Alan Moore
Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Alan Moore

journalist Samuel Krygier, iBureauet/Dagbladet Information. 2005. Opdateret 2011.
Top image group
Alan Moore
Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Moore, Alan
Foto: edbookfest.co.uk

Indledning

Alan Moore er en af sin generations mest nyskabende tegneserieforfattere. Med sin postmoderne tilgang til superheltegenren i værker som ”Swamp Thing”, ”League of Extraordinary Gentlemen” og milepælen ”Watchmen” har Moore gang på gang vist, at mainstreamtegneserien også kan behandle alvorlige og udfordrende temaer på lige fod med andre kunstarter. Moore har desuden gennem sine eksperimenter med tegneseriens form sat nye standarder for, hvordan tekst og billede kan kombineres. Dermed har han åbnet for revolutionerende nye tilgange til et medie, der ellers ofte er blevet affærdiget som både barnligt og ligegyldigt.

 

28930240

Blå bog

  • Født: 18. november 1953, Northampton, England.
  • Uddannelse: Har gennemført folkeskolen.
  • Debut: Serien “Anon E. Mouse” i undergrundsavisen “Anon” i 1977 skrevet under pseudonymet Curt Vile.
  • Priser: Eagle Award for “Marvelman”, 1982. Eagle Award for “V For Vendetta”, 1983. Jack Kirby Comics Industry Award for “Swamp Thing”, 1985. Jack Kirby Comics Industry Award for “Watchmen”, 1987. Eisner Award for “Watchmen”, 1988. Hugo Award for “Watchmen”, 1988. Harvey Award for “Batman: The Killing Joke”, 1989. Eisner Award for “A Small Killing”, 1994. Harvey Award for “From Hell”, 1995. Eisner Award for “Supreme”, 1997. Harvey Award for “Supreme”, 1999. Eisner Award for “Tom Strong”, 2000. Harvey Award for “League of Extraordinary Gentlemen”, 2000. National Comic Lifetime Achievement Award, 2002. Eisner Award for “League of Extraordinary Gentlemen Volume II”, 2003.
  • Seneste udgivelse: 1969. Fahrenheit, 2011.
Artikel type
voksenillustratorer

Baggrund

“Der var Mølmanden og Sorte Skygge og Gøgleren, og der var mig. Vi valgte at klæde os ud i skrigende operakostumer og formulere filosofien om det gode og det onde i enkle, barnlige vendinger, mens de ovre i Europa lavede mennesker til sæbe og lampeskærme. Vi blev somme tider respekteret, somme tider analyseret og oftest gjort til nar, og på trods af alle de overvejelser, jeg netop har gjort mig, tvivler jeg på, at de af os, der endnu er i live, er nået nærmere til en forståelse af, hvorfor vi egentlig gjorde det. ( ... ) Vi er blevet kaldt fascistiske og perverse, og selv om begge disse beskyldninger rummer en del af sandheden, giver de på ingen måde noget samlet billede af, hvordan det var”.
”Vogterne 1: Gøgleren”.

Alan Moore blev født og voksede op i byen Northampton, der geografisk er placeret midt i England. Faderen Ernest var arbejdsmand ved et lokalt bryggeri, og moderen Sylvia arbejdede på et trykkeri. Barndommen var præget af fattigdom, og da forældrene næsten hver dag var ude og tjene til det daglige brød, var Moore ofte overladt til sig selv. Han fik tiden til at gå ved at læse børnebøger om græske og nordiske legender og historier om Robin Hood og Hiawatha. Som syvårig blev Moore introduceret til amerikanske tegneserier, og han læste med stor glæde serierne om Superman og The Fantastic Four, hvis eventyrlige fortællinger var med til at skærpe hans fantasi. Snart var han udover superheltetegneserierne også bekendt med Will Eisners “The Spirit” og andre tegneserier af mere eksperimenterende karakter.

Som syttenårig blev Moore smidt ud af skolen for at sælge LSD til de andre elever, og rektoren sørgede for, at Moore ikke kunne blive optaget på andre af de lokale skoler ved at skrive lange breve om, hvilken dårlige indflydelse han havde på de jævnaldrende studerende. Resultatet blev, at han måtte se sig om efter noget ufaglært arbejde for at forsørge sig selv, og han arbejdede blandt andet som portør og toiletrenser på et hotel.

