pia tafdrup
Foto: Isak Hoffmeyer

Pia Tafdrup

cand.mag. Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret i 2017.
Top image group
pia tafdrup
Foto: Isak Hoffmeyer
Main image
Tafdrup, Pia
Foto: Susanne Mertz

Indledning

Pia Tafdrups forfatterskab kredser om emner som overskridelse, brud og forandring med udgangspunkt i et af de eneste stykker natur, vores civilisation endnu ikke helt formår at kontrollere: Vores egen krop.

Værkernes eksistentielle ærinde er en afsøgen af forholdet mellem liv og død, had og kærlighed, sprog og tavshed.

Pia Tafdrup var en markant skikkelse inden for 1980’ernes lyriske genkomst, og i 1999 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris.

 

47611571

Blå bog

Født: 29. maj 1952 i København.

Uddannelse: Cand.mag. i nordisk (dansk) fra Københavns Universitet, 1977.

Debut: Når der går hul på en engel. Borgen, 1981.

Litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris, 1999. Søren Gyldendal Prisen, 2005. Svenska Akademiens nordiska pris, 2006.

Seneste udgivelse: Lyden af skyer. Gyldendal, 2020. Digte.

Inspiration: Digterne Rainer Maria Rilke, Paul Celan, Gunnar Ekelöf og Inger Christensen.

Perioder: Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Kloden er et kalkhvidt kranie / fyldt af krig - / og under hovedskallen brænder / et livs bibliotek”
”Tarkovskijs heste”, s. 37.

Pia Tafdrup blev født i 1952 og voksede op på gårdene Endrupgaard og Rosendal i Nordsjælland. Det, der kunne ligne idyl, blev brudt af forældrenes skrøbelige ægteskab, økonomisk usikkerhed og en traumatisk familiebaggrund: Forældrene pakkede familiens tilværelse ind i vat, fordi de som jøder begge havde måttet flygte fra den nazistiske terror under Anden Verdenskrig. Både Pia Tafdrups mor og far havde måttet forlade deres hjem for at flygte til Sverige, da jødeforfølgelserne satte ind.

Bruddet med den (over)beskyttede barndom og mødet med verden blev af den grund ekstra overrumplende for Pia Tafdrup, og igennem hendes forfatterskab markerer denne overgang skabelsen af digteren. Da Pia Tafdrup slipper sin moders hånd, bruger hun sin nyvundne fri- og ensomhed til skildre og transcendere den verden, hun møder.

Da Pia Tafdrup debuterede i 1981, var hun en del af en markant ny generation af digtere, der havde givet lyrikken en renæssance i Danmark. Som en central digter inden for firsernes poesi udgav hun seks digtsamlinger, generationsantologierne ”Konstellationer” (1982) og ”Transformationer” (1985) og optrådte med bl.a. vennen og digterkollegaen Michael Strunge. Hun var også med, da generationen i en berømt udsendelse blev splittet i mundhuggeri for åben skærm på Danmarks Radio i 1984 (Kongstad/Vesterberg: ”Dengang i 80'erne”, s. 52-70).

Forfattergerningen er et eksistentielt anliggende, som skal søge at rejse sig over de grundlæggende vilkår, som mennesket til hver en tid er begravet i. Som Tafdrup selv skriver: ”Forfatteren må ikke opgive at prøve at forstå. Det tilhører nødvendighedens sfære at skaffe sig indsigt. Forfatteren skal følge sit hjerte og fortsat gøre det umulige … Det er det, en forfatter går ind til.” (Manifest i dagbladet Information, 2010-01-21).

Siden 1983 har Pia Tafdrup ernæret sig som digter med udgivelser, oplæsninger mm., og har siden 1989 været medlem af Det Danske Akademi.

Når der går hul på en engel

”Sort, sort mørke / rødt, rødt blod / en stor, stor plante/ rives op med rod / eller en solsort trækker / en orm op af plænen / trukket op af jorden / revet ud af skødet / af jord er du kommet”
”Når der går hul på en engel”, side 64.

