Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
maa smelte ved at se det
den første Dag i Marts.
Hvad gennembrød den sorte Jord
og gav den med sit søblaa Flor
et Stænk af Himlens Tone?
Den lille Anemone,
jeg planted der i Fjor.”
Kaj Munk blev født som Kaj Harald Leininger Petersen i Maribo 1898 som barn af Matilde Petersen og garvemester Carl Emanuel Petersen. Faderen døde af et hjertetilfælde kun et år efter fødslen, og i 1903 døde Kaj Munks mor af tuberkulose. Som bare femårig blev den skrøbelige, lille dreng adopteret af sin mors kusine Marie og hendes mand Peter Munk, der i 1916 gav ham efternavnet Munk.
På trods af den tilsyneladende hårde start på livet trivedes den førhen så svagelige Kaj Munk. Han voksede op i et trygt og kærligt husmandshjem på Vestlolland og var så kvik, at han hurtigt kom på privatskole i Maribo. I 1917 blev han student fra Nykøbing Katedralskole, og som 26-årig var han i 1924 færdiguddannet cand.theol. fra Københavns Universitet. Hurtigt herefter fik han embede i den vestjyske by Vedersø, hvor han var præst frem til sin død i 1944. Det var også her, han mødte sin unge hustru Elise (Lise) Marie Jørgensen, som han i 1929 blev gift med og siden hen fik børnene Yrsa, Solveig, Arne, Mogens og Helge med.
Allerede mens Kaj Munk læste teologi på universitetet og boede på kollegiet Regensen i indre København, skrev han sit første skuespil, ”Rub og Stub” (1923), og under en eksamensperiode også de første otte akter af ”En Idealist” (1928). ”Rub og Stub” blev udgivet som et lille hæfte, og mens Kaj Munk faldt til rette i det vestjyske sogn, skrev han stadig flere skuespil og debatindlæg, og de blev stadig mere og mere kritiske over for nazismens raceteorier, den danske samarbejdspolitik og fascismens invasioner.
Efter at have prædiket i Københavns Domkirke i december 1943 bankede modstandsmanden Børge Eriksen sidst i december 1943 på Kaj Munks dør for at advare ham. Han ville forsøge at overtale Kaj Munk til at gå under jorden, men det lykkedes ikke. Få uger efter blev Kaj Munk hentet af fem Gestapo-folk, der førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor Kaj Munk 45 år gammel blev likvideret med skud i hovedet. Gestapo efterladte en lille seddel på gebrokkent dansk for at kaste skylden på modstandsfolkenes egne, men det lykkedes dem ikke at overbevise offentligheden. De ellers stærkt censurerede medier bragte Kaj Munks død på forsiden af aviserne, og ved hans begravelse deltog mange danskere. De viste digterpræsten den sidste respekt og lod omverden vide, at de ville fortsætte den kamp, der for Kaj Munk endte så tragisk på Hørbylunde Bakke i 1944.