Pia Fris Laneth

Pia Fris Laneth voksede op som arbejderklassebarn i København med sine to søstre hos en mor, der var ufaglært syerske, og en far, der var tjener i Nyhavn. Pia Fris Laneth har bl.a. fremhævet de stærke ligheds- og solidaritetsidealer i sit barndomshjem som noget af det, der har præget hende senere i livet. Barndommens oplevelser af, hvordan de ufaglærte kvinder blev nedslidte og hurtigt gamle, satte sig på nethinden hos den unge Pia og blev en medvirkende faktor til, at hun blev et klassisk eksempel på en mønsterbryder – men en mønsterbryder, som også tog en social indignation med sig i sit voksenliv: ”I min familie har man altid været slidt, når man blev gammel. Og jeg ville bare ikke være nedslidt som 50-årig. Da jeg var 13 år, fik jeg et job i opvaskehallen på en restaurant i Kastrup Lufthavn. Der arbejdede jeg sammen med Jytte, der røg Look. Det var forfærdeligt. Fra klokken 7 til 15 var jeg lukket inde i det der tildampede rum – hver dag hele sommeren! Dér tog jeg beslutningen: Jeg skulle have den uddannelse, så jeg ikke endte som Jytte og de mange andre kvinder i min familie.” (Per Michael Jespersen og Lars Trier Mogensen: ”De slidte kvindekroppe skræmte mig”. Politiken, 2010-08-07).

Det var et kulturchok for den unge Pia at starte i gymnasiet, hvor de fleste af hendes klassekammerater kom fra hjem med betydeligt flere bøger i bogreolen, men Pia gennemførte og blev i 1975 matematisk student fra Frederiksberg Gymnasium. I løbet af sin gymnasietid nåede hun også at være nøgenmodel for Ugens Rapport og kåret som Miss Young International i Tokyo 1973. I bogen ”Lillys Danmarkshistorie” kobler Pia Fris Laneth selv sit ønske om at være fotomodel med sin baggrund: ”I sammenligning med det lavtlønnede, ensformige og nedslidende kropslige arbejde, som generationer i familien havde ernæret sig ved, forekom arbejdet som model eller skuespiller at være let og lystigt. Det ville være tumpet ikke at tjene penge på sit udseende, når man fik chancen. Med eller uden tøj blev en detalje i den sammenhæng.” (”Lillys Danmarkshistorie”, s. 520).

Pia Fris Laneth startede i midten af 1970’erne med at læse statskundskab på Københavns Universitet, flyttede på kollegium og droppede jobbene som fotomodel. Hendes familie havde svært ved at forstå, at hun opgav studiejobbet som model, og det var i det hele taget ikke uproblematisk at være familiens første akademiker: ”Det er ikke kun dejligt at tage de trin op ad den sociale rangstige, for det betød, at jeg fjernede mig fra min familie, og det var de kede af. Og det var jeg også! […] Jo mere jeg uddannede mig, jo længere blev der mellem mine forældre og mig […] Det handlede bare om, at vores fælles erfaringer blev meget få.” (Johanne Mygind: Skønhedsdronning med studenterhue. I ”Opdrift. 11. mønsterbrydere fortæller”, 2009).

Pia Fris Laneth blev færdiguddannet cand.adm.pol. i 1985 og arbejdede de kommende år bl.a. som samfundsfagslærer på tekniske skoler, inden hun blev skribent på partiet VS’s månedsavis Solidaritet og på tidsskriftet Politisk Revy, som hun siden blev redaktør for. I det venstreorienterede miljø omkring Politisk Revy mødte hun forfatteren Hans-Jørgen Nielsen. De blev gift i 1987 og var sammen indtil hans tidlige død i 1991. I 1989 rejste parret med rygsæk rundt i Asien og Latinamerika. Efter den lange udlandsrejse blev Pia Fris Laneth programtilrettelægger i Danmarks Radio. Fra 1993 til 2009 var hun ansat på Dagbladet Information som bl.a. økonomisk reporter, Mellemøstkorrespondent og udlandsredaktør.

Pia Fris Laneth har også bestridt flere tillidshverv. Hun har bl.a. været tillidsrepræsentant for journalisterne på Dagbladet Information, medlem af bestyrelsen for Kvindehjemmet på Jagtvej siden 2006 og medlem af Kvinderådets ligelønsobservatørkorps siden 2009.

Pia Fris Laneth har siden 2009 levet som fuldtidsforfatter, filminstruktør og foredragsholder. Hun blev i 2005 gift med journalist og forfatter Peter Tygesen.

