Kaj Munk
Foto: A E Andersen/Ritzau Scanpix

Kaj Munk

cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
Kaj Munk
Foto: A E Andersen/Ritzau Scanpix

Indledning

Kaj Munk (1898-1944) er paradoksalt nok mest kendt for sin dramatiske og tidlige død. Efter at have kritiseret samarbejdspolitikken, jødeforfølgelsen og nazismen i den offentlige debat blev han d. 4. januar 1944 likvideret af den tyske besættelsesmagt, men inden da forfattede han utallige digte, kronikker, rejsebeskrivelser og skuespil og var hen over 20 år sognepræst i den vestjyske landsby Vedersø. Han skrev manuskriptet til ”Ordet” (1925), som instruktør Carl Th. Dreyer senere filmatiserede og vandt flere internationale filmpriser for, og få år efter likvideringen udkom den posthume digtsamling ”Den skæbne ej til os” (1946) med det populære digt ”Den Blaa Anemone”.

 

47346185

Blå bog

Født: 13. januar 1898 i Maribo, Lolland.

Død: 4. januar 1944 på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg.

Uddannelse: Realeksamen fra privatskolen i Maribo, student i 1917 fra Nykøbing Katedralskole og cand.theol. fra Københavns Universitet, 1924.

Debut: Rub og stub: Regensens rusgilde. P.E. Larsen, 1923.

Litteraturpriser: Studenternes Æreskunstner i 1938.

Seneste udgivelse: Anker Gemzøe og Mogens Pahuus: Kaj Munks digtning og livssyn. Aalborg Universitetsforlag, 2019.

Jørgen Jensen, 2005.

Inspiration: Ingen kendte udover plejemoren Marie.

Genre: Drama

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
maa smelte ved at se det
den første Dag i Marts.
Hvad gennembrød den sorte Jord
og gav den med sit søblaa Flor
et Stænk af Himlens Tone?
Den lille Anemone,
jeg planted der i Fjor.”
”Sidste Digte – den skæbne ej til os”, s. 61.

Kaj Munk blev født som Kaj Harald Leininger Petersen i Maribo 1898 som barn af Matilde Petersen og garvemester Carl Emanuel Petersen. Faderen døde af et hjertetilfælde kun et år efter fødslen, og i 1903 døde Kaj Munks mor af tuberkulose. Som bare femårig blev den skrøbelige, lille dreng adopteret af sin mors kusine Marie og hendes mand Peter Munk, der i 1916 gav ham efternavnet Munk.

På trods af den tilsyneladende hårde start på livet trivedes den førhen så svagelige Kaj Munk. Han voksede op i et trygt og kærligt husmandshjem på Vestlolland og var så kvik, at han hurtigt kom på privatskole i Maribo. I 1917 blev han student fra Nykøbing Katedralskole, og som 26-årig var han i 1924 færdiguddannet cand.theol. fra Københavns Universitet. Hurtigt herefter fik han embede i den vestjyske by Vedersø, hvor han var præst frem til sin død i 1944. Det var også her, han mødte sin unge hustru Elise (Lise) Marie Jørgensen, som han i 1929 blev gift med og siden hen fik børnene Yrsa, Solveig, Arne, Mogens og Helge med.

Allerede mens Kaj Munk læste teologi på universitetet og boede på kollegiet Regensen i indre København, skrev han sit første skuespil, ”Rub og Stub” (1923), og under en eksamensperiode også de første otte akter af ”En Idealist” (1928). ”Rub og Stub” blev udgivet som et lille hæfte, og mens Kaj Munk faldt til rette i det vestjyske sogn, skrev han stadig flere skuespil og debatindlæg, og de blev stadig mere og mere kritiske over for nazismens raceteorier, den danske samarbejdspolitik og fascismens invasioner.

Efter at have prædiket i Københavns Domkirke i december 1943 bankede modstandsmanden Børge Eriksen sidst i december 1943 på Kaj Munks dør for at advare ham. Han ville forsøge at overtale Kaj Munk til at gå under jorden, men det lykkedes ikke. Få uger efter blev Kaj Munk hentet af fem Gestapo-folk, der førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor Kaj Munk 45 år gammel blev likvideret med skud i hovedet. Gestapo efterladte en lille seddel på gebrokkent dansk for at kaste skylden på modstandsfolkenes egne, men det lykkedes dem ikke at overbevise offentligheden. De ellers stærkt censurerede medier bragte Kaj Munks død på forsiden af aviserne, og ved hans begravelse deltog mange danskere. De viste digterpræsten den sidste respekt og lod omverden vide, at de ville fortsætte den kamp, der for Kaj Munk endte så tragisk på Hørbylunde Bakke i 1944.