Samtidig begyndte Moore at udforske sin kreative side ved at deltage i diverse happenings og digtoplæsninger arrangeret af Northampton Arts Lab. Her mødte han Phyllis, med hvem han giftede sig i 1974. Parret flyttede ind i en lille etværelses lejlighed, og for at tjene penge til husholdningen tog Moore et job på et kontor. Han hadede dog det kedelige arbejde som papirnusser og fortsatte i sin fritid med at tegne, skrive og følge andre kunstneriske indskydelser. Da Phyllis blev gravid med parrets første barn, datteren Leah, indså Moore, at han risikerede at være fanget i sit kontorjob resten af livet, og derfor tog han en drastisk beslutning. Han ville fremover satse på at blive professionel tegner. Kontorjobbet blev sagt op, og Moore begyndte at sende ansøgninger og udkast til striber til potentielle arbejdsgivere. Debuten kom i 1977 med serien ”Anon E. Mouse” i en undergrundsavis, og herefter fik Moore gradvist trykt flere af sine striber i lignende publikationer.

Moores gennembrud som tegneserieforfatter

“At være forfatter vil fortære ens liv, fordi en så stor del af skriveprocessen foregår i ens tanker - man behøver ikke at være ”på arbejde”, man behøver ikke engang at være vågen. Man får ingen fred fra skriveriet, når ens hoved rammer puden, og man får ingen fred fra skriveriet ved at tage på ferie ... man kan ikke slippe væk fra det, fordi det er inde i ens hoved”.
Alan Moore i interview til www.enginecomics.co.uk

Efter et par år indså Moore dog, at han ikke kunne tjene nok penge til den lille familie som illustrator, og han besluttede i stedet at koncentrere sig om at skrive. Moore blev hurtigt hyret til at lave serierne ”Marvelman” og ”V for Vendetta” til tegneserieantologien Warrior, og hos Marvel UK fik han muligheden for overtage serien ”Captain Britain”. Desuden var han begyndt at skrive længere serier for magasinet 2000 AD. I løbet af de næste to år blev Moore anerkendt som en af Englands bedste tegneserieforfattere, og man begyndte at lægge mærke til ham i Amerika. I 1983 blev Moore ringet op af redaktøren for DC Comics Len Wein, der tilbød ham jobbet som forfatter på serien ”Swamp Thing”. Moore forstod at udnytte denne gyldne mulighed, og allerede i sit andet nummer af ”Swamp Thing” lavede han en række dramatiske ændringer ved titelfiguren. Serien blev en succes, og på to år steg salget fra 17.000 til 100.000 eksemplarer per nummer.

Moore begyndte nu også at levere historier til andre af DC Comics titler blandt andet Superman og Batman. Det helt store gennembrud kom dog først med ”Watchmen” i 1986, der blev den første tegneserie, der vandt den eftertragtede Hugo Award. Moore var med et trylleslag blevet verdensberømt, og han blev nærmest forfulgt af en nysgerrig presse og fanatiske fans. Moore brød sig dog ikke om opmærksomheden, og han besluttede sig for at trække sig ud af tegneseriebranchens mainstream. Moore begyndte i stedet at skrive den komplicerede serie ”From Hell” til antologien Taboo. Han havde da i lang tid levet i et ”anderledes” forhold med konen Phyllis og deres fælles elsker Deborah, men ægteskabet brød sammen, og Phyllis flyttede væk med Deborah. I 1993 var Moore næsten glemt af tegneseriebranchen, men så valgte han overraskende at vende tilbage til superheltetegneserien. Baggrunden for dette drastiske valg var, at Moore ønskede at redde den hensygnende tegneseriebranche ved at bringe den tilbage til dens rødder. Han var deprimeret over, at ”Watchmen” tilsyneladende havde skabt en hel genre af ironiske og kyniske superheltetegneserier, der nu dominerede markedet. Moore overtog serien ”Supreme”, og med den demonstrerede han endnu engang, at han er en fremragende tegneserieforfatter. Derefter skabte han i 1999 sit eget underforlag kaldet America's Best Comics, hvor han skrev en række tegneserier, der var inspireret af en mere uskyldig tilgang til superheltetegneserien og hans store interesse i det okkulte. Blandt disse serier er ”The League of Extraordinary Gentlemen”, ”Tom Strong” og ”Promethea” de bedste eksempler på Moores nye tilgang til tegneseriemediet. A

lan Moore bor stadig i sin fødeby Northampton sammen med kæresten Melinda Gebbie.

