John Irving debuterede i 1968 med ”Setting Free the Bears” (”Slip bjørnene fri”, 1999). Romanen blev først oversat til dansk i 1999, og det var på tide, for ”Slip bjørnene fri” er den mest interessante af hans tidlige romaner.
Den rummer stort set alle de temaer og stilelementer, man senere forbinder med forfatteren til romanerne ”The World According to Garp” (”Verden ifølge Garp”, 1980), ”The Cider House rules” (”Æblemostreglementet”, 1986) og ”A Prayer for Owen Meany” (”En bøn for Owen Meany”, 1989).
Her er næsten alt, hvad hjertet kan begære: lystne elskende, bjørne som emblemer for fantasi og seksualitet, samt den ramponerede motorcykel, der stadig kører i romanen ”The Hotel New Hampshire” (”Hotel New Hampshire”, 1984).
Bogen er skrevet under et ophold i Wien, hvilket den samme dannelsesrejse, der bliver så skelsættende og karakterbestemmende for hovedpersonen i Irvings senere selvportræt af kunstneren som ung mand i ”Verden ifølge Garp”.
Den første bog var blevet til som afgangsopgave i creative writing fra universitetet i Iowa, hvor han blev undervist og vejledt af blandt andre Kurt Vonnegut. Efter nogle år i Østrig vendte Irving tilbage til USA og følte sig lidt til en side og meget udenfor, mens sæder og skikke blev afprøvet og ombrudt ude i den politiske virkelighed.
Med sin tætte bryderfremtoning, sin kærlighed til gamle værdier som ægteskab og familie samt sin i begyndelsen lidt ulykkelige kærlighed til den store form fra det 19. århundrede, var han noget af en fremmed fugl i de skæve 1960’ere, hvor det gjaldt om at være radikal for enhver pris. Der er derfor en snert af bitter misantropi over de to sarkastiske sædeskildringer, som ligger mellem ”Slip bjørnene fri” og ”Verden ifølge Garp”. I romanerne ”The Water-Method Man” fra 1972 (”Vandmetoden”, 1991) og ”The 158-Pound Marriage” fra 1974 mangler Irving endnu at finde sin rigtige stemme og form.