Ordet

”Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i Vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade.”
”Ordet”, s. 12.

Allerede i 3.g skrev Kaj Munks sit første teaterstykke, og da han efter studentereksamen i 1917 flyttede til København for at læse teologi, blev han fascineret af Det Kongelige Teater og så så mange forestillinger, han kunne komme til. I 1928 oplevede han selv at få et stykke opsat på det store teater, men opsætningen af ”En Idealist” blev i første omgang en fiasko. Kaj Munk arbejdede imidlertid stædigt videre.

Kaj Munks mange skuespil kan stort set opdeles i to lejre; de, der handler om hans holdninger, og de, der handler om hans tro. Det sidst udgivne drama er ”Niels Ebbesen”, som handler om en dansk ridder, der i 1300-tallet slår en tysk panthaver ihjel, men inden da udkom ”Ordet” i 1932.

Kaj Munks bedst kendte drama skrev han på bare fem dage, mens han ventede på svar fra Det Kongelige Teater, om de vil antage ”En Idealist”. ”Ordet” handler om religionsstridigheder i et lille samfund, hvor indremissionske og grundtvigianske kræfter strides, og det handler i høj grad om troen på mirakler. I en lille, grundtvigiansk familie påvirker den forstyrrede og stærkt troende Johannes de resterende medlemmer, men da den gravide Inger dør i barselssengen, er det Johannes’ tro og Ingers datters barnetro på det gode og på miraklet, der vækker Inger til live igen. ”Ordet” er uden tvivl inspireret af Kaj Munks egen opvækst med et indremissionsk hjem og den grundtvigske opfattelse i skolen, han mødte – selvom de indremissionske kræfter i ”Ordet” er langt sortere og mindre kærlige, end dem, Kaj Munk selv oplevede.

”Ordet” handler om at tro og om de mange tvivlsspørgsmål, en tro afføder. Kan man have en tro på det at tro – uden selv at tro? Og kan tro have forskellige udtryk og stadig være ligeværdige? Grænserne mellem vanvid, naivitet og den stærke vækkelsestro er udflydende i Kaj Munks drama, der blev opført første gang på Betty Nansen Teatret i 1932. Filminstruktøren Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1955 ”Ordet” og vandt adskillige internationale filmpriser for den smukke sort/hvide-film.

Kaj Munk skrev selv en fortsættelse til skuespillet, ”Ordet II”, der først blev gravet frem og udgivet af Kaj Munks søn Arne Munk (1934-2011) i 2004. Kvaliteten af stykket er dog også blevet anfægtet efterfølgende. ”Så vidt vides udgav Kaj Munk aldrig selv stykket, velsagtens i realistisk erkendelse af den forkrampede, sentimentale og svampede atmosfære, der lægger sig forkølet over hele arrangementet.” (Johs. H. Christensen: Kaj Munk: ORDET II, 2004-03-12).

Han sidder ved Smeltediglen

”Aah, disse Jøder! Pestbaciller omkring os! Jeg aabner min Pung for at købe mig Føde, der sidder en Jøde i den. Jeg gaar til min Seng for at finde Hvile, en Jøde har skjult sig i den. Selv i mit Hjerte, mit tyske Hjerte, sidder, uudryddelig, Jøden.”
”Han sidder ved Smeltediglen”, s. 45.

Hvor ”Ordet” beskæftigede sig med Kaj Munks trosmæssige overvejelser, så er dramaet ”Han sidder ved Smeltediglen” (1938) i høj grad et opgør med Kaj Munks tidligere fascination af fascismens og nazismens store ledere. Stykket skrev Kaj Munk i Paris og Berlin i januar 1938, og det havde allerede urpremiere i april i Oslo og dansk premiere i august samme år.

Om den lidt mystiske titel skrev Kaj Munk i programmet til teaterpremieren: ”Jorden er Smeltedigelen, og den kristne Gud saa stor, at han lader Guden i Helvede skovle Kul paa ’under Guds Smeltedigel’” (Per Stig Møller: Opslag i Dansk Forfatterleksikon. Rosinante, 2001). Med ’guden i helvede’ mente Kaj Munk nazismen og forsøgte dermed at skabe et billede af den glødende nazistbevægelse som én, der forsøgte at konformere jordens forskellighed og smelte den sammen til en race; den ariske.