En superhelt fanget i den virkelige verden

I 1982 genopliver Moore en obskur engelske superhelt ved navn Marvelman i serien ”Marvelman” . Oprindelig var Marvelman en åbenlys kopi af den amerikanske figur Captain Marvel. Serien, der kørte fra 1953 til 1963, fulgte drengen Mickey Moran, der af en sær videnskabsmand havde fået fantastiske superkræfter. Ved at sige ordet ”Kimota” (Atomik stavet baglæns) blev Moran forvandlet til Marvelman, og i denne skikkelse bekæmpede han alskens kriminalitet. Serien var i sin tid kendetegnet ved en nærmest barnlig uskyldighed i sin tilgang til de eventyr, som Marvelman oplevede.

Moores version af Marvelman er en ganske anden og meget mere dyster. Han tager helten væk fra 1950'ernes uskyldige kitsch og sætter ham ind i en nutidig, realistisk verden. Her er ”Mike” Moran blevet en midaldrende mand, der ikke har nogen erindring om hans tidligere liv som superhelt. Han er gift, plaget af migræne og arbejder som freelance journalist. Moran bliver dog fanget midt i et terroristangreb på et atomkræftværk, og pludselig kan han huske det magiske ord ”Kimota”. Han genfødes som den superstærke og usårlige Marvelman, der hurtigt stopper terroristerne og redder dagen. Marvelman må dog hurtigt sande, at det simple moralkodeks, han levede efter i de gamle dage, ikke længere fungerer i nutidens verden.

Især Marvelmans møde med sin tidligere hjælper Kid Marvelman er med til at dræbe den sidste rest af nostalgi, der stadig har kunnet omgive de klassiske figurer. Kid Marvelman mistede i modsætning til Marvelman ikke sin hukommelse eller sine superkræfter, og han har i tidens løb udviklet sig til en psykopatisk morder, der nærer et enormt had til sin gamle følgesvend. De to supermenneskers konfrontation er brutal og ekstremt voldelig, og den efterlader Kid Marvelman død og London i ruiner. Herefter bruger Marvelman sine kræfter på at skabe fred i verden ved at omstyrte jordens regeringer og i stedet etablere et totalitært styre under sit eget herredømme.

”Marvelman” er et tidligt eksempel på en postmodernistisk tilgang til superheltegernren, og den arbejder især med temaet om tabet af barndommens uskyld. Serien er på mange måder også en forløber til milepælen ”Watchmen”, hvor Moore igen beskæftiger sig med tanken om, hvilke drastiske ændringer som eksistensen af superhelte i den virkelige verden ville forårsage.

Britisk dystopi

”Troede du, at du kunne dræbe mig? Der er hverken kød eller blod bag denne maske. Kun et ideal. Idealer er skudsikre”.
Alan Moore: ”V for Vendetta”.

”V for Vendetta” (”V for Vendetta”, 2005) fra 1982 udspiller sig i et dystopisk fremtidsunivers, hvor fascister har taget magten i England efter en atomkrig. Det totalitære regime minder i uhyggelig grad om en blanding af Adolf Hitlers Nazityskland og Big Brothers overvågningssamfund som beskrevet i George Orwells roman ”1984”. Alle potentielt undergravende elementer - som for eksempel etniske, politiske og seksuelle minoriteter - er blevet udryddet i en række dødslejre. Tilbage er der kun en underkuet befolkning, der pumpes fuld af propaganda fra de statskontrollerede medier og i det skjulte overvåges af et brutalt hemmeligt politi. Ind på denne scene træder den mystiske anarkist V, der gemmer sit ansigt bag en hvid porcelænsmaske og som bekæmper det fascistiske styre gennem en række spektakulære terrorangreb.

51570936

Til at starte med virker V som en slags moderne Robin Hood, der udkæmper en retfærdig guerillakrig mod det korrupte regime, men efterhånden som handlingen skrider frem, forekommer flere af hans destruktive handlinger at være moralsk tvivlsomme og til tider ligefrem afskyvækkende. Det viser sig hurtigt, at V's form for anarkisme er lige så diktatorisk og yderliggående, som den fascisme han er i gang med at bekæmpe. Dermed bliver der sat spørgsmålstegn ved den antagelse, at målet helliger midlet. V ønsker ganske vist at styrte det totalitære styre, men det retfærdigører ikke de grusomheder, han tager i brug undervejs eller det faktum, at han i sidste ende vil erstatte én dogmatisk ideologi med en anden.