De to gennemgående spor i ”Lillys Danmarkshistorie – kvindeliv i fire generationer” fra 2006 er dels udviklingen i Danmark fra 1880 til 2000, dels konkrete livshistorier fra forfatterens egen familie. De to spor væves sammen på baggrund af private erindringer og interviews. Bogens titel henviser til forfatterens mor, Lilly, men fortællingen starter hos oldemoren Karen Marie, der levede et landboliv med mand og 11 børn i den jyske landsby Vorbasse, og hos oldemor Johanne i København, som i begyndelse af sit ægteskab boede i et af byens mest beskidte og overbefolkede fattigkvarterer. Historien bevæger sig herefter kronologisk frem i sin skildring af de kommende generationer og de store forandringer, der følger i kølvandet på bl.a. vandringen fra land til by, industrialiseringen, det moderne gennembrud, arbejderbevægelsen og kvindefrigørelsen.  

27624359

Et eksempel på den måde, Fris Laneth lader den lille historie afspejle den store, er skildringen af 1920’ernes syn på enlige mødre gennem fortællingen om farmor Gudrun: ”Gudrun opfyldte begge datidens kriterier for amoralsk adfærd. Dels fik hun to uægte børn, dels levede hun på et tidspunkt i tyverne 'på polsk', som hun kaldte papirløse ægteskaber, med en skrædder.” (s. 184).

Et andet er beskrivelsen af 1960’ernes økonomiske vækst, eksemplificeret ved forfatterens egne forældre: ”Velstanden satte sig også på Kurt og Lillys hofter. De købte kondicykel og romaskine, der kunne klappes sammen og bo under sengen, vægte og styrketræningssæt for at komme fedtet til livs.” (s. 433).

Pia Fris Laneth præsenterer med sin bog en ny slags historieskrivning, der kombinerer faktuel viden og en levende, humoristisk skildring af menneskeskæbner med fin psykologisk indsigt. Der er især fokus på kvinders ændrede livsbetingelser og ”en stor portion loyalitet mod egen underklassebaggrund i bogen, samtidig med at forfatteren ikke forfalder til kolonihaveforskønnelse af druk, tæv, uvidenhed og rodede relationer […] Det er 'Krøniken' uden vaseline på linsen.” (Marie Tetzlaff: Pias danmarkshistorie. Politiken, 2006-11-10). Bogen er illustreret med bl.a. private fotografier og reklamebilleder. Pia Fris Laneth blev nomineret til Læsernes bogpris 2007 for ”Lillys Danmarkshistorie”. 

I sin bog ”Respekt – historier fra Settlementet på Vesterbro” fra 2011 fortæller Pia Fris Laneth historien om Kristeligt Studenter Settlement, som blev stiftet af en gruppe idealistiske akademikere i 1911, og som havde til formål at udføre socialt og religiøst arbejde på Vesterbro i København. Et frivilligt arbejde, som også skulle samle arbejderklassen og samfundets bedst uddannede i gensidig respekt.

Det var en stor opgave på en tid, hvor den københavnske bydel var præget af overbefolkning, fattigdom og prostitution – og i modsætning til i dag uden skyggen af akademikere: ”Dengang satte kun 500 unge mennesker årligt en studenterhue på hovedet. De kom fra samfundets økonomiske og kulturelle elite og færdedes i socialt lukkede kredse, foreninger og klubber. Vesterbro var et møgbeskidt, overbefolket arbejderkvarter, spækket med værtshuse og berygtet for sine løsagtige kvinder og grove mænd. Her lyste studenternes hvide huer op som eksotiske fugle, folk var skeptiske over for kristendommen, og Settlement var et fremmedord.” (s. 9). Det var tanken, at studenterne skulle bosætte sig i bydelen, tilbyde undervisning, kulturelle fritidstilbud og udbrede Guds ord. De ville til gengæld få førstehåndserfaring med arbejdernes liv, som siden ville komme dem og samfundet til gode, når de indtog ansvarsfulde stillinger, som f.eks. præster og læger.   

Fris Laneth skildrer i sin bog Settlementets historie og går kronologisk frem indtil vor tid. Den historiske gennemgang kobles med personlige historier om mennesker og familier, som har benyttet sig af organisationens mange og skiftende tilbud. I bogen møder man bl.a. Gertrud, der er kommet i Settlementet, siden hun var en lille pige i 1930’erne, og Fakhra Sultana, der blev tilknyttet Settlementets projekt for indvandrerkvinder i slutningen af 1990’erne. En gennemgående tematik er fortællingen om, hvordan frivilligt, socialt arbejde har været med til at etablere den moderne velfærdsstat. En anden er fremhævelsen af Settlementet som en vigtig stemme i den socialpolitiske debat gennem årtier – bl.a. i dets kamp for alt fra feriekoloni til Vesterbros fattige børn og rådgivning til bydelens udsatte til integrations- og beskæftigelsesarbejde.  