I en tid, hvor den unge danske digtning dykkede godt og grundigt ned i punk-kulturens storbymørke og 70'ernes krisegenerations desillusionerede fremmedgjorthed, udgjorde Pia Tafdrups debut, ”Når der går hul på en engel” fra 1981, et noget andet brud. Her var det ikke en anklage mod en urimelig samfundsstruktur, men derimod en mere stilfærdig undersøgelse af en feminin identitet i overgangen fra pige til kvinde. Det betyder dog ikke, at det var mindre kontroversielle ting, Pia Tafdrup lagde frem på bordet.

Titlen røber, at der brydes med idealet om den dydige pige, og den peger på kroppens og identitetens uundgåelige sammenhæng, på menstruationen som det kropslige brud, som annoncerer ikke bare voksenlivets komme, men hos Pia Tafdrup også markerer en fødsel som kunster.

22678310

Det indledende digt ”Engang”, hvor jeg'et sætter sig på en bænk, som viser sig ikke at være der, slår dette brud an: ”[...]i faldet / finder jeg mig selv stirrende / på begrebet ”engang” / som jeg i så mange år / af mit liv / har antaget / skulle få virkelig eksistens / på samme måde / som jeg tror at finde / den faktiske bænk / i dette sekund” (s. 9). Her tabes verdensbilledet i faldet, da den solide ”bænk” viser sig ikke at være der. Her ekspliciterer jeg'et et brud med (forældre-)autoriteten, der med løftet om ”engang” har kunnet disciplinere barnet: I faldet er verden vilkårlig, og autoriteterne står for fald. Dette verdenstab og oprør udmønter sig dog ikke i en fuldstændig værdirelativistisk nihilisme, da jeg'et i faldet ikke afviser tanken ”[...]om / at der måske / engang / står en rigtig bænk” (s. 11).

I resten af digtene står forgængeligheden ved det kropslige i centrum. Her findes seksualitet, graviditet og dermed (kunstnerisk) skabelse, men også forgængelighed og død. Afslutningsvist antydes dog en afklaring, hvor tankerne ”sætter sig stille / et sted i mørket” (s. 70).

Med ”Når der går hul på en engel” markerer Pia Tafdrup som andre repræsentanter for sin generation et brud med halvfjerdsernes etablerede danske digtning, men hun gør det på sin helt egen kropslige facon i undersøgelsen af overgangen fra pige til kvinde. En overgang, hvor også digteren kommer til verden.

Intetfang

”på det mørke vand / nær den algegrønne kaj / hvor billede på billede / af krop og køn / fra en anden verden / stødes frem / og ruller tilbage igen/ ét for ét / medens sæden løber / mellem fingrene / ligesom fisken svømmer”
”Intetfang”, s. 24.

Pia Tafdrups anden digtsamling ”Intetfang” fra 1982 var med til at få kritikeren Erik Skyum-Nielsen til at betegne hendes lyrik som ”krops-modernisme”. Kroppen er hos Pia Tafdrup en slags frirum, uberørt af samfundets klør og den sidste rest natur, vi har. Krop og seksualitet er noget af det sidste, som normerne endnu ikke har tæmmet og disciplineret.

Gennem ”Intetfang” bruger Pia Tafdrup havet og livet, som lever i dybet, som billede på kroppens utæmmelighed og underliggende seksualitet. Over 70 pct. af jordens overflade er dækket af vand, og alligevel frygter kun en tåbe ikke havet, lyder det advarende. Man kunne sige det samme om seksualiteten, der som urkraft uden held har været forsøgt tæmmet i årtusinder.

Som et hav bruser liderligheden ind over det elskende par i digtet ”På Bunden”. Her er ”dit åndedrag som hårde bølgeslag / mod bådens teakfinér”, mens ”øjnene glider frem i mørket som lysende fiskestimer” (s. 25).

Pia Tafdrup opstiller her et klassisk natur-kultur modsætningspar, hvor havet er naturen, der slår mod de samfundsbetingede hæmninger (båden), lavet af det fornemme teaktræ. Båden må dog til sidst give fortabt over for fiskenes ryk gennem vandet, og ”smagen af grøn grøn tangskov / når sæden sprøjter mod ganen”.