Fortælleteknisk begynder Moore virkelig at spille med musklerne i ”V for Vendetta”. Det er for eksempel første gang, at han gør brug af et så minutiøst detaljeret og sofistikeret plot, hvor flere handlingstråde løber side om side for til sidst gnidningsløst at blive flettet sammen i fortællingens slutning. Selvom det er V, der er beretningens hovedperson, lader Moore størstedelen af historien blive fortalt af en række bifigurer. De omfatter blandt andet V's beundrer og lærling Evey, som V redder fra at blive voldtaget og slået ihjel af politiet, den livstrætte politimand Finch, der får til opgave at fange V død eller levende, og de forskellige grupperinger, der kæmper om magten internt i fascistpartiet. Denne metode til at sætte skub i handlingsforløbet er også kendetegnende for hovedværket ”Watchmen”.

”V for Vendetta” er blevet filmatiseret med Hugo Weaving i rollen som V og Natalie Portman i rollen som Evey. Den havde premiere i marts 2006.

Den økologiske superhelt

”Saga of the Swamp Thing” havde i 1984 længe været en forholdsvis gennemsnitlig gysertegneserie med et faldende oplag som resultat. Titelfiguren var oprindeligt biologen Alec Holland, der i en eksplosion på en eller anden måde var blevet smeltet sammen med floraen i den sump i Louisiana, som han arbejdede i. Dermed blev Holland forvandlet til planteuhyret Swamp Thing. De tidlige historier i ”Saga of the Swamp Thing” havde stort set kun handlet om Hollands gentagne forsøg på at genvinde sin menneskelighed, og den manglende variation havde fået læserne til at forlade serien.

Da Moore overtager serien i 1984, indser han, at der må en række drastiske ændringer til, hvis serien skal blive populær igen. Moore starter med at lade Swamp Thing blive skudt i hovedet for derefter at blive dissekeret af skurken Jason Woodrue. Under obduktionen når Woodrue hurtigt frem til den erkendelse, at Alec Holland aldrig har været en del af Swamp Things krop, der fysiologisk set kun er en primitiv imitation af et menneske. Derimod har Swamp Thing hele tiden har været en plante, der ved Hollands død i sumpen har absorberet hans minder og viden, og som derefter er gået rundt og troet, at den var Holland. På den måde omgår Moore snedigt den tidligere forhistorie, for hvis Holland er død og Swamp Thing en plante, så kan Swamp Thing ikke kureres for sin tilstand og blive menneske igen, for der har aldrig været noget at kurere til at begynde med. Woodrue konkluderer til sidst, at på trods af obduktionen, så er Swamp Thing stadig i live, da man ikke kan slå en plante ihjel ved at skyde den i hovedet. De chokerende opdagelser leder til en identitetskrise hos Swamp Thing, der dog til sidst lærer at acceptere sig selv som plante. Derefter bliver Swamp Thing involveret i en række overnaturlige situationer, hvor den flere gange er jordens eneste redning mod mørkets kræfter.

De tematiske rødder i ”Saga of the Swamp Thing”

”Gennem hele hans sørgelige tilværelse har det eneste, der har holdt ham ved sine fulde fem, været håbet om, at han måske en dag kunne genvinde sin menneskelighed... bevidstheden om at han under alt slimet stadig var Alec Holland. Men hvis han har læst mine notater, så vil han vide, at det ikke er sandt. Han er ikke Alec Holland. Han vil aldrig blive Alec Holland. Han har aldrig været Alec Holland. Han er bare et spøgelse”.
Alan Moore: ”Saga of the Swamp Thing”, nr. 21.

Moores historier i ”Saga of the Swamp Thing” handler ved nærlæsning om dybe samfundsmæssige problemer som køndiskrimination, eksistentiel angst, racisme, vold og forurening af miljøet, men de bliver præsenteret gennem metaforer hentet fra gysergenren. Så når Swamp Thing møder arketypiske uhyrer som for eksempel vampyrer, varulve og zombier, er alle disse klassiske monstre blevet moderniseret og gjort relevante i forhold til de aktuelle spørgsmål, som de bliver brugt til at belyse. Moore eksperimenterer også med forskellige måder at strukturere sine fortællinger på. Desuden arbejder han med, hvordan billede og tekst bedst kan kombineres, så man opnår helt unikke måder at formidle historiernes dybere mening på. Resultatet er en gysertegneserie, der griber genren an fra en litterær vinkel, og dermed bliver seriens horisont udvidet til også at omhandle økologiske og spirituelle anliggender, altimens den stadig forbliver tro med sine rødder i gyser- og fantasygenren.

