Biografi Dagbog Breve

Citat
”Han svajede. Han vaklede. Pludselig var det alvor. Han glemte hvem jeg var og gik til angreb med slag der sendte mig i gulvet. Han stod over mig, hans ansigt var fuldstændig forvandlet; jeg har aldrig set ham så smuk. Han var ikke længere min far. Han var sig selv. Han havde slået en modstander ned: jeg lå på gulvet og så op på manden der triumferede.”
”Breve” i ”Biografi Dagbog Breve”, s. 255.

I 2013 udkom en samlet udgave af tre af Tomas Espedals bøger ”Biografi (glemsel)” (1999), ”Dagbok (epitafer)” (2003) og ”Brev (et forsøk)” (2005). (”Biografi Dagbog Breve”, 2013). De tre titler har også på norsk været udgivet samlet, og det giver god mening. Alle tre bøger kredser om at være forfatter og om at være det menneske, som fortælleren er undervejs i skriveprocessen.

”Biografi” er korte tableauer, øjebliksbilleder, afrundede forløb. Teksterne handler om møder, erkendelser, opbrud, ensomhed og blander sig på den måde tematisk med det øvrige forfatterskab. Stilistisk er formen mere afrundet her og har et tydeligt slægtskab med lyrik.

50678830

”Dagbog” har undertitlen epitafer, der betyder mindetavle over en afdød. Bogen tilegnes Agnete, der var fortællerens kæreste og døtrenes mor. I notaterne skriver han sin voldsomme sorg frem efter Agnetes død og accepterer langsomt sit nye liv som ansvarlig alenefar. Erkendelsen af, at nødvendigheden vægter højere end den tidligere så besungne frihed sætter rammerne for fortællerens liv. Det enkle hverdagsliv med børn og forfatterarbejde holder sammenbruddet på afstand, og det forekommer, at skrivningen er det, der holder fortælleren i live. Samtidig med det næsten terapeutiske skrivearbejde er der metarefleksive udredninger om sproget og skriften, om tilblivelsen af romanen ”Gå” og om at se.

I ”Breve” er ”Brevet om mine ulykker” en fortælling om fortællerens tid som bokser. Hans far var bokser, og barndommen var en lang undvigelsesmanøvre for faderens bokseslag. Espedal nævner i et interview i Information, at ”slagene er hans mest skattede minder”.

Gennemgående for de tre bøger er fortællerens refleksioner over at skrive verden frem. At have brug for et skrevet træ, at skrive udsigten frem. Men det at vække verden til live i sproget har også en bagside: Han skal sige farvel til sin mor og kone to gange: først i verden, så i sproget, i teksten, hvor han har skrevet dem frem.

Tungt og trygt forankret i den nære, enkle hverdag løfter skriften sig op og kaster lys over hverdagens rutiner med børn, madlavning, vasketøj og posten, der kommer hver dag klokken halv tolv og måske lægger et brev i postkassen.