”Han sidder ved Smeltediglen” handler i store træk om den lidt excentriske, tyske arkæologiprofessor Mensch og udviklingen af hans forhold til arkæologassistenten frøken Schmidt, der hen imod slutningen af stykket afslører sig selv som værende af jødisk afstamning. Vi følger professor Menschs udvikling fra at tale den nazistiske kollega Dorn efter munden og nære antipati mod jøderne til at forelske sig i den jødiske frøken Schmidt og knuse et vigtigt arkæologisk fund for at redde sig selv og sin elskede.

Dramaet er i høj grad en iscenesættelse af Kaj Munks egen bevægelse hen imod at tage stærk afstand fra nazismens åndelige påvirkning og menneskelige overgreb og et lysende eksempel på Kaj Munks egen anti-ideologiske holdning, hvor sandheden må vige fra det, der i sidste ende er vigtigst; kærligheden.

Som med så mange andre af sine teaterstykker var Kaj Munk selv ude og læse op fra ”Han sidder ved Smeltediglen” rundt om i Danmark. Den 30. november 1938 læste Kaj Munk dermed op for arbejdsløse i K.B. Hallen, hvor der kom omkring 4.000 tilhørere, og indtægterne gik til Kirkens Korshærs arbejde for de arbejdsløse. Gennem oplæsningerne for ikke bare intellektuelle – men også den almene dansker – forsøgte Kaj Munk at bremse antisemitismen dér, hvor man kunne frygte, den kunne få fat: blandt arbejdsløse, frustrerede danskere, der ledte efter en leder og en vej ud af den forkrøblende arbejdsløshed.

Sidste Digte – Den skæbne ej til os

”Paa Lolland jeg den hented,
et Kærtegn fra min Fødeø.
Saa gik jeg her og vented
og tænkte, den maa dø;
den savner jo sit Skovkvarter,
sin lune Luft, sit fede Ler;
i denne fjendske Zone
forgaar min Anemone;
jeg ser den aldrig mer.”
”Sidste Digte – Den Skæbne ej til os”, s. 61.

Efter sin død blev Kaj Munks tekster endnu mere populære, og med den posthume digtsamling ”Sidste Digte – Den skæbne ej til os” (1946) slog digterpræsten for alvor igennem i offentligheden. Det var især i kraft af digtet ”Den Blaa Anemone”, der i 1945 blev sat til musik af Egil Harder, men først i 2006 optaget i Højskolesangbogen efter utallige opfordringer.

Digtet skrev Kaj Munk formentlig i det tidlige forår 1943 ved synet af den vestjyske præstegårds første forårsblomster, og i julen 1943 lod han digtet trykke i 300 eksemplarer. Det brugte Kaj Munk som julehilsen til venner og bekendte, og dets første linjer med det næsten mistroiske spørgsmål ”Hvad var det dog, der skete?” fortsætter på sin vis Kaj Munks tidligere beskæftigelse med miraklet. Det er imidlertid ikke bare en botanisk mirakelfortælling om en lille, blå anemones rejse fra Lollands fede muld til Vestjyllands barske klima, digtet handler om. Da Kaj Munk skrev digtet i 1943, var Danmark besat, og den lille blomsts mirakuløse overlevelse i en fjendsk zone var en slet skjult bemærkning om den danske mentalitets spirende modstandskraft. ”Den Blaa Anemone” handler om at være i fortvivlet og sorgfuld krise over tingenes tilstand og alligevel kunne få øje på lyset og på det spirende håb, der findes i livskraften.

De øvrige digte i ”Sidste Digte – Den Skæbne ej til os” er som ”Den Blaa Anemone” opfordringer til at tro på, at det gode vil sejre. Nogle mere billedlige med især naturmetaforer, der skal illustrere danskernes kraft og vilje, andre direkte henvendelser til ministre og kommentarer til danske, navngivne politikere og tanker om ”Brittens Dygtighed”. ”Sidste Digte – Den skæbne ej til os” er i høj grad en digtsamling af sin tid og er stærkt præget af besættelsesmagtens påvirkning på danskerne.

Genrer og tematikker

Gennem Kaj Munks korte liv løb to spor stærkest, nemlig en optagethed af politiske spørgsmål og af troens spørgsmål. Hvor Kaj Munk ikke nødvendigvis troede på demokratiet, så var hans tro på Gud stærk, og Kaj Munk havde sin Gud med i alt. Det var hans elskede plejemor, der opfordrede ham til at læse teologi, men allerede som barn var han dybt troende, og det kristne livssyn gennemsyrede både dramatik og lyrik.