Moore opfinder i et af numrene af ”Saga of the Swamp Thing” en arbejderklassemagiker ved navn John Constantine, der visuelt er baseret på musikeren Sting. Constantine optræder i en markant birolle i flere af historierene, og senere får han sin helt egen serie, ”Hellblazer”, der i 2005 blev filmatiseret under titlen ”Constantine” med Keanu Reeves i hovedrollen.

Hvem vogter vogterne?

“Watchmen” (”Vogterne”, 1989) fra 1986 foregår i en alternativ virkelighed, hvor superhelte har eksisteret siden slutningen af 1930'erne. Takket være Dr. Manhattan, en superhelt med vældige kræfter, er der sket en række teknologiske landvindinger, der har gjort luftskibe og elektriske biler til en del af hverdagen. Nixon er i 1985 stadig præsident for Amerika (Watergate har aldrig fundet sted), og USA har vundet Vietnamkrigen. Efter en politistrejke og voldelige opstande i hele landet er superhelte blevet gjort ulovlige ved indførelsen af den såkaldte “Antihelte-lov”. Superhelte som Natuglen, Silkesværmeren og Ozymandias har trukket sig tilbage til civile liv, mens Gøgleren og Dr. Manhattan har fortsat deres arbejde som agenter for den amerikanske regering. Kun den dystre og grænsepsykotiske Rorschach fører stadig et enmands korstog mod underverdenens betændte elementer. Den Kolde Krig er på sit højeste, og verden balancerer på randen af en altudslettende atomkrig.

Historien begynder med, at en person ved navn Edward Blake bliver gennemtævet og derefter smidt ud af vinduet fra sin lejlighed i et højhus. Det viser sig hurtigt, at den afdøde levede et dobbeltliv som den brutale og ubarmhjertige superhelt Gøgleren. Rorschach begynder at efterforske mordet, og det leder ham på sporet af en sammensværgelse, hvor nogen er i gang med at udrydde maskerede helte. En sammensværgelse, der i sidste ende truer med at ændre verden for altid.

Problemstillinger i "Watchmen"

”Rorschachs dagbog, 13. oktober 1985, kl. 23.30: Fredag nat døde en gøgler i New York. Nogen smed ham ud ad et vindue, og da han ramte fortovet, fik han hovedet trykket op i maven. Alle er ligeglade. Alle undtagen mig. Har de ret? Er det formålsløst? Snart bryder krigen ud. Millioner vil brænde op. Millioner vil forgå i sygdom og kummer. Hvorfor har ét liv da nogen betydning? Fordi der findes godhed og ondskab, og ondskab skal straffes. Selv ikke et minut før dommedag vil jeg gå på kompromis med dette”.
Alan Moore: ”Vogterne 1: Gøgleren”.

Med sine næsten 400 sider er ”Watchmen” et mesterværk indenfor tegneseriegenren, der i dag anses for at være den grafiske romans svar på Orson Welles' ”Citizen Kane”. Værket er meget kompakt skrevet og besidder en utrolig strukturel kompleksitet, hvor et virvar af handlingstråde til sidst bliver sammenflettet til et overskueligt hele. Historien bliver fortalt fra en række forskellige synspunkter, og der er ingen karakter, der er hovedperson som sådan. Moore formår at kombinere superhelte med en realistisk beskrivelse af en verden, der er tæt på at bryde sammen i et atomragnarok. Dermed er han i stand til at berøre en række alvorlige temaer og filosofiske problemstillinger som frygten for atomkrig, international politik, tid som begreb, den fri vilje og hvad det vil sige at være menneske.

Moore bruger også ”Watchmen” til at dekonstruere superhelten som ikon. Han kigger ind bag masken og beskriver de fysiske og psykologiske implikationer, som deres handlinger afstedkommer, både for heltene selv og de mennesker, som de kommer i kontakt med. For i ”Watchmen” er de maskerede helte ikke uproblematiske overmennesker, men veksler derimod imellem at være neurotiske, amoralske, seksuelt afsporede, grænsende til det fascistoide og i det hele taget meget menneskelige.

Der var forlydender om, at Paul Greengrass i 2005 viste interesse for at instruere en film bygget på ”Watchmen”, men det er ikke blevet bekræftet fra officiel side.