Også i Pia Fris Laneths bog ”Moderskab og mødrehjælp” fra 2014 stilles der skarpt på både enkelte menneskeskæbner og på den historiske udvikling, denne gang med fokus på moderskabet og organisationen Mødrehjælpen. ”Moderskab og mødrehjælp” har da også undertitlen ”Otte portrætter og 100 års historie”.

I de historiske afsnit skildres de sidste 100 års syn på moderskabet og organisationen Mødrehjælpens placering i samfundet. Undervejs beretter forfatteren om Mødrehjælpens primære indsatsområder og de centrale begivenheder, som langsomt forandrede synet på bl.a. den enlige mor med børn født uden for ægteskabet og adgangen til svangerskabsforebyggende midler. Imellem de otte kapitler i den historiske fortælling har Fris Laneth placeret otte portrætter af yngre nutidige kvinder, som har det til fælles, at de alle er blevet mødre i en ung alder og på forskellig vis har modtaget hjælp eller rådgivning fra Mødrehjælpen. De interviewbaserede kvindeportrætter er trykt på lysegrå sider, mens de historiske kapitler er trykt på hvidt papir.

50933806

Bogen starter i slutningen af 1800-tallet, hvor der herskede strenge moralforestillinger om, at sex kun hørte til i ægteskabet og stor stigmatisering af såkaldte horebørn. Fris Laneth skildrer herefter de historiske forandringer med nedslag i begivenheder som retssagen mod Englemagersken Dagmar Overby, der tilstod drab på 16 børn, en skildring af såkaldt børneparkering – på grund af alt for få institutionspladser – i København i 1940’erne, Thit Jensens kamp for udbredelsen af prævention, Carl Th. Dreyers dokumentarfilm fra 1942 om Mødrehjælpen, Loven om fri abort i 1973 og den daværende prinsesse Alexandras indtræden som protektor for Mødrehjælpen. Pia Fris Laneth lader i sin bog Mødrehjælpens historie afspejle det moderne velfærdssamfunds udvikling, herunder socialpolitikkens udvikling og ændringen i synet på seksualitet, prævention og moderskab. Med bogens skildring af otte sårbare kvinders møde med Mødrehjælpen understreges det, at organisationen fortsat har en vigtig samfundsmæssig rolle i dag. 

Det blev fejret, da det i 2015 var 100 år siden, at de danske kvinder fik stemmeret. Det var da også et stort demokratisk fremskridt og et vigtigt år for kvindekampen, at grundlovsændringerne i 1915 gav kvinderne deres valgret.

I Pia Fris Laneths bog ”1915 – da kvinder og tyende blev borgere” (2015) sættes denne kvindekamp dog ind i et klassemæssigt og bredere historisk perspektiv, som ifølge forfatteren ofte glemmes. Som det f.eks. påpeges: ”For masser af kvinder var kampen for fattiges demokratiske rettigheder lige så vigtig som kampen for kvindekønnet” (s. 359). Grundlovsændringerne i 1915 sikrede den frie valgret for alle samfundets borgere og var et gennembrud for demokratiet, som havde været længe undervejs.

Bogen handler især om den mentalitetsændring, som kendetegner tiden fra 1849 til 1915: ”Kvinderne tilhørte deres mænd, tyendet tilhører deres husbond, og prygl blev brugt til at få børn og underordnede til at makke ret. Mindre end 70 år efter var der indført stemmeret for alle over 25 år uanset indtægt, køn og ansættelsesforhold. Det er ikke bare en historie om kvindekamp. Det er også en historie om klassekamp.” (Johanne Mygind: I kvindekamp og kærlighed. Weekendavisen, 2016-01-29).

52055563

Den mere end 400 sider store og gennemillustrerede bog består af fem dele med i alt 22 kapitler. I bogen skildres nogle af de vigtigste bevægelser, som blev afgørende for Danmarks demokratiske udvikling fra Grundloven i 1849 frem til 1915. Det drejer sig bl.a. om fagbevægelsen, kvindesagen og kulturradikalismen. Bogen indeholder fortællinger om kendte historiske skikkelser som Georg Brandes, Grevinde Danner og Louis Pio, men også skildringer af mindre kendte menneskeskæbner hvis liv spejler historien – som f.eks. ægteparret Bajer, der stiftede Dansk Kvindesamfund, kaptajnsdatteren Nielsine Nielsen, der var fast besluttet på at blive læge i en tid, hvor der endnu ikke var kvindelige studerende på universitetet, og lærerinden Augusta Fenger, der etablerede bespisning til underernærede arbejderbørn i 1880'ernes København.

