Den usynlige mand

Efter krigen begyndte han at offentliggøre sine noveller i mondæne magasiner som Esquire og The New Yorker. 35 tekster blev det til før Forbandede ungdom. Herefter fulgte et lille tiår, hvor Salinger i nogen grad spillede spillet og gjorde de ting, man forventer af en forfatter. I 1953 slog han sig ned i New Hampshire, og efter 1962 har han ikke talt med pressen. Kun én anden amerikansk forfatter, Thomas Pynchon, har været lige så usynlig. Imidlertid publicerer Pynchon én stor roman hvert tiende år. Salinger har været tavs i 40 år efterhånden.

Englænderen Ian Hamilton, som i 1985 forsøgte at få kontakt med Salinger, da han blev bedt om at skrive en biografi, fortæller i In Search of J.D. Salinger (1988) historien om, hvordan hans bog ikke blev til noget. Salinger ville ikke have beskrevet sit levned. Hamiltons forlæggere havde regnet med at kunne offentliggøre en bog, som ikke direkte citerede Salingers værker (og juridiske ejendom). De mente, at han holdt sit privatliv for kært til at stå frem og standse Hamiltons bog.

Her tog de fejl. I 1986 gik Salinger i retten for med næb og kløer at standse udgivelsen af en biografi. Han vandt sagen og sikrede sig således retten til et privatliv. Enkelte fotos blev taget, da han stod frem. Et af dem viser en vred gammel mand med viltert hvidt hår. Ophidset hamrer han næven mod bilruden, som fotografen arbejder bag. Det er et forbløffende billede. Gennem alle årene har Salingers værker været prydet af det noble ungdomsfoto, som blev taget i forbindelse med udgivelsen af Forbandede ungdom. Med ét var han 50 år ældre og skræmmende gammel.