Især ”Ordet”s tematik er åbenlyst kristent, og det er samtidig det stykke, der stod hans hjerte nærmest. Ved skuespillets opførelse i Oslo udtalte Kaj Munk: ”Stykket har ogsaa et andet Bud end det kunstneriske – et religiøst Bud: Du ængstelige, svage Menneske, du har Lov til at bede til Gud” (Søren Lodberg Hvas: Kaj Munk: Ordet – set i et teologisk perspektiv. Nyt Nordisk Forlag, 2014).

Kaj Munk var optaget af sin samtid, og som sådan fulgte hans egen politiske holdning verdens udvikling. Som mange andre var han i begyndelsen af 1930’erne frustreret over Første Verdenskrigs eftervirkninger med høj arbejdsløshed og generelt politisk kaos, og de store ledere Adolf Hitler og Benito Mussolini dannede handlekraftige opponenter til den resultatløse ståen-i-stampe, der ellers herskede i Europa. Som sådan var Kaj Munks livsopfattelse uideologisk og udogmatisk. Han tog afstand fra alle -ismer og ideologier og troede dermed ikke på, at man kunne leve efter et fastlåst verdenssyn. Kaj Munk var også imod den begyndende amerikanisering i Danmark og befolkningens bevægelse fra landet til byerne, og lige fra de første skuespil var der en politisk tematik; om end dens udsigelse ændrede sig drastisk undervejs i Kaj Munks forfatterskab.

I en kronik fra 1938 fandt Kaj Munk det ”(…) umuligt andet end at prise det Hitlerske Styre for Klogskab over Klogskab.” (Søren Schou: På den yderste højrefløj. Den store danske), og dramaet ”En idealist” er formentlig skrevet om Mussolini. Med teaterstykkerne ”Sejren” (1936) og ”Han sidder ved Smeltediglen” skete der imidlertid et skift i Kaj Munks fascination af nazismen og fascismen. Ligesom omverdenen fik Kaj Munk øjnene op for jødeforfølgelsen og Mussolinis diktatur og invasioner, og fra da af var Kaj Munk glødende anti-nazistisk. Kaj Munks kritik af den tyske besættelsesmagt fortsatte i det offentlige rum, og i 1943 fik han af Werner Best, tyskernes øverstbefalende i Danmark, forbud mod at skrive bøger. Teaterstykket ”Niels Ebbesen” fra 1942 var allerede blevet forbudt lige efter første udgivelse, men det blev til stadighed omdelt illegalt, og Kaj Munk var næsten hver dag ude og læse op fra det rundt om i landet.

En måned før sin død holdt Kaj Munk en prædiken i Københavns Domkirke. Her sagde han: ”Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er martyrsindet, de kristnes martyrsind. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os.” (Henning Nørhøj: Kaj Munk (1898-1944) Kristendom.dk, 2008-08-25). Selv endte han sit liv som offer for overmagten, men med sin tro og overbevisning intakt.

Beslægtede forfatterskaber

Det kan være svært at finde et sidestykke til Kaj Munks firedelte virke som samfundsdebattør, digter, dramatiker og præst.

I sin egen tid var han i stadig, men ulige, konkurrence med dramatikeren Kjeld Abell (1901-1961), der dog var langt mere folkelig i stilen med stykker om bl.a. den lille funktionær Larsen. Kulturskribenten og politikeren Arne Sørensen (1906-1978), der i 1936 stiftede partiet Dansk Samling – som var det eneste parti, Kaj Munk identificerede sig med, og det endda kun ved et enkelt valg – byggede sin politik på et kristentsocialt grundlag og afviste såvel liberalismen som den kommunistiske og nazistiske totalitarisme. De var glødende modstandere af samarbejdspolitikken, og i den henseende er der mange ligheder mellem Arne Sørensen og Kaj Munk.

Præsten og salmedigteren K.L. Aastrup (1899-1980) havde – trods et stormfuldt og senere næsten fjendsk forhold til nabopræsten Kaj Munk – også mange ligheder med Munk. Hvor Kaj Munk brugte prædikener, debatindlæg og skuespil til at give udtryk for sine holdninger mod besættelsesmagten, så havde Aastrup forbindelser til det illegale arbejde under den tyske besættelse og måtte grundet det flygte til Sverige i 1944. Efter Kaj Munks død skrev K.L. Aastrup digtet ”Saa skød de Munk”, der udkom i digtsamlingen ”Salmer. Tredie Samling” i 1945. Deres store forskellighed bestod i deres tilgang til det teologiske; mens K.L. Aastrup rent teologisk var fascineret af gruppen omkring det lutherske og mere fundamentalistiske blad Tidehverv, så var Kaj Munk udogmatisk.