Men den opstemte rus, når urkræfterne tager over, står ikke alene i digtene. Jeg'et er fanget på kanten mellem hav og land. Id'ets dyriske tendenser og over-jeg'ets kamp for at få mennesket til at opføre sig pænt river i digtet ”I spejlet” jeg'et over, og resultatet er ”angsten / der ruller / til og fra som vraggods / i strandkanten” (s. 49). Det er spejlet, der udløser angsten og splittelsen, fordi spejlet netop får os til at iagttage og måle os selv i forhold til de andres normer.

Men ”Intetfang”s mørke undersøgelse af det splittede jeg ender lykkeligt: I det afsluttende digt ”Finder hjem” findes en vej til at lade de modsatrettede kræfter forenes, og ”udvisker / grænserne mellem / landet / og luften / og havet” (s. 62).

I ”Intetfang” skildrer Pia Tafdrup vores splittelse mellem naturabe og kulturmenneske og lader de modsatrettede kræfter finde sammen i et afsluttende, kropsligt kompromis.

Hvid feber

”Lyset i sproget / kaster sine stråler på dig / og velsigner dig.”
”Hvid feber”, s. 93.

I 1986-digtsamlingen ”Hvid feber” indleder Pia Tafdrup en ny periode i sit forfatterskab, der indtil da havde været domineret af kroppen som kampplads mellem naturens dyriskhed og samfundets disciplinerende kultur med erfaringen af de ekstatiske sansninger som bærende punkt. Nu lægges fokus over på mere generelle grundstemninger som ensomhed, rastløshed og afmagt.

Stadig er modsætningen mellem natur og kultur på banen. I digtet ”Lys Skifter” er det dog en symbiose mellem de to modpoler, der ses i digtet, hvor naturen afbrydes af mennesket: ”

23175533

Mens en fiskestime / går i net / mens en fugleflok / fanges ind” og vildtet og en hare bliver stoppet af geværskud.Digtet handler umiddelbart om kulturens sejr over naturen, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at naturen blot antager nye former. Denne evige dialektik mellem livets modsætninger gennemskues af digteren, der som en romantisk kunstner kan se gennem de umiddelbare fænomener omkring sig og kan se ind i altings kerne. Det er naturligvis sproget, der er nøglen til erkendelsen, hvilket ses i digtet ”For at det aldrig skal høre op”: ”lyset i sproget / kaster sine stråler på dig / og velsigner dig” (s. 93).

Med de transcendentale tendenser spirer, som man kan se, også religiøsiteten. Den udmønter sig dog ikke i nogen specifik anskuelse, men nærmere som en tvivlende henvendelse. Det ses i ”Hvid feber”s sidste digt ”Ti anråbelser”, hvor Gud råbes an i ti strofer af et mildt sagt utilfredst jeg: ”Gud, min Gid / hvorfor taler du altid / med sand i munden” og ”Gud, min Gud / Hvad er hemmeligheden / bag din psykotiske leg” (s. 95-96). Her står tvivleren som en anden Jesus på korset og sender anklagende spørgsmål af sted mod Vorherre, men for så alligevel at vende sig tilbage til en dulmende erkendelse af sprogets kraft: ”Gud, min Gud / jeg er en krop / som sproget rører ved (s. 97).

I ”Hvid feber” udvider Pia Tafdrup sin poetiske palet ved at lade det religiøse kigge ind. Digteren synes dog ikke afklaret om, hvorvidt det resulterer i forløsning eller feber.

Dronningeporten

”Syv farver i en regnbue / for at flyve over himlen / som årets første rådyr / i spring over marken”.
”Dronningeporten”, s. 172.

Med udgangspunkt i kunstnerisk skabertrang og subtil feminisme nærmest opsummerer Pia Tafdrup hele sit hidtidige forfatterskab i ”Dronningeporten” (1998), der er en særdeles ambitiøs samling af digte. ”Dronningeporten”s titel antyder en kvindelig indgang til verden, men først og fremmest drejer den sig om sansningen af en verden, som kan besjæles ved hjælp af kunsten.