I en højere magts tjeneste

”From Hell” fra 1989 tager sit udgangspunkt i en nøje udforsket udlægning af de bestialske mord på fem prostituerede, der blev begået af Jack the Ripper i London i 1888. Historien er dog ikke struktureret som en kriminalroman, da morderen, den kongelige hoflæge Sir William Gull, bliver præsenteret forholdsvis tidligt i fortællingen. Moore bygger historiens handling på en teori fremsat i bogen ”Jack the Ripper: The Final Solution” skrevet af Stephen Knight - en teori der er kritiseret af eksperter for at være unøjagtig og direkte tåbelig - og som er funderet på idéen, at mordene er en del af en sammensværgelse for at skjule eksistensen af en kongelig baby født uden for ægteskab. Det er tronarvingen Prins Edward Albert Victor, der i dybeste hemmelighed har fået et barn den purunge Annie Crook fra Londons East End. Hvis offentligheden får nys om historien, vil det være en skandale uden lige. Derfor sætter Dronning Victoria personligt Gull ud for at eliminere alle, der har kendskab til barnet. Ofrene er Annie Crooks venner, en gruppe prostituerede, der har forsøgt at presse penge af kongehuset med deres viden. Gull, der er et højtstående medlem af frimurerordenen, er dog rablende vanvittig, og han modtager jævnligt visioner fra Gud, der fortæller ham, at hans mission tjener et større formål. Derfor retfærdiggør Gull de brutale mord ved at påstå, at de er en del af et okkult ritual, der skal sikre mænds dominans over kvinder. Gull tror, at kvinder engang har haft magten over mænd, og ved at udføre sin trolddom vil han sikre det maskuline overherredømme langt ind i fremtiden.

Tematisk gennemgang af ”From Hell”

”Jeg skal fortælle dig, hvor vi er. Vi er i den mest ekstreme og fuldkomne region af det menneskelige sind, en dunkel underbevidst underverden. En strålende afgrund, hvor mænd møder sig selv... Helvede, Netley. Vi er i Helvede”.
Alan Moore: ”From Hell” nr. 9.

”From Hell” er et digert værk på langt over 500 sider, og det er Moores første store værk, der ikke tager sit udgangspunkt i den klassiske superheltefortælling. Fordi serien er uafhængig af etablerede konventioner, kan den levere en både uforudsigelig og original fortælling, der arbejder på flere niveauer i formidlingen af sine budskaber. Beretningen tjener som et dybdegående karakterstudie af figuren Gull, da det er ham, der er udgangspunkt for den metafysiske tematik, som er central for serien. Gull bliver af Moore beskrevet som en visionær mand, der er drevet af overbevisningen om, at der er en mening bag universets uransagligheder. Lige siden barndommen har han ventet på en opgave af yderste vigtighed, og det ligger til grund for den fanatisme, som han afslører i jagten på de prostituerede.

Moore leverer desuden en rå og realistisk beskrivelse af arbejder- og underklassens levevilkår i Victoriatidens England. Den velhavende Gulls magelige livsstil bliver flere gange sat i kontrast til sine ludfattige ofres kummerlige tilværelse, hvor hver dag er en kamp for at skaffe penge til det daglige brød.

”From Hell” er filmatiseret i 2001 i en meget ændret version, hvor Johnny Depp spiller inspektør Fred Abberline, der har til opgave at fange Jack the Ripper.

Superman a la retro

Moore markerede i 1996 sit comeback til tegneseriens mainstream ved at påtage sig tjansen som forfatter på serien ”Supreme” om superhelten af samme navn. Oprindeligt er Supreme en ultravoldelig og åndsforladt kopi af Superman, og Moore overtager kun serien på den betingelse, at han må begynde helt forfra med figuren. Moore starter med at bruge sin velkendte teknik med at give hovedpersonen hukommelsestab for derefter at afsløre, at alt hvad læserne indtil videre havde fået at vide var løgn. Men i modsætning til de tidligere serier ”Marvelman” og ”Swamp Thing” fjerner Moore ikke figurens affekterede særheder for i stedet at præsentere endnu et grumt og realistisk portræt af en superhelt konfronteret med den virkelige verdens problemer. Tværtimod forvandler han “Supreme” til en nostalgisk hyldest til den uskyld og fantasifuldhed, der prægede 1960'ernes historier om Superman.