I Kaj Munks eftertid har debatten om hans standpunkter floreret, om end hans betydning aldrig har været til debat. Ligesom den indflydelsesrige, tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) – der af hans egen, antisemitiske søster i sit eftermæle blev sat i forbindelse med den nationalsocialistiske ideologi – er Kaj Munks eftermæle og betydning blevet så omdiskuteret, at de forskellige fortolkninger af hans forfatterskab næsten virker modsigende. 

Bibliografi

Skuespil

Munk, Kaj:
Rub og stub: Regensens rusgilde. 1923.
Munk, Kaj:
En Idealist – nogle indtryk fra en Konges Liv. 1928.
Munk, Kaj:
I Brændingen. 1929.
Munk, Kaj:
Cant – et skuespil om Henry VIII og Anne Boleyn. 1931.
Munk, Kaj:
Ordet. 1932.
Munk, Kaj:
De Udvalgte. 1933.
Munk, Kaj:
Pilatus – skuespil i 4 akter. 1937.
Munk, Kaj:
Han sidder ved Smeltediglen. 1938.
Munk, Kaj:
Shakespeares Hamlet. 1938.
Munk, Kaj:
Fugl Fønix. 1939.
Munk, Kaj:
Før Cannae. 1943.
Munk, Kaj:
Niels Ebbesen – skuespil i 5 Akter. 1942.

Digte

Munk, Kaj:
– os bærer den himmelske Glæde. Digte fra det hellige land. 1934.
Munk, Kaj:
Tempelvers. 1939.
Munk, Kaj:
Sværg det, Drenge. 1941.
Munk, Kaj:
Sidste Digte – den skæbne ej til os. 1944.

Børnelitteratur

Munk, Kaj:
Knaldperler. Digte for børn mellem knap 3 og godt 70 Aar. 1936.
Munk, Kaj:
Liv og glade dage. Femten smaa Hilsener med løst krudt til de muntreste af mine Kammerater, Naturens egne drenge, de danske jægere. 1936.
Munk, Kaj:
Elleve Kaj Munk Digte for Børn og Voksne. 1937.
Munk, Kaj:
Elleve knaldperler – Viser for store og små af Kaj Munk. 1937.
Munk, Kaj:
Jesus' historier – genfortalt for de smaa. 1943.

Faglitteratur

Munk, Kaj:
Vedersø – Jerusalem retur. Med Kaj Munk til Sønderjylland, Alpernes Italien, Ægypten og det hellige Land. 1934.
Munk, Kaj:
Apostlenes Gerninger – gengivet af Kaj Munk. 1943.

Noveller

Munk, Kaj:
10 Oxford-Snapshots, klippet af en Dramatiker. 1936.
Munk, Kaj:
Egelykke. 1940.
Munk, Kaj:
Danmark, lidt om Folk og Fædreland. 1943

Kronikker, prædikener, erindringer og essays

Munk, Kaj:
Himmel og Jord – kronikker m.m. 1938.
Munk, Kaj:
Ved Babylons Floder – danske Prædikener. 1941.
Munk, Kaj:
Foraaret saa sagte kommer. Erindringer. 1942.
Munk, Kaj:
Med sol og megen glæde. 1942.

Om Kaj Munk

Gemzøe, Anker og Mogens Pahuus: Kaj Munks digtning og livssyn. Aalborg Universitetsforlag, 2019.

Om forfatterskabet

Web

Billedserie i anledningen af 70-års dagen for likvideringen af Kaj Munk.
Kaj Munk Forskningscentret ved Aalborg Universitets hjemmeside med bl.a. undervisningsforløb, seminarer på lydfiler, fotos af originale tekster og Kaj Munk-quiz.
Kaj Munks liv fortalt af bl.a. hans datter Yrsa med fokus på Munks hjem som politisk og kulturelt samlingssted.

Artikler

Remar, Dorte:
At leve med Kaj Munk. Kristeligt Dagblad, 2000-08-11.
Høi, Poul:
»Det er politiet. Er Kaj Munk hjemme?«. Berlingske Tidende, 2013-12-31.
Metz, Georg:
Martyr til tiden. Information, 2015-01-26.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kaj Munk

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Schou, Søren: På den yderste højrefløj
Den Store Danske.
Møller, Per Stig:
Dansk Forfatterleksikon: Kaj Munk. Rosinante, 2001.
Nørhøj, Henning:
Kaj Munk (1898-1944). Kristendom.dk, 2008-08-25.
Lodberg Hvas, Søren:
Kaj Munk: Ordet – set i et teologisk perspektiv. Nyt Nordisk Forlag, 2014.