Indledningsvist opleves tabet, men også den kunstneriske frisættelse fra moderens greb i ”Min mors hånd” og herefter ”Ind”, hvor indgangen til det kunstneriske slås an: ”Et hus skal jeg rejse, / et digt af den lynende sne / kværnet fra himlen af hjemløs strøm” (s. 14.).

”Dronningeporten” består af ni dele, hvor vandet er omdrejningspunkt: ”Dråben”, ”Søen” og ”Floden”, men også flydende menneskelige fænomener som ”Livsvæsker” og ”Badet” for at ende i det nærmest metafysiske med ”Regnbuen”, som følger ”Regn”. Det våde element går igen i både fast, flydende og svævende form, og den foranderlighed markerer på den måde livet selv.

22001957

Vandet er livgivende, men markerer også tiden og døden, f.eks. i ”Lektion bag Bladhanget”: ”Lukket er den skole, hvor nattergale dagligt / indøver sange […] / Fuglene sidder fanget bag et skråt nålegitter / vingerne foldet sammen for regnen.” (s. 149). I digtet har regnen en ødelæggende egenskab, der ”farver tonerne, / der synger bag tindingen”, mens timerne passerer og ”den sidste dræber.”

Selvom huset, som bygges i ”Dronningeporten”s begyndelse, til sidst ligner ”en galeanstalt for engle” (s. 170), finder jeg'et i samlingens sidste digt alligevel gennem digtningen en form for orden på en jord, ”der trækker alt til sig og drikker” (s. 174): ”Over ordene sætter en regnbue sit lysende segl”. Her markerer kunsten en nærmest romantisk transcendens, idet digtenes ord skaber en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske.

”Dronningeporten” indbragte Pia Tafdrup Nordisk Råds Litteraturpris i 1999.

 

Krystalskoven

”Jeg er for dig, elskede / hvad du er for mig / Jeg ønsker et sprog / hvor to floder løber sammen / uden at spørge hvorfra / eller hvortil / Stilhed som træer der vokser”
”Krystalskoven”, side 46.

Pia Tafdrup lader ofte sine digte tage udgangspunkt i bestemte rammer, som udgør et gennemgående tema gennem hele samlingerne. Det gør sig eksempelvis gældende i hovedværket ”Dronningeporten” (1998), hvor vandet flyder som det gennemgående motiv gennem alle digtene, og i ”Territorialsang” (1994), hvor det religiøse danner rammen. I digtsamlingen ”Krystalskoven” fra 1992 udgør skoven det gennemgående tema, hvilket betyder, at digtene befolkes af træer og rådyr, mens ordet løv går igen flere steder.

Indholdsmæssigt skildres et skrantende kærlighedsforhold, men det er samtidig en skildring af verden, hvor mennesket, naturen og kunsten vikles sammen i en symbiotisk Tafdrup'sk verdensanskuelse.

20893370

I begyndelsen af samlingen slås krisen an, og samtidig bærer skoven trods ”nyudsprungne bøgeblade” præg af ”skimmel og råd” (s. 13) samt ”vissent løv” (s. 21). Vinteren tager over, hvilket antydes i samlingens titel. At der samtidig er en manglende forståelse i forholdet slås an i første digt, ”A”. Her kastes ”et A”, men modtageren griber en sten, hvilket antyder, at kommunikationen mellem parterne er brudt sammen.

I kærlighedsdigtet ”Det første bogstav” ytrer jeg'et ønsket om at skabe et nyt sprog, som kan forsone et stridende par: ”Jeg ønsker et hemmeligt sprog imellem os / et der kan standse den krig vi har ført.” (s. 46).   

I digtet sidestilles skoven og sproget, for stilheden er ”som det første bogstav”, men samtidig det ”som træer der vokser”. Her danner sproget og naturen en modpol til hadets destruktive kræfter og udgør en modgift til den fortvivlelse, jeg'et i digtet føler over for sin elskede.

