bare femårig blev den skrøbelige, lille dreng adopteret af sin mors kusine Marie og hendes mand Peter Munk, der i 1916 gav ham efternavnet Munk.

På trods af den tilsyneladende hårde start på livet trivedes den førhen så svagelige Kaj Munk. Han voksede op i et trygt og kærligt husmandshjem på Vestlolland og var så kvik, at han hurtigt kom på privatskole i Maribo. I 1917 blev han student fra Nykøbing Katedralskole, og som 26-årig var han i 1924 færdiguddannet cand.theol. fra Københavns Universitet. Hurtigt herefter fik han embede i den vestjyske by Vedersø, hvor han var præst frem til sin død i 1944. Det var også her, han mødte sin unge hustru Elise (Lise) Marie Jørgensen, som han i 1929 blev gift med og siden hen fik børnene Yrsa, Solveig, Arne, Mogens og Helge med.

Allerede mens Kaj Munk læste teologi på universitetet og boede på kollegiet Regensen i indre København, skrev han sit første skuespil, ”Rub og Stub” (1923), og under en eksamensperiode også de første otte akter af ”En Idealist” (1928). ”Rub og Stub” blev udgivet som et lille hæfte, og mens Kaj Munk faldt til rette i det vestjyske sogn, skrev han stadig flere skuespil og debatindlæg, og de blev stadig mere og mere kritiske over for nazismens raceteorier, den danske samarbejdspolitik og fascismens invasioner.

Efter at have prædiket i Københavns Domkirke i december 1943 bankede modstandsmanden Børge Eriksen sidst i december 1943 på Kaj Munks dør for at advare ham. Han ville forsøge at overtale Kaj Munk til at gå under jorden, men det lykkedes ikke. Få uger efter blev Kaj Munk hentet af fem Gestapo-folk, der førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor Kaj Munk 45 år gammel blev likvideret med skud i hovedet. Gestapo efterladte en lille seddel på gebrokkent dansk for at kaste skylden på modstandsfolkenes egne, men det lykkedes dem ikke at overbevise offentligheden. De ellers stærkt censurerede medier bragte Kaj Munks død på forsiden af aviserne, og ved hans begravelse deltog mange danskere. De viste digterpræsten den sidste respekt og lod omverden vide, at de ville fortsætte den kamp, der for Kaj Munk endte så tragisk på Hørbylunde Bakke i 1944.

Ordet

”Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i Vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade.”
”Ordet”, s. 12.

Allerede i 3.g skrev Kaj Munks sit første teaterstykke, og da han efter studentereksamen i 1917 flyttede til København for at læse teologi, blev han fascineret af Det Kongelige Teater og så så mange forestillinger, han kunne komme til. I 1928 oplevede han selv at få et stykke opsat på det store teater, men opsætningen af ”En Idealist” blev i første omgang en fiasko. Kaj Munk arbejdede imidlertid stædigt videre.

Kaj Munks mange skuespil kan stort set opdeles i to lejre; de, der handler om hans holdninger, og de, der handler om hans tro. Det sidst udgivne drama er ”Niels Ebbesen”, som handler om en dansk ridder, der i 1300-tallet slår en tysk panthaver ihjel, men inden da udkom ”Ordet” i 1932.

Kaj Munks bedst kendte drama skrev han på bare fem dage, mens han ventede på svar fra Det Kongelige Teater, om de vil antage ”En Idealist”. ”Ordet” handler om religionsstridigheder i et lille samfund, hvor indremissionske og grundtvigianske kræfter strides, og det handler i høj grad om troen på mirakler. I en lille, grundtvigiansk familie påvirker den forstyrrede og stærkt troende Johannes de resterende medlemmer, men da den gravide Inger dør i barselssengen, er det Johannes’ tro og Ingers datters barnetro på det gode og på miraklet, der vækker Inger til live igen. ”Ordet” er uden tvivl inspireret af Kaj Munks egen opvækst med et indremissionsk hjem og den grundtvigske opfattelse i skolen, han mødte – selvom de indremissionske kræfter i ”Ordet” er langt sortere og mindre kærlige, end dem, Kaj Munk selv oplevede.

”Ordet” handler om at tro og om de mange tvivlsspørgsmål, en tro afføder. Kan man have en tro på det at tro – uden selv at tro? Og kan tro have forskellige udtryk og stadig være ligeværdige? Grænserne mellem vanvid, naivitet og den stærke vækkelsestro er udflydende i Kaj Munks drama, der blev opført første gang på Betty Nansen Teatret i 1932. Filminstruktøren Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1955 ”Ordet” og vandt adskillige internationale filmpriser for den smukke sort/hvide-film.

Kaj Munk skrev selv en fortsættelse til skuespillet, ”Ordet II”, der først blev gravet frem og udgivet af Kaj Munks søn Arne Munk (1934-2011) i 2004. Kvaliteten af stykket er dog også blevet anfægtet efterfølgende. ”Så vidt vides udgav Kaj Munk aldrig selv stykket, velsagtens i realistisk erkendelse af den forkrampede, sentimentale og svampede atmosfære, der lægger sig forkølet over hele arrangementet.” (Johs. H. Christensen: Kaj Munk: ORDET II, 2004-03-12).