Denne nye version af Supreme har en hemmelig identitet som Ethan Crane, en sagtmodig tegner for Dazzle Comics. Som barn har han fået ufattelige superkræfter ved at være udsat for en meteorit bestående af ren Supremium, et meta-element, der kan ændre virkeligheden. Når Crane ikke er ude og redde verden som den arketypiske superhelt, tegner han tegneserier om Omniman, en ultravoldelig kopi af Superman. Serien ”Omniman” er i ”Supreme” ved at undergå en omfattende opdatering med en ny og temmelig latterlig engelsk forfatter, der planlægger at dræbe Omniman og alle de gamle bifigurer i hans univers, for derefter at genoplive ham som terrorist for Hezbollah. Her laver Moore en tydelig parodi på sig selv og andre tegneserieforfattere, der i 1980'erne overtog gamle tegneserier som for eksempel ”Marvelman” og ”Swamp Thing”, for derefter at gøre hovedpersonen mørk og dyster ved at slagte hele det gamle persongalleri.

Med ”Supreme” udvikler Moore en ny tilgang til tegneseriefortællingen og superhelten som koncept. Det er en kompliceret tegneserie, der indeholder lag på lag af metafiktion, men den er skrevet uden den ironiske distance, der til en vis grad præger Moores tidligere værker. I stedet viser han, at superheltetegneserien både kan være vedkommnede og underholdende på samme tid.

Postmodernisme og steam punk

Moores “The League of Extraordinary Gentlemen” (“Det Hemmelighedsfulde Selskab”, 2003) fra 1999 tager sit udgangspunkt i en populær undergenre indenfor science fiction kaldet ”steam punk”, der bygger på idéen om et højteknologisk 19. århundrede. Genren er især inspireret af Jules Verne og H.G. Wells' fortællinger om rejser til jordens indre, tidsmaskiner og invaderende rumvæsener fra Mars.

Historien begynder i 1898, hvor det britiske imperium er truet af diabolske kræfter. Den asiatiske forbryderkonge Fu Manchu har stjålet en mængde cavorit - et fantastisk materiale, der afstøder tyngdekraft - og nu frygtes det, at han vil bygge en flyvende dommedagsmaskine. Derfor beslutter efterretningstjenesten at samle en kvintet af usædvanlige individer for at stoppe Fu Manchus skumle planer. Gruppen består af nogle af 1800-tallets største litterære helteskikkelser: Mina Murray fra Bram Stokers ”Dracula”, Allan Quartermain fra H. Rider Haggards ”Kong Salomons miner”, Mr. Hyde fra R.L. Stevensons ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, Kaptajn Nemo fra Jules Vernes ”En verdensomsejling under havet” og Den usynlige mand fra H.G. Wells' ”Den usynlige mand”.

I modsætning til Moores meget dystre grafiske romaner fra 1980'erne som for eksempel ”V for Vendetta” og ”Watchmen” er ”The League of Extraordinary Gentlemen” en sprudlende, lettilgængelig og utrolig underholdende fortælling. Plottet er fyldt med vildspor og foretager en række overraskende drejninger, før vores helte endelig står ansigt til ansigt med historiens udspekulerede bagmand. Med sin brug af kendte litterære skikkelser formår Moore at skabe den ultimative postmoderne fiktionsverden, der udover fortællingens hovedpersoner blandt andet også tæller Edgar Allan Poes franske detektiv Auguste Dupin i en mindre birolle. Flere af de klassiske figurer er dog af Moore blevet udsat for en række opsigtsvækkende ændringer, og da vi for eksempel møder Allan Quartermain for første gang, er han blevet reduceret til et gammelt opiumsvrag.

”The League of Extraordinary Gentlemen” har dog også en seriøs side, idet den under overfladen indeholder en dyb kritik af Victoriatidens værdier, der til en vis grad stadig lever videre i vores århundrede. Det er især datidens nedsættende syn på etniske minoriteter og ligestilling for kvinder, der bliver udsat for Moores satiriske pen.

”The League of Extraordinary Gentlemen” blev filmatiseret under samme navn i 2003 i en version, der kun deler overfladiske træk med det oprindelige værk. Filmen har Sean Connery i hovedrollen som Allan Quartermain.

Den moderne tegneseries nyskabende fortæller

Alan Moore er en af den moderne amerikanske mainstreamtegneseries ubestridte hovedskikkelser. Med sin postmoderne og yderst eksperimenterende tilgang til superheltegenren har han gang på gang været med til at vise, at der ikke findes nogle emner, som mediet ikke kan behandle med troværdighed, hvad enten det gælder eksistensen af superhelte i den virkelige verden eller større temaer som frygten for atomkrig.