Den stilhed, som jeg'et ønsker i ”Det første bogstav”, findes i sidste digt ”Destination” i en ”porøs lyd af tranceagtig stilhed”. Her lever parret hver for sig, men med en afklaring, der måske tillader ”et imperium nyligt skudt op af havet” (s. 79).

I ”Krystalskoven” skildrer Pia Tafdrup krise og forløsning i en optik, der lader natur, menneske og sprog flyde sammen til en helhed.

Tarkovskijs heste

”Min far ånder mørke / spærret inde i sig selv- / - Det gør ondt - / er den sidste sætning, min far / siger til mig/ på sit dødsleje./ Efter en hel dag / uden mulig kommunikation / står denne sætning / klar / som et sår kan skinne.”
”Tarkovskijs heste”, s. 58.

Digtsamlingen ”Tarkovskijs heste” fra 2006 har et helt konkret tema: Tabet af Pia Tafdrups far. Gennem alle 52 digte er døden og vejen til den det altdominerende motiviske spor.

Der er ikke ironisk distance eller afstandtagen til det svære emne. De dominerende figurer gennem digtene er ”min Far” og ”min mor”, der langsomt oplever farens demens slå igennem, som blæsten, der ”hvirvler op i hans tanker, / afslører hvide pletter / på hukommelsens landkort.” (s. 16).

Sproget i digtene nærmer sig sine steder prosa. Det drejer sig især om erindringsbilleder, hvor konkrete scener udspiller sig: ”Mindst ét sår har kroppen altid, / sagde min far foran spejlet, / hvor han bandt sin slipseknude, / da jeg første gang så / blodet strømme/ fra knæet, hvor jeg havde slået hul.” (s. 58).

Andre steder er man ovre i klassisk Pia Tafdrup-stil, hvor de helt store drømmevisioner lader sig udspille for læseren: ”Nattehimlen går igennem mig / og tunnelmundingernes lys - / den morgen, / kort efter ulvetimen, hvor min far dør.” (s. 59).

26415020

I denne del af digtsamlingen ligger faderen på sit dødsleje, og jeg'et tænker tilbage på dengang, hun som fireårig spurgte, hvorfor man skulle dø. Det eneste, faderen er i stand til at sige nu, er, at det gør ondt. Det manglende svar på spørgsmålet udpenslet i forståelsen af noget, man ikke kan rumme: ”En kerne af intet i en skal af alt” (s. 60).

Titlen ”Tarkovskijs heste” er en reference til russiske Andrej Tarkovskijs film ”Den yderste dom” (1971), hvor hestene er et symbol på livet (i filmen ser man en hest rulle sig sorgløst i græsset, mens en anden må lade livet ved at falde ned ad en trappe.) Samme ro som hestene har faderen nu, han ligger i urnen, som er blevet båret til graven. Døden er fuldendt.

På den måde er ”Tarkovskijs heste” en digtsamling, der kan bruges for folk, som står i den situation, Pia Tafdrup selv stod i, da samlingen blev skrevet. Det er nærmest terapi-digte for folk, som har mistet.

 

Smagen af stål

”Kærligheden sidder ikke bare som en strålende nål / i tøjet, den er stukket langt ind / i sjælen for at tilintetgøre.”
”Smagen af stål”, s. 132.

Alt er natur, og alting indgår i en cyklus, hvor ting ganske vist formes til kultur, men uundgåeligt vil blive til natur igen. Sådan indledes Pia Tafdrups digtsamling ”Smagen af stål” fra 2014 i det indledende, kursiverede digt FREMTIDSCYKLUS: ”Til lyden af skyer / giver vandet giver næring til træet, / der er føde for ilden, / som danner jorden, hvoraf / metallet kommer, der igen / som katalysator / frembringer vand, / men vandet slukker også ild, / der smelter metal, / som ødelægger træ, der atter tilintetgør jord / til lyden af skyer.” Midt i denne cyklus findes menneskets skaben og kultur (symboliseret ved stålets både skabende og ødelæggende egenskaber) som en lille mellemregning, først og fremmest er vi en del af den evige cyklus mellem de klassiske elementer ild, jord, luft og vand.