Pia Fris Laneth modtog Weekendavisens litteraturpris 2015 for ”1915 – da kvinder og tyvende blev borgere”.

Et kønsperspektiv på historien, en omsorgsfuld skildring af konkrete menneskeskæbner og en historieformidling, som knytter den lille og den store historie sammen. Det er noget af det, som kendetegner Pia Fris Laneths bogudgivelser. Hendes første bog, ”Lillys Danmarkshistorie – kvindeliv gennem fire generationer”, blev en stor succes hos både læsere og anmeldere. Der var her tale om en personlig, levende skildring af en konkret familie gennem fire generationer – nemlig forfatterens egen – men fortalt på en vis, så det lige så godt kunne være læserens egen familie. Mange af de skildrede familiebegivenheder, anekdoter og private fotos ville kunne findes i mange danske familier.

Pia Fris Laneth præsenterede med ”Lillys Danmarkshistorie” en ny slags historieformidling, der kombinerer det faktuelle og det personlige, research og private erindringer, selvforståelse og samfundsudvikling, den lille og den store historie. Tematisk beskæftiger bogen sig bl.a. med arbejder- og kvindebevægelsens store betydning for samfundsudviklingen, ligesom den punkterer myten om ægte kvindelighed og i stedet skildrer hverdagens heltinder i forskellige generationer og anskueliggør samfundsforandringer gennem levende beskrivelser af de konkrete kvinders dagligdagstilværelse. Tabuer aftabuiseres i bogen – eksempelvis i beskrivelsen af lillesøsterens prostitution.

I de bøger, Pia Fris Laneth herefter har udgivet, tager forfatteren andre emner op i sin historieformidling, men både tematisk og formelt ligger bøgerne i forlængelse af ”Lillys Danmarkshistorie”. I sin bog ”Respekt – historier fra Settlementet på Vesterbo” skildrer Fris Laneth den frivillige organisation Kristeligt Studenter Settlements historie og dens sociale arbejde på Vesterbro i København. Den kronologiske, historiske skildring kobles med personlige beretninger og vigtige samfundsmæssige forandringer. Det samme gør sig gældende i bogen ”Moderskab og Mødrehjælp”, hvor Pia Fris Laneth fortæller Mødrehjælpens historie, men kombinerer det med fortællinger om otte unge mødre fra vor tid og den hjælp, de har modtaget fra organisationen. Det ændrede syn på moderskabet, de mange fremskridt for kvinder de sidste hundrede år, men også det fortsatte behov for støtte til sårbare mødre er her vigtige omdrejningspunkter.

Koblingen mellem historiske begivenheder og problemstillinger i vores samtid er ligeledes et element i Pia Fris Laneths bøger. I et interview fra 2016 om bogen ”1915 – Da kvinder og tyende blev borgere” fremhæver hun selv det demokratiske problem, at det primært er akademikere, som er landspolitikere: ”Tyende og de fattige fik stemmeret i 1915, men de har aldrig været en særlig aktiv del af det danske demokrati, og det problem bliver større (…). Mange af de historier, som jeg fortæller i 1915, handler om mennesker, der havde følt en uretfærdighed på deres egen krop, som de ville gøre op med. Den tilgang er ved at forsvinde ud af dansk politik”. (Johanne Mygind: I kvindekamp og kærlighed. Weekendavisen, 2016-01-29).

Sit sociale engagement og solidariteten med samfundets udsatte deler Pia Fris Laneth med en forfatter som Tine Bryld, der foruden sine skønlitterære udgivelser bl.a. har skrevet bøger om unge og voldtægt og om udsatte grønlandske børn. Det personlige udgangspunkt for en historisk skildring, som kendetegner Pia Fris Laneths bog ”Lillys Danmarkshistorie”, finder man også i en bog som den danske historier Claus Brylds selvbiografiske ”Hvilken befrielse. Fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge” fra 1995.

To bøger – blandt flere andre – som beskæftiger sig med en historieformidling med fokus på kvindeidealer og ligestilling, er Suzanne Gieses ”Drømmen om kvinden: kvindeidealer og feminisme i tre årtier” og Dorthe Chakravartys ”Tjenestepigerne. 100 års historie om stemmeret og ligestilling”.