Moores værker skifter mellem dystre og kontroversielle fortællinger til mere letbenede og komiske historier, men de er alle overordnet karakteriseret ved at være intelligente, velfortalte og nytænkende. Det er umuligt at undervurdere Moores betydning for tegneseriebranchen som helhed, og han har i tidens løb været med til at inspirere en lang række af tidens bedste tegneserieforfattere som for eksempel Neil Gaiman , Garth Ennis, Warren Ellis og Grant Morrison.

Bibliografi

Tegneserier skrevet af Alan Moore

Moore, Alan:
Marvelman 1982. Tegnet af Garry Leach, Alan Davis, John Totleben og andre.
Moore, Alan:
Captain Britain 1893. Tegnet af Alan Davis.
Moore, Alan:
D.R. & Quinch 1983. Tegnet af Alan Davis.
Moore, Alan:
Swamp Thing 1983. Tegnet af Stephen R. Bissette, John Totleben, Rick Veitch og andre.
Moore, Alan:
The Ballad of Halo Jones 1984. Tegnet af Ian Gibson.
Moore, Alan:
For the Man who has Everything 1985. Tegnet af Dave Gibbons.
Moore, Alan:
Whatever Happened to the Man of Tomorrow? 1986. Tegnet af Curt Swan.
Moore, Alan:
Den der ler sidst... 1989. (Batman: The Killing Joke. 1988). Tegnet af Brian Bolland.
Moore, Alan:
From Hell 1989. Tegnet af Eddie Campbell.
Moore, Alan:
A Small Killing 1991. Tegnet af Oscar Zarate.
Moore, Alan:
Lost Girls 1991. Tegnet af Melinda Gebbie.
Moore, Alan:
1963 1993. Tegnet af Stephen R. Bissette, Rick Veitch og andre.
Moore, Alan:
WildC.A.T.S.. 1995. Tegnet af Travis Charest og andre.
Moore, Alan:
Supreme 1996. Tegnet af Joe Bennet, Rick Veitch, Chris Sprouse og andre.
Moore, Alan:
Promethea 1999. Tegnet af J.H. Williams III.
Moore, Alan:
Tom Strong 1999. Tegnet af Chris Sprouse.
Moore, Alan:
Top Ten 1999. Tegnet af Gene Ha og Zander Cannon.
Moore, Alan:
Det Hemmelighedsfulde Selskab 2003. (The League of Extraordinary Gentlemen. 1999). Tegnet af Kevin O'Neill.
Moore, Alan:
Det Hemmelighedsfulde Selskab: Klodekrigen 2004. (The League of Extraordinary Gentlemen Volume II. 2002). Tegnet af Kevin O'Neill.
Moore, Alan:
V for Vendetta 2005. (V for Vendetta. 1982). Tegnet af David Lloyd.
Moore, Alan:
1969. Fahrenheit, 2011. Tegnet af Kevin O'Neill.
Moore, Alan:
Watchmen Watchmen, der er fra 1986 og tegnet af Dave Gibbons, blev i Danmark udgivet som en miniserie i seks bind under titlen Vogterne:
Moore, Alan: Vogterne 1: Gøgleren. 1989.
Moore, Alan: Vogterne 2: Dr. Manhattan. 1989.
Moore, Alan: Vogterne 3: Rorschach. 1989.
Moore, Alan: Vogterne 4: Natuglen. 1989.
Moore, Alan: Vogterne 5: Silkesværmeren. 1989.
Moore, Alan: Vogterne 6: Ozymandias. 1989.

Andre værker af Alan Moore

Moore, Alan:
Voice of the fire 1996.

Om Alan Moore

Davidsen, Kurt:
Urmageren og grioten Artikel i Rackham nr. 1, april 2000.
Davidsen, Kurt::
Mord og Myte: From Hell - en anmeldelse. Anmeldelse i Rackham, nr. 1, april 2000.
Parkin, Lance:
Alan Moore. 2001. Pocket Essentials
Millidge (red.):, Gary Spencer:
Alan Moore: Portrait of an Extraordinary Gentleman. 2003. Abiogenesis Press.
Khoury, George:
The Extraordinary Works of Alan Moore. 2003. TwoMorrows Publishing
Larsen, Rune Engelbreth:
V for Vendetta - terrorisme eller frihedskamp?. Artikel i Strip! nr. 32, december 2005.
Sørensen, Henry:
De fantastiske fem. Artikel i Strip! nr. 23, september 2003.
Find Alan Moore i:

Om forfatteren

Links

Meget langt interview med Alan Moore.
Det internetbaserede leksikon har både et portræt af Alan Moore og en gennemgang af hans vigtigste værker.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Alan Moore'
Pænt interview med forfatteren.