51304136

Stålet optræder gennem digtene som metafor for både det skabende og destruktive. Det former sig som økser, pile, krigsmaskiner, men også som den pen, som digteren fører i digte og breve.

Verdens cykliske indretning af evige tab tematiseres på forskellig vis. Formelt består ”Smagen af stål” udover det indledende digt af ni dele, angivet med romertal, som igen består af fem til ni digte. Hver del har fået sin egen titel (No Return, Meditation, Vildspor, Korsvej, Krig, Afventen, Tab, Ord, Paradoks). Hver del reflekterer i hver sin udgave over død, tab og overgang, og vi konfronteres med livets evige overgange og vor almindelige hjemløshed. Som digter-jeg'et konstaterer i digtet TID OG RUM (s. 61): ”Liv er en vedvarende undtagelsestilstand, / intet vender tilbage, alt / vender anderledes tilbage.”

Det er noget hø for det moderne menneske, at vi har regnet verden ud, for det betyder at vi er altings forgængelighed smertelig bevidst. Og det giver os the blues. I hvert fald Pia Tafdrup. 

Genrer og tematikker

Pia Tafdrup beskæftiger sig tematisk med især tre ting: Den første er det kropslige og organiske, den næste er et metafysisk spor og den sidste er italesættelsen af den digteriske skabelse, som går igen i hele forfatterskabet.

Tafdrup har et særligt fokus på kroppen, som litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen har givet prædikatet ”krops-modernisme”. Her er kroppen naturens sidste bastion i kampen mellem naturen og kulturen. Kroppen kan trods samfundets uendelige forsøg på at tæmme mennesket aldrig blive helt forvandlet til rationel maskine, da seksualiteten altid finder en vej. Pia Tafdrup dykker helt bogstaveligt ned i kødet på kroppen for at skildre denne konflikt. Som forfatterskabet skrider frem, bliver konflikten mellem de to modpoler dog nærmere til en symbiose.

Det andet spor er det religiøst-metafysiske, hvor der findes en kobling mellem det jordiske og overjordiske. Her er de nærmest religiøse erkendelser på spil uden dog at bekende sig til bestemte etablerede tolkninger af det guddommelige. For Pia Tafdrup handler det religiøse lige så meget om tvivl som tro.

Endelig findes der i forfatterskabet det metapoetiske spor, altså det, hvor Pia Tafdrup tematiserer sit eget arbejde: Skabelsen af et digt. I debuten ”Når der går hul på en engel” fødes digteren med overgangen fra barn til voksen, konkret symboliseret ved den første menstruation. Her er det nærmest en slags menstruationsblæk, der flyder ud på papiret. Senere bliver det sproget og digtningen, der kan håndtere alle de modsætninger og konflikter, som tilværelsen byder på.

Således kan man sige, at forfatterskabet samlet set handler om sammentænkningen af de tre temaer beskrevet ovenfor: Det kropslige og det religiøse medieres og tænkes sammen af digterens sprog i en altomfavnende kunstnerisk symbiose.

Beslægtede forfatterskaber

Pia Tafdrups forfatterskab skriver sig ind i den modernistiske tradition i dansk poesi, hvor der tages brydegreb på de store spørgsmål om køn, identitet, religiøsitet og fremmedgørelse.

Hun kom frem sammen med en række danske digtere, som alle debuterede omkring 1980, men hvor folk som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen tematiserede storbyens fremmedgørelse ved at dykke ned i den, rettede Pia Tafdrup i stedet øjnene mod kroppen. Desuden var det feministiske et varmt emne, da Tafdrup kom på banen som etableret digter, men hun adskiller sig fra en decideret feministisk digter som Vita Andersen ved at have en mere subtil og afdæmpet tilgang til emnet.  

Kropstematiseringen, hvor pigens første menstruation som ikke bare en markering af bruddet med barndommen, men også fødslen af den kunstneriske skaberevne, har Pia Tafdrup tilfælles med en forfatter som Karen Blixen, der f.eks. i en af sine noveller ”Kardinalens tredje historie” fra ”Sidste fortællinger” (1957), markerer menstruationsblodet som en form for blæk, der giver kvinden en mulighed for at påbegynde et kunstnerisk virke.

Men kroppen står ikke alene. Pia Tafdrup finder i det kødelige også en forbindelse til en ”over-kropslig”, metafysisk verden, hvor det religiøse i ikke-institutionaliseret form kommer på banen. Her tager Tafdrup fat på en tradition, som går tilbage til 1800-tallets romantiske tradition, hvor kunstneren gennem sit virke opnår en form for forbindelse til højere magter, hvilket man f.eks. ser hos den engelske digter William Wordsworth. Men man kan alligevel ikke sætte Pia Tafdrup i bås med romantikerne, da hendes metafysiske forbindelser altid er ambivalente og uden ren afklaring og frelse. Den manglende bænk, Pia Tafdrup beskriver i begyndelsen af sin debut, ”Når der går hul på en engel”, er hun altså ikke landet på endnu. Verden virker stadig vilkårlig og vakkelvorn.

Bibliografi

Digte

Tafdrup, Pia:
Når der går hul på en engel. Borgen, 1981.
Tafdrup, Pia:
Intetfang. Borgen. 1982.
Tafdrup, Pia:
Den inderste zone. Borgen, 1983.
Tafdrup, Pia:
Springflod. Borgen, 1985.
Tafdrup, Pia:
Hvid feber. Borgen, 1986.
Tafdrup, Pia:
Sekundernes bro. Borgen, 1987.
Tafdrup, Pia:
Krystalskoven. Borgen, 1992.
Tafdrup, Pia:
Territorialsang : en Jerusalemkomposition. Borgen, 1994.
Tafdrup, Pia:
Dronningeporten. Gyldendal, 1998.
Tafdrup, Pia:
Spørg din datamat. Branner og Korch, 1999.
Tafdrup, Pia:
Tusindfødt. Gyldendal, 1999.
Tafdrup, Pia:
Fund for Freud. Politiken, 2000.
Tafdrup, Pia:
Kærlighed for A til Å. Politisk revy, 2000.
Tafdrup, Pia:
Efteråret svulmet op. Gad, 2001.
Tafdrup, Pia:
Hvalerne i Paris. Gyldendal, 2002.
Tafdrup, Pia:
Tarkovskijs heste. Gyldendal. 2006.
Tafdrup, Pia:
Boomerang. Gyldendal, 2007.
Tafdrup, Pia:
Det drømte træ. Syddansk universitetsforlag, 2007.
Tafdrup, Pia:
Springet over skyggen : udvalgte digte 1981-2006. Gyldendal, 2007.
Tafdrup, Pia:
Trækfuglens kompas. Gyldendal, 2010.
Tafdrup, Pia:
Salamandersol. Gyldendal, 2012.
Tafdrup, Pia:
Smagen af stål. Gyldendal, 2014.
Tafdrup, Pia:
Lugten af sne. Gyldendal, 2016.
Tafdrup, Pia: Synet af lys. Gyldendal, 2018.
Tafdrup, Pia: Lyden af skyer. Gyldendal, 2020.

Romaner

Tafdrup, Pia:
Hengivelsen. Gyldendal, 2004.
Tafdrup, Pia:
Stjerne uden land. Gyldendal, 2008.

Om forfatterskabet

Artikler og links

Omfattende side med info om forfatteren, bøger, fotos, henvisninger til interviews, artikler, sekundærlitteratur mm.
Dilling, Carsten (red.):
Mindst ét sår har kroppen altid. Borgen, 1995.
Trier, Cæcilia Holbek:
Tusindfødt – Digteren Pia Tafdrup. Cosmo Film, 2003.
Misfeldt, Mai: Pia Tafdrup (1952-). Portræt i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
Faser i et forfatterskab.
Podcast om de forskellige faser i hendes forfatterskab. Silkeborg Bibliotekerne , i samarbejde med Vejle Bibliotekerne.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Pia Tafdrup

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Tafdrup, Pia:
Litteratursiden.dk, 2004-05-26.
Tafdrup, Pia:
Forfatteren skal fortsat gøre det umulige. Information, 2010-01-20.